Anders Langballe efter to blodpropper: Jeg har sagt op, fordi mødet med lidelse trækker mig ned

Journalist Anders Langballe fik to blodpropper. Han mistede sit sprog, men det var kampen for retfærdighed, som sled mest på ham

”Det er mit ansvar, at jeg ikke sagde fra, men jeg havde brug for at det blev anerkendt, at der var en overarbejds- og præstationskultur, som havde været med til at gøre mig syg,” siger journalist Anders Langballe, som her er fotograferet ved Christiansborg Slot. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.
”Det er mit ansvar, at jeg ikke sagde fra, men jeg havde brug for at det blev anerkendt, at der var en overarbejds- og præstationskultur, som havde været med til at gøre mig syg,” siger journalist Anders Langballe, som her er fotograferet ved Christiansborg Slot. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Anders Langballe har kurs mod Christiansborg. På en solrig dag som denne er det indre København ikke så mennesketom, som byen ellers har været længe. Ingen synes dog at tage notits af den engang så kendte tv-journalist. Fremme ved Christiansborg udpeger Anders Langballe et kældervindue. Her havde han som ung journalist kontor. Når nogen spurgte til hans arbejdsliv, svarede han, at alt var på toppen, skønt kontoret var i kælderen. Som 34-årig blev han souschef for TV 2s Christiansborgredaktion, og to år senere blev han politisk redaktør. Kælderen var fortid.

”Mit job var mit liv.”

Dette interview skulle egentlig have handlet om, hvordan en af sin generations dygtigste politiske journalister efter kritisk sygdom blev kommunikationschef i Danske Handicaporganisationer. Anmodningen om et sådant interview blev sendt sidste forår, da journalist Anders Langballe tiltrådte stillingen i handicapverdenen. I dag, fredag, mødes han med ledelsesgruppen i Danske Handicaporganisationer for at sige farvel over en middag, for Anders Langballe har opsagt chefjobbet. Bevægelsen kan sammenfattes i det ord, som også er titlen på den bog, som udkommer i næste uge på forlaget 28B: Forfra.

Adverbiet udtrykker en tilgang til livet, som han første gang blev tvunget ind i ufrivilligt. Og anden gang udtrykker adverbiet, hvad han selv beskriver som en egoistisk beslutning, for som han siger:

”Jeg vil ikke være ham med hjerneskaden.”

Anders Langballe kan rigtig godt lide peberbøf. Han fortæller, at han hjemme i fryseren har noget af det bedste oksekød, der kan opdrives i landet, og han er ganske god til at tilberede bøffen, som skal flamberes i cognac og serveres med pebersauce. Men han har ikke spist en siden forfra kom ind i hans liv. Den dag havde han netop spist en peberbøf på Restaurant Salon i det indre København. Det er en restaurant, hvor magten nærmest sidder med ved bordet, i hvert fald hvis man som Anders Langballe holdt arbejdsfrokost i et separat lokale. Det var den 19. november 2018, og han sad ved siden af statsminister Lars Løkke Rasmussens særlige rådgiver. Folk fra TV 2 og partiet Venstre var samlet for at tale om kanalens dækning af det folketingsvalg, man ventede på. Som politisk redaktør var Anders Langballe høvdingen. Han husker, at en kollega spurgte, om han var okay. Han svarede, at der noget, som flimrer ved det ene øje, men sådan havde det været af og til.

”Noget af det sidste, jeg husker, var, at jeg rakte ud efter kaffekoppen, og så var det som om, min arm voksede gennem kaffekoppen.”

Så var han væk, og lidt efter stod to ambulancefolk i lokalet med deres store tasker. Tilfældigvis holdt de netop i Bredgade. De kørte mod Rigshospitalet, og fra båren forklarede Anders Langballe, at han havde et møde på Christiansborg klokken 14. Han blev kørt ind i Traumemodtagelsen på Rigshospitalet og spurgt, hvad hans børn hed.

”Kirstine og Kirstine”.

Det rigtige svar var Laurits og Kirstine, men han gentog:

”Kirstine og Kirstine.”

Han blev kørt til scanning. Han havde fået en blodprop langt ude i de fine kar i hjernen, som han hørte lægerne sige. Hans kæreste kom, og de blev enige om, at hun skulle tage hjem til børnene, mens han tog en nat på hospitalet tilkoblet diverse maskiner. Da hun var gået, tænkte han på arbejdsmødet, som var blevet ødelagt og tog sin telefon for at sende en besked til Lars Løkke Rasmussens særlige rådgiver, hvor han beklagede, at mødet havde fået et sådant forløb. ”VH” var det sidste, han skrev i beskeden, som ikke nåede at blive sendt, inden den anden og større blodprop kom.

Han peger over højre øre. Det var her den sad. Hvad der skete har han fået fortalt. Han blev kørt til scanning og fik han trompolyse. Fra da af var hans sprog stort set væk. Det var forfra.

”Min farfar er et forbillede for mig, og han havde det strengt med uretfærdighed. Som socialdemokrat blandt mange venstrefolk kæmpede han for den lille mands ret. Min farfars sans for retfærdighed løber som en linje til min far, og jeg ser det samme i min søn,” siger journalist Anders Langballe. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.
”Min farfar er et forbillede for mig, og han havde det strengt med uretfærdighed. Som socialdemokrat blandt mange venstrefolk kæmpede han for den lille mands ret. Min farfars sans for retfærdighed løber som en linje til min far, og jeg ser det samme i min søn,” siger journalist Anders Langballe. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Når han i dag tænker tilbage på den arbejdsdag, som endte på Rigshospitalet, ved han, at han ikke burde være gået på arbejde. Han havde lovet sig selv og sin kæreste, at han ville sige sit job op. Nok var han den sikre kommentator, som ofte tonede frem på tv, men en usund arbejdskultur havde gjort jobbet til, hvad han beskriver som en dødsdans med arbejdsdage, som typisk sluttede ved midnatstid. Og når han endelig drattede om i dobbeltsengen, kneb det med at sove. Men det fik ham ikke til at arbejde mindre.

”Jeg kunne ikke sige nej.”

Han havde flere samtaler med sin overordnede om arbejdspresset, og arbejdspladsen betalte for, at han fik psykologhjælp. I terapien blev det klart, at han ikke kunne sige nej. I hvert fald ikke til sit arbejde. Men hvorfor egentlig ikke?

”Der var en kæmpe usikkerhed i forhold til, om jeg grundlæggende var god nok. Jeg havde meget selvtillid, men i dag kan jeg se, at jeg ikke havde særlig meget selvværd.”

Han har spurgt sig selv, hvor det lave selvværd kom fra uden at finde et svar. Selvtilliden opbyggede han, da han som ung meldte sig ind i Venstres Ungdom, hvor han hurtigt steg i graderne.

”Ungdomspolitik er et miljø, hvor meget handler om at være længst fremme hele tiden, ellers bliver du hurtigt skubbet tilbage. Det er lidt det samme mønster i nyhedsjournalistikken, som jeg dyrkede først på Ekstra Bladet og siden på Jyllands-Posten. Jeg var ret god til at begå mig i det tossede miljø og fik maser af anerkendelse. Jeg blev båret længere og længere frem, og det styrkede min selvtillid, men selvværdet er der ikke så meget at sige om.”

Efter de to blodpropper tænkte han, at forfra betød, at han skulle tilbage til TV 2. Man kunne indvende, at det var uhyre ambitiøst af en mand, som var i gang at lære at begå sig på skrift og tale, men for Anders Langballe ville alt andet være utænkeligt. I iveren efter at vende tilbage genkendte han en ukuelighed, som havde fulgt ham hidtil i karrieren. Og han gjorde meget gode fremskridt.

”Jeg ville vise, at jeg kunne, selv om jeg var slidt ned, og ønsket om at vende tilbage drev mig den første lang tid efter blodpropperne.”

Der var to grunde til, at han ville tilbage. Han ville ikke forlade jobbet som redaktør på den måde, og samtidig var der noget i den sidste tid på TV 2, han havde oplevet som uordentligt. Han følte, at han nærmest havde givet sit liv en arbejdsplads, der efterfølgende behandlede ham dårligt Særligt HR-afdelingens jurister slog han sig på efter sygdommen.

”Det er mit ansvar, at jeg ikke sagde fra, men jeg havde brug for, at det blev anerkendt, at der var en overarbejds- og præstationskultur, som havde været med til at gøre mig syg.”

Hans ord får støtte i den speciallægeerklæring, Region Hovedstaden udarbejdede om ham: ”Undersøgte har i sit arbejde haft særdeles lange arbejdstider med såvel høje psykologiske krav som arbejdsmæssige krav samtidig med meget lav indflydelse på sine arbejdsfunktioner. Dette i kombination med manglende eller ingen ledelsesopbakning vurderes til at være årsag til undersøgte blodprop i hjernen.”

Når han i dag ser på, hvordan han agerede i månederne efter blodpropperne, kan han se, at han higede så meget efter retfærdighed, at det gav bagslag. Retfærdighedssansen får ham til at tænke han på sin farfar, som var jernbanearbejder på Hinge Station nær Silkeborg.

”Min farfar er et forbillede for mig, og han havde det strengt med uretfærdighed. Som socialdemokrat blandt mange venstrefolk kæmpede han for den lille mands ret. Min farfars sans for retfærdighed løber som en linje til min far, og jeg ser det samme i min søn.”

Kampen mod uordentligheden blev en stressfaktor for Anders Langballe. Flere fagfolk bragte det op i forbindelse med genoptræningen.

En overlæge sagde til ham, at han ikke kunne bruge den evindelige jagt på retfærdighed til noget og foreslog at han i stedet købte sig til noget psykologhjælp.

Et halvt år efter blodpropperne var Anders Langballe tilbage på Christiansborg i et praktikophold på TV 2, hvor det skulle afklares, hvordan hans fremtidige arbejdsliv kunne se ud. Han forsøgte at gemme sig, for han var bange for, at hans sprog ikke var godt nok, og når en politiker mødte ham på gangene og spurgte, hvordan det gik, mærkede han en ubehagelig usikkerhed.

Den retfærdighed han søgte, fik han i januar 2020, hvor han holdt et møde med TV 2s nuværende direktør Anne Engdal Stig Christensen. Her var undskyldninger og den ordentlighed, han havde higet efter. Mødet betød, at han kunne invitere til afskedsreception på Christiansborg uden at vide, hvad der så skulle ske, når TV 2 var fortid.

Talrige gange efter blodpropperne har Anders Langballe fået at vide, at han har været heldig, for han kan i dag klare en 37 timers arbejdsuge, men han er ikke sluppet uden men. Som politisk redaktør kunne han jonglere med opgaver. I dag bliver han hurtig træt, hvis der er for mange forskellige opgaver. Sproget han stadig drille, som når han siger ”hun”, og tror, han siger ”han”. I genoptræningen mødte han mennesker, som havde været mindre heldige og eksempelvis måtte kæmpe for at få den rette genoptræning, mens han som borger i Københavns Kommune med en kompliceret hjerneskade umiddelbart blev henvist til nogle af landets bedste eksperter. Havde han boet på den anden side af kommunegrænsen, kunne hans liv have set anderledes ud.

Han kunne mærke ned nedarvede retfærdighedssans buldre, når han hørte den slags historier, og det virkede helt rigtigt, at han skulle sige ja til jobbet som kommunikationschef i Danske Handicaporganisationer. Tre dage før Danmark lukkede ned i marts sidste år, havde han første arbejdsdag. Han skulle begynde med at arbejde 25 timer om ugen og siden trappe op. Da landet lukkede ned, fik han gavn af sin politiske forståelse og sit gamle netværk af blandt andet ministre. Organisationen skulle komme med sit input i forbindelse med vilkårene for nogle af de mest sårbare under pandemien. Han havde travlt og nød det.

”Det var i den grad meningsfuldt.”

Så hvorfor skal han så ikke blive ved med at være en del af Danske Handicaporganisationer? Så er vi fremme ved det forfra, som tager afsæt i, hvad han selv ser som en slags egoisme.

”Som organisation arbejder vi blandt andet for nogle af de mange, som er kommet urimeligt i klemme på grund af et handicap. Det er tunge skæbner, og jeg bliver psykisk trukket ned af det.”

Nogle af de personer, han har mødt i genoptræningen, er nu hans venner. Han fandt ud af, at han ikke var ene om at være i 40’erne og bestride et lederjob, da han blev syg. Når de mødes, taler de om, at de ikke vil være deres sygdom. Det sidste er en vigtig årsag til, at Anders Langballe har opsagt jobbet.

Selvom han ikke bliver genkendt på vejen ned mod Christiansborg, vidner opkaldene på hans telefon om, at han ikke er glemt af medierne. Siden han blev syg, har han løbende fået henvendelser fra tabloide medier, som vil høre, hvordan det går. I går torsdag kunne man i Billed-Bladet læse, at Anders Langballe og hans kæreste gennem 18 år er gået fra hinanden. Det skete i efteråret, og efter jul valgte Anders Langballe at gå ned i tid, fordi både nedlukningen, børnenes hjemmeskole og skilsmissen tærede.

Statistikken viser, at mange par går fra hinanden i årene efter en hjerneskade, og tidligt i genoptræningen fik parret derfor hjælp til at forberede sig på, hvordan hjerneskaden ville påvirke parforholdet, men som Anders Langballe skriver i bogen, lykkedes de ikke med at finde hinanden efter krisen.

Det første forfra var ufrivilligt. Nu står han uden job og har valgt et nyt forfra. Hvad drømmer en tidligere politisk redaktør og far til to om? Før blodpropperne legede han med en idé om at blive selvstændig kommunikationsrådgiver. Han vil gerne prøve det af, men han ved, at den stress, som gjorde ham syg, ikke er langt borte. Hans børn har skullet vænne sig til, at deres far ikke var på skærmen, men hjemme, og hans 11-årige datter siger jævnligt de ord, han fortsat har brug for at høre:

”Rolig, rolig, rolig. Det går nok far.”

Læs uddrag af ”Forfra” her.