Et angstanfald kan komme fuldstændig ud af den blå luft. Pludselig bliver man voldsomt bange, måske for noget konkret, måske uden at kunne sige hvorfor. Man begynder at svede, ryster, bliver tør i munden, får kvælningsfornemmelser, hjertebanken, svimmelhed, følelsesforstyrrelser i fingrene og måske uvirkelighedsfornemmelse. Jo hurtigere hjertet banker, jo mere forstærker den fysiske reaktion angstfølelsen og trangen til flugt.

”Under et angstanfald har nogle oplevelsen af, at de går i opløsning og er bange for at dø. Det er en rædselsfuld tilstand,” siger Bo Møhl, der ikke selv har oplevet at få et angstanfald, men har fået det beskrevet af patienter.

Han tilføjer, at angst også kan vise sig som en konstant følelse af uro i kroppen.

Det skønnes, at cirka 400.000 danskere lider af angst. Ud af dem har 12 til 15 procent en egentlig angstlidelse. Ifølge Bo Møhl, der er professor i klinisk psykologi ved Aalborg Universitet, er angst en diagnose, men også et eksistentielt vilkår, der kan forstærkes af den moderne samfundsudvikling. Men diagnoserne først:

”I vores del af verden har vi veldefinerede grænser for, hvornår noget bliver en sygdom. Angst hører til det at være menneske. Men på et tidspunkt kan det blive så voldsomt og pinefuldt, at det går ud over arbejdet, relationen til andre og livskvaliteten. Og så bliver det en sygdom, hvor man får en diagnose,” siger Bo Møhl.

Angst skal behandles

Han understreger, at har man en egentlig angstlidelse, skal man have behandling.

”Det kan være psykologisk behandling, måske også medicin, men man skal tage det alvorligt. Man skal gøre noget og ikke bare lade stå til.”

På diagnoselisten over angstlidelser er panikangst, social fobi, andre fobier og generaliseret angst.

”Rigtig mange har panik-angst med pludselige angstanfald, hvor de slet ikke kan være til. Nogle har social fobi og er bange for at være i kontakt med andre mennesker. Andre har agorafobi, hvor de pludselig får et anfald af panikangst, når de er uden for deres eget hjem, for eksempel under indkøb i Netto, og derfor undgår de fremover Netto. De udviser det, man kalder for sikkerhedsadfærd. Og så er der fobier af forskellig type. Vi har allesammen noget, vi er bange for, det kan være slanger, edderkopper eller for at flyve. Den moderne holdning er, at det formodentlig er noget, der har haft en overlevelsesbetydning for os engang, og at vi derfor undgår noget, der engang har været livstruende så som farlige dyr eller højder.”

”Man kan kalde det for falsk alarm, for det er ikke farligt i det moderne samfund. Så det, vi skal gøre, er at gå imod angsten, altså eksponere angsten. Hvis jeg er bange for edderkopper, skal jeg ikke give efter for det, ligesom jeg ikke skal undgå at gå i Netto, selvom jeg har haft et panikanfald der. Det gælder for angstlidelser, at jo mere jeg konfronterer angsten, jo bedre. Hvis du ikke bekæmper angsten, vil angsten bekæmpe dig og få større og større indflydelse på dit liv,” siger Bo Møhl.

Han er selv optaget af det fænomen, man kalder for generaliseret angst.

”Det er en evig bekymringstilstand og anspændthed, hvor man indimellem er oppe og tangere den rigtig massive angst. Det er en smertefuld tilstand med indre uro og følelsen af, at man går på tynd is, og det kan der være mange grunde til i den moderne verden. Nogle vil kalde det for eksistentiel angst, men jeg vil gerne præcisere det.”

”Det, som jeg synes fylder rigtig meget, og som går ud over mange menneskers trivsel og livskvalitet, er den uro og anspændthed, hvor vi går og er ængstelige for, at noget kan ske. Og som gør, at vi har svært ved at koncentrere os og give slip og være ordentligt til stede i nuet, fordi vi er optaget af at opnå en eller anden form for kontrol. Der kan være en ængstelighed, som du og jeg også kan have: Hvad sker der egentlig mellem USA og Nordkorea? Hvad sker der globalt med klima-flygtninge og indvandringen? Hvordan vil verden tegne sig for vores børn? Forurening – alle disse ting, som er hyper relevante og desværre også hyper konkrete, og som er med til at skabe angst og uro hos os. Hvis man bare lukkede øjnene for det, ville det være uhensigtsmæssigt. For angsten har også en funktion for os. Angsten er også en advarsel om, at noget ikke er, som det skal være.”

”Det er den normale angst, som alle mere eller mindre har. Nogle har mere modstandskraft end andre, og nogle er mere sensitive og sårbare. Der, hvor angsten bliver rigtig pinefuld, er, når det er falsk alarm, og vi reagerer helt overdrevet på nogle ting, og hvor det går hen og bliver en sygelig angsttilstand, der fylder så meget i vores liv, at det går ud over vores relationer til andre, arbejdsevne og livskvalitet,” siger Bo Møhl.

Samfundsforhold spiller ind på angst

Det bekymrer ham, at den indre uro og anspændthed er blevet en tiltagende almindelig tilstand.

”Vi kan se, at der er nogle samfundsmæssige forhold, der spiller ind. Det gælder blandt andet de sociale medier, som de unge hele tiden er på, og hvor de hele tiden bliver vejet og vurderet efter deres sociale kompetencer, hvor mange venner de har, hvor mange likes de får, deres udseende og så videre. Vi lever i et konkurrencesamfund, hvor det perfekte er blevet det nye normale.”

”Det er glimrende med ambitiøse unge mennesker, men problemet opstår, når de såkaldte 12-tals-piger ikke kan klare ikke at få 12 i karakter. Cirka 25 procent af yngre mennesker mellem 16 og 22 år oplever en lav livskvalitet, blandt andet på grund af stress. Tallet er stigende, så tendensen går den gale vej.”

”Mistrivsel, angst, uro og stress hænger sammen. Og der er vi inde i det, jeg vil kalde for den normale reaktion, og nogle er mere sårbare end andre. Men i en verden som den, vi har i dag, kan man også se denne ængstelse hos ganske almindelige velfungerende mennesker. Det er derfor, jeg mener, at angst er blevet meget mere udbredt og almindeligt, end det har været før.”

Ifølge Bo Møhl skal årsagen også findes i den udvikling, som det moderne samfund har gennemgået.

”Vi har ikke længere faste normer og strukturer, faste værdier, som vi kan læne os op ad, og noget, vi tror på og kan samles om. Der er desuden sket en voldsom individualisering. Da jeg var ung, var det gruppen og samfundet. I dag er det alles kamp mod alle, og den mindste enhed, det er mig, mig og mig. Det skaber ensomhed og manglende evne til at relatere sig til andre mennesker og er med til, tænker jeg, at skabe en form for eksistentiel angst.”

”Det er bekymrende, fordi det går ud over vores livskvalitet. Vi lever i et af verdens lykkeligste lande, men ikke desto mindre ser vi nogle tab af helt basale menneskelige værdier som det at relatere sig til og engagere sig i andre. Når små børn hellere vil sidde med en iPad end lege med andre børn, som en undersøgelse har vist, er det i sig selv et krisetegn. Vi vælger den udviklingsmulighed fra, som relationen til et andet menneske er.”

”Konsekvensen kan blive, at vi mister evnen til empati og får et endnu mere udvendigt forhold til hinanden. Og at vi også på det psykologiske plan udvikler en brug-og- smid-væk-kultur. Det kan man se en tendens til. Med 1960’ernes højkonjunktur er kvinderne kommet ud på arbejdsmarkedet, hvilket kun er glædeligt, og det har medført, at vi har fået en helt anden form for demokratisering i vores intime, nære parforhold, så man ikke bliver sammen, fordi man er økonomisk afhængig af hinanden. Men individualiseringen er blevet så udstrakt, at man bliver sammen så længe, der er fordele ved det. Og når der er selv mindre vanskeligheder, så går man eller finder en anden. Udviklingen går i retning af et samfund, hvor det primært handler om at mele sin egen kage. Hvor solidariteten, næstekærligheden og empatien forsvinder, og der sker en forråelse.”

”Jeg tror, at noget af det, vi ser med hate crimes i forhold til mennesker, der er anderledes, også seksuelt, hænger sammen med det. Det ville ikke være sket for år tilbage, fordi der var nogle andre grænser og en anden omsorg. Jeg siger ikke, at alt var godt i gamle dage, det ville ligge mig meget fjernt, for vi lever i den bedste tid og i et af de bedste samfund i verden. Men der er nogle psykologiske og sociale tendenser, der er uhyggelige og skræmmende,” siger Bo Møhl.

Den biologisk-videnskabelige forklaring på angst skal findes i hjernen. Under normale omstændigheder bliver angst og uro holdt på plads af det område af hjernen, der kaldes for præfrontal cortex. Det er området for kontrol, empati og forståelse. Men når det indre spændingsniveau bliver for højt, for eksempel angsten og uroen, så sker der en psykokemisk kontakt, som kobler den del af hjernen fra, og en primitiv del af hjernen, amygdala, tager over. Det er den del af hjernen, der reagerer på fare, og som sætter et beredskab i form af kampflugt i gang.”

”Det har haft en overlevelsesbetydning for os, at amygdala reagerer lynhurtigt, og vi går i kamp eller flygter som en måde at overleve på. Men det er ikke hensigtsmæssigt i et samfund, hvor vi lever tæt på hinanden, og hvor vi har brug for omsorg. Så det handler om evnen til at kunne rumme usikkerhed, uro og angst, uden at den psykokemiske kontakt foranstalter en aflukning af den mere modne del af hjernen.”

”Derfor er det uheldigt, at vi ser stadig flere mennesker med en dårlig evne til det, vi kalder for mentalisering, som er evnen til at forstå, hvad der sker i det andet menneske, og at kunne se sig selv udefra. For jo mere vi kan forstå den andens adfærd – og det er noget, der sker i præfrontal cortex – jo bedre er vi til at bære over med vedkommende. Det gælder i vores nære parforhold, forholdet til vores børn, men også i trafikken og til mennesker på gaden. Jo mere vi kan læse og forstå dem, jo mindre er risikoen for, at den psykiske spænding kommer op på et niveau, hvor den kemiske kontakt lukker af, og vi bliver overgivet til den primitive kampflugt. Jo mere det kommer til at dominere vores relationer til andre, jo mere får vi trukket os og skubbet andre væk, og jo mere rå og ubearbejdede bliver de medmenneskelige relationer, fordi vi opfører os som truede dyr.”

”Det handler om at kunne modulere følelser. Vi kan jo alle komme op og have nogle stærke følelser, men det, der er kunsten, er at kunne have stærke følelser af den rigtige type i den rigtige situation. Det handler om, at jeg ikke kommer op i det røde felt, fordi en anden tog den parkeringsplads, jeg havde tænkt, jeg skulle have. Det er angsten for tab af kontrol og for at miste min position i hierarkiet, der kan aktivere min følelse af at være truet og dermed kamp-flugt-reaktionen, hvor der kan være kort til fysiske reaktioner og for eksempel slagsmål. Det ser jeg som et stort problem.”

”Der, hvor angsten bliver til en sygdom, er der, hvor den psykokemiske kontakt aktiveres for let og hurtigt. Og den sårbarhed, som vi kan se hos dem, der har den konstante indre uro og anspændthed, som både er kropslig og psykisk, betyder, at de har en større risiko for at udvikle egentlige angstlidelser. Så man kan sige, at de træk, vi finder her, er med til at gøre, at der er flere patienter, der får en angstdiag- nose.”

”Det, vi ser i disse år, er, at samfundet og miljøet bliver sværere at håndtere. Der er ikke faste regler og strukturer, det er svært at orientere sig, relationer til andre bliver mere overfladiske og komplicerede, blandt andet fordi vi skal præstere hele tiden. Og derfor er risikoen for at udvikle egentlig angst i dag større i dag end for 50 år siden. Angst æder ikke bare sjæle, men liv op.”