Prøv avisen

Ældre kan føle sig umyndiggjorte, når det går galt digitalt

83-årige Esther Christian-sen åbner sin computer hver dag for at se, om der er nogen, der har været så venlig at sende hende en e-mail. Men de seneste uger har hun haft problemer med sin e-mailindbakke, der er fyldt med såkaldte spambeskeder fra afsendere, som hun ikke kender. – Foto: Leif Tuxen

Selvom Danmark lige er blevet kåret som verdens bedste til digitalisering, føler mange ældre sig stadig på udebane på internettet. Det viser en ny bog, som søger at bidrage til en større tålmodighed og forståelse for, hvorfor de ældre sommetider er nødt til at opsøge hjælp

En gang imellem går det rigtig fint, andre gange mindre godt. På et tidspunkt ville 83-årige Esther Christiansen for eksempel lige skifte det billede ud, der kommer frem, når hun åbnede sin computer. Men så gik den så meget i sort, at hun måtte bede et firma sende en mand ud for at reparere den.

”Men jeg er jo heller ikke født med den slags udstyr i hånden,” som hun siger.

FN har netop kåret Danmark til at være verdens bedste til digitalisering.

Men den medalje har en bagside. For flere end 300.000 ældre mennesker føler sig ikke hjemme på internettet, viser tal fra Digitaliseringsstyrelsen.

Forfatter og foredragsholder Marianne Vestergaard Nielsen har tidligere arbejdet som e-hjælper, hvor hun har besøgt ældre for at hjælpe dem med deres udfordringer med it. Hendes oplevelse var, at mange velfungerende, intelligente ældre pludselig følte sig underlegne i det digitale liv.

”I det hele taget er det utrygt og abstrakt, når håndgribelige elementer fra hverdagen – som for eksempel breve og penge – bliver digitale og ’forsvinder’, når skærmen slukkes,” siger hun.

Sammen med fonden Ensomme Gamles Værn står Marianne Vestergaard Nielsen nu bag bogen ”Google er ikke min ven”, som udkommer i uge 41 og bliver sendt ud til personalet på landets borgerservicecentre. Hendes håb med bogen er, at de analoge ældre vil blive mødt med større tålmodighed og forståelse for, hvorfor de er nødt til at spørge om hjælp. Bogen består af seks fortællinger fra ældrelivet som minimalt digitalt.

”Fælles for de mennesker er, at de sætter en ære i at klare sig selv. Derfor er det ikke rart at føle sig presset til at bede om hjælp til noget, som de fleste synes er småting,” siger Marianne Vestergaard Nielsen.

Esther Christiansen er en af de seks ældre, der medvirker i bogen.

Hun forsøger ihærdigt at følge med digitaliseringen og er da også taknemmelig for, at hun som tidligere kontorassistent kom på kurser i at betjene Olivetti-skrivemaskiner, da de blev populære arbejdsværktøjer. Det giver hende et vist forspring, tror hun.

”På grund af mit job var jeg ligesom nødt til at sætte mig ind i den løbende udvikling,” siger hun og fortæller om den gang, hvor hun var så heldig at få lov at købe en af kontorets gamle elektriske computere med hjem.

Med tiden har hun skiftet den første model ud med en bærbar, fået oprettet en Facebook-konto og endelig også fået tilmeldt sig digital post. Det nytter ikke noget at meddele, at man vil have sin post på papir i dag, mener hun. For Postnord kan man jo ikke regne med. Og desuden må man forsøge at følge med tiden.