En mere og så lige en til – og måske en tredje? En spændende tv-serie kan være lige så svær at slippe som en æske fyldte chokolader. Eller endnu sværere, vil mange nok mene.
Men hvor sukkertrangen er en last, de færreste er stolte af, så har trangen til at se det ene serieafsnit efter det andet lige i rap fået sit helt eget udtryk, der oser af at være fremme i skoene, sådan rent kulturelt. ”Binge-watching” kaldes det, i mangel af et dansk begreb, også herhjemme. At ”binge” betyder at gøre noget umådeholdent, og ”binge-watching” er altså det, vi bedriver, når vi vælger at se den nyeste sæson af tv-serien ”The Crown” over en enkelt weekend, eller finder den gamle dvd-boks med ”Matador” frem en regnfuld novemberdag og snupper tre-fire afsnit i selskab med Korsbæk-borgerne.
Når fænomenet er buldret frem i løbet af 2010’erne, hænger det sammen med, at der produceres flere og flere serier inden for alle medier, og at de fleste af os har adgang til dem alle via de digitale medier.
Men at store litterære for-tællinger bliver fortalt i serier er langtfra noget nyt. Allerede i 1600-tallet var der bogtrykkere, der udgav længere fortællinger afsnitvis i prisbillige pamfletter, og i midten af det 19. århundrede udgav en forfatter som Charles Dickens sine romaner i føljetonformat.
Det nye er snarere, at seriekoncepter i dag findes i alle medier. Det siger litteraturhistorikeren Tore Rye Andersen fra Aarhus Universitet, der er forfatter til bogen ”Serier” – i, ja, bogserien ”Tænkepauser” fra Aarhus Universitetsforlag.
”Store fortællinger fortalt i serier har været der hele tiden, men nu har de bredt sig ud over hele mediebilledet og står i stigende grad i et konkurrenceforhold til hinanden,” siger han og fortsætter:
”Hvis du går hen i ungdomsafdelingen på bibliotektet, vil du se, at 90 procent af bøgerne er led i serier. Det samme gælder krimierne, hvor vi som oftest følger den samme person over en hel serie. Også i resten af litteraturen er der masser af serier. Karl Ove Knausgårds seksbindsværk ’Min Kamp’, der sluttede i 2010’erne, er et godt eksempel. Dertil kommer de andre medier: radio, herunder podcast, film, computerspil, tv, sms’er, alt sammen er det medier, der videregiver fortællinger gennem serier.”
Historisk har serierne i højere grad været populære i ét medie ad gangen. I 1930’erne var det radioføljetonerne, der var store, og i 1950’erne, da tv-mediet kom frem, var det blandt andet med serier, som de nationale tv-stationer producerede. I dag er det det hele på én gang.
”Seriekonceptet har vist sig effektivt, hver gang et ny massemedium skal præsenteres for publikum. Det samme er sket med streamingtjenesterne,” siger Tore Rye Andersen.
Streamningtjenester som Netflix og HBO var allerede forankrede på mediemarkedet inden 2010, men det er i løbet af det seneste årti, de virkelig har fået fat og nu udgør en stor del af mange menneskers kulturforbrug. Især har amerikanske serier som ”Breaking Bad”, ”Game of Thrones” og ”House of Cards” trukket mange seere, også i Danmark.
”Det ses tydeligt på mængden, at streamingseere har stor appetit på nyproducerede serier. Omkring 2002 var der i USA produceret 182 originale tv-serier på streamingtjenesterne, og i 2016 alene blev der produceret 455,” fortæller Tore Rye Andersen, der kalder årene på denne side af årtusindskiftet for tv-seriernes tredje guldalder.
Den første bølge var omkring 1950, da tv-mediet var helt nyt, anden bølge var i 1980’erne, hvor serierne begyndte at blive mere kunstnerisk ambitiøse.
”Den tredje guldalder begyndte i nullerne og fortsatte et godt stykke ind i 10’erne. I dag bliver der imidlertid produceret så mange serier, at få kan overskue det. Konsekvensen er, at det gennemsnitlige niveau falder. Mængden af dygtige forfattere og instruktører bliver jo ikke på magisk vis tredoblet, så når der bliver produceret så meget, må kvaliteten nødvendigvis dale,” siger han.
Tore Rye Andersen er til gengæld ikke bekymret for, at de store fortællingers kunstneriske kvalitet generelt falder, fordi mange nu i stort omfang følger dem via tv- eller computerskærmen i stedet for i bøgerne.
”Tv-serier kan ofte være en lige så valid kunstnerisk oplevelse som den, man kan få ved at læse,” siger han.
Professor i litteratur ved Syddansk Universitet og anmelder her ved avisen Nils Gunder Hansen er tv-seriefan og enig i, at det format kan give store oplevelser.
”Hvis vi sammenligner med film, så gør tidsudstrækningen i en serie, at vi i højere grad kan få lov at fordybe os i karakterer og miljøer på samme måde. som vi kan i en litterær fortælling, der strækker sig over flere bogbind, Der er en særlig magi i, at historier er en del af en serie,” siger han.
Skal en serie være af høj kvalitet, kræver det imidlertid, at der er tænkt en begyndelse, en midte og en slutning ind fra begyndelsen, mener han og ser derfor en fare i, at tv-serier i de senere år har en tendens til at fortsætte næsten uendeligt.
”Vi vil gerne hele tiden vide mere om de karakterer og miljøer, vi har lært at kende i en serie. Men vi vil også gerne have, at historien slutter et sted, så værket fremstår som en helhed. Nogle gange kan man opleve det triste, at serier genanvender karakterer og temaer i en mere og mere fortyndet udgave, så fortællingen kommer til at strække sig ud over, hvad den kan bære. Så bliver det i stedet for kunst til en kommerciel evighedsmaskine. Det er desværre en djævelsk fristelse for producenterne,” siger Gunder Hansen.