Salmedigter: Alle har en yndlings-julesalme

Hvert år synger danskerne julen ind med salmer, som i mange tilfælde er mere end hundrede år gamle. Teksterne er stadig relevante, mener salmedigter Lisbeth Smedegaard Andersen. De bygger nemlig på almene billeder, og så er de indhyllet i tradition

Da Lisbeth Smedegaard Andersen i sin tid var præst i Risskov, var de to sognepræster og en hjælpepræst. Til jul fordelte præsterne populære julesalmer mellem sig, så de kom dem alle igennem, inden julen var ovre. –
Da Lisbeth Smedegaard Andersen i sin tid var præst i Risskov, var de to sognepræster og en hjælpepræst. Til jul fordelte præsterne populære julesalmer mellem sig, så de kom dem alle igennem, inden julen var ovre. – . Foto: Leif Tuxen.

”Jeg kan godt lide Brorsons julesalmer. De har så mange fine billeder i sig,” indleder Lisbeth Smedegaard Andersen. Salmedigteren, der igennem mange år trak i en ulden sort kjole og hvid pibekrave i hvervet som sognepræst, deler ud af sine tanker om julens salmer, som, hun mener, har bevaret friskheden og aktualiteten i modsætning til nogle af salmebogens øvrige salmer.

”’Mit hjerte altid vanker’ har en ganske dejlig melodi, og Brorson formåede at skabe nogle smukke billeder,” siger hun om sin favorit julesalme, der tager afsæt i den ”søde julenat”, hvor Jesus fødtes i stalden.

”Brorson beskriver det lille nyfødte Jesu barn som fattigt, og selvom han ikke er den første, der tegner det billede af frelseren, så gør han det så utrolig smukt. Der er både lys og mørke i salmen, men det er lyset, der dominerer,” siger salmedigteren, der efterhånden kender samtlige salmer i salmebogen.

Mange af dem har flere hundrede år på bagen, men det er de samme gamle ord, vi tager i munden jul efter jul. Det kan både hænge sammen med juletraditionens indgroede plads i danskernes hjerter og det tidløse billedsprog, der findes i mange af de populære julesalmer, mener Lisbeth Smedegaard Andersen.

”Vi holder stadig af julesalmerne, fordi billederne i dem er almene, det gælder for den sags skyld også påskesalmerne. Gode salmer har samme kraft som digte,” siger hun og fortsætter.

”Med få ord kan de udtrykke følelser, og salmedigtere som Grundtvig eller Brorson bruger de her flotte billeder, som vi alle kan forbinde noget forskelligt med, fordi de giver plads til det, vi hver især har med os,” siger hun.

Netop derfor er der mange, der uden at blinke, kan vælge deres yndlingsjulesalmer. Favoritterne er ofte dem, vi sang mest i barndommen eller dem, der giver os et øjebliks indblik i, at der er en sandhed, som vi ikke har set før, mener Lisbeth Smedegaard Andersen.

”En god salme har mange lag, og man kan blive ved med at finde noget nyt”, siger hun.

Den pensionerede sognepræst og salmedigter mener også, at den lange optakt gennem december måned har haft indflydelse på julesalmernes særlige status. Men hun er samtidig overbevist om, at der er forskel på, hvor mange og hvilke salmer forskellige generationer kender og kan lide.

”Da jeg var barn og sang, lærte man julesalmerne i december måned. Jeg husker tydeligt, hvordan det ikke kun var i skolen, men også hjemme. Mine forældre lagde meget vægt på, at vi kunne dem udenad, så vi slap for at have et hæfte i hånden, når vi gik om juletræet,” siger Lisbeth Smedegaard Andersen.

Det betød, at salmerne under de flestes tage blev sunget igen og igen. Og nok også en del oftere end i dag, hvor mange først synger dem i kirken i juledagene, fortæller Lisbeth Smedegaard Andersen, der ikke beskriver sit barndomshjem som særligt kirkeligt.

I 1979 blev Lisbeth Smedegaard Andersen færdig som præst, men allerede i tiden på pastoratseminariet begyndte hun at skrive salmer, hvoraf en god håndfuld senere har fået luft under vingerne i den officielle salmebog. I begyndelsen skrev hun på kendte melodier, men siden har de nye salmer fået melodier af nulevende komponister.

”Da jeg blev præst, var det klart, at salmer var noget, jeg kom til at beskæftige mig meget med. Jeg synes, at en god gudstjeneste et stykke hen ad vejen er båret af et passende salmevalg. Salmerne skal anslå den tone og stemning, der er i prædiken og det gælder både i højtiderne og resten af kirkeåret,” siger hun.

Spørger man den tidligere præst, om julesalmerne og alle de andre gamle salmer med tiden vil blive udfaset, er svaret ikke entydigt.

”Jeg er sikker på, at de fleste af vores julesalmer vil bestå meget længe endnu. Men der er nok nogle af de andre salmer i salmebogen, der vil glide ud med tiden,” siger hun.

Og den slags salmer er Lisbeth Smedegaard Andersen nogle gange stødt på i kirken om søndagen.

”Nu er jeg jo en meget gammel kirkegænger, men jeg må alligevel sige, at der er nogle salmer, hvor jeg simpelthen tænker ’nej, det kan man ikke få folk til at forbinde sig med i dag’. Det er slet ikke fordi, jeg vil udrydde den gamle salmebog, men der er altså nogle salmer, hvor man må erkende, at de er uforståelige i dag, og de er heller ikke udtryk for det, moderne mennesker tænker,” siger hun og nævner blandt andet salmen ”O høje råb, hvis lige aldrig hørtes” af Ambrosius Stub, der efter salmedigterens mening ikke er tidssvarende længere. Billederne er for voldsomme, salmen er aldrig blevet sunget ind, og nu er der ingen idé i at indføre den, mener hun.

Og netop det voldsomme og utidssvarende sprog, der af og til præger de gamle salmer, kan være afskrækkende for nogle. Lisbeth Smedegaard Andersen mener, at det er præstens opgave at vælge salmer til gudstjenesten, som kirkegængerne kan stå inde for. De skal jo tage salmens ord i munden. Måske er det netop derfor, at de ofte milde og nærmest lysende julesalmer bringer evig glæde og genklang hos mange mennesker.

En af de meget kendte julesalmer som Lisbeth Smedegaard Andersen fremhæver som en favorit er ”Dejlig er jorden”, der med sit smukke budskab kan bruges hele året og ikke kun i juletiden.

”For mig er der er en næsten gylden glæde i den salme, og en vældig musik i ordene: ’dejlig er jorden! Prægtig er Guds himmel’. Der er også et vandringstema i den,” siger hun og læser videre: ”Skøn er sjælenes pilgrimsgang! Gennem de favre riger på jorden går vi til Paradis med sang”.

Man kan trække mange salmefavoritter ud af hende, og spørger man til fortolkningen, har hun også en del bud.

”’Velkommen igen Guds engle små’ er en dejlig salme fyldt med glæde, men Grundtvig skrev den faktisk i en tid, hvor han havde været meget deprimeret. Men julen fik ham til at vågne op af mørket og se sig omkring. Det var som om, han så englene komme. I de afsluttende linjer af salmen skriver Grundtvig: ’Vor Fader i Himlen! lad det ske, lad julesorgen slukkes!’ Det har man har funderet meget over, fordi linjerne bryder med glæden gennem salmen. Der kan være flere årsager til, at sorgen sniger sig ind i de sidste linjer. For Grundtvig var det nok en henvisning til hans egen bedrøvede og deprimerede tilstand, der måtte slukkes. Men den har samtidig bud til andre, der bærer på sorger eller bekymringer, selvom det er jul,” forklarer hun.