Prøv avisen
30’erne

Eva Selsing: Det bedste ved 30'erne er følelsen af hjem

Tegning: Rasmus Juul

Indimellem skræmmer tidens flygtighed den 37-årige debattør og filosof Eva Selsing. Men egentlig befinder hun sig særdeles godt i sine travle 30’ere, hvor hun for alvor har fået skabt sig et hjem

Livet i 30’erne er først og fremmest følelsen af at stå midt i det hele. Indtil videre synes jeg kun, at livet er blevet fyldigere. Også mere alvorligt, men rigere. Og jeg har endda haft det temmelig let sammenlignet med så mange andre. Folk, der er ældre end jeg, siger, at det bliver ved; at hver alder giver nye glæder. Jeg er ikke sikker på, at jeg tror på dem. Kan det virkelig fortsætte? Hvis ja, er det jo overordentlig gode nyheder.

Mine teenageår var, som de vel er for de fleste: søde, bitre, nysgerrige, lykkelige, vrede og alt derimellem. Det fortsatte ind i 20’erne, hvoraf første del stadig var ret konfus. Hvad er min plads i tilværelsen? Jeg og man fulgte flodens retning, endte for en stund i strømmens besynderlige forgreninger og fritflydende deltaer. Først da jeg mødte min mand, slog jeg rødder i verden igen, og disse rødder groede sig uendelig meget dybere, da vi fik børn. De når næsten ned til Kina nu, gør de!

Det er den bedste følelse, synes jeg, som livet i 30’erne med familie giver: følelsen af hjem. At hjem er et andet ord for de mennesker, vi elsker. Og privilegiet i selv at være nogens menneskehjem. Det er også følelsen af forbundethed med verdens puls, som hverdagen giver. Da-dum, da-dum, da-dum, lyder det store hjerte, og vi danser med i takt til dets rytme. Den ene uge tager den anden, men som 37-årig er jeg endnu ikke blevet så verdensvant (eller verdensblasert, Gud forbyde det), at dagene smelter sammen.

Som jeg nærmer mig slutningen af 30’erne, er jeg stadig mere bevidst om at være i midten af livet. Det er lige nu, det sker! Børn i tre aldre, skole, fritidsaktiviteter, opdragelse. Babymad til den ene, sindrige Lego-konstruktioner med den anden og en begyndende interesse for politik hos den tredje. Husprojekter, skriveprojekter, alle mulige idéer, som venter på at blive realiseret.

Tilværelsen er så pakket. Nogle gange er det for meget. Så mister jeg overblikket, eller værre, mister øjet for enkeltdelene i et forsøg på at følge med. Så bliver rytmen et problem og ikke en gave. Så kan jeg ikke længere høre musikken, men kun lyden af mine egne skridt. Nu er det tid til at stoppe. Men hvordan? Nuet venter ikke; det er ligesom dets ting.

Det sværeste ved at være i 30’erne, synes jeg, er angsten for ikke at nå det hele. Og ikke at nå det godt nok. Tænk på al den tid, som vi ikke får igen. Den lurer og nager lidt engang imellem. Kvartalsvis vokser den til mammutstørrelse og brøler mig ind i hovedet. Så kommer jeg til at tænke på det sublime; på det, der er så omfattende og voldsomt, men også kan være så skønt og smukt, at det er nærmest umuligt at rumme for et menneske. At kigge på sit liv som det lillebitte stykke vidunderlig endelighed, det jo er, er en sublim oplevelse. Lige dele skræmmende og fantastisk.

Det er nok dette, der tager pusten fra mig, når jeg fra tid til anden stiller sutteflasker, skoletasker og skrivegrej til side og forsøger at samle livet lige nu i ét blik. Børnene vokser så hurtigt, alt for hurtigt, og det er, fordi verden går derhenad, hvor den nu synes, den skal, i det tempo, den lyster. Den tager tiden og gemmer den væk, langt væk fra os mennesker, der som regel kunne bruge lidt flere timer i ugen og dage i året.

Ja, 30’erne. Passe på familien, se de nære og fjerne. Kulturkamp, skriveri, den intellektuelle vækst. Dyrke haven, i bogstavelig og overført betydning. Alt er (stadig) i blomst. En dag falmer bladene, de tørrer ud og daler lige så stille fra det hoved, de har givet liv og fylde. Så skal jeg feje potpourriet sammen, men det skræmmer mig ikke. Ikke alt for meget i hvert fald. Så vil jeg kigge på hvert blad og mindes. Og takke Vorherre for det.

Det tænker jeg også på: Hvordan mon minderne vil holde sig? Og hvad et liv, hvor det meste ligger i erindringen, i det allerede levede, mon er? Det lyder ikke så rart, men så tænker jeg på de ældre mennesker, jeg har kendt og kender, som er fulde af leben. Der i de bedste tilfælde virker, som om de har hele deres fortættede, blomsterduftende katalog af gode stunder present, når de taler med en. Den slags lægger sig i hudens folder og får den til at smile. Det er ikke rynker; det er glædens, taknemmelighedens, livsfyldens draperinger. Jeg håber inderligt, at jeg bliver én af dem.

Indtil videre har livet i 30’erne, trods et par knubs her og hisset, vist sig rigere og større, end jeg havde turdet håbe. Hvis bare 40’erne rummer en smule af denne godhed, vil jeg ikke klage.

Eva Selsing er 37 år og debattør og filosof.

Det sværeste ved at være i 30’erne, synes jeg, er angsten for ikke at nå det hele. Og ikke at nå det godt nok. Tænk på al den tid, som vi ikke får igen

Eva Agnete Selsing, filosof