Denne artikel er en del af serien "De nye ældre". Få en mail hver gang, der udkommer en ny artikel i serien, ved at skrive dig op her.
De føler sig generelt yngre end deres alder, og de fleste ser yngre ud end deres alder, og ser man ind i krystalkuglen, er der udsigt til mange sunde år. De nye ældre vil også se yngre ud og være sundere end tidligere generationer, når de fylder 80 år.
Kristeligt Dagblad har i en serie artikler beskrevet, hvordan årgangen, som kom til verden i et gryende forbrugs- og velfærdssamfund i 1950’erne og første del af 1960’erne, er såkaldte aldersagnostikere, der lever et liv med elastik i aldersbegrebet. Men hvornår bliver de gamle, og hvilken alderdom kan de forvente sig?
Der findes en række rapporter samt danske og udenlandske studier, som kan give et bud på det, og i Vestervig i Thy sidder gerontopsykolog Karen Pallesgaard Munk, der er en af landets førende eksperter på området. Det er hende, som tegner de lyse og sunde fremtidsudsigter for de nye ældre med henvisning til forskellige studier. Den gennemsnitlige levealder vil stige, og der vil være mere liv i livet. Af blandt andet den grund mener Karen Pallesgaard Munk også, at der er behov for et opgør med aldringsbegrebet.
Der er forskellige skoler i gerontologien, og Karen Pallesgaard Munk tilhører skolen, som taler for, at man skal være varsom med at kalde sig gammel. Kvinderne i hendes familie fejrer mange fødselsdage, og selv vil hun reservere ordet gammel, til hun er fyldt 90 år. Også ud fra et samfundsmæssigt perspektiv mener hun, at man bør være varsom med at kalde folk gamle. En helt oplagt årsag til at vente med at beskrive sig selv som gammel er demografien.
I løbet af dette århundrede vil andelen af ældre i verden overstige andelen af unge. Antallet af mennesker over 65 år bliver fordoblet fra 2000 til 2050. Særligt i Europa går det stærkt. Første januar i år var knap hver femte dansker, ifølge tal fra Danmarks Statistik, 65 år eller derover. Det, som demografer kalder ældrekvoten, altså forholdet mellem ældre og voksne i befolkningen, har vokseværk og vil have det de kommende år. Derfor kan de nye ældre forvente, at aldringsbegrebet vil blive forandret. Karen Pallesgaard Munk formoder, at der vil komme et opgør med den såkaldte kronologisering, hvor samfundet er inddelt i forskellige alderskategorier.
I 1891 fik industriarbejdere ret til pension som 60-årige, og skønt der i 2006 blev vedtaget et velfærdsforlig, der betyder, at pensionsalderen stiger i takt med den generelle levealder, så er 60-års fødselsdagen stadig en markør, som fortæller, at man snart nærmer sig tiden, hvor man kan træde ind i en fri alderdom og realisere sig selv. Sådan vil det være for de nye gamle, men de vil opleve, at de, som kommer efter dem, ikke får den mulighed. Hun siger:
”Der er nogle hårdnakkede fordomme om alder i Danmark, men de vil blive forkastet i takt med, at en stor del af de kommende ældre vil blive længere på arbejdsmarkedet. Halvdelen af de piger, som bliver født i dag, kan forvente at blive 105 år. Udsigten til så lange liv vil smitte af på vores syn på alder. Det bliver ikke ved med at være en slags menneskeret, at man kan få en fri alderdom som en anden ungdom.”
De nye ældre er vokset op sideløbende med velfærdsstaten. Mange blev, som måske den første i familien, studenter. Andre fik faglærte uddannelser, mens deres forældre havde været ufaglærte. Har man lært at læse i velfærdsstatens skole og siden haft frihed til at vælge en uddannelse og haft et godt arbejdsliv, vil det smitte af på, hvordan man klarer sig, når man bliver gammel.
I 2013 publicerede det videnskabelige tidsskrift The Lancet et dansk studie, hvor man målte den mentale status hos 90-årige. Forskere fra Syddansk Universitet havde undersøgt, hvordan 90-årige født i 1905 og 90-årige født i 1915 klarede sig i forskellige tests. Når man tog højde for ændringerne i uddannelsesniveauet mellem årgangene, klarede årgang 1915 sig bedre end årgang 1905. I artiklen i The Lancet kunne man læse, at ændringer i faktorer som ernæring, infektionssygdomme, arbejdsmiljø, intellektuel stimulation og generelle levevilkår har været med til at forbedre den kognitive formåen. Karen Pallesgaard Munk ser det som et påfaldende fund, og for de nye ældre rummer studiet godt nyt.
”Vi har et aldrende samfund, men den aldrende befolkning bliver kognitivt og biologisk yngre, fordi de har levet et mere beskyttet og stimuleret liv, end man har kendt det tidligere i historien.”
Hvordan fremtiden bliver for de nye ældre hænger også sammen med en række livsstilsvalg. Ryger man? Bevæger man sig? Er man i et parforhold? Har man nære venner? Har man en god økonomi? Karen Pallesgaard Munk beskriver, hvordan man gennem livet i overført forstand opretter pantebreve. Som boligejere nok vil vide, er et pantebrev et gældsbrev, hvor der stilles sikkerhed i fast ejendom. Når Karen Pallesgaard Munk ser på, hvordan mennesker ældes, kan hun se, hvordan nogle i deres alderdom kan indløse relationelle, helbredsmæssige eller økonomiske pantebreve, som de har oprettet gennem livet – mens andre står som de gældstyngede husejere, der ikke kan få enderne til at nå sammen.
”Pantebrevseffekten sætter igennem i alderdommen, og det er en effekt, hvor man bliver påvirket af valg, man kan have truffet mange år tidligere.”
Karen Pallesgaard Munk er 73 år og siger, at pension ikke står i hendes ordbog. Hun er fortsat ansat ved Aarhus Universitet og har kollegaer, som er endnu ældre. Til juli bliver hun emeritus, men hun vil fortsat forske og vil sideløbende fungere som psykolog i Thy. Hun henviser til, at hverken akademikere, kunstnere eller selvstændige har tradition for at gå på pension. Hun tror, flere af de nye ældre vil gøre som hende, selv om lovgivningen gør det svært for mennesker, som er ansat inden for staten.
”At være pensionist er sådan en lønmodtagertanke, og vi kan se i demografien, at vi kommer til at mangle hænder, så jeg tror, vi vil se et væld af alternative ordninger, hvor man fastholder ældre medarbejdere.”
Men kan gamle hjerner klare sig på arbejdsmarkedet? Hvad med hukommelsen og reaktionshastigheden? Med afsæt i moderne gerontovidenskab siger Karen Pallesgaard Munk, at den kommende, store gruppe af ældre ikke skal forvente at blive invalideret af deres alder. Måske skal man have et høreapparat og en ny hofte, men var man en kvik 20-årig, vil man sandsynligvis også være en kvik 80-årig. Månedsskrift for Almen Praksis bragte i marts en artikel skrevet af Karen Pallesgaard Munk. Her henviser hun til nyere aldersforskning, som viser, at alder i sig selv ikke forklarer tab af funktioner eller dalende kompetencer. I artiklen konkluderer hun:
”Et helt livs læring og livserfaring lægges til den enkeltes dispositioner og dermed funktionsevne som en positivt selvforstærkende effekt.”
Men er der ikke noget, de nye ældre skal frygte, når aldringseksperten fra Vestervig ser i krystalkuglen? Her peger Karen Pallesgaard Munk på den tid, hvor de nye ældre vil blive afhængige af pleje og omsorg. Hun henviser til en undersøgelse, hun selv var med til at udarbejde for nogle år siden, blandt kommende ansatte i sundheds- og plejesektoren. Så godt som ingen af de adspurgte ønskede at arbejde med ældre.
”De svarede, at de gerne ville arbejde med mennesker, hvor de kunne se en udvikling. Det er et svar, som stemmer godt med tidsånden, men det efterlader os med et problem som samfund. Blandt de nye ældre er der mange, som har virkelig godt råd, så jeg tror, vi vil se en vækst i private plejetilbud til den sidste tid, men det vil til gengæld sætte skel i en generation, som ellers var kendetegnet ved, at de fik lige muligheder.”