Prøv avisen

Fængselspræst: Afmagten skaber rum for troen

"På klosteret i Californien fandt jeg en, der kunne give mig den fred, jeg i virkeligheden søgte. Da jeg kom til Danmark, tog jeg et kursus i kristen meditation, for jeg troede fortsat, at jeg skulle tage kurser for at nå ind til kernen i kristendommen. Først langsomt gik det op for mig, at virkelig alt, hvad der skal til, for at jeg kan få fred og del i det evige liv, er gjort,” siger Erik Adrian, der her er fotograferet i en af cellerne i Vestre Fængsel. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Som ung kæmpede Erik Adrian med dødsangst, som førte ind i stofmisbrug. I et kloster erfarede han et Guds nærvær, som ændrede hans livsretning. Nu hjælper han indsatte med at finde mening i stilheden

Det er torsdag aften, og roen har sænket sig over gangene her i Vestre Fængsel i København. Fængslet er landets største med plads til 433 indsatte, som stort set alle er varetægtsfængslede.

Klokken 18 skal der være stillegudstjeneste i fængslets kirke, og tre kvarter inden begynder fængselspræst Erik Adrian sin tur rundt på gangene, hvor han banker på celledørene til de indsatte, som har fået lov at deltage i stillegudstjenesten. En fængselsbetjent må være alene med otte fanger, men fængselspræsten må være sammen med 12 fanger, og der er venteliste til stilheden i kirken.

Og selvom man skulle få en plads, er det ikke sikkert, at den indsatte får lov at deltage af efterforsknings- og sikkerhedsmæssige grunde.

Efterhånden har Erik Adrian fået samlet dagens menighed. Mændene hilser ved at klaske håndfladerne mod hinanden. Erik Adrian går forrest mod kirken og låser døre op. Det er ingen overdrivelse, at de 12 mænd har blikke, som lyser af glæde.

At få et par timer i kirken og ved det efterfølgende kaffebord er langt mere end dagens højdepunkt, når hverdagen i måneder har været en celle på ni kvadratmeter. Mændene taler gerne om håbet om snarlig domsafsigelse og løsladelse, men man skal ikke skrabe særlig dybt, før man møder deres afmagt. At hjælpe mennesker med at vokse ud af deres afmagt gennem kristen meditation og fordybelse er blevet Erik Adrians livsvej.

Det er den vej, han selv har gået, og det er grunden til, han nu arbejder for at give indsatte mulighed for i fremtiden at afsone en del af deres straf i et kloster i fængslet.

Denne lyse forårsaften er et kloster noget, præsten drømmer om, mens han introducerer den vekselbøn, han har taget med hjem fra sit ophold i et svensk fængselskloster. Men ni års erfaringer med stillegudstjenester i Vestre Fængsel har blot styrket Erik Adrians tiltro til klosteridéen.ængself

Dagens salme er nummer 36 i salmebogen. Erik Adrian tænder for ghettoblasteren, og en lys kvindestemme fylder rummet med Paul Gerhardts ord om overgivelse til Ham, som kan stormen binde og kan finde vejen. Erik Adrian kender de fleste af kirkegængerne fra samtaler, som ofte handler om det, som tynger. I løbet af en arbejdsuge bliver det til mellem 10 og 15 samtaler med indsatte.

”De vil først og fremmest gerne have, at jeg lytter. Historien begynder ofte med deres afmagt. De føler sig afmægtige over for livet, for der er nogle ting, de ikke kan stille noget op med, men så kommer Gud ind, og han kan gøre afmægtigheden til en indgang til troen.”

Erik Adrian er født ved Dianalund på Vestsjælland, hvor han voksede op som den ældste af to. Skal han beskrive sig selv som barn og ung, bruger han ordene rastløs og rebelsk. I hvert fald havde han en krop, som sjældent var i ro. Efter at han var blevet konfirmeret, fik han et job hos den lokale købmand i Kalundborg, hvor han hjalp med at sætte varer frem inden skoletid. Og når det ringede ud på Rynkevangskolen i Kalundborg, var han oftest tilbage i butikken nogle timer. Og så var der cykelsporten. Han dyrkede landevejscykling, og som stor dreng skulle han helst cykle 50 kilometer om dagen for at have det godt, og så var der lektierne, som også skulle have en vis opmærksomhed.

En dag blev der sat en plakat op i købmandsbutikken for inderen Maharishi Mahesh Yogi, som måske er bedre kendt som grundlæggeren af Transcendental Meditation (TM). Erik Adrian husker stadig budskabet på plakaten: ”Trænger du til mere overskud?”. Erik Adrian tænkte, at det lød forjættende med mere overskud. Han gik til en introduktionsaften i Kalundborg sammen med andre nysgerrige og begyndte siden at meditere efter den indiske yogis anvisninger.

”Det virkede. Jeg fik mere overskud. Den første tid mediterede jeg 20 minutter om morgenen og igen om aftenen, og efterhånden blev det til, at jeg sad der en time hver morgen og aften. Jeg er vokset op med kristne forældre, men tro og kirke havde aldrig sagt mig noget. TM krævede ikke tro, men det skabte tro. Også i mig,” siger han og fortæller om, hvordan han som gymnasieelev brugte tid og penge på at deltage i TM's kurser. Det var i de sene 1970'ere, hvor der var fokus på atomkrigstruslen. Som mange andre unge gik han med i protestmarcher, men når bannerne var rullet sammen, sad han tilbage med en nagende dødsangst.

”TM åbnede for en dødsangst i mig, som jeg ikke kunne stille noget op med. Fokusset på atomtruslen fik mig til at tænke meget dystert om fremtiden, og frygten for en tredje verdenskrig fyldte mig. I TM lærte vi, at verdens gang kunne ændres, hvis bare en procent af Jordens befolkning begyndte at meditere. Det troede jeg på, og jeg besluttede, at jeg ville bruge de 40.000 kroner, det dengang kostede at blive TM-lærer, men inden det hele måske eksploderede, ville jeg ud at se lidt af verden.”

Et par uger efter, at han var blevet matematisk naturfaglig student, stod han i Canada parat til et tomle sig ned til Panama, hvor han ville tage hyre på et skib med kurs mod Australien.

”Mit rationale var, at Australien var mere afsides og derfor måske ikke ville blive så hårdt ramt ved en tredje verdenskrig,” siger han.

Det blev et år, som ændrede hans tilværelse. Da han tomlede sig frem, var det svært at holde fast i hans efterhånden omfattende meditations-, åndedræts- og yogapraksis.

”Min krop var afhængig af den rytme, jeg var kommet ind i, og jeg blev irritabel, hvis det ikke lykkedes mig at fuldføre mine øvelser,” siger han.

Når han i dag ser tilbage, kan han se, hvordan hans rejse var styret af hans dødsangst og manglende vilje til at se sin afmagt i øjnene, for uden den omfattende daglige praksis var det svært at håndtere angsten. Han drak og blev et par gange anbragt i detentionen. Og så søgte han fællesskaber. Under et besøg på et museum i den amerikanske by Boston faldt han i snak med en mand, som spurgte, om han ville se hans kirke. Det var han ikke meget for, men da han kunne lide manden, takkede han ja.

”Jeg mødte hans trosfæller, og jeg kunne vældig godt lide dem og deres fællesskab, så da de inviterede mig med på en skicamp i Pennsylvania, sagde jeg ja. Næste dag kørte vi en minibus til lejren. Der var ingen ski, men jeg blev præsenteret for et stærkt internationalt fællesskab af omkring 200 unge,” siger han.

Centeret var ejet af den nyreligiøse sekt Tongilfamilien, som i USA brugte betegnelsen ”Den forenede kirke”.

”Jeg blev meget begejstret og kunne slet ikke sove om natten og gjorde op med mig selv, at jeg måtte af sted og tænke lidt over det. Det provokerede mig, at de knyttede an ved kristendommen og for eksempel bad til Gud, for jeg anså bøn som ansvarsforflygtigelse. Der gik mange måneder, inden jeg følelsesmæssigt forstod, at jeg havde forladt et så trygt fællesskab som Tongil,” siger han.

Da han nåede den californiske kyst, havde han selskab af en ung britisk mand, som også tomlede sig gennem tilværelsen. De røg begge hash og tog desuden et bevidsthedsudvidende stof. En morgen stoppede de en truck på Highway 1. Chaufføren ville gerne give dem et lift. Tiden på landevejen havde lært Erik Adrian at være på vagt, men denne morgen var han så påvirket af stoffer, at han så en virkelighed, som næppe fandtes. I chaufførens solbriller så den langhårede dansker sit dinglende spejlbillede og troede, at der var maskingeværer i den store lastbil.

”Jeg hev min ven ud af lastbilen i et voldsomt anfald af paranoia, og siden fik jeg sagt, at der var noget, jeg selv måtte finde ud af, så vi skiltes og aftalte at mødes senere.”

Erik Adrian fortsatte påvirket af stofferne sin vandring ad Highway 1 og så et skilt med et kors. Han fortsatte med at gå, men vendte om, fordi han undrede sig over, hvorfor der stod et kors ved vejen. Korset viste vej til klosteret New Camaldoli Hermitage ved Big Sur. Erik Adrian havde tidligere besøgt klostre på sin rejse og vidste, at man som gæst blev godt modtaget, så han gik mod klosteret.

”Jeg fortalte munken i porten den historie, som jeg nu har fortalt dig. Han lyttede og sagde, at han ville bede for mig, hvilket jeg ikke brød mig om at høre. Et eller andet skete på det kloster. Jeg deltog i munkenes rytme og gik med til bønnerne i kirken, og der mødte jeg noget, som fjernede min dødsangst. Jeg vidste, at hvis jeg er i kontakt med det, som jeg møder i det her kloster, så behøver jeg ikke være bange for at dø, for så er jeg i kontakt med en, som er stærkere end døden. Det har været min livsoverskrift siden: at leve Gud nær og være i den fred, kun Gud kan give,” siger Erik Adrian.

Han blev nogle dage på klosteret. Rytmen og stilheden gjorde ham godt, men også samværet med munkene. Han husker en samtale med en af de benediktinske brødre:

”Han sagde, at mennesket kan sammenlignes med et menneske, som er ved at drukne i oprørt hav og får kastet en blå redningskrans ud, men råber, at han vil have en rød. Jeg var et menneske, som var ved at drukne, og alligevel afslog jeg redningskransen og havde været fast besluttet på, at jeg ikke skulle åbne den bibel, mine omsorgsfulde forældre havde sendt mig, og kirken havde jeg helt afskrevet,” sige han.

Erik Adrian smed stofferne væk, inden han drog videre for at mødes med sin rejsefælle. Erfaringerne i klosteret fik ham til at ændre rejseplanerne. I stedet for at sejle mod Australien blev den videre rejse præget af et ønske om at forstå, hvad der var sket med ham i klosteret og trænge dybere ind i den kristne tro. Alt fra Frelsens Hær til et ortodokst retrætecenter besøgte han, inden han atter vendte hjem til Danmark.

Det er snart 35 år siden, han kom hjem fra rejsen, men livsoverskriften er der ikke ændret på i de år, som er gået. Han er blevet præst, er familieterapeut, skal snart fejre sølvbryllup, er far til fem børn i alderen 15 til 21 år og et menneske med mange projekter, men han holder fast ved en daglig rytme med plads til bøn og stilhed og tager jævnligt på retræter for at være i den nærhed, som han blev overrasket af på klosteret ved Big Sur i USA.

Men hvad er forskellen på at være afhængig af at dyrke TM og fordybe sig i kristen meditation?

”I TM er du overladt til dig selv. I kristen meditation søger du Kristus. Den kristne meditation går så langt som til at sige 'skilt fra mig, kan I slet intet gøre!'. Kristus er der hele tiden og står parat til at trøste, styrke og oprejse, når vi fylder vores liv med så meget, som gør det mere eller mindre umuligt at erfare det livsforvandlende gudsnærvær,” siger han.

Erik Adrian vil gerne kunne tilbyde danske indsatte en mulighed for at gå i kloster. I efteråret var han på en 30 dage lang retræte med syv svenske indsatte i klosteret i Sveriges største og mest sikrede fængsel, Kumla. Den svenske kriminalforsorg frikøbte ham fra hans arbejde i Danmark, så han kunne være tæt på de indsatte i klosteret.

”I den kristne tradition for åndelig fordybelse kan man læse om, at der er i sjælens dyb findes et mørke og en smerte, som vi på utallige måder forsøger at undgå. Mange indsatte har holdt disse skyggesider på afstand ved brug af hash og narko. Selv forsøgte jeg mig med TM og hash. Men den kristne meditative praksis forholder sig frygtløst til mødet med sjælens mørke.”

”De indsatte må have mulighed for at blive konfronteret med deres indre dæmoner og den smerte, de bærer inderst inde, og kigge på det, som ubevidst styrer deres liv, for at de kan få frihed til at se sig selv i øjnene,” siger Erik Adrian.

Mange år med samtaler har vist ham, at mennesker generelt har svært ved at se deres svagheder i øjnene. Når noget går galt, har mange nemt ved at forsvare og forklare.

”I den lange retræte får du mulighed for at smide håndklædet i ringen og erkende afmagten og indse, at der er tale om noget dybere end bare fejltrin. Tidebønnen, meditationerne og nadveren danner et beskyttende rum, hvor den indsatte kan føle sig fri og se sig selv som elsket og villet af Gud trods de ofte frygtelige ting, som er sket. Forudsætningen for at komme til at leve et kriminalitetsfrit liv er, at der er en sand anger samt lyst og vilje til et nyt liv. I Sverige har jeg set, hvordan de indsatte har mulighed for at give den anger plads under et klosterophold.”

Erik Adrian drømmer om et kloster i et dansk fængsel, og mens han gør det, har han travlt som sjælesørger og glæder sig over at kunne åbne stilheden for de indsatte i Vestre Fængsel gennem stillegudstjenesterne.

”For at kunne arbejde med sjæledybet er det vigtigt at minimere mængden af abstraktioner. Her har de indsatte en fordel, for de har ikke adgang til mobiltelefon og computer. Jeg oplever næsten dagligt, hvordan bønnen kommer til at betyde meget for den afmægtighed, mange af de indsatte oplever. Jeg runder for det meste mine samtaler i cellerne af med at bede for dem. Bønnen bliver en påmindelse for de indsatte om, at det godt kan være, at de føler sig ensomme og skal være bag låste døre, men de ved, at Gud er hos dem og gennem bønnen, kan de bede Gud være hos de kære, som de ikke selv kan være hos,” siger han.