Prøv avisen

Odiles datter er fyldt af angst: Den har ædt lysten til at gå i skole

Tegning: Morten Voigt

Odile Poulsens datter har så meget angst, at hun ikke har været i skole i snart et år. Hjælpen til at få datteren tilbage på sporet er trukket ud. Nu er indlæggelse nødvendig, og mens de venter på plads, kæmper Odile Poulsen for at undgå selv at gå ned med flaget

Odile Poulsen har en søn med en nyresygdom, der betyder, at han af og til må i akut behandling. Så skal hun og hendes mand bare trykke nummeret på Rigshospitalets nyreafdeling, og kort efter er sønnen i hænderne på landets dygtigste nyrelæger. Det føles trygt.

Odile Poulsen har også en datter, der er syg. Desværre har familien ikke på samme måde et direkte nummer til en ekspert, der kan hjælpe hende, når hun bliver rigtig dårlig. Datteren er i dag 14 år og ville i den bedste af alle verdener have været en oprørsk, glad teenager fuld af mod på tilværelsen. Men sådan er virkeligheden ikke. I stedet er datteren en pige fyldt af en angst, der nu i snart et år har hindret hende i at komme i skole og har holdt hende indespærret i familiens hjem.

For udenforstående kan det være svært at forstå, hvordan et barn kan blive så ængsteligt, at det ikke kan komme i skole. Det ved Odile Poulsen godt.

”Hvis man har et normalt fungerende barn, så kan det være svært at forstå. Vi har jo også selv i mange år holdt fast i, at hun bare skulle i skole. Vi har brugt alt lige fra belønning til vrede til manipulation og trusler om, at hun aldrig ville få en uddannelse, hvis ikke hun kom i skole. Men vi har bare haft en pige, der i et år har grædt og skreget til ud på natten, indtil hun faldt i søvn og skulle i skole. Den her angst er bare så sindssyg. Jeg har aldrig selv prøvet at være angst på den måde og ved ikke, hvordan det føles indeni. Men jeg kan se, at hun vil gøre alt for ikke at mærke den. Det er så voldsomt. Det er en følelse af udslettelse, der ser ud, som om hun bliver mødt med kravet om at gå hen og møde sin egen død,” siger hun.

Indtil Odile Poulsens datter kommer i skole, er pigens liv relativt problemfrit. Hun er glad og velfungerende omend noget genert. Forældrene ved godt, at det vil blive udfordrende at begynde i skole for hende, men heldigvis går det nemmere end forventet. En udadvendt pige i klassen kaster sin kærlighed på datteren, og de to bliver hurtigt bedsteveninder, så hun kommer til at trives.

I fjerde klasse må Odile Poulsens datter dog skifte skole, fordi flere af de piger, hun ellers er sammen med, flytter. Der er samtidig mobberier i klassen, og den slags er altid gået dybt ind hos den følsomme pige. Hun har svært ved at forstå, at der kan blive sagt grimme ting, og hun bliver meget påvirket, når der er intriger pigerne imellem.

Det kommer imidlertid aldrig til at fungere på den nye skole, og Odile Poulsens datter skifter hurtigt til en lille privatskole, hvor forældrene håber, at hun vil trives. Det kommer de desværre hurtigt til at indse, at hun ikke vil.

”Her bliver det tydeligt, at hun har angst, og der kommer en skolepsykolog på. Vi går all in på forløbet, hvor hun i hele femte klasse har en AKT-lærer (adfærd, kontakt, trivsel, red.), der skal hjælpe hende. I slutningen af året konkluderer skolepsykologen så, at angsten nu er væk, men at vores datter har prinsessemanerer, der viser sig i, at hun tager afstand fra de andre og ikke gider dem. Vi prøver at tale fornuftigt om det og forklare, hvordan vores datter græder og skriger sig i søvn hver aften derhjemme, men det bliver der ikke rigtig lyttet til,” fortæller Odile Poulsen.

Hun og hendes mand er nu så desperate over, at ingen tilsyneladende kan hjælpe deres datter, at de ender med at underrette myndighederne om deres datters manglende trivsel, fordi de ved, at kommunens pædagogisk-psykologiske rådgivning så har pligt til at tage sig af det.

”Det er noget af det værste, man kan komme ud for som forældre. At skulle sige at vi ikke selv længere er i stand til at hjælpe vores datter. Vi er nervøse for, at de vil stemple os som dårlige forældre. Men det viste sig at være en ubegrundet frygt. De har god tid i kommunen. I trekvart år tvinger vi hende stadig i skole, og i tre til fire måneder får hun et tilbud om eneundervisning med en lærer,” siger Odile Poulsen.

Eneundervisningen går godt, men da den på det tidspunkt 13-årige pige får tilknyttet en fraværskonsulent, der skal arbejde kognitivt med hende, går det helt galt.

”Han skal for eksempel øve hende i at gå ture med sin hund. Men han overser fuldstændig, at han skal fortælle hende, hvad det er, han gør, og hvorfor. Han udvider bare hendes gåture uden videre, og hendes angst bliver endnu værre. De professionelle, som er inde over hende, er simpelthen ikke til nogen som helst hjælp.”

Om kort tid afslutter de jævnaldrende til Odile Poulsens datters 7. klasse. Et skoleår, hvor den angstfyldte pige slet ikke har været i skole. I stedet har hun netop fået en kontaktperson fra psykiatrien. Her oplever familien for første gang at møde en fagperson, der har styr på, hvordan man tackler en pige med så meget angst. En pige, der også i efteråret 2017 får stillet diagnosen add – en form for adhd, men uden den udadvendte hyperaktivitet. Derimod har personer med add enormt stor tankeaktivitet, men samtidig svært ved at skabe struktur i tankerne og koncentrere sig.

Odile Poulsens datter har dog aldrig været dårligere end nu. Af og til kan hun ikke klare at spise aftensmad med både sin far, mor og bror, og så må familien dele sig i to. Hun opholder sig mest på sit værelse og kommer kun ned i en halv times tid ad gangen, når hun trænger til lidt luftforandring. Hun drømmer om at komme udenfor og tage med familien i sommerhus, men alt det ligger lige nu meget langt væk. Når konsulenten spørger hende, hvad hendes mål er, kan hun slet ikke forholde sig til det, og lige nu er planen, at hun skal indlægges for at få intensiv hjælp. Men ingen ved, hvornår det kan blive.

”Det er dybt frustrerende bare at vente og vente. En af de gange, vores søn røg på hospitalet, sagde en af lægerne, at de passede rigtig godt på ham, for de ville gøre alt for, at vores børn voksede op og blev raske, glade mennesker. Og det er jo godt. Men hvad med vores datter? Her trækker alt i langdrag, og lige nu er jeg ikke bare mor. Jeg er også psykolog og plejer for min datter,” siger Odile Poulsen og fortsætter.

”Jeg arbejder stort set ikke – jeg har min egen virksomhed, men der kommer jo ikke penge ind, når jeg ikke kan være der. Jeg kan ikke sygemelde mig, og hvis jeg kunne, var jeg nok bare blevet fyret. Folk tror, at systemet er der for os, men det er bare ikke tilfældet. Og det der med at skulle bede om hjælp hele tiden. Det er så ydmygende. At skulle stille sig op som forælder og sige, at man ikke kan klare at hjælpe sit barn, og at andre må træde til. Og så samtidig opleve at den hjælp, den får man måske, måske ikke.”

Lige nu aner Odile Poulsen og hendes mand ikke, hvordan deres datter skal få det bedre. De har ikke længere forhåbninger om, at hun kan komme til at gå i en almindelig skole, når hun engang forhåbentlig kan vende tilbage til en mere normal hverdag. Hun skal gå et sted, hvor der er fagpersoner med ekspertise i børn med add og angst. Og oven i al uvisheden om datterens fremtid, lurer også frygten for pludselig selv ikke at kunne holde til mere.

”Jeg kan slet ikke gennemskue eller overse, hvordan det hele skal gå. Min datter har så meget brug for, at vi er her. Hvad vil der ske, hvis jeg pludselig selv banker ned? Det må aldrig ske. Hos kommunen har de spurgt os, hvad vi har brug for. Jeg har bedt om bare at få lov at være mor og om at få en psykolog, der kan pille det faglige ud af mig. Men der sker ikke noget. Så jeg ved ikke, hvorfor de spørger. Vi lever i et vakuum.”