Jeg finder en stor frihed i at være tro mod mig selv. Da jeg søgte ind på Statens Teaterskole i 1988, var alle derhjemme i Midtjylland ved at dø af grin. Min far slog sig på lårene og udbrød, hvad jeg dog skulle derover til København og spille fransk klovn for. Der var ingen, der troede på mit talent, fordi de syntes, det var for meget, at jeg bare sådan skulle stikke af og blive til noget. Det var 100 procent jantelov.
Da jeg kom til optagelsesprøve, sad Malene Schwartz blandt andre i panelet, og jeg kom ind i første hug. Det var en kæmpe sejr for mig. I virkeligheden nok den første sejr i mit liv, hvor jeg tænkte, at jeg skal gå efter det, jeg gerne vil og ikke lytte til, hvad andre siger, jeg ikke kan. Jeg fandt en stor frihed i at lytte til min indre stemme.
Jeg er vokset op med en følelse af at være to forskellige personer, og nu kunne jeg endelig give min indre stemme lyd og ikke længere føle mig spaltet. Jeg begyndte at sige farvel til den jantelov, der har været styrende i min opvækst. Jeg ville ikke længere have småligheden, den manglende kreativitet og mobningen i mit liv.
Men det kan være svært helt at slippe af med, og det føles sommetider lidt ligesom at hænge fast i et par seler, som om du prøver at gå væk fra noget, der hele tiden holder dig tilbage. Arbejdet for mig ligger stadig i at få filet de seler helt over.
Derfor er jeg også i en proces, hvor jeg i min seneste bog (”I Guds rige” fra 2020, red.) er voldsom ærlig omkring det miljø, jeg kommer fra, og hvor jeg hænger alt det beskidte vasketøj ud. Jeg har brug for at lave et kunstnerisk og sandfærdigt portræt.
k.dk/podcast