Adrian Hughes: Jeg bærer en ulv af selvoptagethed dybt i mig

I podcasten ”Mors afskedsbrev” undersøger den 59-årige journalist Adrian Hughes, om han kan bryde arven fra sin mor. En arv, som rummer både hang til navlebeskuelse, vredesudbrud og udpræget fortælleglæde. Kristeligt Dagblad har bedt ham vende blikket indad

 Adrian Hughes er i øjeblikket aktuel med podcasten ”Mors afskedsbrev” på DR Lyd.
Adrian Hughes er i øjeblikket aktuel med podcasten ”Mors afskedsbrev” på DR Lyd. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Hvad er du rundet af?

Jeg har verdens bedste stedsans og tredimensionelle oplevelse af livet omkring mig. Jeg kan genkende en bygning bagfra, jeg kan tegne den, så snart jeg har set den én gang, og det har jeg fra min far. Han er arkitekt af den meget praktiske slags. Til gengæld har jeg en sygelig selvoptagethed, en fortælleglæde og en stor interesse for kultur og sprog og historie, og det har jeg fra min mor.

Jeg er også i mine følelsers vold. Det har vist sig for nyligt, at jeg har en forfærdelig brist med road rage (vejvrede, red.). Hvis jeg pludselig befinder mig i en situation, hvor jeg synes, at andre mennesker opfører sig urimeligt, så bliver jeg nærmest udadreagerende i kriminel grad. Og bagefter har jeg simpelthen været nødt til at henvende mig til folk og undskylde over for dem og sige, at det var ikke mit sande jeg, som råbte ad dem på gaden og truede med at tage deres briller af og knuse dem på jorden. Jeg er også i mine følelsers vold i mit parforhold, jeg finder ikke altid den bedste løsning ud af en konflikt.

Hvad sætter du mest pris på i dit liv lige nu?

I øjeblikket er jeg så himmelfalden over den succes, min podcast, ”Mors afskedsbrev”, har. Jeg har lagt i kakkelovnen til den podcast i 30-40 år. Jeg har altid vidst, at jeg ville fortælle min morfars historie, men jeg har kun vidst i 20 år, at jeg på et tidspunkt ville fortælle min mors historie, og nu smelter de to sammen på en måde, som har vist sig at give mening. Så jeg bliver i grove træk båret i guldstol, trukket frem gennem gaderne på en stor sfinks af 600 olieindsmurte nubiske slaver, og jeg tror altså aldrig, at Kleopatra har følt sig mere set og hørt og lugtet og smagt, end jeg gør i øjeblikket. Så den dér ulv af selvoptagethed, som jeg bærer dybt i mig, den er nogenlunde mæt. Hvis der var et gram mere kød på det kadaver, ville den forspise sig, og maven ville sprække.

Hvad bekymrer du dig for?

Jeg bekymrer mig grundlæggende for, at mine nevøer og niecer ikke får så fed en verden at leve i, som jeg har haft. Jeg synes, at jeg tilhører en grotesk privilegeret generation, som fik det hele på den halve tid. Jeg har en andelslejlighed, som jeg har købt for en sang og en bananskræl, og et sommerhus, jeg har købt for to bøjede søm og en skub op-is. Jeg kan bare se, hvordan ejendomspriserne udvikler sig, hvordan vores indstilling til verden udvikler sig, altså hvordan forurening udvikler sig, hvordan vilkårene for klimaet udvikler sig, og jeg tror, det bliver afsindigt meget vanskeligere at være en del af min nevøer og niecers generation. Prøv lige at høre: Hvis man ønskede at lave en science fiction-film, som handlede om, at verden var ved at falde fra hinanden, og at vi alle sammen ville dø i syndfloder, af klimaforandringer og fare i struben på hinanden. Så har vi jo rigeligt af billeder til at dække den film allerede.

Lige nu sidder jeg i en åben bil på vej til vores enorme sommerhus. Så skylden i det er jo, at jeg ved, jeg er 59 år, og på en god dag har jeg måske 30 år foran mig, så det kommer ikke til at gå fuldstændig grueligt galt i mere end de sidste 15 år af mit liv. Jeg forsøger selvfølgelig at begrænse mit klimaaftryk så meget som muligt, men jeg kan ikke sige, at jeg lider store afsavn på baggrund af denne erkendelse.

Hvad får dig til at falde til ro?

Jeg var i Sankt Jakobs Kirke på Østerbro i København i går og høre Mozarts ”Requiem”, og det er en fuldstændig genial komposition. Klassisk musik er nok det, som får mig til at falde mest til ro. Det er en fantastisk kunstart, og jeg er himmelfalden af beundring over, hvem i alverden der fik idéen til at sætte så mange mennesker sammen om at spille én musikalsk tanke med instrumenter, der er lavet til at give så meget lyd fra sig som muligt. Jeg synes, det er overvældende og en ufattelig gave til menneskeheden. Det er den vestlige civilisations mesterstykke.

Hvilken ejendel i dit hjem ville du redde først?

Ja, det har jeg jo i modsætning til alle andre for længst gennemtænkt. Jeg er manden, som forudser katastrofer, før de sker. Jeg ville også have været en af de første, som havde været ude af Estonia. Det første og det vigtigste er fotoalbums og i mit tilfælde den harddisk, hvor smalfilmene ligger på, for de er uerstattelige. Alt det andet ligger i ”skyen” (lagerplads via internettet, red.). Dokumenter, dåbsattester og alle de materielle ting, flyglet, stellet, alt det kan man erstatte, det er bare penge. Men fotoalbums, de betyder meget for mig.

Hvad tror du på?

Jeg tror ikke på noget som helst. Jeg er i løbet af mine voksne år blevet mere og mere nærmest aggressivt antireligiøs.

Det begyndte med, at folkekirken begravede min daværende kæreste, som døde af aids, og ikke nævnte hans homoseksualitet med et ord, og så tænkte jeg, ”jeg gider simpelthen ikke at være medlem af en klub, som ikke vil have mig som medlem”, og så meldte jeg mig ud af folkekirken. Sidenhen har jeg ladet mig fortælle, at folkekirken har udviklet sig en smule, men det betyder ikke, at jeg er blevet gladere for den.

Jeg vil dog sige, at jeg er løbet ind i en religiøs person, som spurgte, hvorfor antireligiøse synes, at det er så vigtigt for dem at sige, hvor antireligiøse de er. Dér er jeg kommet i tanke om, at jeg ikke behøver at ødelægge det for andre.

Jeg vil gerne acceptere, at andre mennesker tror på hvad som helst, der kan gøre dem glade, så længe det ikke skader andre mennesker.Selv tror jeg bare på, at vi er sat på jorden for at forsøge at opføre os så ordentligt og være så rimelige over for andre mennesker som muligt. Det er sådan set også svært nok.

Hvad er den vigtigste beslutning, du har taget?

Den vigtigste beslutning i mit liv var at tage med min mand, Verner Kristiansen, til Zimbabwe, da han fik tilbudt en toårig stilling. Vi var måske et års tid inde i vores forhold, vi var ikke gift endnu, og Verner spurgte mig, om jeg ville med. Jeg tænkte: ”Ham Verner, han er værd at holde på, han er lige præcis den, som jeg allerhelst vil være sammen med i hele verden.” Og det ville ikke kunne lade sig gøre, hvis ikke jeg tog med. Så jeg var nødt til at sige mit arbejde på TV 2 Lorry op, og det gav nogle voldsomme point hos Verner, som jeg nyder godt af i dag. Det har jeg aldrig fortrudt. Det har betydet alt for mig, at jeg fandt en mand, som jeg kan more mig med. Vi driller hinanden, vi hygger os stadigvæk kolossalt meget med at have tid sammen med hinanden, og det er ikke en given sag.