Prøv avisen

Askespredning: Af jord er du kommet, til hav skal du blive

Mange danskere har et nært forhold til havet og det afspejler sig, når de dør. Billedet viser Sallingsundbroen. – Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Geografisk, historisk og kulturelt har danskerne et nært forhold til havet. Og så er askespredning til søs billigt, nemt og moderne. Men tendensen afspejler også tidens afkristning og traditionstab

Danmarks samlede kystlinje er 8750 kilometer, og ingen steder i landet er man længere væk fra hav eller fjord end cirka 50 kilometer. Så måske er det ikke så underligt at have et så nært forhold til havet, at man vil have sin aske spredt der.

I Fredericia er bedemand Tommy Dueholm således overbevist om, at byens kystnære beliggenhed betyder noget:

”Mange har sejlet, gået gode ture ved kysten eller haft et hus med udsigt over vandet. Det spiller helt sikkert en rolle.”

Og Hejslet Begravelseforretning, som dækker østkysten af Nordjylland, får ligefrem henvendelser fra turister, der har holdt sommerferier ved de danske strande, og som vil have deres aske spredt herfra.

”Der er typisk tyskere, som har været på ferie i Danmark i mange år, og når de ikke er mere, vil de tilbage hertil. Jeg har lige haft en familie, hvor børnene kom op med forældres urner. Jeg laver en ansøgning i Tyskland, og så kan asken spredes i dansk farvand. Der er ikke så mange tabuer mere, og bedemandsbranchen er blevet en alsidig forretning,” siger Frank Hejslet

Men der er flere årsager til den stigende interesse for at blive askespredt til havs. Lad os se på dem, selvom der ifølge sociolog og professor ved Aalborg Universitet Michael Hviid Jacobsen ikke findes en undersøgelse af folks begrundelser.

”Der er flere faktorer. For det første vil man gerne gøre noget anderledes – og det er stadig anderledes at få spredt sin aske over havet, selvom antallet er gået fra at være nogle ganske få til cirka 2600 om året.”

Ifølge Michael Hviid Jacobsen, som forsker i begravelseskultur og sidder i bestyrelsen for landsforeningen Liv og Død, hænger stigningen også sammen med en optøning af dødstabuet gennem de seneste 15 år. Han mener ligefrem, at der er sket en følelsesmæssig revolution.

”Man vil gerne genkende sig selv og afdøde i det, man foretager sig. Mindekulturen ændrer sig, og det giver muligheder for at ritualisere døden på nye måder.”

Det faktum, at en del medlemmer har forladt folkekirken hen over de seneste 30-40 år, spiller også ind.

”De personer efterspørger ritualer, som ikke har så meget med kirken at gøre. Ligesom den stigende individualisering på alle planer gør, at vi også i døden vil bestemme selv. Foretage noget, som er personligt frem for noget, der afspejler en fælles trosopfattelse,” siger Michael Hviid Jacobsen.

Det med, at man med askespredning skaber sine egne ritualer, genkender bedemand Frank Hejslet, som fortæller, at askespredningen ofte får karakter af en fælles oplevelse med den afdøde.

”I begyndelsen var det svært at finde nogen til at sejle ud, men i dag har vi for eksempel et godt koncept med skonnerten Klitgaard. Når vi er ude på havet, og asken er spredt, slår vi tre gange med skibsklokken, og de pårørende strøer rosenblade eller kaster blomster ud. Når vi kommer ind, får de et søkort med koordinater, så de kan se, hvor det var. Nogle gange spiser selskabet om bord, skipperlabskovs for eksempel, og laver en happening ud af det. Det er en rigtig fin måde.”

Mindre kan også gøre det, nogle tager waders på og går selv ud i vandet og spreder asken, andre sætter sig på høfder eller moler med madkurv og en flaske vin, som man nyder sammen efter at have spredt asken. Atter andre spreder asken fra en færge, for eksempel med Stena Line mellem Frederikshavn og Oslo.

Endnu en grund til at flere vælge kirkegården fra, er, at familierne i dag bor mere spredt end før. Det er heller ikke så vigtigt som i gamle dage at vise, at man tilhører en slægt. Og her kommer havet ind igen.

”Der kan være langt til kirkegården, og i stedet kan man mindes en afdød ved at se ud over hvilket som helst farvand, for havene hænger jo sammen, fysisk og mentalt,” siger cand.mag. i idé- historie Rune Engelbreth Larsen, som også mener, at moderne tider taler mere til udsyn end til rødder og jordbundenhed.

”Havet er grænseløst og står i kontrast til den traditionelle fædrelandskærlighed med grænser og jordbundenhed. Man er måske blevet mere åben. Det at drage ud er også del af vores historie, vikingerne er jo legendariske, men også senere er hundrede tusinde danskere rejst ud. Den mentalitetsmarkør tror jeg er en del af det. Carsten Jensens roman ’Vi, de druknede’ (2006) var for eksempel en måde at italesætte den del af vores arv på, der har med havet at gøre,” siger Rune Engelbreth Larsen, som også mener, at havet ”rammer noget i os” i takt med den øgede interesse for miljøet og den vilde natur.

Kulturelt har havet, der slynger sig ind og ud af Danmark, altid været centralt for vores selvforståelse. Det bemærkede allerede Saxo i sin ”Danmarkshistorie” fra cirka 1185, hvor der står ”at Danmark er gennemskåret af havets bølger og kun har få landfaste dele, der er adskilt fra hinanden af store mængder vand i snoede og slyngede sunde og bælter”.

Ligesom havet er til stede i nogle af vores smukkeste salmer, for eksempel Jakob Knudsens ”Se, nu stiger solen af havets skød” (1891), er havet med i vores digtning – hos Jeppe Aakjær, Johannes V. Jensens og J.P. Jacobsen, for eksempel, og besynges i nationalsangen.

En mere prosaisk årsag til at foretrække en askespredning til søs er økonomien. For mens folkekirken har sat priserne for gravsteder op, kan man efter en kremering ganske gratis sprede asken fra en afdød på havet.

”Det er klart, at hvis man står der med tante Oda, som ikke efterlod sig nogen penge, er det jo en nem løsning. Men jeg synes, det er både sørgeligt og ’ukristeligt’, at økonomien er blevet afgørende,” siger Jakob Egeris Thorsen, der er ph.d. og lektor ved institut for kultur og samfund på Aarhus Universitet.

At blive kremeret og få asken enten nedsat eller spredt er altså både nemmere, billigere og mindre forpligtende.

Men det er ”synd, det er blevet sådan”, mener Jakob Egeris Thorsen.

”Det virker altid mere uafsluttet, når rustvognen kører væk fra kirken til krematoriet, end når man står ved graven og får jordpåkastelsen med. Her får man lagt vedkommende der, hvorfra han er kommet, og hvorfra han forhåbentlig skal opstå. Kristeligt set har begravelsen altid været at foretrække.”

Problemet er, mener Jakob Egeris Thorsen, at folkekirkens ritual for urnedsættelse ofte er ukendt i befolkningen. Ligesom det er et problem, at den (af naturlige årsager) foregår forskudt fra bisættelsen, og at der typisk ikke er en præst til stede.

”Nedsættelsen bliver et efterhæng, som folk står lidt famlende over for. Det giver en rituel forskydning, som giver uro og fornemmelse uafsluttethed. Det er min personlige holdning i hvert fald.”

Meget ville kunne afhjælpes, hvis man som led i bisættelsen rutinemæssigt fik en fast aftale med præsten om urnenedsættelsen, mener Jakob Egeris Thorsen.

”Så ville den endelige afslutning ligge i faste rammer, og færre ville sikkert vælge de mere uortodokse og hjemmelavede løsninger.”

Hvordan forholder han sig til, at asken spredes over havet?

”Det er jo nærmest en østerlandsk tankegang. Idéen med, at man opløses i ’altet’, er virkelig en post-kristen praksis, som afspejler den afkristning og det traditionstab, vi oplever,” mener han.

”I kristen tankegang er der knyttet en hellighed til det afsjælede legeme eller til asken, da også den vil indgå i opstandelsen.”8