Oppe på hjørnet, to gader fra Karen Lumholts villavej i Valby, ligger et tomt butikslokale. Indtil for nylig husede det et pizzeria, men nu er lokalet til leje. Karen Lumholt har en drøm om at indtage lokalet og lave en ”community helpdesk”, som hun kalder det. Et nabofællesskab, hvor man kan hjælpe hinanden.
”Det skulle være en lille butik, hvor man fik kaffe og kage, og hvor man både kunne komme, hvis man havde brug for hjælp, og hvis man havde lyst til at give hjælp. Så skulle det være en disk, hvor man kunne stå, hvis man havde noget skrivearbejde. Og den pensionerede skolelærer kunne komme, eller den travle forælder på vej hjem fra arbejde, der afleverer ungen i et kvarter, mens man er ovre i lokalbrugsen og handle,” siger hun.
56-årige Karen Lumholt er fuld af idéer, tanker og holdninger, og hun har så meget, hun gerne vil sige, der presser sig på.
Af og til slår hun hårdt i bordet og kommer til at råbe bandeord, fordi hun lader sig rive med. Og fordi der er nogle ting, der virkelig betyder noget for hende. Så smiler hun afvæbnende bagefter, som om hun godt ved, at det lige stak af et kort øjeblik.
Karen Lumholt har mange kasketter på, for hun interesserer sig for og vil meget. Siden 2014 har hun været talsmand for den idépolitiske tænketank Cura, der særligt blander sig i familiepolitikken. Tidligere har hun været højskolelærer og journalist, lavet teater for børn og unge og drevet et kommunikationsbureau sammen med sin mand, journalist Anders Stahlschmidt.
Tidligere var hun også været folketingskandidat for Radikale Venstre i København, men i slutningen af januar meldte hun sig ud af partiet. For hun kan ikke længere genkende dets værdier som sine egne. Faktisk har hun svært ved at genkende nogen af partiernes værdier som sine egne. For der er nye tider på vej, og autoriteterne i Danmark har glemt, at landet består af mennesker, mener hun.
”Systemet er blevet et mål i sig selv. Velfungerende, effektive systemer. Man sidder med noget logik og nogle planer, der i en systemverden skal gå op, men man har glemt, for hvem man gør det. Man har glemt at sætte mennesket først som et mål. Mennesket bliver pludselig et middel til, at systemet kan fungere optimalt,” siger hun.
”Vi er nødt til at se, hvad der tjener mennesker. Selvom vi har et af verdens mest velfungerende systemer med et samfund, der ikke er korrupt, tog, der kører til tiden, og skat, der bliver indbetalt, er der så mange mennesker, der ikke trives, og det bliver vi nødt til at kigge på,” siger hun.
Vi sidder ved spisebordet i den gamle villa i Valby. Ude i en tidligere grisestald i haven sidder hendes mand og arbejder, og rundt om i huset rumsterer de voksne børn, der er flyttet hjem for en stund. Det er en grå og kold dag, men omkring Karen Lumholt er der ild. For kort efter interviewets begyndelse har hun allerede rundet de første holdninger. Karen Lumholt er træt af systemet og opsat på at forandre det. Og hun savner, at autoriteterne forstår, at der er mange som hende, der kritiserer den måde, systemet er blevet på.
”Jeg savner en kritik af det samfund, vi har skabt, fra de borgerlige. Egentlig savner jeg også den kritik fra venstrefløjen. At man tør sætte spørgsmålstegn ved det samfund, vi har skabt. Jeg savner, at de fra borgerligt hold spørger sig selv, om det er blevet systemerne før menneskene. Det er da en relevant borgerlig kritik. Særligt for et parti som De Konservative, som engang havde en mærkesag, som hed ’mennesket først’,” siger hun.
”Men jeg savner også kritikken fra venstrefløjen. De begrænser sig stort set til at sige ’mere af’. Mere system, flere rettigheder, de vil have sikkerhed og flere overførselsindkomster. Men den grundlæggende systemkritik, som går på at sige: ’Nej, ikke flere systemer, men flere relationer’, den kommer ikke,” siger hun.
”Det er, som om at de inde på Christiansborg ikke lytter, medmindre man har købt sig ind på den præmis, der hedder konkurrencestat.”
Ude i Karen Lumholts have ligger den hængepil, som i årtier har siddet op ad husmuren, men som for nylig knækkede sammen og nu ligger ned på græsset med sine forgreninger som et hårnet på jorden. For Karen Lumholt symboliserer det den skrøbelighed, som er et grundvilkår. Og skrøbeligheden er vigtig, siger hun.
”Vi skal skabe samfund, som giver bedre mulighed for, at vi kan tage os af hinanden, for det er det, vi lever af. For mig er erkendelsen af skrøbelighed helt central. I skrøbeligheden er vores styrke, for det er den, der gør, at vi rækker ud efter hinanden. Vi ved, at en af årsagerne til, at menneskeracen er mere intelligent end dyr, er, at børn er så længe hjælpeløse, som de er. Så måske ligger der i det, at vi tager os af nogen og er afhængige af nogen, nøglen til at udvikle sig. Det, at man skal kunne præstere alting selv, gør os dummere og i sidste ende fattigere, for det undergraver det, som er den menneskelige rigdom,” siger hun.
Men håbet spirer. For rundt omkring i landet kan Karen Lumholt se små modstykker til autoriteternes konkurrenceiver. Hun nævner folk som Eva Secher Mathiasen, der er formand for Dansk Psykologforening, og som netop revser politikernes konkurrencementalitet. Karen Lumholt nævner også Venligboerne som en bevægelse, der er skudt op nedefra, og som har taget eksempelvis flygtningespørgsmålet i hånden ved at mobilisere kæmpe netværk af frivillige danskere, der på lokalplan gerne vil hjælpe de mange flygtninge, der i disse måneder skyller ind over Europa.
”Jeg tror, at et nyt oprør er på vej, et blødt oprør. Det er ikke en voldelig revolution, men mange små oprør. Små landsbyer, der gør noget, folk, der danner nye fællesskaber. De sociale medier er med til det, for de gør det nemmere for folk at række ud. Jeg tror ikke, at magthaverne forstår det, og det undrer mig, at de ikke synes, at det er interessant. Det undrer mig, at de ikke ser, at der er en grundlæggende samfundskritik derude, som hverken er højre eller venstre, men noget helt tredje,” siger Karen Lumholt.
Hun forklarer, hvordan hun ser fællesskaberne boble op rundt omkring, og hvordan folk gerne vil gøre ting for hinanden og hjælpe. Men systemet modarbejder denne hjælpsomhed, forklarer hun.
”Min gamle mor på 80 år har eksempelvis gået og passet en syrisk flygtning på 22 år, været hans ’mormor’ og givet ham omsorg og støtte. Nu bliver han pludselig via systemet flyttet til Haderslev og skal bo i teltlejr. Min mor vil gerne tage sig af ham, men det lader systemet hende ikke gøre. På den måde modarbejder systemet almindelig menneskelig hjælpsomhed og almindelig sund fornuft,” siger hun.
Karen Lumholt meldte sig ind i et politisk parti på sin 14-årsfødselsdag, fordi hun gerne ville være med til at gøre noget. Og hun har siddet i lokaludvalget i Valby i 10 år.
”Jeg nød, at når der skød en ny bygning op, vidste jeg præcis, hvor langt den var og hvorfor. Jeg læste høringssvar og har altid nydt at være med i alting,” siger hun.
Da hun meldte sig ind i et parti første gang, var hun kommunist. Det gjorde hun op med, da hun med egne ord fandt ud af, at kommunisternes tankegang var, at nogen vidste det hele, og det skulle de overbevise de andre om. Siden bevægede hun sig over i De Radikale, og nu kalder hun for sjov sig selv for socialkonservativ anarkist.
”I virkeligheden har jeg groft sagt bevæget mig mellem min mor og min far. Min mor er kommunist, og min far var radikal og grundtvigianer,” forklarer hun.
Hendes far, Bent Lumholt, var sognepræst. Han arbejdede flere forskellige steder, blandt andet på Grønland ad flere omgange, i Japan og adskillige steder på Djursland. Han døde i 2009, og Karen Lumholt savner ham som samtalepartner. Det er også ham, hun har sine kristne værdier fra.
”Jeg er helt sikkert meget præget af min far og hans lidt oprørske forhold til kristendom og kirke, men også af hans meget inderlige forhold til den,” siger hun.
”For mig handler kristendommen om fællesskab og værdighed og om, at mit medmenneske aldrig kan blive ligegyldigt,” siger hun og tager fat om det kors, der hænger omkring hendes hals.
”Jeg har korset på, fordi det for mig symboliserer, at jeg forbinder mig med noget større. Ordet religio betyder, ’jeg forbinder mig’. Og jeg gør det med et kristent afsæt, fordi jeg er opvokset i en kristen kontekst,” siger hun.
Men hun er ked af, at den danske folkekirke ikke vedkender sig sin rolle i samfundet og positionerer sig mere i den offentlige debat.
”Kirken spiller en stor rolle mod materialismen og kommercialiseringen. Den er et helle, en sten, der rager op i materialismens hav, og den spiller en stor rolle i det oprør, jeg mener er på vej. Den ved det bare ikke endnu. Men den burde påtage sig et ansvar, ligesom paven gør. Han viser en vej i øjeblikket, som kirken kunne lære af,” siger hun.
”Også grundvigianerne. Jeg er i bund og grund grundtvigianer, fordi jeg føler, at det er den folkelige fornuft, der skal lyttes til. Men hold op hvor skal grundtvigianerne tage sig sammen,” siger hun og slår hårdt i bordet, så teskeerne rasler i koppen.
”Gå ud og bland jer og tag et samfundsansvar. Vær med til at vise vejen, vis hvordan jeres værdier kan spille ind i praksis i stedet for at sidde bag lukkede mure og gøre det til et spørgsmål om noget, man kan sige en gang imellem i kirken eller i en litterær studiekreds. Hvor er de henne, grundtvigianerne? Nu kan jeg blive virkelig sur,” siger hun.
I øjeblikket er Karen Lumholt i gang med at stable en højskole på benene. Højskolen for Samfundsnybyggere skal løbe af stablen til sommer i Gjerrild på Djursland.
”Idéen er at samle alle de aktive nærsamfund i by og på land, der laver spændende ting; venligboerne, deleøkonomi, spisefællesskaber,” siger hun. ”Vi vil gerne lave en slags værksted for samfundsnybyggere, hvor vi skal finde ud af, hvordan man kan sammensætte samfundet på nye måder.”
I løbet af højskolen skal de forskellige deltagere udveksle erfaringer og idéer, og de to sidste dage er sat af til at tænke fremad og prøve at finde på nogle konkrete tiltag, der kan brede idéerne ud.
Samme ærinde har Cura Netværk, som havde stiftende møde i slutningen af februar på Vartov i København. Netværket består af over 60 politikere, fagpersoner, topledere, konsulenter og lignende, som ligesom Karen Lumholt støtter et mere relationelt syn på velfærd. Sammen skal de nytænke samfundet og idéudvikle på konkrete projekter, der skubber til de gængse måder at gøre tingene på, forklarer Karen Lumholt.
”Nyskabelse skal komme nedefra, for systemerne er ikke i stand til at tænke tilstrækkelig nyt selv. Alt er blevet akademiseret og til planer og strategier, komplekse organisationsstrukturer og projektledelse. Når mennesker selv tager initiativer, siger de, ’nu gør vi bare sådan’, og de stoler på hinanden og behøver ikke alle strukturerne. Det gør det meget enklere. Enkelthed og tillid hører sammen,” siger hun.
”I bund og grund vil jeg nok gerne bare bygge bevægelser og være med til at slå i bolledejen. Når man får min alder, og børnene flyver fra reden, begynder mange at bygge på huset og bygge udestue eller bygge sommerhus. Det interesserer ikke mig. Jeg vil bygge bevægelser,” siger hun.
Hun genkender sit eget engagement og sine egne holdninger hos den unge generation.
”Der er sket noget med generationen, der som mine børn er vokset op med finanskrisen. Finanskrisen har gjort dem skeptiske over for hele vækstideologien, og derfor ser vi mange af de nye bevægelser som deleøkonomi, fødevarefællesskaber og nye måder at gøre tingene på. Det giver mig håb,” siger hun.
Og så er vi tilbage ved ”community helpdesk” og de ting, der peger fremad. Karen Lumholt ved ikke selv, hvad der skal ske. Måske går hun ind i politik igen. Måske laver hun virkelig den community helpdesk oppe i det tomme pizzeria. Måske er det noget helt tredje. Uanset hvad, kommer hun til at stå på barrikaderne, hvis det står til hende selv.