Anerkendt komponist: Hver morgen drikker jeg min særlige mikstur

Klassisk komponist Sunleif Rasmussen, 55 år, begynder hver morgen med at glas særlig mikstur, der gør ham frisk til at komponere sin musik

Sunleif Rasmussen er en af Færøernes mest anerkendte komponister og har blandt andet vundet Nordisk Råds Musikpris.
Sunleif Rasmussen er en af Færøernes mest anerkendte komponister og har blandt andet vundet Nordisk Råds Musikpris. . Foto: Lars Skaaning/Edition Vilhelm Hansen.

Hvad er det gode liv for dig?

"Det er på forskellige planer. Et er at være sammen med dem, jeg holder af, og gøre noget for dem. At hjælpe og give nærvær til min kæreste, Michala Petri, min datter og svigersøn og mit barnebarn. Tilfældigvis bor de under en kilometer fra hinanden. Det andet er at være i et godt flow, når jeg komponerer. Og at mærke samarbejdet med musikere, når de opfører mine værker."

Hvornår har du det bedst med dig selv?

"Det er, når jeg er social og kan være noget for andre. Og når jeg er i en kreativ proces, hvor jeg mest er alene. Jeg står op om morgenen og går i gang med at komponere. Lige før deadline tager jeg op til Færøerne og er alene i mit hus, hvor jeg ikke bliver forstyrret. Jeg bor et lille sted med bare 500 mennesker. Der er meget fredfyldt. Bygden hedder Sand, og øen hedder Sandø. Det er der, jeg er vokset op, og det er mine bedsteforældres hus, jeg bor i."

Hvad gør du for at holde kroppen i gang?

"Jeg har haft dårlige knæ i mange år, så jeg laver en masse øvelser. Jeg går lange ture stort set hver dag. Det har jeg gjort altid. Det klarer simpelthen min hjerne. At gå kan jeg gøre alle steder – jeg rejser en del til opførelser af mine værker rundt i verden, men ellers bor jeg halvdelen af tiden på Frederiksberg og halvdelen af tiden på Færøerne, hvor der er rigtig frisk luft. Havluft."

Hvad er afslapning for dig?

"Jeg har et kreativt arbejde, så når det går godt, er jeg afslappet. Når det ikke går så godt, er jeg det ikke. Ellers slapper jeg også af med en bog. Jeg læser en tredjedel faglitteratur, en tredjedel prosa og en tredjedel digte. Derudover har jeg en mentaløvelse, som jeg laver dagligt, hvor jeg i tankerne går min krop igennem. Det går ud på, at jeg tænker positivt om alle dele af kroppen, en efter en. Jeg tror, tankeprocessen har ufattelig stor effekt på vores fysiske velbefindende. Det har en positiv virkning i hele kroppen at sende en hilsen til tæerne, fødderne, læggene hver dag. Det tager cirka 20 minutter. Jeg har en tro på, at når man sender positive signaler til kroppen, så sender man også positive signaler videre ud i verden."

Hvad er der altid i dit køleskab?

"Der er altid fiskeolie og så en mikstur, jeg har lavet i en del år. Den består af 200 gram ingefær, to citroner og to store spiseskefulde honning, som jeg kommer i en liter vand og koger i 45 minutter, så det bliver til en slags saft. Hver morgen drikker jeg et lille glas af min særlige mikstur. Det sætter forbrændingen op. Det gør mig frisk. Jeg spiser også al den fisk, jeg kan komme til. Hellefisk, sild og laks."

Hvad er din største last?

"Det er vel nok, at jeg godt kan lide at spise solid færøsk mad. Og så kan jeg godt lide øl. Men jeg begrænser det til festlige lejligheder. Gudskelov kan jeg slet ikke lide søde sager. Kager og fløde får jeg slet ikke ned."