”Vi havde set hinanden i nogle måneder, men altid efter en bytur og efter klokken 3 om natten. En fredag aften, da vi begge var i byen, ringede hun. Hun var meget kryptisk og sagde, at vi ikke skulle ses mere,” forklarer 26-årige Alexander, der var 17 år, dengang han fik beskeden.
”Et par dage senere ringede hun og fortalte, at hun var blevet gravid, og at hun skulle have en abort. Graviditeten og aborten blev nævnt i samme sætning, som en naturlig forlængelse af hinanden. Jeg var dybt chokeret og ulykkelig. Under opkaldet overvejede jeg ikke rigtig muligheden for, at hun ikke skulle have en abort. Når jeg ser tilbage på det, var det en kæmpe lettelse, at hun havde taget beslutningen. Jeg kunne ikke overskue alternativet,” fortæller Alexander.
Da Alexander tilbød at tage med hende på hospitalet den dag, aborten skulle finde sted, fik han at vide, at hun ville tage en veninde med, og at de ikke længere behøvede at have noget at gøre med hinanden.
For Alexander tog det lang tid overhovedet at forstå, hvad det egentlig betød, at han havde gjort en pige gravid. Men da virkeligheden endelig ramte, var det især skammen, der fyldte hos ham.
”Jeg følte mig som en fiasko, dels som mand, dels som far. Jeg er selv vokset op i en familie med en masse problemer. Jeg tror, at det er derfor, jeg altid har glædet mig til forhåbentlig at kunne skabe en familie uden de samme problemer og opfostre børn, der ikke skal møde samme udfordringer,” forklarer Alexander og fortsætter:
”Men jeg er taknemmelig over, at jeg ikke var den, der ultimativt skulle tage valget. Jeg havde nok taget samme beslutning som hun. Blandt andet på grund af mine venners overtalelse, men også i erkendelse af, at jeg måske til syvende og sidst ikke var villig til at ofre mig, når nu abort var en mulighed. Jeg valgte barnet fra af egoistiske grunde, fordi jeg ikke kunne overskue konsekvenserne af mine handlinger,” siger Alexander.
”Jeg tænkte meget på, at hvis vi ikke foretog os noget, ville barnet vokse og vokse, og til sidst ville det fødes. Selvom jeg kun var 17 år, var jeg overbevist om, at hvis jeg virkelig ville, så kunne jeg godt være en god far for mit barn, og derfor var aborten mere baseret på, hvad der passede ind i vores liv.”
Da Alexander fortalte sine venner, at han havde gjort en pige gravid, reagerede de alle på samme måde.
”Først blev de stille. Da jeg så sagde, at hun skulle have en abort, blev de lettede. Det var ligesom dét, ellers blev der ikke talt om det.”
Han håber, at pigen dengang havde flere at støtte sig op ad og tale med om oplevelsen. Samtidig fortryder han, at han ikke selv pressede mere på for at være der for hende eller for at tale med hende om den situation, de sammen stod i.
”Jeg har tænkt meget på det siden. Tænk, hvis hun ikke havde fået en abort, hvordan havde verden så været i dag? Jeg gik meget med det hele selv, og jeg tror ikke, at der var nogen, der havde fantasi til at forestille sig, at det kunne være hårdt for mig. Kun at det var godt, at hun skulle have en abort, for så var jeg fri. Fornuftsmæssigt var det jo også at fortrække, og følelsesmæssigt var det også en lettelse, selvom det var svært.”
”Jeg kan huske, at en af mine kammerater mente, at vi skulle fejre, at hun havde fået en abort ved at høre Suspekts sang ’Det ikk’ vores’. Jeg hørte selv Tupacs ’Letter to my Unborn’ og kæmpede med skyldfølelsen over ikke at kunne være den far, jeg altid havde håbet på at blive og ønsket at være, for mit barn.”
Alexander er et opdigtet navn. Hans identitet er kendt af redaktionen.