Jeg blev student i 2016 med et snit på 11,8. Jeg burde være ovenud lykkelig over det flotte resultat, men faktisk ærgrede jeg mig. For i stedet for at gå til de forskellige fag med nysgerrighed og videbegær var jeg primært optaget af, hvordan jeg skulle sikre mig et 12-tal.
Det betød, at jeg valgte at skrive opgaver om emner, jeg i forvejen vidste en masse om. At jeg kun rakte hånden op, når jeg på forhånd kendte svaret, at jeg aldrig tog chancen og bevægede mig ud i noget, som jeg ikke allerede følte mig på sikker grund i. På den måde minimerede jeg risikoen for en lavere karakter, men jeg udfordrede heller aldrig mig selv.
Man siger, gymnasiet er alment dannende. Det var det ikke for mig og heller ikke for de fleste andre, jeg gik sammen med.
De fleste af os var fanget ind af karakterlogikken. I stedet for at få min horisont udvidet i gymnasiet fik jeg den faktisk indsnævret. Karakterræset gik også ud over det sociale liv. Vi var mindre tilbøjelige til at låne noter ud til hinanden, for tænk nu, hvis det var ens kammerat, der fyrede guldkornene af, og ikke en selv – så fik han eller hun måske den høje karakter, mens man selv fik en lavere. For der var en udbredt idé om, at karaktererne var relative, forstået på den måde, at den enkeltes karakter var afhængig af de andres – at der med andre ord var et begrænset antal 12-taller at dele ud af.
Det konstante fokus på at score de højeste karakterer betød også, at vi var bange for at stille spørgsmål i timerne. For spørgsmål kunne jo udstille ens uvidenhed. Og det blev værre, jo tættere vi kom på de afsluttende eksaminer i 3. g. Heldigvis blev jeg ikke påvirket psykisk på en negativ måde, som man desværre ser med mange andre. Men jeg lå under for det samme ideal som de andre: at det succesfulde menneske får 12. Og at nøglen til fremtiden er et højt gennemsnit, i hvert fald hvis man vil læse videre.
Når jeg skal prøve at forstå eller forklare, hvorfor karakterræset er kommet til at fylde mere, så tror jeg, at idealet generelt har forandret sig. I dag er det ikke den nysgerrige og videbegærlige, der hyldes, men den produktive og omstillingsparate, og de sociale medier har kun forstærket vores ambition om at fremstå som dem, det hele lykkes for. Med det enkelte individ som den, der bærer hele ansvaret for, hvordan det går. Man internaliserer så at sige problemerne frem for at vende dem udad, som man måske i højere grad gjorde tidligere.
Jeg tror, at jeg var kommet ud af gymnasiet som et mere helstøbt menneske med større indsigt i mine egne styrker og svagheder, hvis jeg havde været mindre optaget af de høje karakterer.
Efter gymnasiet tog jeg et sabbatår, og i dag studerer jeg statskundskab på Københavns Universitet. Mit gennemsnit hjalp mig selvfølgelig ind på studiet, men det er jo tankevækkende, at karakterer ellers ikke betyder det store længere. Jeg har fået 7 flere gange, og det går mig slet ikke på. Det handler i stedet om den faglige interesse og fordybelse, som også burde fylde på gymnasiet. Glæden ved at lære nyt.
Jeg kunne derfor ønske, at der kom flere forsøg på at afskaffe karaktererne i folkeskolen og gymnasiet, for jeg tror, at meget af det pres, unge oplever i dag, stammer fra vores store fokus på tallene. Men jeg frygter, at det nye krav om også at have et vist gennemsnit for at komme på gymnasiet blot vil forværre situationen. Så vi får presset i folkeskolen også. Med fokus på præstationer i stedet for på læring.