Det er tidlig morgen i Knuthenborg Safaripark på Lolland. Marcus Knuth, der er 10-12 år gammel, er stået op klokken fem og cykler rundt i parken med sit luftgevær på jagt efter kaniner.
”Du har det hele for dig selv. Solen står op, der hænger en tynd dis, og dyrene går stille og roligt rundt. Det er et eventyrlandskab. Dengang som dreng tænkte man, at det var helt normalt. I dag indser man, at det var helt vidunderligt,” siger Marcus Knuth.
Den 40-årige udlændinge- og integrationsordfører for Venstre tager imod på sit kontor på den gule gang på tredje sal på Christiansborg, hvor Venstres folketingsgruppe holder til. På væggene hænger flere trofæer, der fortæller om hans jagtinteresse, deriblandt hovedet af en sabelantilope, som han skød på en jagttur sammen med sin far, lensgreve Adam Knuth, i Zimbabwe i 1998.
Anledningen til interviewet er flagdagen for Danmarks udsendte, der holdes for ottende gang mandag den 5. september. Marcus Knuths deltagelse i dagens markering og anerkendelse af alle soldater, der siden 1948 har deltaget og fortsat deltager i de internationale fredsstøttende og humanitære missioner, sker ikke bare af pligt som medlem af Folketinget.
Han har selv været udstationeret som kaptajn i hæren ved baserne Armadillo og Sandford i Helmandprovinsen i Afghanistan fra 2008 til 2009. Og fra 2009 til 2015 var han udsendt af Udenrigsministeriet som diplomat i Afghanistan samt seniorrådgiver for Danmarks indsats i Syrien. Derfor har flagdagen en særlig betydning for Marcus Knuth, der på dagen skal tale ved arrangementer i Vordingborg og Nakskov – lokalområdet, hvor han for Sjællands Storkreds blev valgt til Folketinget med 7351 personlige stemmer i 2015.
”Det vigtigste på flagdagen er nok at stå frem og sende et signal om, at det ikke er alle veteraner, der flytter ud i skoven med deres svære problemer. Langt de fleste veteraner har måske nogle ar på sjælen, men i det store hele kommer man styrket ud af det og har fået en større forståelse af, hvem man er som person, og hvad verden i virkeligheden handler om på godt og ondt,” siger Marcus Knuth og fortsætter:
”Det vigtige er at gå ud og sige, at jeg også er veteran, og det her er alt det gode, det har bragt mig. Og der, hvor jeg er i dag, ville aldrig være indtruffet, hvis jeg ikke var taget i krig. Det er en hjørnesten af den, jeg er i dag og en stor del af min identitet. Jeg synes, at man indimellem gør veteraner til nogle stakkels ofre i stedet for at takke dem for, hvad de har gjort. Jeg synes, vi skal blive bedre til at minde dem om, hvor meget vi værdsætter den indsats, de har ydet, og ikke mindst ærer dem, der har mistet livet.”
Han er døbt Johan Henrik Marcus greve Knuth og er vokset op på Knuthenborg Gods på Lolland og i Søllerød nær København. Forældrene, grev Adam Knuth og forfatter Helle Stangerup, blev skilt, da han var to år. Han er uddannet økonom og har arbejdet i finansverdenen i New York og London og har en mastergrad i administration fra Harvard University i USA.
Adelig, økonom, soldat og diplomat – Marcus Knuths vej til Folketinget er en anden end de fleste Christiansborg-politikeres. Han taler dansk med et distingveret strejf og er i besiddelse af en hjertets dannelse, der får omgivelserne til at føle sig godt tilpas. Spørger man om, hvad han synes om at være medlem af Folketinget og arbejde på Christiansborg, lyder svaret:
”Jeg elsker det. Det kommer sig selvfølgelig af, at jeg gik fra at arbejde i en bank, der nok mere var af pligt, og så kom jeg til Afghanistan, hvor jeg arbejdede med noget, man brænder for hele dagen. Så jeg tænkte, at når jeg kom hjem, ville jeg arbejde for noget, der ikke bare er et arbejde, men noget, man føler er en del af ens liv, næsten en slags kald.”
”Det er helt vidunderligt, at jeg den ene dag kan engagere mig i udlændingepolitik, den næste dag i udenrigspolitik eller forsvarspolitik og så tage ned til Lolland og ud til de små øer og se på, hvad kan man gøre for dem. Det er alt sammen noget, jeg brænder for, og det er privilegeret at få lov til det. Og hvis man virkelig gør sit bedste, får man lov til at være med i nogle debatter med højtstående politikere, som har mange års erfaring, og det er rigtig skønt,” siger Marcus Knuth.
Han mener selv, at han under udstationeringen i Afghanistan gjorde nogle erfaringer, der har modnet ham. Oplevelserne har han efterfølgende skrevet om i bogen ”Soldat og diplomat. Mine tre år i Afghanistan”, der udkom i 2014.
”Da jeg var yngre, var jeg forfærdelig dårlig til at tale til en større forsamling. Men det at være ude i nogle ekstreme situationer både i forhold til ens liv og den verden, man ser i Afghanistan, hvor folk lever i en helt anden fattigdom og armod end herhjemme, gjorde, at jeg blev mere voksen. Jeg går ikke længere så meget op i, hvad folk tænker og siger, men har troen på, at hvis jeg kæmper for noget og rejser mig op og siger det, så er det, fordi jeg tror på det. Og hvis der er nogen, der griner ad det eller siger mig imod, skal de være velkomne til det.”
”Det efterlader nogle dybe ar at være derude. Lige når du er kommet tilbage, vil alle soldater have det sådan, og det er en naturlig reaktion, at hvis en dør smækker, farer du op. Når der er gået et år, er det ligesom faldet til ro, men tankerne er der stadig: Hvorfor skete det, og hvorfor skete det? Hvad nu, hvis vi ikke var gået på den patrulje, havde han så overlevet? Tankerne går meget tilbage til de stærke oplevelser. Men når man skriver en bog, skal man tænke sig om, og alle de svære passager skal man skrive om igen og igen. Det var en måde at bearbejde det på for mig og så lægge det på hylden. Men det er ikke alle, der har det privilegium at have den ventil.”
Marcus Knuth betegner sin opvækst som lettere excentrisk. Hans mor sad derhjemme og skrev bøger med benene oppe i sofaen og en cigaret i hånden. Han og storebroderen Christoffer havde en stor frihed til at drøne rundt og lege, når de var hos deres mor eller på Lolland hos faderen.
”Mine forældre fyldte meget på hver deres måde. Min far på Lolland, hvor alle kendte ham. Han var et meget åbent, morsomt og elsket menneske, fordi han var så favnende over for alle. Min mor levede mere i sin kulturverden og omgikkedes det bedre borgerskab i København, levede sig helt ind i sine bøger og fik De Gyldne Laurbær for den historiske roman ’Christine’, kan jeg huske, for da var vi med.”
”Det er egentlig ret imponerende, hvad hun har udrettet. Da hun blev skilt fra min far i 1979, stod hun som en fraskilt kvinde i begyndelsen af 40’erne med to små børn. Hun var cand.jur., men havde skrevet flere bøger siden krimidebuten ’Gravskrift for rødhætte’ i 1967. I stedet for at finde sig et job som jurist satte hun sig ved sin skrivemaskine og gik i gang. Det kræver ret meget mod, og det levede hun af de næste 30 år og skabte sig et navn. Det viser, hvad en person kan udrette, hvis man tror på sig selv, og det gjorde hun virkelig.”
”Min bror og jeg har fået en masse kærlighed fra dem begge. Min mor var meget gammeldags på den måde, at hun lagde stor vægt på, at vi skulle gå i skole og gå videre fra gymnasiet og læse noget, men hvad var mere op til os selv. Samtidig var der min fars medmenneskelighed og åbenhed. Det var lige meget, hvem der kom, nationalitet, høj eller lav, han kunne kommunikere med alle på en hel unik måde. Min mor var nok lidt mere firkantet og kunne være meget bestemt og fast i sine holdninger.”
”Af min mor lærte jeg vigtigheden af kultur og historie. Hun genskrev Saxos krønike, og jeg ville ønske, at jeg havde bare den halve historiske forståelse af, hvad hun havde – for hele renæssancen, for Danmark og så videre. Det synes jeg, vi glemmer lidt i dag i det moderne Danmark. Til gengæld fik vi meget familiehistorie fra far, der gik op i, hvor vi kom fra: Min tipoldefar var udenrigsminister og sad i Den Grundlovgivende Rigsforsamling 1848-49. Det er ikke, fordi jeg går så meget op i det i dag, men man får alligevel en forståelse for, hvem ens forfædre var, og hvad de har lavet. En var med i Slaget på Reden i 1801.”
Ifølge Marcus Knuth var der flere excentrikere i hans mors familie, deriblandt hendes bror, forfatteren Henrik Stangerup, der døde i 1998.
”Onkel Henrik var meget rebelsk. Ham kendte vi desværre næsten ikke. Mor sagde, at jeg mindede om ham, fordi jeg var meget fræk, da jeg var barn, lavede bomber og sprængte ting i luften. Jeg var sådan lidt uregerlig.”
”Det kan godt være, at vores mor havde et ry som godsejerfrue og succesforfatter, men hun var aldrig særligt velhavende. Hun havde penge, indtil den næste bog udkom. Hun var meget dannet og havde et konservativt hjem – de sidste år var det en villa i Charlottenlund. Men hun lagde aldrig skjul på, at kom der ikke en ny bog om et par år, så var der ikke flere penge i kassen. Det var vi meget bevidste om, så vi gav hende også fred til at sidde og skrive. Hjemme hos min far var det naturen, der var så vidunderlig. Han var aldrig noget stort luksusmenneske, han elskede bare jagt og natur. Og hvis man også selv gør det, er Lolland et vidunderligt sted at vokse op.”
Begge Marcus Knuths forældre er døde – faderen i 2013 og moderen sidste år.
”Det var forfærdeligt at miste dem. En ting er at miste en kammerat i Afghanistan, som også er en brutal og forfærdelig oplevelse. Men når man er så knyttet til sine forældre, som jeg var, efterlader det et kæmpe vakuum. Jeg savner dem begge to utrolig meget. Det er tit, jeg har lyst til at ringe til dem for at fortælle om noget, der er sket. De oplevede ikke, at jeg kom i Folketinget, og det ville jeg godt have haft, at de gjorde.”
”Jagtturene sammen med min far var noget af det skønneste. Han boede i Skotland nogle af de senere år, og der besøgte jeg ham ofte. Det er noget af det, jeg savner i dag, at være på tur med far og ud i bjergene,” siger Marcus Knuth og tilføjer:
”Det at gå på jagt handler især om at være tæt på naturen. Man får tænkt en masse tanker igennem, udfordrer sig selv fysisk og lærer naturen at kende, de forskellige fugle, blomsterne, stjernerne. Det er modsætningen til storbylivet, og det tror jeg er sundt at komme ud i en gang imellem.”