Ældre og unge har altid været uenige. Hvor står kampen nu?

Ofte karakteriseres ældre som bedrevidende og blinde for egne privilegier, mens yngre kaldes skrøbelige og lette at fornærme. Relationen mellem generationerne i dag er dog noget mere nuanceret end som så

Man kan foranlediges til at tro, at boomer-generationen og den såkaldte generation snow flake er i en strid, der aldrig har været større. Ifølge Maria Bruselius-Jensen, der er lektor ved center for ungdomsforskning på Aalborg Universitet, er konflikten ikke "synderligt stor". (Arkivfoto).
Man kan foranlediges til at tro, at boomer-generationen og den såkaldte generation snow flake er i en strid, der aldrig har været større. Ifølge Maria Bruselius-Jensen, der er lektor ved center for ungdomsforskning på Aalborg Universitet, er konflikten ikke "synderligt stor". (Arkivfoto). Foto: Christian Langballe/Unsplash

Denne artikel er en del af serien "De nye ældre". Få en mail hver gang, der udkommer en ny artikel i serien, ved at skrive dig op her.

”Vore dages ungdom elsker luksus. Den har dårlige manerer, foragter autoritet, har ingen respekt for ældre mennesker og snakker, når den skulle arbejde.”

Citatet her tilskrives den græske filosof Sokrates (469-399 f.Kr.), og det fortsætter:

”De unge rejser sig ikke længere op, når ældre kommer ind i et værelse. Den modsiger deres forældre, skryder op i selskaber, sluger desserten ved spisebordet, lægger benene over kors og tyranniserer lærerne.”

Ja, det stod åbenbart skidt til med ungdommen dengang, og citatet bruges ofte til at minde om, at de ældre altid har haft og vil have noget at udsætte på de unge. Men måske er det ved at blive omvendt? Den nye generation af ældre i Danmark oplever i hvert fald i nogle miljøer at blive kritiseret af deres børn og børnebørn – for at sidde på flæsket og for ikke at tage ansvar for jordens ressourcer. Hvad er det for en generationskonflikt, man ser i dag, og hvordan adskiller den sig fra tidligere tiders tilsvarende?

Et godt sted at starte er hos Dansk Sprognævn. Det tilføjer hvert år nye ord til ordbogen ”Nye ord i dansk”, og her kan man med fordel slå op, hvis man er interesseret i at blive klogere på tidsånden. Sidste år optog sprognævnet blandt andet udtrykkene ”o.k. boomer” og ”generation snowflake” i ordbogen, og deres betydning har relevans her. ”o.k. boomer” bruges ofte af unge voksne, der for eksempel på sociale medier henvender sig til mennesker på deres forældres og bedsteforældres alder. Det er ment som en slags ironisk affærdigelse, og som Nordjyske Stiftstidende skrev i januar sidste år, betyder det noget i retningen af ”ja ja, det er godt med dig. Du tager fejl, og du lytter alligevel ikke efter, og helt ærligt, så orker jeg ikke engang at forklare dig, hvordan verden tager sig ud i vore dage.”

Som Marianne Rathje, der er seniorforsker ved Dansk Sprognævn, skrev i en klumme i Politiken ved samme tid, så er boomer ”en afkortning af ’baby-boomer’, som henviser til de store årgange født efter krigen eller mere præcist en person, der er født mellem 1946 og 1964. Og boomer bliver altså brugt som skældsord om denne generation.”

Omvendt er ”generation snowflake” et udtryk for en ny generation af unge, som er sarte, lette at fornærme, og som har det vanskeligt med krav. Man fornemmer med andre ord en konflikt mellem de to generationer.

Men faktisk er der ikke tale om en synderligt stor konflikt, når man kigger historisk på det. Det mener Maria Bruselius-Jensen, der er lektor ved center for ungdomsforskning på Aalborg Universitet.

”Der har været stille på det her område i lang tid. For bare fem år siden talte man om, at de unge primært gerne ville reproducere det liv, deres forældre havde, og det tror jeg grundlæggende stadig, de vil. Mange unge har tætte relationer til deres forældre og foretager slet ikke samme slags brud, som man tidligere har forbundet med overgangen fra barn til voksen. Derfor vil jeg ikke sige, at der er en kløft mellem boomer-generationen og de yngre generationer i dag, der er snarere tale om en relation.”

Det udelukker dog ikke, at der er diskussioner generationerne imellem, og Maria Bruselius-Jensen peger på, at rollerne i den sammenhæng ser ud til at være byttet rundt.

”Hvor det før i tiden var de ældre, som fremstod som de samfundsbevarende, og de unge, som fremstod som dem, der gjorde vold mod de eksisterende idealer og opførte sig uansvarligt, så er det i dag ofte de unge, der opdrager på de ældre. Jeg tror, mange ældre oplever at blive fortalt, hvordan de bør forstå tingene: ’Hov hov, du må ikke klæde dig ud som mexicaner’, og ’det er ikke tilladt at klappe nogen i numsen’ og så videre.”

Og hvad er det så, de unge er utilfredse med? Maria Bruselius-Jensen peger på flere ting. Der er klimaet og velfærdsressourcerne. Og så ser hun en kritik af de ældres frisættelsesprojekt som en slags understrøm.

”De unge siger, at alt det frigørelseshalløj har været alt for dyrt. At de ældre har rejst rundt og gjort op med alle mulige bånd, der bandt dem, men samtidig har levet på økonomisk vækst og i jagten på selvrealisering glemt at tage ansvar for ressourcerne.”

Kritikken handler ofte om de ældres håndtering af klima- og flygtningekrisen i Danmark, siger Maria Bruselius-Jensen. Men i andre europæiske lande fylder bolig og privatøkonomi mere. For hvor især de bedre bemidlede unge i Danmark kan være heldige at have forældre, der har mulighed for at hjælpe dem med køb af bolig eller på anden måde kan hjælpe dem ind på boligmarkedet, så ser det meget anderledes ud i for eksempel Italien, hvor unge må bo hjemme, til de er langt ældre.

Netop økonomi fylder i en genrationskonflikt i flere lande. For eksempel udgav Joseph C. Sternberg, der er amerikansk økonom og journalist på avisen The Wall Street Journal, i 2019 bogen ”The Theft of a Decade” med undertitlen ”How the Baby Boomers Stole the Millennials’ Economic Future”. Han er selv født i 1982 og mener, at amerikanske boomers født mellem 1946 og 1964 har stjålet den økonomiske fremtid for deres børn i den såkaldte millennial-generation, der er født mellem 1981 og 1996, ved blandt andet at træffe fordelagtige valg for sig selv på bolig- og pensionsområdet. Han sagde til Kristeligt Dagblad sidste efterår:

”På mange måder har ungdommen i den vestlige verden det bedre end nogensinde. Vi kan glæde os over lange levetider med godt helbred, og vi har komforten ved teknologi som Google, Tinder og Uber. Men i ethvert udviklet land sakker de unge økonomisk bagud. Vi kommer aldrig til at opnå den samme økonomiske sikkerhed som vores forældre.”

I Danmark går det vist lidt mindre dramatisk for sig, men Lars-Henrik Schmidt kender godt til diskussion og kritik generationer imellem. Han er idéhistoriker og professor på DPU, Aarhus Universitet og i øvrigt født i 1953.

”Jeg bliver konfronteret med det hver eneste søndag, når vi holder middag for vores fire børn og svigerbørn, der nok tænker sig selv som kritikere af boomer-generationen. Derfor må jeg nogle gange tage nogle tæsk for den type af tænkning, de anser som gammeldags.”

Den slags sammenstød kan opstå, når der for eksempel er tale om klima eller retsprincipper i forbindelse med Metoo-sager.

”Samtalerne er godmodige, men vi er uenige. Da jeg var ung, var jeg for eksempel meget optaget af økologi, men de tror, at klimaet er noget, de har fundet på. Og de er også et andet sted i sexismediskussionen end mig. Jeg mener for eksempel, at den radikale feminisme er på galt spor.”

Lars-Henrik Schmidt peger på, at sammenstødene generationerne imellem handler om mentalitetsforskelle. Der er med andre ord forskellige værdier på spil.

”Og det særlige ved diskussionerne mellem min generation og de yngre er, at de yngre oplever en evig fornyelse, men ikke længere en forbedring af deres vilkår,” siger han.

Med andre ord er håbet tabt, mener Lars-Henrik Schmidt.

”I min generation har vi allesammen haft en fornemmelse af og tro på, at det ville gå os bedre og bedre, og at den næste generation ville få det endnu bedre. Men de kommer ikke til at klare sig meget bedre end deres forældre.”

Og så tager de yngre generationer meget store projekter på sig, siger Lars-Henrik Schmidt.

”De tager ansvar for isen på polerne, og deres håb ligger i nogle helt andre dimensioner end i hverdagslivet. Håbet er for langt borte, det bliver næsten et religiøst håb: Lad os redde jorden, ja lad os gøre det. Det er bare et meget stort mål at have.”

Lars-Henrik Schmidt oplever dog ikke, at hans børn giver ham skylden for det, de er utilfredse med.

”Og jeg har ingen problemer med at tage diskussionerne op. Men jeg trækker mig i et større omfang end i gamle dage. Det er simpelthen ikke alt, jeg gider skændes om – så vil jeg hellere tage børnebørnene.”

Når ord som boomer og snowflake vinder indpas, skyldes det også behovet for at skabe og skærpe identitet, siger Marianne Rathje fra Dansk Sprognævn.

”Jeg har da aldrig været optaget af, hvad min generation kaldtes, men det er tydeligt, at nogle i de yngre generationer har behov for at kategorisere på den måde.”

Hun, der er født i 1973, understreger dog, at udtrykket ”OK boomer” ser ud til allerede at have udviklet sig på en måde, så børn og unge ikke bare bruger det om mennesker født i efterkrigstiden, men i det hele taget som en affærdigelse af deres forældre.

”Udtrykket løser også et behov for at sige fra, når ældre mennesker er bedrevidende og belærende. Og så er vi tilbage ved den klassiske konflikt mellem unge og gamle.”

Læs også denne artikel i serien om den nye generation af ældre: Bedstefar og barnebarn: Vi har nok været så tætte, at der ikke er opstået generationskonflikt