Prøv avisen
Seniorliv

Året har en rytme med hverdage og ferier – også for pensionister

Selvom jeg for længst er gået på pension, lever jeg i rytmen mellem ”travle” hverdage, ugens hviledag, søndagen og årets ferier. Jeg sætter ordet ”travl” i anførselstegn. Som pensionist bestemmer jeg selv, hvilke opgaver jeg siger ja tak til, og hvilke ikke, skriver tidligere biskop Søren Lodberg Hvas. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Jo ældre man bliver, desto mere fylder erindringer. Men netop nu er det nuet og forventninger, der optager Søren Lodberg Hvas, der er på vej på ferie

Sommerferien står for døren, som vi siger. Selvom jeg for længst er gået på pension, lever jeg i rytmen mellem ”travle” hverdage, ugens hviledag, søndagen og årets ferier.

Jeg sætter ordet ”travl” i anførselstegn. Som pensionist bestemmer jeg selv, hvilke opgaver jeg siger ja tak til, og hvilke ikke.

Men tilværelsen i sig selv rummer en række andre forpligtelser, som er livsbærende. Det er forholdet til min livsledsager, mine børn, svigerbørn og børnebørn. Samlet tæller vi 22 og hver især en allerkæreste personlighed, som fylder mit liv med glæde og taknemmelighed. Dertil kommer gode venner og mange bekendte, så jeg er lykkeligvis ikke ”Palle alene i verden”. Jens Sigsgaards kloge bog er min første rigtige bog. Jeg fik den i fødselsdagsgave af mine forældre, da jeg fyldte otte år. Jeg tænker, at det havde de en hensigt med. Bogen har sin faste plads i bogmylderet i det, jeg kalder mit kreative rod.

Mit liv har tre aspekter: genoplevelsen i erindringen, tilstedeværelsen i øjeblikket og forventningen til morgendagen. Der er dage og tider, hvor det første aspekt ved mine 78 år fylder meget – og intense dage, hvor det andet aspekt sammen med det tredje fylder det hele til bristepunktet.

Sådan er det lige nu. I morgen tidlig letter vi med KLM-fly fra Aalborg Lufthavn med kurs mod Amsterdam og Nice. Efter en herlig uge fortsætter vi til Rom med 12 solrige dage, tror jeg nok. Det vil jeg melde lidt tilbage om senere. Måske.

Men først går jeg lidt tilbage i tiden. Mit barndomshjem var præget af en stilfærdig, selvfølgelig kristentro. Den var lige så uanstrengt som at trække vejret. Når vi gik til bords middag og aften, sang vi bordvers: Ham takker alle vi med sang, for alt hvad han har givet …

Og når vi skulle i seng, bad vi aftenbøn, indtil far og mor skønnede, at nu var vi gamle nok til selv at bede vort Fadervor. Således skabte ritualer rammen om vores tilværelse. Det blev aldrig diskuteret, og vi vidste, at sådan var det også for mor og far.

Herfra rettes perspektivet igen fremad. En ny dag oprinder med et digt af Benny Andersen:

Endnu synger solsorten

endnu ormer regnormen sig gennem græsset

i håb om at solsorten har for travlt med at synge

Der er kommet nogle prikker for mit ene øje

men endnu kan jeg se med resten af det

og det andet ser endnu ganske klart

Det ord

Endnu

jeg er endnu ikke sikker på

hvor trykket bør lægges

på END eller NU

tidligere lagde jeg trykket på NU

nu er jeg mere tilbøjelig til

at lægge trykket på END

men solsorten synger cirka

Yi dyi dydl du endnu endnu

med tryk på sidste stavelse

og den må vel vide det

og jeg får det ENDnu bedre ved

at være her endNU.