Prøv avisen
Adoptivbørn

Amy blev adopteret fra Etiopien som ni-årig: Ligegyldigt hvor jeg var, følte jeg ikke, jeg hørte til

Amy Steen i Kongens Have i København. Hendes søster brød sammen og blev fysisk syg, da Amy Steen blev bortadopteret til Danmark. – Foto: Leif Tuxen

Den i dag 18-årige Amy Steen oplevede det som et overgreb, da hun som niårig blev adopteret af en dansk familie. Siden kom hun til at bo hos en plejefamilie, men længslen efter den biologiske familie i Etiopien var så stærk, at hun for to år siden stak af for at blive genforenet med sin mor og søster. Ny dokumentarfilm fortæller om en viljefast teenagers svære liv som adoptivbarn

Sneen faldt, og det gjorde Amy Steen så bange, at hun ikke turde gå ud.

Sådan husker den unge kvinde en af de første vinterdage i Danmark. Et par måneder tidligere var hun flyttet fra et børnehjem i Etiopiens hovedstad til en adoptivfamilie i et parcelhuskvarter i Næstved. Nu skulle hun lægge opvæksten med tætte familiebånd i et fattigt kvarter og kontakten med den elskede morfar i stråhytten på savannen bag sig.

Officielt var hun seks år, men senere viste Rigshospitalets undersøgelser, at hun nok var ni år. Adoptionen blev et mareridt af konflikter. Amy Steens oprør mod adoptivforældrene er flittigt beskrevet af medierne og har været med til at sætte fokus på adoptivbørns rettigheder.

Halvandet år efter ankomsten til Danmark blev Amy Steen anbragt i en plejefamilie, og som 16-årig gik hun under jorden og fik hjælp til at rejse tilbage til Etiopien. I den nye dokumentarfilm ”Amys vilje” har instruktør Katrine W. Kjær fulgt Amy Steen i fem år. Fra hun var 13 år og frem til sommeren 2018.

En råkold vinterdag i København giver Amy Steen og hendes søster Beti Antneh, der i dag er 22 år og i Danmark for første gang i forbindelse med premieren på filmen, interview på en café. Amy er smilende og selvsikker og oversætter den mere forsigtige Beti Antnehs kommentarer fra sproget amharisk.

Amys adoptionshistorie begyndte, efter at hun var blevet anbragt på et børnehjem i Etiopien sammen med sin lillesøster på to år, fordi deres mor var hiv-smittet og troede, at hun skulle dø. Den ældste datter, Beti på 13 år, ville børnehjemmet ikke have. I 2009 fik Tigist, som Amy dengang hed, at vide, at hun skulle til Danmark med sin lillesøster. Børnehjemmet fortalte både Amy og hendes mor, at de kunne bevare forbindelsen, og en dag blev de to søstre hentet af et dansk ægtepar og bragt til det fornemme Hotel Hilton.

”Jeg talte på det tidspunkt en lille smule engelsk. Min adoptivmor sagde fra starten på engelsk, at jeg skulle kalde hende mor. Men jeg svarede, at min mor var i Etiopien, og så blev hun sur. Krisen begyndte, allerede inden vi forlod Etiopien,” fortæller Amy Steen. Lillesøsteren bor i dag fortsat hos adoptivfamilien. Amy fortæller, at hun har besøgt søsteren flere gange, men ifølge Amy Steen tillader adoptivfamilien ikke besøg i øjeblikket.

I august 2009 landede Amy Steen og hendes lillesøster i Kastrup Lufthavn. Amy Steen husker, hvordan hun fra første færd følte det forkert, at hun skulle betragte det danske ægtepar som sine nye forældre.

”Jeg ville ikke have nye forældre, men mine adoptivforældre ville gerne have en ny datter på seks år. Jeg havde troet, at jeg skulle bo midlertidigt hos en familie og have en uddannelse. Det var det, de havde fortalt mig på børnehjemmet. Men mine adoptivforældre havde andre forventninger,” fortæller Amy Steen.

Hun lærte hurtigt dansk, men bag den pæne facade i parcelhuset i Næstved udartede små konflikter sig til voldsomme kampe. Ifølge journalisten Dorrit Saietz’ bog ”Adoptionens slagmarker” fortæller Amys adoptivforældre, at de knoklede for at få adoptionen til at fungere. Men også, at de til sidst var nedslidte og ofte reagerede i afmagt.

Inden afrejsen havde Amy Steens biologiske mor foræret hende et fotoalbum med familiebilleder. Hun havde altid albummet under hovedpuden i sin seng. Men en dag, da hun kom hjem fra skole, var det forsvundet.

”Jeg spurgte min adoptivmor, om jeg måtte få billederne. Men det måtte jeg ikke, for jeg skulle være en del af familien. Vi kunne ikke tale om Etiopien eller forholdet til min biologiske mor og storesøster,” forklarer Amy Steen.

Hun var i begyndelsen af opholdet i Danmark meget bekymret for, om hendes mor og søster var i live.

”Jeg kan ikke sætte ord på, hvor meget jeg savnede min mor, min søster og min morfar, og hvor bange jeg var,” fortæller Amy Steen.

Men det var ikke kun Amy, der led under adskillelsen. I Etiopien var storesøster Beti blevet fysisk syg af bekymring.

”Jeg kunne ikke klare adskillelsen, kunne ikke spise, kom på hospitalet og var meget deprimeret. Min lillesøster har altid været mit et og alt. Vi var som tvillinger, og pludselig var hun væk, og jeg vidste ikke, om jeg nogensinde ville få hende at se igen,” fortæller Beti Antneh.

Halvandet år efter ankomsten til Danmark indvilligede Næstved Kommune i, at Amy Steen flyttede til en plejefamilie, hvor hun trivedes godt. Men på et tidspunkt mente kommunen, at hun skulle skifte opholdssted. Katrine W. Kjærs film viser den fra pressen velkendte scene, hvordan hun med magt bliver tvangsfjernet fra plejefamilien af pædagoger fra Næstved Kommune, mens også politiet er til stede. Ombudsmanden gik senere ind i sagen og udtalte, at Næstved Kommune havde handlet ulovligt og med unødig brug af magt. Selvom det i dag er seks år siden, sidder oplevelsen stadig dybt i Amy Steen.

”Jeg føler, at de stemplede mig som kriminel,” fortæller hun.

Selvom hun efter tvangsfjernelsen fik lov til at vende tilbage til sin plejefamilie, var problemerne ikke løst. Amy Steen savnede sin biologiske mor og søster og ville besøge dem. Men, som det fremgår af den nye dokumentar, afslog myndighederne, at hun kunne rejse.

”Min plejefamilie var god, og jeg fik lov til at tale med min familie i Etiopien via Skype. Men jeg havde glemt mit modersmål, og samtalerne med min mor og søster gjorde mig nogle gange endnu mere ked af det, fordi jeg kunne se, at de var kede af det,” forklarer Amy Steen, der oplevede en tiltagende følelse af rodløshed.

”Ligegyldigt hvor jeg var, følte jeg ikke, at jeg hørte til. Jeg følte heller ikke, at jeg passede ind på den specialskole, hvor jeg gik, for så speciel var jeg heller ikke,” siger Amy Steen og fortsætter:

”Det eneste, der kunne gøre mig glad, var at komme tilbage til Etiopien.”

Hun besluttede at gøre oprør mod reglerne. Filmen viser, at hun stikker af fra sin plejefamilie. Organisationen Against Child Trafficking hjælper hende tilbage til Etiopien, hvor hun under stor jubel genforenes med sin mor og søster.

Men opholdet i hjemlandet er heller ikke uden problemer. Filmen viser, at Amy Steens etiopiske familie efter de første euforiske uger beder hende rejse tilbage til Danmark, fordi de ønsker, at hun skal tage en uddannelse og få et godt liv. En anden barriere er sproget. Amy Steen lærer ret hurtigt at tale amharisk, men skriftsproget er mere kompliceret, og det er nødvendigt, hvis hun skal blive og tage en uddannelse.

Flere af hendes danske venner har spurgt hende, hvorfor hun vil bo i et fattigt land.

”Jeg har aldrig følt mig fattig. Vi har meget glæde i livet, så på den måde er vi ikke fattige,” forklarer Amy Steen.

Hun har været tilbage i Etiopien tre gange, siden hun lod sig smugle ud af Danmark som 16-årig. I dag bor hun i et ungdomskompleks i Næstved. Egentlig skulle hun være begyndt at arbejde på et plejehjem, men det er blevet udskudt, fordi hun og søsteren Beti for nogle uger siden blev kørt ned af en bil. Amy Steen fik et brud på armen, og Beti slog nogle tænder løse. Amy Steen kan rejse ind i Etiopien uden visum, og det har givet hende ro.

”Hvis jeg får mulighed for det, vil jeg gerne bo i begge lande. Jeg har venner, kæreste og relationer her i Danmark, og så er jeg meget knyttet til min familie i Etiopien. Noget af det bedste er at tage ud på landet til min morfar. Jeg elsker det tætte samvær, hvor man kan sidde og snakke og grine i timevis. Vi bliver aldrig trætte af at udtrykke vores kærlighed til hinanden, for vi har mistet så meget i alle de år, jeg har været væk. Men grundlæggende er jeg splittet. Man ved ikke, hvor man hører til,” siger Amy Steen.

Hun mener, det er helt afgørende, at adoptivbørn har ret til at bevare en tilknytning til den biologiske familie uanset adoptivforældrenes ønsker.

I dag drømmer Amy Steen om at kunne bruge sine erfaringer til at hjælpe andre.

”Et adoptivbarn kan ikke bare være et ganske normalt barn. Man kommer til at have vanvittigt mange spørgsmål i hovedet, som man ikke får noget svar på. Også selvom man måske er blevet adopteret som helt lille. Der vil opstå spørgsmål som, hvorfor ser jeg anderledes ud end min far og mor. Hvis adoptivbørn og adoptivforældre ikke har godt samvær, så kan jeg sætte mig ind i det og forhåbentlig hjælpe.”

Amy Steen ses her sammen med søsteren, Beti Antnehs, i Rosenborg Have. Foto: Leif Tuxen