Ældre er ikke en ensartet gruppe

Mange yngre med kroniske sygdomme kan være værre stillet end ældre i disse coronatider. Lad være med at tale generaliserende og nedladende om ældre

Der kan værelige så stor forskel på to 60-årige, som der kan være på en 60-årig og en 80-årig, skriver Birgit Meister i klummen "Seniorliv", hvor hun i denne uge minder om, vi ved at sætte ældre og svækkede i samme kategori også kommer til sætte synet på ældre 20-30 år tilbage. Genrebillede.
Der kan værelige så stor forskel på to 60-årige, som der kan være på en 60-årig og en 80-årig, skriver Birgit Meister i klummen "Seniorliv", hvor hun i denne uge minder om, vi ved at sætte ældre og svækkede i samme kategori også kommer til sætte synet på ældre 20-30 år tilbage. Genrebillede. Foto: Sandra Weber/Panthermedia/Ritzau Scanpix.

Nej, det havde vi ikke troet, vel? At den coronavirus, der blev ganske sparsomt omtalt i årets begyndelse, nu efter tre måneder har bemægtiget sig overskrifterne og sat normen for, hvordan vi alle sammen skal opføre os.

Med den er sygdom og død fejet ind over Europa og har ændret mønstrene for, hvad vi kan og må. Den har bragt hospitaler i knæ, og tilsidesat vores normale måde at være sammen på. Nu står vi sammen ved ikke at mødes.

Ind med sæbe og håndsprit, ud med knus og samvær.

Så hurtigt kan det gå, at man pludselig bliver statist i et drama, man helst vil springe over og slet ikke lære at kende. Et drama, der indeholder ængstelse og sorg, indlæggelser og dødsfald.

Seniorlivet er ændret.

”Vi skal bestemt tage det alvorligt og rette ind,” siger pensioneret overlæge, lektor, dr.med. Carsten Hendriksen, der arbejdede på institut for folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitets center for sund aldring.

”Og så skal vi midt i denne alvorlige situation huske på, at aldrig har så mange ældre haft så mange år med så god funktionsevne som nutidens ældre i Danmark i dag.”

Ældre er ikke bare ældre. De er voksne mennesker, der er fulde af ressourcer, har livsmod og livskraft og gåpåmod, og, som vi ser omkring os, er noget ganske andet end den svagelige, hjælpeløse ældre, der ofte blev beskrevet i 1980’erne og 1990’erne.

”Derfor er det også så frygteligt, at politikere nu slår alle, der er oppe i årene, sammen, og siger ’de ældre’,” tilføjer Carsten Hendriksen.

”Mange yngre med kroniske sygdomme kan jo være værre stillet end velfungerende, raske og sunde ældre.”

Den samme bekymring har Lotte Philipson, tidligere leder af Ældreforum, det uafhængige råd under Socialministeriet, der i mange år fulgte og vurderede ældres vilkår i samfundet på alle ældrelivets områder.

Ældreforum skulle blandt andet bidrage til at synliggøre ældres ressourcer og til at nuancere billedet af ældre og det at blive ældre.

”Jeg er klar over, at de overordnede budskaber om at skrinlægge social kontakt, vaske og spritte hænder og så videre er de vigtigste lige nu, for situationen er da alvorlig, og vi har at gøre med en virus, vi ikke kender fra tidligere,” siger Lotte Philipson, ”men den generaliserende tale om vores ældre, som vi skal passe på: de syge, de svækkede og de ældre, ærgrer mig voldsomt.”

Både Carsten Hendriksen og Lotte Philipson påpeger, at synet på ældre bliver bombet 20-30 år tilbage.

”Den meget store spredning i aldring, der vitterligt er i vores samfund,” siger Lotte Philipson, ”den viskes helt ud i øjeblikket.”

I Ældreforum plejede man at sige, at der kan være lige så stor forskel på to 60-årige, som der kan være på en 60årig og en 80-årig.

Og egentlig er det enkelt. Politikere og medier kunne blot bruge formuleringer som ”nogle ældre” eller ”syge eller svækkede ældre”.

Speciallæge og aldringsforsker, dr.med. Henning Kirk, der netop har udgivet bogen ”Godt nyt om gamle hjerner”, siger: ”Vi bliver alle mere sårbare med årene, men alderen i sig selv har kun egentlig klinisk betydning, hvis den er ledsaget af sygdom, sygdomsfølger eller tab af funktionsevne.”

Henning Kirk finder, det er en nedladende kliche-kategorisering at tale om ”de ældre”, som vi har oplevet det i de seneste uger.

”Det er som om, man glemmer,” tilføjer Henning Kirk, ”at det er en lille gruppe af danske pensionister, der har brug for at bo på plejehjem.”

Carsten Hendriksen peger på, at manglen på social kontakt kan blive en belastning og prøvelse især for ældre, der bor alene.

”Det er betydningsfuldt, at omgangskredsen husker på at ringe til dem.”

Og det fik mig til at mindes et fint essay, skrevet af Sarah Larson i magasinet The New Yorker for nogle uger siden.

Der er ikke ret meget, der er så nærende som den menneskelige stemme, skriver hun og opfordrer til, at vi i disse coronatider husker at ringe til dem, vi kender, der er meget alene.

Mails og sms’er kan være vældig godt, men det er som om, telefonsamtalen er blevet sejlet agterud. Og det skønt mange af os kender og forstår kraften i den menneskelige stemme og ved, at det er lykken at høre en kær stemme. Det kan fylde en hel dag.

Og en stemme gemmer på meget. Jeg tænker på, at der jo også er noget med tonen, en ting bliver sagt i, ikke bare de nøgne ord. Måske også det lille smil, man kan høre, men ikke se. Stemmen er jo forunderlig.

Så lad den blive en del af coronaberedskabet i de kommende uger. Telefonen er nem at gå til, og stemmen har en stor positiv effekt.