Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?
Sidste gang jeg stod i, hvad jeg selv vil betegne som et stort etisk dilemma, var, da jeg var hospitalsudvalgsformand for fire år siden. Vi havde på daværende tidspunkt en patient, der lå døende på en sengestue på Aarhus Universitetshospital, og som blev årsag til en etisk diskussion om regler og undtagelser. Han vidste, at han skulle dø inden for de næste par dage, og han havde et ønske om at få lov til at ryge et par grønne Cecil og drikke et glas hvidvin på den altan, der var på hans sengestue. Hvidvinen kunne han godt få lov til, men cigaretterne gik imod vores rygepolitik, der siger, at man ikke må ryge inden for hospitalets matrikel. Heller ikke udenfor. Det var en politik, som jeg gerne ville stå fast på, men jeg syntes, det var et enormt svært dilemma. Måske ikke et stort samfundsmæssigt dilemma, og så alligevel. For det satte tingene på spidsen i forhold til, at vi i vores sundhedsvæsen jo meget gerne vil imødekomme den enkeltes behov, men samtidig er der regler, som skal følges af hensyn til de andre patienter og personalet. I den her situation handlede personalet ved at imødekomme hans ønske om at ryge sine cigaretter på altanen. Det anerkendte jeg dem for. For der er naturligvis ingen regel uden undtagelse, og der skal være plads til det menneskelige hensyn. Altid.
Hvad er den største etiske udfordring, du selv har mødt?
Privat er det den skilsmisse, jeg var igennem for halvandet år siden. Det har altid været et stort mål for mig at skabe en kernefamilie, og det er en værdi, jeg har værnet om at bevare. Men da jeg kom dertil, hvor jeg måtte erkende, at jeg ikke var glad i det forhold, jeg var i, stod jeg pludselig i et kæmpestort og svært dilemma. På den ene side var det enormt svært at skulle give afkald på kernefamilien, men på den anden side blev jeg nødt til at blive glad igen for at være den bedste far for mine tre børn. Jeg kunne ikke bevare ægteskabet og mit gode humør samtidig, og skilsmisse blev konsekvensen. Når jeg tænker tilbage, er jeg slet ikke i tvivl om, at det var den rette beslutning.
Hvad er tidens største etiske dilemma?
Det er diskussionen om, hvordan vi forvalter retten til frihed. Det ligger mig meget på sinde, at man aldrig må bruge sin egen ret til frihed til at begrænse andres. Særligt sker der ofte et sammenstød mellem ytringsfrihed og religionsfrihed, når nogen eksempelvis bruger sine ytringer til at begrænse, hvad andre skal og må tro på, og ligeledes omvendt, når religion står i vejen for, at mennesker kan ytre sig frit. Nogle gange er de to rettigheder simpelthen modstridende, og det synes jeg udgør et stort dilemma.
Hvilke etiske principper tilstræber du selv at handle efter?
Det betyder meget, at jeg har integritet. Jeg går op i, at man tydeligt skal kunne fornemme, at de holdninger og værdier, jeg har, er sammenhængende, og at jeg er konsistent i de ting, jeg siger og gør. Det er også noget, jeg har været meget opmærksom på som hovedforhandler for regionerne i sygeplejerskekonflikten. Der har jeg gået op i, at man ikke skal kunne betvivle min troværdighed, og derfor har jeg bestræbt mig på altid at kommunikere ærligt og stå fast på det, vi i regionerne gerne vil, og det vi ikke vil.
Hvornår er du gået på kompromis med dine egne etiske principper?
Det er jeg nødsaget til at gøre i de situationer, hvor der er modstridende interesser mellem administrationen, som jeg er i spidsen for, og regionsrådet, som jeg er politisk leder for. Det skete blandt andet på et tidspunkt, hvor vores hospitalsledelser var utilfredse med nogle af de politiske beslutninger, der var blevet truffet, men som de mente lå på deres bord. Der står jeg i en lidt speciel position med et ben i hver lejr, og der har jeg været nødsaget til at tage nogle beslutninger, som nogle kunne opfatte som ikke-konsistente. I de situationer mærker jeg, at jeg indimellem går på kompromis med mig selv og mine egne værdier. Også fordi beslutningerne sjældent er op til mig alene.