19. november 2018
Om at falde
Der var en pragtfuld peberbøf på menuen – jeg elsker peberbøf – og bagefter var der kaffe. Det var en vigtig arbejdsfrokost. Som politisk redaktør på TV 2 skulle jeg og et par kolleger mødes med ledende Venstrefolk for at tale om dækningen af et kommende folketingsvalg. Vi sad ved et langt bord i et baglokale for enden af en gang på restaurant Salon i Bredgade i det indre København. En af mine kolleger fra TV 2 sad over for mig, og hun spurgte mig på et tidspunkt, om der var noget galt, fordi jeg var faldet lidt ud af samtalen, og fordi jeg virkede utilpas.
”Nej, nej, det er bare noget flimmer på det venstre øje. Det har jeg haft en del af på det seneste. Det er vist en nerve, der sidder i klemme,” sagde jeg.
Jeg begyndte at klappe mig selv hurtigt på siden af hovedet med flad hånd for at vise, at jeg tvang mig selv til at vågne op, men da jeg rakte ud efter min kaffekop, var det, som om min arm bare voksede sig længere og længere. Det var lidt som figuren Lillebror i Lars von Triers tv-serie Riget. Min arm voksede ukontrollabelt og gik durk igennem koppen.
Jeg oplevede det, som at jeg derefter var væk i et par minutter. Jeg sad op, men kan intet huske. Det gik på et tidspunkt op for mig, at en af de andre havde ringet 112, men jeg vidste ikke hvorfor. Jeg har senere fået at vide, at jeg igen og igen sagde, at jeg skulle have min taske og jakke med.
To ambulancefolk med kæmpe lægetasker stod pludselig i lokalet. Den ene spurgte, hvad jeg hed. Jeg svarede ikke. Jeg var stadig utrolig fokuseret på at få min egen taske og jakke med, jeg undskyldte og undskyldte i ét væk, og jeg oplevede en frustration over, at jeg havde ødelagt mødet.
Vi gik ned ad den lange gang, der førte fra baglokalet op til udgangen. En ambulancemand støttede mig, hans kollega gik vist nok lige foran, mens min kollega fra TV 2 gik bag os sammen med daværende statsminister Lars Løkke Rasmussens særlige rådgiver. Vi kom ud på Bredgade, som trods navnet er ret smal. Ambulancen holdt med blå blink på oppe på fortovet, og jeg tænkte: ”Fuck, de spærrer jo hele vejen!” De fik mig op på en båre, satte elektroder på mit bryst og en dims på min ene finger.
Jeg var igen lidt væk, men registrerede dog, at ambulancemanden talte til mig. Jeg var fortsat opmærksom på, at jeg havde travlt, for jeg skulle videre til Christiansborg, hvor jeg havde en aftale klokken 14.30. Ambulancemanden ved siden af mig talte i telefon med, hvad jeg forstod var en neurolog på Rigshospitalet. Den anden ambulancemand sad bag rattet, og min kollega sad ved siden af ham på forsædet.
Mit indtryk var, at de skulle afklare, hvor de skulle køre mig hen. På et tidspunkt gav manden ved siden af mig telefonen og sagde: ”Du må selv tale med hende.”
Jeg forstod ikke, hvad der foregik, og jeg forstod heller ikke, hvad kvinden i telefonen spurgte mig om. Jeg kunne ikke sige noget meningsfuldt, så kort efter tog ambulancemanden telefonen ud af mine hænder igen og sagde til sin kollega bag rattet: ”Vi kører.”
Det gjorde vi så. Med blå blink direkte til traumemodtagelsen på Rigshospitalet ikke langt fra frokostrestauranten. Vi ankom til et virvar af mennesker. Sygeplejersker, læger, ambulancefolkene, jeg talte dem ikke, men oplevede det som et leben. En eller anden blev ved med at spørge mig, hvad jeg hed, og hvor mange børn jeg havde.
”Hvad hedder dine børn?” spurgte vedkommende også.
”Kirstine og Kirstine,” sagde jeg om mine to børn, der hedder Kirstine og Laurits.
”Nej for helvede,” rettede jeg mig selv, ”de hedder Kirstine og Kirstine.”
Jeg blev ved med at sige ”Kirstine og Kirstine”, selv om jeg udmærket kunne høre, at det var noget vrøvl.
”Hvor gammel er hun?” spurgte en eller anden.
”Hun er 19,” sagde jeg, hvilket var 10 år for meget.
Jeg vidste godt, at det var helt forkert, men jeg kunne ikke sige det rigtige. Jeg blev gal over ikke at kunne svare og ikke at kunne forstå. Flere læger kom til, inklusive den neurolog, jeg havde talt i telefon med.
Jeg blev kørt indenfor, hvor jeg kom over i en anden seng for derefter at blive kørt til scanning. Lægerne diskuterede hen over hovedet på mig, hvad de skulle stille op. De var topprofessionelle, men jeg var irriteret og tænkte kun: ”Helt ærligt – jeg skal videre til et møde, så kan I ikke inddrage mig, for jeg ligger jo lige her.”
De scannede mig først på én måde, så på en anden, og jeg hørte dem tale om, at ”den sidder meget langt ude i de fine kar”. Lægerne diskuterede fortsat, hvad de skulle gøre.
”Skal vi suge?” sagde den ene.
Jeg anede ikke, hvad de talte om, men forstod deres samtale så langt, at de skulle suge noget ud af hjernen på mig, og at det var et spørgsmål om, hvorvidt de kunne komme ind til det sted, hvor det ”noget” var. Jeg var stadig mest optaget af, at jeg havde travlt og skulle videre til Christiansborg, og at jeg syntes, det var ubehøvlet, at de blev ved med at tale hen over hovedet på mig.
De talte om trombolyse, en behandling, der kan opløse en blodprop, men da min blodprop – som jeg nu forstod, det var – sad langt ude i de fine blodkar, kunne den være forbigående, mente de.
De endte med ikke at gøre det.
***
Min tur til Riget havde været længe undervejs. Jeg var politisk redaktør på TV 2 og havde haft et konstant højt stressniveau i flere år. Mine arbejdsdage begyndte tidligt om morgenen og sluttede formelt ud på eftermiddagen. Herefter var jeg ofte med i Nyhederne klokken 19 og 22, hvilket typisk betød koordinering med en håndfuld journalister og redaktører om de historier, der skulle fortælles. Hvis jeg ikke kunne sidde i studiet, kørte TV 2 en sendevogn derhen, hvor jeg var. Det var lige meget, om det var i vores ødegård i Sverige, hjemme i huset på Amager, til private fødselsdage eller selskaber eller på restaurantbesøg med venner, der kom altid en vogn, som ventede på mig. Var klar til mig.
Det var alle steder, og jeg var hele tiden på.
Jeg var chef for 20 ansatte på Christiansborg og brugte en god del af dagen på at lave fjernsyn på TV 2 News på Teglholmen eller Christiansborg. Konkurrencen om at være først med de gode historier er hård i journalistikkens verden, men den er allermest barsk i det miljø, hvor politik og journalistik mødes. Oveni var jeg en del af TV 2’s ledelsesgruppe, hvilket indebar et hav af møder, hvor alverdens programmer og kampagner skulle diskuteres og planlægges.
Mine arbejdsdage sluttede typisk ved midnatstid.
I flere måneder op til den famøse frokost havde jeg kun haft få timers sammenhængende søvn om natten. Jeg vågnede tit med svedeture eller for at skrive små noter med ting, jeg skulle huske. Jeg havde sovet endnu mindre i fire-fem dage og nætter lige inden frokosten. Jeg var bange for at dø, og jeg tænkte mere og mere over, hvad der skulle ske, når jeg ikke var her mere. Det var ikke konkrete farer, jeg frygtede, jeg kunne bare mærke på min krop, at jeg var slidt fuldstændig op. Jeg var også begyndt at få tvangstanker om, at hvis jeg lagde mig til at sove – og faktisk faldt i søvn – ville jeg ikke vågne op igen. Den slags havde jeg ikke mærket før, selv om jeg havde været presset. Jeg fik medicin mod forhøjet blodtryk, og i en del år havde jeg haft angstlignende anfald. Jeg havde i en periode haft jævnlige samtaler med en psykolog, som TV 2 samarbejdede med.
I dagene inden frokosten var jeg så blæst og baldret, at jeg ikke kunne tænke klart. Om torsdagen skrev jeg et par e-mails, som var helt i skoven. I den ene e-mail sygemeldte jeg mig med stresssymptomer. Det var lige op til den weekend, hvor partiet Venstre skulle holde landsmøde i Herning, og vi havde på TV 2 planlagt en omfattende dækning. At jeg meldte fra var uhørt. Jeg skrev også en besked til min nærmeste chef, Ulla Pors, i hvilken jeg fortalte, at jeg var så mast, at jeg ikke kunne overskue noget, og jeg var bange for, at jeg ikke kom hjem igen, hvis jeg tog til Herning.
Min kæreste, Anette, sagde til mig den dag, at jeg ikke talte rent. De ord, der kom ud af min mund, gav simpelthen ikke mening. Hun og jeg havde i noget tid talt om, at jeg ikke ville mere. At jeg ikke kunne holde til det. Hun havde i virkeligheden set problemerne komme, længe før jeg gjorde det, og nu var jeg på vej ud over kanten med en følelse af, at det var for sent at gøre noget ved det. Vores søn på 11 år spurgte på det tidspunkt, om der ikke var nogle voksne på TV 2, som kunne hjælpe mig.