En gang imellem går det rigtig fint, andre gange mindre godt. På et tidspunkt ville 83-årige Esther Christiansen for eksempel lige skifte det billede ud, der kommer frem, når hun åbnede sin computer. Men så gik den så meget i sort, at hun måtte bede et firma sende en mand ud for at reparere den.
”Men jeg er jo heller ikke født med den slags udstyr i hånden,” som hun siger.
FN har netop kåret Danmark til at være verdens bedste til digitalisering.
Men den medalje har en bagside. For flere end 300.000 ældre mennesker føler sig ikke hjemme på internettet, viser tal fra Digitaliseringsstyrelsen.
Forfatter og foredragsholder Marianne Vestergaard Nielsen har tidligere arbejdet som e-hjælper, hvor hun har besøgt ældre for at hjælpe dem med deres udfordringer med it. Hendes oplevelse var, at mange velfungerende, intelligente ældre pludselig følte sig underlegne i det digitale liv.
”I det hele taget er det utrygt og abstrakt, når håndgribelige elementer fra hverdagen – som for eksempel breve og penge – bliver digitale og ’forsvinder’, når skærmen slukkes,” siger hun.
Sammen med fonden Ensomme Gamles Værn står Marianne Vestergaard Nielsen nu bag bogen ”Google er ikke min ven”, som udkommer i uge 41 og bliver sendt ud til personalet på landets borgerservicecentre. Hendes håb med bogen er, at de analoge ældre vil blive mødt med større tålmodighed og forståelse for, hvorfor de er nødt til at spørge om hjælp. Bogen består af seks fortællinger fra ældrelivet som minimalt digitalt.
”Fælles for de mennesker er, at de sætter en ære i at klare sig selv. Derfor er det ikke rart at føle sig presset til at bede om hjælp til noget, som de fleste synes er småting,” siger Marianne Vestergaard Nielsen.
Esther Christiansen er en af de seks ældre, der medvirker i bogen.
Hun forsøger ihærdigt at følge med digitaliseringen og er da også taknemmelig for, at hun som tidligere kontorassistent kom på kurser i at betjene Olivetti-skrivemaskiner, da de blev populære arbejdsværktøjer. Det giver hende et vist forspring, tror hun.
”På grund af mit job var jeg ligesom nødt til at sætte mig ind i den løbende udvikling,” siger hun og fortæller om den gang, hvor hun var så heldig at få lov at købe en af kontorets gamle elektriske computere med hjem.
Med tiden har hun skiftet den første model ud med en bærbar, fået oprettet en Facebook-konto og endelig også fået tilmeldt sig digital post. Det nytter ikke noget at meddele, at man vil have sin post på papir i dag, mener hun. For Postnord kan man jo ikke regne med. Og desuden må man forsøge at følge med tiden.
Alligevel føler hun sig ofte hægtet af. Hun bliver så træt, hver gang der er problemer med elektronikken. For så ved hun med det samme, at hun skal sættes på prøve i noget, som hun ikke kan finde ud af.
Sommetider er der bøvl med tv-pakken, eller også er det den bærbare, der pludselig spørger om en kode, som den aldrig har manglet før. Børnebørnene vil Esther Christiansen ikke belemre med spørgsmål. For de bor ikke i samme by som hende selv, og de skal heller ikke føle, at de bliver nødt til at tage tid ud af deres travle kalender for at hjælpe hende.
I Esther Christiansens lokale seniorklub er der ganske vist en it-café, hvor hun kan søge hjælp. Men indtil videre har hun ikke villet slæbe bærbaren med derop, når der var problemer. For hun var bange for at pille alle ledningerne ud af den.
”Men nu har jeg besluttet mig for, at jeg altså skal have den med på onsdag,” siger hun.
Hun har lagt en plan for, hvordan hun vil tape bærbarens tre ledninger fast på skrivebordet og skrive numre på hver ledning, så hun ved, hvor de skal sættes ind i computeren igen.
Grunden til, at hun vil have den bærbare computer med til it-caféen, er, at hun i sin e-mailindbakke er begyndt at modtage alle mulige såkaldte spambeskeder, som hun ikke kender afsenderen på. Sådan nogle får hun dagligt en håndfuld af.
Og det er utrygt og irriterende, at hun ikke er klar over, hvordan de har fået fat i e-mailadressen.
Esther Christiansen er langtfra alene om at have udfordringer digitalt. Og det er der flere forklaringer på. Birgit Jæger, lektor på institut for samfundsvidenskab og erhverv ved Roskilde Universitet, har forsket i ældres forhold til it. Ifølge hende føler de, der har levet et helt liv uden internettet, sig blandt andet hægtet af på grund af teknologiens terminologi.
”En af de ting, der gør det svært for ældre at begå sig digitalt, er, at der er mange nye, engelske udtryk, som man skal forholde sig til. Når man sidder over familiemiddagen og lytter til samtaler om, hvordan et medlem har ’downloadet’ en ’app’, eller hvor mange nye ’posts’ en anden har på sit ’newsfeed’, er det nemt at føle sig fremmedgjort,” siger hun.
Og som konsekvens kan nogle ældre komme til at føle sig udenfor. Andre er simpelthen enten ”teknologiangste” eller har bevidst fravalgt det digitale liv på grund af dets dårligdomme og tidsspilde.
Men, bemærker Birgit Jæger, efterhånden er det ikke så nemt at vælge fra.
”Mange ældre savner slet ikke at være en del af de mange valgfrie fora, sociale medier og blogs, der eksisterer på nettet. Men de seneste år er også den nødvendige kontakt til det offentlige blevet digitaliseret. Og den udvikling er ude af de ældres hænder,” siger hun og fortsætter:
”For en person, der måske altid har lagt vægt på at få indberettet sin selvangivelse til tiden, kan det virke umyndiggørende, hvis personen pludselig ikke selv kan finde ud af at sende sin selvangivelse af sted digitalt. Så kan de komme til at føle, at de ikke er fuldbyrdede borgere,” siger hun.
Og hvad skal der så gøres ved det? Ifølge Birgit Jæger hverken kan eller skal digitaliseringen i det offentlige tilbagerulles, men man må hjælpe de ældre så godt som muligt med kommunikationen hertil.
”Ældre Sagen, landets biblioteker og andre lokale initiativer afholder allerede it-kurser, der skal lette de ældres digitale liv, og når et ældre familiemedlem kommer til os, skal vi være gode til at tilbyde vores hjælp på det niveau, den enkelte er,” siger Birgit Jæger.