Trangen til at blive forstået og anerkendt ligger dybt i de fleste, men det gør os ofte sårbare over for, hvad andre mon mener om os.
Sådan har jeg selv haft det meget af mit liv, hvor det har syntes vigtigt at forklare mig, når nogen havde noget at udsætte på mig - eller til tider nærmest kværulerende forsøge at rette op på eventuelle misforståelser, folk måtte sidde med.
Men for et par år siden havde jeg en oplevelse, som gav mig en ny ro i at være mig, uanset hvad andre tænkte.
Dengang tog jeg i kølvandet på min oprindelige læreruddannelse en fireårig certificeret psykoterapeut-uddannelse. I løbet af uddannelsen var man løbende selv i terapi, og disse terapier blev for det meste overværet af resten af holdet.
Jeg havde min sidste egenterapi et par uger før vores afsluttende eksamen, og jeg tænkte, at jeg lige ville forsøge at få noget ekstra afsluttende med mig til et muligt fremtidigt liv som terapeut.
Jeg havde den tanke, at man i et liv som terapeut næsten uundgåeligt vil komme til at sidde med en klient, der synes, man er en idiot, eller at man på en eller anden måde bliver misforstået eller uforvarende kommer til at støde eller provokere en klient.
Lige præcis den situation kunne blive en stor udfordring for mig, fordi jeg som nævnt ofte kan have et stort behov for at forklare mig eller for at få vendt ting fra alle mulige sider.
Med alle disse tanker i hovedet satte jeg mig i stolen over for terapeuten og foran resten af de cirka 20 personer, jeg var ved at afslutte et studieforløb sammen med, og sagde noget i retningen af dette:
”Jeg tror grundlæggende, at jeg er meget afholdt på dette hold, men jeg forestiller mig også, at jeg i løbet af de seneste fire år er kommet til at såre eller støde nogen, eller at nogen på en eller anden måde sidder med et eller andet, de synes er vildt irriterende eller anstrengende ved mig. Og ja, det vil jeg gerne nu give folk mulighed for at få frit afløb for. Jeg vil ikke forsvare mig eller forsøge at forklare eller udrede eventuelle misforståelser, men blot sidde og høre på, hvad der måtte komme, og så vil jeg efterfølgende bruge resten af terapien på at tale med terapeuten om, hvordan det var at sidde i det mulige 'bombardement', og om hvorfor jeg tænker, det kan være brugbart at udsætte mig selv for dette.”
Efter et langt øjebliks lidt akavet stilhed var der en enkelt fra holdet, der tog ordet, og efter at jeg var blevet forsikret om, at vedkommende jo godt kunne lide mig, men at når jeg nu selv bad om det, ja, så kunne vedkommende godt have det lidt svært i forhold til noget konkret ved mig.
Derefter tog flere personer mod til sig og gik med på ”legen”, og jeg sad så tavst og lyttede på en række ting ved mig, som havde irriteret folk, eller ting, jeg havde sagt, der havde været sårende.
Der kom alt muligt forskelligt frem, og langt det meste af det sad jeg og lyttede på med stor forståelse og genkendelse, men der var også nogle ting, der blev sagt, hvor jeg sad og tænkte, at det havde vedkommende komplet misforstået, og hvis jeg bare lige kunne få lov at forklare mig og så videre og så videre.
Men jeg sad fortsat tavst og lyttede, selvom pulsen til tider stilfærdigt steg og trangen til at tage til genmæle pressede sig på, og jeg tog heller ikke efterfølgende nogle af tingene op, selvom et par stykker senere kom og havde brug for at forsikre mig om, at de godt kunne lide mig.
Men for mig blev det en virkelig god oplevelse, som jeg i hukommelsen er vendt tilbage til flere gange og en god øvelse i den svære kunst at acceptere, hvor jeg slutter, og et andet menneske begynder.
At folk gerne må have alverdens tanker og meninger om mig, uden at jeg nødvendigvis behøver at bevæge mig over i dem og forsøge at ændre noget. At lære at finde hvile i, at man umuligt kan kontrollere alle andres tanker og meninger om en.
Det sejeste ved episoden blev jeg dog først klart over et par uger senere, da vi efter endt eksamen holdt en festmiddag.
En kvinde på holdet, som gennem livet havde kæmpet hårdt med nogle komplekse identitetsspørgsmål, holdt en tale, hvor hun gav mig en gaveæske med specialøl og fortalte, at det at have overværet mig være i terapi for et par uger siden, havde, som jeg husker det, når jeg nu genfortæller, haft større effekt end det meste andet i hendes liv af terapi og bearbejdelse af hendes identitetsproblemer.
Bare det at have siddet og overværet, at jeg sad forsvarsløst og lyttede på folk, der kunne sige hvad som helst til mig og om min person, og at jeg åbenbart havde fremstået som at være okay med det og værende i ro omkring, at andre mennesker måtte sige og mene hvad som helst, havde tilsyneladende haft en lægende effekt og skabt en ro i hende i forhold til sig selv.
Ud over at det var ekstremt smukt, så var det også ret trippet, at en handling, som jeg udelukkende gjorde for min egen skyld, fik så store positive konsekvenser i et andet menneskes liv.
Det var en god påmindelse om, at effekten - på godt og ondt - af, hvad vi går rundt og gør og siger, umuligt til fulde kan forudses. At det er svært på forhånd at vide, hvordan en given handling resonerer med et andet menneskes livshistorie.
Og tanken om, at den samme handling hos et andet menneske måske kunne have skabt en tragedie. Vi kan ikke kontrollere verden fuldt ud, og det synes jeg, der er noget smukt over at acceptere og forsøge at finde en hvile i.