Prøv avisen

Alle mennesker skylder hinanden noget

Mattias Tesfaye. ”Alle mennesker skylder deres omgivelser noget. Ingen af os er, hvad vi er, uden det fællesskab, vi er vokset op i.” -

Vi må finde forpligtelsen indefra, når den ikke længere kommer udefra i form af autoriteter, lyder det fra folketingskandidat Mattias Tesfaye (S), der mener, at både arbejderbevægelsen og kristendommen tilsiger os, at vi uden diskussion er forpligtede over for vores medmennesker

Mattias Tesfaye er helt almindelig. Han er uddannet murer og hans kone, Signe Hagel Andersen, er sygeplejerske. De bor sammen med deres to sønner, Otto og Pelle, i en lejlighed på Amager i København. På børneværelserne er der farverige skabe fra Ikea, legetøjet er ryddet pænt op, men alligevel fornemmer man levet liv. På væggen i stuen hænger en fladskærm og en ramme med billeder af familien. I reolen er der opskriftbøger af tv-kokken Jamie Oliver og dvd-bokse med tv-serierne ”Mad Men” og ”Sex and the City”. På badeværelset kører vaskemaskinen. En helt almindelig børnefamilie i Danmark anno 2015.

Og så er Mattias Tesfaye alligevel ikke helt almindelig.

Han er en ung mand årgang 1981 med noget på hjerte. Derfor inviterede han alle skolebørn fra Brøndby i Zoologisk Have, da han i efteråret modtog Dansk El-Forbunds kulturpris på 10.000 kroner.

”Da jeg var dreng, var der ikke råd til at komme i Zoologisk Have. Og det er et fantastisk sted. Det er en af landets største kulturinstitutioner.”

Han er nu folketingskandidat for Socialdemokraterne i Brøndby-kredsen og har tidligere været næstformand i SF. Som teenager blev han fagpolitisk aktiv inden for murerfaget, og allerede da han spillede miniputfodbold på grønsværen i Aarhus Nord, fik han færten af en væsentlig værdikamp.

”Min træner gik meget op i, at alle på holdet skulle hjælpe med at samle bolde og kegler sammen efter træning. Hvis en af de dygtige spillere ikke ville samle kegler, så sagde træneren, at han ikke kunne komme med til den næste kamp. Der var noget, der var vigtigere her end at vinde. Nemlig, at vi var fælles om at samle de her kegler ind. Alle ved jo godt på et fodboldhold, hvem der er de dygtige, og hvem der ikke er det, men han insisterede på, at der ikke var nogen, der var for fine til at samle kegler. Det husker jeg tydeligt den dag i dag,” lyder det fra Mattias Tesfaye, der er høj og ranglet og iklædt en mørkeblå t-shirt fra Københavns Tekniske Skole. Han står i sit køkken og byder på kaffe fra en ny maskine, men da avisens medarbejder spørger efter te, finder han en gul keramikpotte frem.

”Så drikker vi te. Så tror min kone bare, at jeg har været utro, når hun kommer hjem, for jeg drikker ellers aldrig te,” griner han og leder længe efter et tebrev.

Jo længere tid man taler med Mattias Tesfaye, des mere går det op for en, at det må ligge ham ret fjernt at være sin kone utro. I det virkelige liv og altså ikke i vittigheder. Vi skal ikke svigte hinanden, og som han siger:

”Jeg er mere fri med min kone end med en ny kvinde hver uge.”

Han er optaget af, at vi som mennesker bør have lyst til at forpligte os. Over for en ægtefælle, en fagforening, et politisk parti og i det hele taget over for hinanden som mennesker.

”Lysten til at forpligte sig kommer ikke af sig selv. Den må man arbejde på. Jeg siger ikke, at man skal blive for enhver pris. Jeg har også selv skiftet parti. Nogle gange fungerer det bare ikke, og så må man gå hver til sit. Men ikke før man har arbejdet på at få det til at fungere,” siger han og hentyder til sit partiskifte fra SF til Socialdemokraterne i januar 2013.

Nok er Mattias Tesfaye god for en hurtig og kæk bemærkning, men det meste af tiden er han eftertænksom og tager sig god tid, inden han taler.

”Man kan ikke bare stå op hver morgen og sige 'hmm, er jeg glad i dag?'. Nej, forpligtelse er noget, man må arbejde på. Man kan ikke bare smutte, fordi man synes, det går dårligt,” siger han og slår i bordet.

Han er ikke imod skilsmisser. Han mener, at de forandringer i samfundet, som 68'er-oprøret bragte med sig, generelt er fornuftige og gode.

”Men samtidig gik der noget tabt. Blandt andet vores lyst til at forpligte os. På vores bedsteforældres tid var flere ting i livet givet på forhånd. Det lå fast, hvad du skulle arbejde med, hvilken avis du skulle læse, og hvilken Gud du skulle tro på. Jeg mener, at den lange liberale frihedsbølge, der har varet i 250 år i den vestlige kultur, er positiv. Mennesket er blevet frisat og har lov til selv at vælge. Men vi er, som Steffen Brandt synger det, blevet 'Fri som fuglen i sit bur'. Vi kan gøre, hvad vi vil, men alligevel er vi som aldrig før på psykofarmaka,” siger han og konkluderer:

”Det kræver noget at kunne zappe mellem Gud, kone, arbejde og avis.”

Altså at kunne håndtere friheden, kan man sige. Og Mattias Tesfaye mener, at hans generation er dårlig til det. Han kalder den for fitnesscentergenerationen. For i træningscenteret skal du ikke samle kegler ind som til foreningsidræt, her betaler du dig fra det.

”Vi har sagt nej til, at kirken, fagforeningen og familien skal håndtere friheden for os. Vi er ikke længere forpligtet af autoriteter. Derfor må vi sætte noget andet i stedet. Vi må finde forpligtelsen indefra, når den ikke kommer udefra,” siger han og peger ud ad vinduet.

Ud på gaden en grå vinterformiddag, hvor det regner og suser i træerne. Et møgvejr.

”Hvis der ligger en derude i rendestenen, så synes jeg faktisk, at det også er mit problem, fordi jeg er en del af det samme samfund, som han er. Jeg kan ikke bare sige, at det er hans problem. Fællesskabet har en andel i al succes i samfundet og ret til at suge næring ud af det i form af skatter, men fællesskabet har også et ansvar for al fiasko og for at hjælpe, når det går galt,” siger Mattias Tesfaye.

Han mener, at det er et synspunkt, der får stadig trangere kår i dagens Danmark.

”Mange mennesker tænker 'hvad vedrører det mig?',” siger han og fortæller om en oplevelse, han havde forleden, da han besøgte et privatgymnasium i Nordsjælland for at tale med de unge om politik. Ifølge Mattias Tesfaye er der tale om elever fra landets rigeste familier. Alligevel var de meget optaget af at diskutere, om kontanthjælpen er for høj. Han undrer sig over, hvad der får 18-årige, der aldrig har manglet noget materielt, til at interessere sig sådan for de fattigstes indtægt.

”Mange af dem har ikke syn for, at samfundet har andel i både den enkeltes succes og tilsvarende fiasko. Jeg forsøgte at forklare dem, at når de får et 12-tal i en opgave, så er det deres egen fortjeneste, ja, men der er også en masse faktorer, der har haft indvirkning på resultatet. Gode institutioner og skoler. Gode forældre og gode venner. Det var ganske få enige med mig i,” siger han. Tydeligt oprørt. En elev pointerede endda, at staten ville fængsle ham, hvis han ikke ville betale til de dovne over skatten.

”For 10 år siden hørte jeg ikke folk sige sådan noget. Men det var en fyr, der oplever, at han er sig selv nok. Han har helt sikkert ikke samlet kegler,” siger Mattias Tesfaye og understreger, at det er i modstrid med både arbejderbevægelsen og det kristne værdigrundlag, der tilsiger, at man som menneske er sat i en forpligtende relation til medmennesket. En relation, man ikke bare kan melde sig ud af. Heller ikke, selvom den ikke er givende.

”Man kan ikke bare flytte til Schweiz og sidde dernede og skrive kronikker til Berlingske!”.

Men hvorfor er han så optaget af, at vi skal forpligte os over for hinanden? Også når vi tilsyneladende ikke får noget ud af det?

Mattias Tesfaye er vokset op i det almene boligbyggeri Vejlby Vænge i Aarhus Nord. Da han var tre år, blev forældrene skilt, og han voksede op med sin mor og sin fem år ældre bror. Han siger selv, at det var en kærlig, intelligent familie, som var hårdt ramt af langtidsarbejdsløshed.

”Vi var bare totalt på spanden. Og det var ikke kun et spørgsmål om, at der var få penge. Det var også socialt. Når man mere eller mindre permanent ikke har nogen tilknytning til arbejdsmarkedet, så tørrer de sociale relationer ud. Der er ikke den samme energi som i et hjem med forældre, der kommer hjem fra et arbejde og har oplevet noget.”

Alligevel brød han den sociale arv. Først blev han murer, så blev han faglig sekretær i 3F, siden har han skrevet tre bøger, og nu er han folketingskandidat. Spørger man ham hvorfor, er svaret, at han er vokset op i et samfund med nogle meget stærke fællesskaber.

”Der blev arrangeret fastelavn i den boligforening, vi boede i. Jeg gik til fodbold, hvor der var en frivillig træner, der stod klar hver eneste tirsdag og torsdag eftermiddag og hver weekend. Jeg har gået i en god vuggestue, børnehave og folkeskole. Da jeg kom i murerlære, blev jeg engageret i fagforeningsarbejde. Der har været nogle stærke fællesskaber omkring mig,” siger han.

”Alle mennesker skylder deres omgivelser noget. Ingen af os er, hvad vi er, uden det fællesskab, vi er vokset op i.”

Netop derfor er det så vigtigt, at alle får lov til at være med. At ingen ekskluderes. Mattias Tesfaye mener, at mennesket tilbage fra sin oprindelse er et flokdyr. Kvinderne blev hjemme i hulen, passede børn og samlede bær, mændene gik på jagt, og de gamle sad ved bålet, fordi de havde taget deres tørn. Arbejdsdeling, kalder han det og mener, at det er det, der har gjort vort samfund rigt.

”Og en arbejdsdeling forudsætter jo et fællesskab. Tænk sig at blive lukket ude af det. Der sad jo ikke nogen i hulerne dengang og lavede ingenting,” siger han og sammenligner det med en flytning. Når kasserne er slæbt op på fjerde sal, bliver der ringet efter flyttepizza.

”Og det er ligegyldigt, hvor dårlig pizzaen er. Der er bare en god stemning, og man har en god fornemmelse i maven. Forestil dig, at din ven kom ind ad døren, efter I var færdige med at flytte, og satte sig ned og spiste pizza. Det ville jo være ubehageligt for ham. Det er ubehageligt at sidde og gnave af andres pizza,” siger Mattias Tesfaye, der mener, at det er det, man beder de arbejdsløse om.

”Vi siger til dem: 'I spiser bare flyttepizza, men I kan ikke være med til at flytte papkasserne for os'. Jeg mener, det er vigtigt, at vi har et samfund, hvor nogle flytter flyglerne og nogle andre potteplanterne,” siger han og fortæller om sin fireårige søn, der synes, det var alle tiders at være med til at flytte. Selvom han nok gik mere i vejen, end han hjalp til. Det betyder noget at være med.

”Vores samfund er blevet sådan, at hvis du ikke kan være med til at flytte flyglerne, så vil vi hellere have, at du sidder henne i hjørnet, og så får du to pizzaslices. Så kan Joachim B. Olsen sige, du får for mange, og Johanne Schmidt-Nielsen kan sige, at du får for få.”

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig?

John Steinbecks ”Øst for paradis”. En moderne Kain og Abel-fortælling.

Hvilken kendt person vil du gerne have til bords?

Den svenske fodboldspiller Zlatan Ibrahimovi.

Hvordan slapper du bedst af?

Når jeg læser. Siden jeg var 13-14 år, har jeg nok læst 10-20 bøger om året.