I et lille hvidkalket hus i Lejre på Midtsjælland sidder Line på en trappe og holder om sine to børn på 9 og 13 år.
Foran huset holder en politibil, og inde i køkkenet står to betjente, mens naboer og venner kommer til.
Udenfor går en af hendes mands venner lidt rådvild frem og tilbage.
Vi er tilbage i Lines hus i Lejre den 25. november 2017 om eftermiddagen. Få timer forinden havde hendes mand taget sit eget liv.
”Vi var vel mindst 20 mennesker i huset,” husker Lines veninde siden barndommen, Lene Larsen og fortsætter:
”Venner, familie og børn, og der var en stemning af, at her må alle godt være og en følelse af, at det var det rigtige i en meget svær situation. Line sagde noget i retning af: ’Vi må gennem det her sammen. I er nødt til at hjælpe mig’.”
Der er gået mere end tre år siden den sørgelige novemberdag. En forårsdag i 2021 mødes Line, skolekonsulent Lene Larsen og naboen, gymnasielærer Rikke Hartmann, i familien Hartmanns køkken i et hyggeligt hus i Lejre for at fortælle om den hjælp fra venner, familie og lokalsamfund, der tog form allerede den dag, Line mistede sin mand.
”Hjælpen kom alle steder fra. Vi oplevede, at praktisk hjælp ikke bare er praktisk hjælp. Hjælpen gav os et håb om, at vi kunne komme videre,” fortæller Line, der i dag er 45 år og arbejder som leder af en 10. klasse.
Line, hendes mand Thomas og børnene Nikolaj og Astrid levede et godt liv i Lejre, da Thomas i efteråret 2017 blev ramt af en svær depression.
Line og hendes naboer talte spøgefuldt om kvarteret med de ældre huse nær de kuperede marker som et beskyttet værksted, fordi familierne kendte hinanden så godt, at børnene løb på strømpesokker mellem husene. Dengang som i dag var det et kvarter med pensionister og yngre, veluddannede familier. Der er kaniner i haverne, små fællesskaber med løbe- og yogaklubber, fællesspisning og sankthanssbål.
Thomas arbejdede som lektor på en professionshøjskole, var ivrig sportsmand, sjov og aktiv og havde mange gode venner. Ifølge hans hustru havde han altid haft medgang i livet og aldrig vist nogen ydre tegn på psykisk skrøbelighed.
Måske derfor havde han særlig svært ved at tackle modgang, da han i efteråret 2017 blev syg, tænker Line i dag.
For at få ro tog han i en periode over til sine forældre i Jylland. Opholdet endte med en indlæggelse på psykiatrisk afdeling.
Det blev besluttet, at han skulle overføres til en psykiatrisk afdeling nær hjemmet i Lejre, så han kunne være tæt på sin hustru og børnene. Det var i forbindelse med overflytningen, at han tog sit eget liv.
Den 25. november om eftermiddagen kom to betjente ud til Lines hjem. De fortalte, at Thomas var blevet fundet død. Line ringede med det samme til to af Thomas’ nærmeste venner, og en af familiens venner hentede naboerne Rikke Hartmann og hendes mand. Efterhånden kom flere naboer, venner og familiemedlemmer til.
Alle var i chok, og Line husker, at hun befandt sig i en slags tåge. I dag har hun svært ved helt præcist at erindre, hvad der skete.
På en eller anden måde gav de to myndige politifolks tilstedeværelse en vis orden. Efter at de havde forladt huset, kom der en krisepsykolog. Hans primære opgave var at finde ud af, om der var et netværk, som kunne støtte Line og hendes børn. Det var der i den grad.
En af de første opgaver var at identificere afdøde, og det tog en ven og en nabo sig af.
En anden opgave var at fortælle familie, venner og lokalsamfund om dødsfaldet. Naboen Rikke Hartmann gik fra dør til dør.
”Line sagde fra begyndelsen, at alle måtte vide alt. Der skulle ikke være nogen løgne, fortielser eller løse rygter. Det gjorde det nok lettere for folk ikke at gå den anden vej, når de senere mødte Line,” fortæller Rikke Hartmann.
Undervejs mødte Rikke Hartmann mange, der sagde: ”I må endelig sige, hvis vi skal hjælpe”. Hun tog dem på ordet.
Sammen med Lene Larsen begyndte Rikke Hartmann allerede den første dag at lave lister over de mange praktiske opgaver, der skulle løses, samt telefonlister over hjælpere, der kunne kontaktes. Alle praktiske opgaver blev plottet ind. For eksempel hvem der kunne sørge for mad og hvem, der overnattede hos Line og hendes børn. De to kvinder sørgede også for at tilrettelægge besøg, så der ikke kom for mange på én gang.
De kommende måneder var listerne afgørende for koordineringen af hjælpen.
”Det var, som om en klap var gået ned. Jeg kunne ikke læse, jeg kunne ikke huske. Bogstaverne bare hoppede. Jeg havde en følelse af, at jeg fuldstændig havde mistet overblikket. Derfor var det en stor hjælp, at andre holdt snor i tingene,” fortæller Line.
Kernen af hjælpere var en gruppe på omkring 10 personer bestående af nære venner, naboer og familie. Men Line skønner, at mindst 100 mennesker bidrog på en eller anden måde.
Dagen efter dødsfaldet blev det arrangeret, at en gruppe børn og voksne satte lys ved det sted, hvor Thomas havde mistet livet.
Thomas var ikke troende, og en teolog i hjælpegruppen skaffede en præst, som hun vurderede kunne holde en god bisættelse. Mens Lines og Thomas’ bedste ven sørgede for den kirkelige del af bisættelsen, stod naboer og venner for at få sat telt op i haven og for mad og drikke til de mange, der mødte op.
Line oplevede, at hendes børn var lammede af sorg samtidig med, at de fandt en måde at overleve på og godt kunne mærke, at det var rart at blive adspredt. Hun havde besluttet, at de skulle i skole allerede få dage efter dødsfaldet, fordi det var godt for dem at få noget andet at tænke på.
Men det var svært for dem at komme af sted. Datteren Astrid fulgtes med en veninde, og de næste måneder blev Nikolaj hentet af to eller flere kammerater hver eneste morgen. Ja, nogle gange stod der fire drenge foran hoveddøren.
”Nogle af drengene skulle køre en omvej i vintermørket. Der må have været nogle forældre, som har sagt, at de skulle hente min søn. Min oplevelse er, at alle har tænkt: ’Hvad kan jeg gøre’. Alle de forældre, der mødte mine børn, udviste en fantastisk imødekommenhed.”
I tiden efter dødsfaldet fik familien aftensmad hver aften. Mange gange stod maden på dørtrinnet. Et pensioneret ægtepar på den anden side af vejen var meget opmærksomme, og manden kom dagligt og luftede hunden. En kvinde, Line ikke kendte særlig godt, kom forbi og tilbød at gøre rent. Før jul kom en mor i datterens klasse forbi med en adventskrans, og mange kom med bagværk. En far i datterens klasse tilbød at ordne familiens cykler. En nabo kom forbi og stablede brænde eller tilbød at tage flasker med til supermarkedet.
”Vi havde nok overlevet uden at få stablet brænde, men det hjalp os, at der var en masse ting, som der blev holdt styr på. Det gav os tro og håb på, at verden stadig stod, selvom den ikke gjorde det. Det havde været sørgeligt, hvis vi oven i sorgen skulle opleve, at verden smuldrede, og at børnene skulle have haft pizza hver aften. Hjælpen har haft utrolig stor betydning for vores kræfter til at klare det,” fortæller Line.
Hun blev aldrig spurgt, om hun ville modtage hjælp.
”En veninde sagde for eksempel: ’Jeg kommer klokken 11 og henter dig for at gå en tur i skoven’. Det var aldrig en valgmulighed for mig at sige nej. Jeg var så langt nede, at jeg ville have haft svært ved at tage stilling til, om jeg ønskede hjælp, hvis jeg var blevet spurgt. Den første tid efter dødsfaldet ville jeg ikke noget, og det var en kamp at komme op om morgenen. Men jeg ville gerne have, at mine børn havde det godt, og det første, jeg lovede børnene efter dødsfaldet, var, at vi skulle klare det.”
Nogle ville have følt det som grænseoverskridende, at mange kom og tilbød deres hjælp midt i sorgen, og at huset ofte var fyldt med mennesker. Men sådan følte Line det aldrig:
”Der var et eller andet i mig, der sagde, at vi blev nødt til at tage imod hjælpen, hvis vi skulle klare det. Når man er i sorg og krise, så er effekten af at få hjælp lidt ligesom at få morfin. Det forhindrede mig i at synke helt ned i kulkælderen. Det var min reaktion. Andre kan naturligvis reagere helt anderledes.”
Line mener, at sammenholdet i lokalsamfundet i Lejre og en trofast familie og vennekreds er de vigtigste årsager til, at hun fik så stor støtte. Det har formentlig også spillet ind, at mange i omgangskredsen er ledere og vant til at handle og organisere. Og så er der Line selv, påpeger veninden Lene Larsen.
”Line har altid selv været den type, der stillede op og kørte for fodboldholdet. Vi holdt meget af Line og kunne se, at hun havde brug for hjælp.”
Rikke Hartmann fortæller, at hun og hendes mand var i sorg over tabet af en god ven, men at det hjalp at gøre noget.
Rikke Hartmann og Lene Larsen har begge børn, som er jævnaldrende med Lines søn og datter.
”Børnene har været tæt på noget, som børn ikke skal opleve. Men de har også mærket den styrke, det giver, at gå sammen om at hjælpe og ikke være alene i sorgen,” siger Rikke Hartmann.
Lines arbejdsplads holdt under hele forløbet tæt kontakt med hende. Thomas’ bedste ven var kollega med Line på skolen. Han fik flere gange fri fra arbejde, så han kunne støtte hende. Omkring to måneder efter dødsfaldet, var hun tilbage på jobbet.
I løbet af foråret 2018 genoptog hun og børnene gradvist de vante rutiner, og hjælpen blev faset ud. En dag sagde Nikolaj til sine skolekammerater, at de ikke længere behøvede at hente ham.
Dødsfaldet knyttede Line endnu tættere sammen med venner, familie og naboer. Hun og børnene tog på vinterferie sammen med Rikke Hartmanns familie og på sommerferie med Lene Larsens familie og en kreds af venner.
”Hjælpen har betydet alt, og samtidig er der en del, hvor den ikke har betydet noget som helst. Ensomheden og den tomhed, der opstod efter Thomas’ død, kan hjælpen desværre ikke tage fra mig. Jeg kender mange mennesker, men jeg er alene om smerten, og følelsesmæssigt har det, jeg har oplevet, gjort mig til et andet menneske end før. Hvis man som menneske rummer både styrke og svaghed, så har begge dele hos mig været spændt helt ud.”
Line oplever, at hendes mands død har forandret hendes oplevelse af at være menneske.
”Noget af det sværeste har været, at jeg har svært ved at tilgive ham. Rationelt ved jeg godt, at han var syg. Jeg har været vred og rasende over, at han forlod børnene. Når jeg er vred, kan jeg mærke en følelse, der er forbundet med, at jeg føler mig svigtet og ensom på grund af det, der skete. Selv kan jeg leve med den følelse, men jeg har svært ved at acceptere, at mine børn også skal leve med den.”
Datteren Astrid deltog i et forløb i Børn, Unge og Sorg ikke længe efter dødsfaldet, men ellers har børnene ikke ønsket at få professionel hjælp. Selv har Line haft jævnlige samtaler med en psykolog efter dødsfaldet.
”Han sagde fra begyndelsen: ’Du skal ikke regne med, at det her er et puslespil, der bliver færdigt, og at sorgen på et tidspunkt er helet’. Det har gjort det mere acceptabelt for mig, at jeg ikke automatisk kommer mig over sorgen. Jeg må også acceptere, at jeg ikke kan tage smerten fra mine børn.”
I 2019 flyttede hun og børnene fra Lejre til en lejlighed i København. De havde brug for at bo et sted, hvor ikke alle kendte deres historie, men har bevaret tilknytningen til venner og kammerater i Lejre.
”Det liv, jeg havde levet med min mand, var der ikke længere, og jeg var nødt til at få nogle andre ting til at fylde. Børnene var med på, at vi skulle flytte. Vi måtte i gang med næste etape og bygge noget nyt op.”
I dag går Nikolaj på efterskole og den lille familie trives.
”Midt i alt det sørgelige var den hjælpsomhed, vi oplevede helt fantastisk. Lige nu har mine børn en konkret oplevelse af at have et godt liv. Den trofaste vennekreds og en sej familie og deres vedholdenhed og insisteren på at støtte os har betydet, at vi er et godt sted i dag. Varmen og fællesskabet har hjulpet os til at leve med sorg og tabuiserede følelser som, at det er svært at tilgive. Hjælpen har også styrket os i at fortsætte med at få det gode i livet til at fylde. Det er jeg meget taknemmelig for.”
Line optræder kun med fornavn af hensyn til familien. Børnenes navne er ændret.
Har du selvmordstanker, kan du ringe til Livslinien på 70 20 12 01.