Prøv avisen

Bodil Steensen-Leth: Alt skulle være så fint, og jeg var ved at kaste op af det

Forfatter Bodil Steensen-Leth har boet på Steensgaard Gods på det nordlige Langeland siden 1967. Da hendes mand døde for ni år siden flyttede hun over i inspektørboligen, og det er nu hendes datter og svigersøn der driver godset. – Foto: Carsten Bundgaard/ritzau

Forfatter Bodil Steensen-Leth er vokset op med en overfølsomhed for provinsens snærende bånd og har fra barnsben haft en indbygget angst for alt det ukendte. Det skriver hun om i en ny, delvist selvbiografisk roman

Bodil Steensen-Leth betragter mobiltelefonen på bordet. Den tilhører Kristeligt Dagblads udsendte og ligger der, fordi den skal optage vores samtale.

”Nå, kan den det?”, spørger hun let forundret.

”Jeg har kun en gammeldags Nokia. Jeg ved ikke, om den kan optage. Men jeg skriver sms’er på den. Jeg kan bare ikke finde ud af at sætte spørgsmålstegn. Men det er nu også ligegyldigt,” konstaterer hun.

Bodil Steensen-Leth har for nylig udgivet bogen ”At tygge på torne. En historie fra 50’ernes danske provins”. Som titlen antyder, handler den om en tid, hvor det endnu ikke var aktuelt at undre sig over, hvorhenne på mobiltelefonen spørgsmålstegnet gemmer sig. Til gengæld var der så meget andet at undre sig over. Og at frygte. Og det er det, som den 72-årige forfatter på livagtig vis gengiver i den lille bog, som hun kalder delvist selvbiografisk.

Gennem hovedpersonen, pigen Dot, oplever læseren barnets på én gang filosofiske og naive tilgang til livet og det omgivende samfund. Handlingen udspiller sig i en provinsby i 1950’erne. En periode, hvor Bodil Steensen-Leth selv var barn og teenager i Svendborg.

Det var ikke nogen ulykkelig barndom, hun tilbragte på Sydfyn, fortæller hun. Faderen var overlæge på det lokale sygehus, moderen hjemmegående, og familien, der ud over et sæt forældre bestod af tre ældre brødre, boede i en tjenestebolig ved faderens arbejdsplads. Men trods en opvækst i det, hun selv kalder det bedre borgerskab, er det heller ikke en lys og bekymringsfri opvækst, hun tænker tilbage på i dag.

”Jeg var bange hele min barndom – for trolde under sengen og tordenvejr. Uha, verden var et farligt sted, syntes jeg. Jeg levede jo ellers i et trygt miljø, selvom far ofte sagde, at ’nu går vi fallit, og nu kommer de og henter klaveret’, og det troede jeg så på. Min angst var der ingen, der tog sig af. Jeg følte mig ikke svigtet af den grund, men den var bare aldrig et issue. Min mor ville nok have sagt: ’Arh, pjat med dig,’ og min far ville have rystet på hovedet, men dog forsøgt at forstå,” siger hun.

Angsten og usikkerheden har stadig et solidt tag i Bodil Steensen-Leth. Da hendes to voksne børn var yngre, frygtede hun altid, at de skulle blive syge og dø eller komme til skade i trafikken. I dag er det hendes børnebørns ve og vel, der kan fylde tankerne.

”Angsten har forandret sig med alderen. Men jeg er et meget følsomt menneske. Men hvem er ikke det? Jeg tøjler angsten ved at gå ture med min hund og høre klassisk musik. Folk forstår det ikke rigtigt, for jeg virker jo meget normal. Og det er jeg jo også – jeg fungerer fint. Men jeg er et følsomt gemyt. Det skal man nok også være for at skrive,” siger forfatteren, der har skrevet blandt andet en lang række historiske romaner – mest kendt måske ”Prinsesse af blodet”, der senere dannede baggrund for filmen ”En kongelig affære”.

Bodil Steensen-Leth har altid været fascineret af barnets uspolerethed og den normløshed, det er præget af et stykke ind i livet. Det er også på den fascination, hun har skrevet sin bog, og mange af de betragtninger, pigen Dot kommer med i ”At tygge på torne”, stammer fra forfatterens egne oplevelser.

Noget af det, som står stærkest i hendes erindring, og som hun også beskæftiger sig med i bogen, er oplevelser, der har været forbundet med at vokse op i et mindre samfund præget af en ucharmerende småborgerlighed og indsnørede normer.

”Jeg kunne slet ikke klare den der småbymentalitet. Der var nogle snærende bånd. Alt skulle være så fint, og jeg var ved at kaste op af det. Tingene skulle være på en bestemt måde, og hvis man ikke fulgte det, så var der noget galt med én. Det kunne jeg ikke holde ud. Jeg ville aldrig selv slå mig ned i en provinsby – heller ikke i dag. Enten skal jeg bo i København eller på landet. Jeg læste i København tre år, og det var jeg lykkelig for – der havde jeg anonymiteten. Her på Langeland, hvor jeg har boet siden 1967, kan man også få lov at være sig selv,” siger hun og forklarer, at småbymentaliteten også var årsagen til, at hun straks efter gymnasiet trodsede sin angst og rejste til USA for at studere.

”Skal vi ikke smage? Det må vi ikke glemme. Det er meget vigtigt,” siger hun uden helt at afsløre, om det er sagt i alvor eller spøg.

Bodil Steensen-Leth løsner låget på en lille brun flaske med en grøn kanin på, som står ved siden af kaffekoppen, og hælder op i et lille glas. ”Mümmelmann” står der på – en velsmagende bitter, man kan købe i Aldi, røber hun.

”På Langeland kalder vi det en startpatron,” siger hun og smiler.

Hun bor i inspektørboligen på godset Steensgaard på Nordlangeland. Det har hun gjort i ni år. Inden da boede hun sammen med sin nu afdøde mand, Vincens Steensen-Leth, på selve godset, der har været på familiens hænder siden 1577. I dag er det datteren og svigersønnen, der har overtaget Steensgaard. Det har hun det godt med. Om et af de to børnebørn skal overtage det, når den tid kommer, vil hun dog ikke blande sig i.

”Men man vil jo nødig være den, der sælger. Efter 440 år!”, siger hun.

Man skal ikke læse ret meget i Bodil Steensen-Leths nye bog, inden man får et billede af et lettere kompliceret mor-datter-forhold mellem pigen Dot og hendes mor.

Og selvom portrættet af moderen i bogen ifølge den sydfynske forfatter er overdrevet, lægger hun samtidig ikke skjul på, at hun og hendes mor heller ikke befandt sig på helt samme sekvens i livet. Blandt andet lagde moderen ikke skjul på, at hun ikke var synderligt begejstret for datterens forfattervirksomhed.

”Nej, det undlod hun ikke at vise mig. Hun har selv fortalt, at en af hendes veninder engang sagde til hende, at hun måtte være meget stolt over sin datter, og at det vel nok var ærgerligt, at overlægen ikke nåede at opleve det. Hvortil hun svarede, at det var hun sandelig glad for, at han ikke havde skullet opleve.”

Heldigvis har det forhold, Bodil Steensen-Leth har haft til sin egen datter, været meget bedre.

”7, 9, 13 har jeg aldrig haft nogen større konflikter med min datter. Mine børn har i højere grad måttet gøre, hvad de ville, og jeg har ikke forsøgt at tillægge dem nogle kedelige normer. Men jeg havde jo også mit eget liv ud over at være mor, hvor jeg kunne skrive. Ellers var jeg nok blevet tosset,” siger hun.

Hvor moderen var den kantede, til tider ikke helt så indfølende forælder, var Bodil Steensen-Leths far den, der trøstede hende, når hun vågnede om natten og var bange for tordenvejret, ligesom det var ham, der blev mest ked af det, da hun efter gymnasiet rejste til USA for at studere. Det var også hendes far, der gang på gang understregede vigtigheden af, at hun fik sig en uddannelse, så hun aldrig skulle være afhængig af en mand. En ikke helt så almindelig tilgang til pigebørn dengang, pointerer hun.

Men inden Bodil Steensen-Leth kunne følge sin fars råd, måtte hun gøre gymnasiet færdigt. Og det var en kamp. Ikke fordi hun ikke var dygtig, men fordi hun afskyede sin skole hele livet igennem.

”Mange af lærerne dengang var jo rene psykopater. De ødelagde en masse mennesker. De gjorde ikke mig noget. Jeg var kvik og forholdsvis køn, selvom jeg ikke selv syntes det dengang, og så var min far overlæge på sygehuset. Men vi var bange. Jeg kan huske en episode med en dreng, der hed Viggo. Han var ikke så dygtig, men en fin fyr, som vi alle godt kunne lide. En dag kom han i skole med fønbølget hår, og læreren sagde til ham: ’Du har fået krøller Viggo!’, og så gennemhaglede han ham ellers i tysk, tror jeg, det var, så han til sidst ikke anede, hvad han selv hed. Det var frygteligt, og jeg har aldrig glemt det. Og når jeg kører forbi mit gamle gymnasium i Svendborg, får jeg kuldegysninger. Jeg hadede det sted,” siger hun.

Der bliver ikke lagt fingre imellem, når Bodil Steensen-Leth fortæller om sin barndom og ungdom i den sydfynske provins – ej heller i den nye bog. Og selvom den ikke er decideret selvbiografisk, har hun dog gjort sig tanker om, at hun med bogen lader familiehemmeligheder slippe ud af skabet.

”Jeg har tænkt meget over det. Men bogen har ligget seks til syv år i skuffen, inden den blev udgivet, og så er alle dem, jeg skriver om, døde. Det er vigtigt at have med i overvejelserne,” siger hun.

Bodil Steensen-Leth tager en e-cigaret op til munden og suger, så det lyder som en miniature-elkedel i kog. Mens dampen stiger op foran hendes ansigt, forklarer hun, hvordan hun for tre år siden lagde de rigtige cigaretter på hylden efter at have røget det meste af sit liv.

”Jeg røg som en skorsten. Det havde jeg gjort, siden jeg var 15, men jeg gad ikke blive betragtet som et socialt udskud, og det blev også for besværligt. Man må jo ikke ryge nogen steder længere. Så nu damper jeg løs på den her,” siger hun.

Fra stuen, hvor vi sidder, er der kig ind til et kontor, hvor bøgerne tårner sig op på reolerne. Bodil Steensen-Leth har altid læst meget. Og skrevet.

Det er til dels hendes mands fortjeneste, at det har kunnet lade sig gøre, understreger hun flere gange under interviewet. Han har støttet hende både som forfatter, og da hun besluttede sig for at fjernstudere på det daværende Odense Universitet, hvorved hun blev cand.phil i 1972.

”Så sagde han til børnene: ’Nu læser mor til eksamen’, og så tog han dem så meget, han kunne. Jeg har været meget privilegeret. Det har jeg. Jeg har også haft folk til at gøre rent for mig. Jeg anede jo ikke, hvordan man vred en gulvklud. Det fik også engang min mor til at sige til mig, at hun syntes, min mand var ’meget large’. Hun syntes også, jeg skulle have været på husholdningsskole. Men hvorfor skulle jeg dog det,” griner Bodil Steensen-Leth.

Og ja, hvorfor skulle hun det, når det, hun nu kan, er at skrive. I dag tøver hun ikke med at sige, at skrivningen er hendes ventil.

”Jeg har altid skrevet. Jeg ved, at jeg har det bedst, hvis jeg skriver. Jeg bliver sur og uomgængelig, hvis ikke jeg får lov til både at skrive og at læse. Og jeg skriver altid først det hele i hånden. Det er dejligt. Først bagefter skriver jeg det ind på computer – der er da ikke noget mere uinspirerende end at sidde foran sådan en,” siger hun og peger hen på en bærbar computer.

Hun afviser at røbe, hvad hendes næste bog skal handle om, men formentlig er den ikke selvbiografisk.

”Den foregår i 1800-tallet. Mere kan jeg ikke sige. Man skal ikke sige for meget, for så berører det værket. Og det skal helst vokse på sin egen uskyldige facon.”

Foto: Carsten Bundgaard/ritzau
Foto: Carsten Bundgaard/ritzau
Foto: Carsten Bundgaard/ritzau