Denne artikel er en del af serien "De forsvundne chilenske børn". Få en mail hver gang, der udkommer en ny artikel i serien, ved at skrive dig op her.
For et år siden kontaktede Manuel Tom Kaalund og fem andre borgere Ankestyrelsen. De var oprindeligt blevet adopteret til Danmark fra Chile i 1970’erne og mistænkte alle formidlingen for at bero på en løgn. Forinden havde de kunnet læse i chilenske og europæiske medier, at en såkaldt sandhedskommission i Chile havde fastslået, at børn over en 50-årig periode systematisk var forsvundet fra landet med henblik på illegal bortadoption til Vesten.
Ankestyrelsen har siden gennemgået de seks sager, og i går modtog Manuel Tom Kaalund så et brev i sin eBoks:
”Det er ikke muligt ud fra sagernes dokumenter, at be- eller afkræfte, om der har været tale om ulovlige adoptioner. En be- eller afkræftelse vil forudsætte, at oplysningerne i den enkelte sag sammenholdes med oplysninger fra biologisk familie eller andre oplysninger fra den konkrete behandling af sagen i Chile,” stod der.
Brevet efterlod Manuel Tom Kaalund måbende.
”Helt ærligt, jeg føler ligeså godt, de kunne have sendt mig et brev, hvor der stod ’rend mig’. Selvfølgelig er det nødvendigt at skabe kontakt til de chilenske myndigheder eller mit biologiske ophav for at finde ud af om, jeg blev stjålet. Det var jo det, jeg håbede, de kunne. Efter et års kamp for at finde svar står nøjagtig samme sted, som da jeg begyndte,” siger han.
Hvad mere vil du gerne have svar på?
”Personligt vil jeg gerne vide, om der går en mor rundt i Chile, der har fået stjålet sit barn. Det må være en af de mest forfærdelige oplevelser, man som menneske kan have. Den tanke er ubærlig, og det er min drivkraft.”
Hvorfor er det så vigtigt for dig at kende din historie?
”Åh, det er svært... Altså jeg ved ikke rigtigt, hvem jeg er. Jo, jeg ved, jeg hedder Manuel, at jeg er god til mit arbejde som nedriver, at jeg har en dejlig kæreste og nogle skønne børn og bonusbørn. Jeg føler, jeg kender 90 procent af mig selv, men det er de sidste 10 procent, der kan gøre mig til et helt menneske. Jeg er ikke hel. Jeg savner svar, og jeg drømmer om at kunne give mine børn nogle svar. Det er hårdt, altid at sige ’det ved jeg ikke’, når de spørger til min fortid. Ofte går jeg ude på engen, og tænker på, hvordan i alverden jeg havnede her.”
Ankestyrelsen har ikke gjort dig klogere. Må du tage sagen i egen hånd nu?
”Det er svært at tage sagen i egen hånd. Privatdetektiver er dyre, og der er store omkostninger forbundet med at rejse til Chile. Faktisk har jeg lyst til at grine af situationen, for jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal gøre. Jeg står, hvor jeg begyndte. Jeg ved ikke en skid, men jeg kan mærke, at min lyst til retfærdighed vokser. Jeg ved, jeg må finde svar, men jeg ved også, at systemet ikke kan hjælpe mig. Jeg fik at vide, at Ankestyrelsen kunne give mig nogle svar. Så tog jeg kontakt, og et år senere står jeg med et brev, hvor der står, at det hverken kan be- eller afkræftes, om jeg blev stjålet.”
Læs mere om sagen her: