Anne-Grethe Bjarup Riis’ venner trak sig: Jeg var skuffet og følte mig svigtet

Når sygdom og sorg rammer, stiller gode venner op. Det troede filminstruktør og forfatter Anne-Grethe Bjarup Riis i hvert fald. Men da hendes søn fik kræft, oplevede hun, at vennerne holdt sig i baggrunden. Og det gjorde ondt

Man siger, at ’tiden læger alle sår’. Det gør den ikke, vil Anne-Grethe Bjarup Riis gerne slå fast, og derfor skal vi blive bedre til at række ud til vores venner, når de står i en livskrise.
Man siger, at ’tiden læger alle sår’. Det gør den ikke, vil Anne-Grethe Bjarup Riis gerne slå fast, og derfor skal vi blive bedre til at række ud til vores venner, når de står i en livskrise. Foto: Johanne Teglgård Olsen.

”Jeres søn har leukæmi.”

Sådan lød det fra lægerne til filminstruktør og forfatter Anne-Grethe Bjarup Riis og hendes mand tilbage i 2015. Og beskeden om den otteårige Gilbert blev givet videre til familie og venner. Og der gik en uge. Der gik to uger. Men vennerne og familien kom ikke. De blev bare væk.

”Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle stille op med alle de følelser af raseri. Jeg var skuffet og såret og følte mig svigtet. Og på et tidspunkt slog jeg i bordet og sagde: ’Hvor er I henne?’. Og så fik jeg nogle svar, der var til at skrige over,” siger Anne-Grethe Bjarup Riis.

Nogle tænkte, at de ikke ville forstyrre, og at nu skulle den lille familie have ro. Andre lod initiativet være op til hende selv og sendte sms’er som ”Tænker på dig” og ”Sig til, hvis du har brug for noget”, men overskuddet til selv at tage initiativ havde hun bare ikke. Og atter andre forsøgte sig med velmenende råd, som dog ramte helt ved siden af.

”De sagde ting i stil med: ’Ved du hvad, nu skal du lave noget gulerodssaft til din søn, for så får han det meget bedre.’ Det, de prøver at gøre, er at få sygdommen væk, for så er de fri for at forholde sig til den. Så har de gjort deres. Men det er en ikke-anerkendelse af vores situation, for sygdommen går ikke væk, den er vores livsvilkår. Og det er simpelthen så misforstået. Det er i bund og grund bare dårlige undskyldninger for at undgå konfrontationen med de svære ting. For når sådan en krise indtræffer, bliver man også konfronteret med sit eget liv og mindet om, at man selv skal dø.”

Anne-Grethe Bjarup Riis fortæller dog, at hun under det opslidende behandlingsforløb, der varede to og et halvt år, havde en helt uundværlig støtte i sin bedste veninde, skuespiller Trine Appel.

”Hun var der bare og kom forbi, og så græd jeg ud ved hendes skuldre. Men hun kan jo heller ikke bære to og et halvt års cancerforløb alene, for hun har jo selv familie og børn. Så det havde da været fint, hvis de pårørende havde kunnet deles om det,” siger hun.

Med tiden var der da også flere af vennerne, som begyndte at dukke op. Nok fordi Anne-Grethe Bjarup Riis i højere grad begyndte at efterspørge det. Men hun husker, at hun flere gange, mens hun befandt sig i mørket af afmagt, undrede sig over, hvorfor det ikke kom naturligt. Og hvorfor vennerne ikke gjorde mere. Hun tænkte: ”Vi har da et venskab, så derfor burde du stå ved min side i sådan en krise.”

Det, hun havde brug for, var nærvær og fysisk tilstedeværelse. At vennerne en gang imellem ville komme forbi og lave noget mad, sove der og give familien en pause fra hverdagen med hospitalsindlæggelser og kemoterapi – måske invitere dem med ud for at opleve noget:

”Jeg havde brug for at blive set, og jeg havde brug for helt fysisk og lavpraktisk at blive støttet. At nogen kunne gøre noget for min datter Yrsa, som blev skyggebarn og stadigvæk skal gå i terapi i dag – for eksempel gå en tur med hende eller tage hende med på weekendtur. For som familie, der bliver ladt alene i et cancerforløb, har man altså ikke 27 arme, så man kan tage hende i Tivoli og gøre alle de ting, man plejer. Der er mange tabere i det her ensomhedsspil,” siger hun og ræsonnerer sig frem til, at det nok ville have gjort en ”kæmpe forskel”, hvis flere af de pårørende havde været der for familien:

”De psykiske eftervirkninger og rutsjeture, vi var ude i, kunne vi 100 procent sikkert have mindsket. For vi var hængt op og belastet i en grad, som er helt umenneskelig.”

Og ja, det kan godt være, at vennerne havde en forventning om, at Anne-Grethe Bjarup Riis selv ville give udtryk for, hvad hun helt præcis havde brug for. Det var bare ikke muligt, fortæller hun:

”I sådan en krise har man simpelthen ikke ressourcer til at række ud. Der er også et dilemma i, at nogle dage kan man simpelthen ikke tåle, at der er nogen andre end den tætte familie til stede. Men det betyder jo ikke, at vennerne så skal blive væk de næste to år. Så må de jo bare komme igen næste dag.”

I dag har Gilbert det godt. Han er 14 år, går i skole og er på ægte teenagemanér i gang med at løsrive sig fra sine forældre.

I takt med at Anne-Grethe Bjarup Riis også har fået det bedre, har hun begivet sig ud i et studie af, hvorfor mange holder sig i baggrunden, når sorg og sygdom rammer et menneske, vi har et nært forhold til. Det har blandt andet udmøntet sig i den selvbiografiske roman ”I Guds rige”, der udkom i 2020 og også gransker hendes egen familiehistorie. Om hendes fund lyder det:

”Gennem generationer har vi levet efter den devise, at man ikke taler om de svære ting. Selvom vi er moderne mennesker, og psykologhjælpen er kommet for at blive, så ligger det bare i vores dna, at vi ikke kan håndtere det. Og det går ud over kriseramte mennesker, der trænger til omsorg fra de pårørende, som, man går ud fra, stiller op. Men det gør de ikke.”

Hun fortæller, at historiske begivenheder har været medvirkende til den kultur. For eksempel mener hun, at Anden Verdenskrig har sat varige spor, når det kommer til stilhed og forsagthed. Hendes egen mor var krigsbarn og udsat for nogle enorme svigt, fortæller hun.

”Og når man ikke får det bearbejdet, så bliver det bare skubbet og skubbet – som en snebold der bliver større og større. Man klamrer sig til den dårlige talemåde med, at tiden læger alle sår. Det gør den ikke. Vi ved fra mange ofre i koncentrationslejre og voldsomme kriser, at de først kan tale om det 50 år efter, når man begynder at prikke hul på tingene. Det er virkelig skræmmende at finde ud af de her sammenhænge om vores kulturarv og sociale mønstre.”

Anne-Grethe Bjarup Riis arbejder stadig med at forstå den måde, flere af hendes venner, og ikke mindst hendes familie, handlede på under sygdomsforløbet. Der er nogle, hun undgår, men ikke venskaber, hun decideret har afviklet, for som hun siger:

”Jeg er også et menneske, der reflekterer og går stærkt ind for tilgivelse, og vi har snakket om, at vi skal blive bedre til at gribe ud efter hinanden. Jeg prøver at forstå mine venners reaktioner.”

Men samtidig prøver hun også at rykke ved mentaliteten bag de svar fra hendes omgangskreds, der tilbage i 2015 gav hende lyst til at skrige. Det er derfor, hendes råd til mennesker, der kender nogen i livskrise, lyder:

”De skal ringe, lave aftaler, ringe igen og komme uanmeldt. De skal bare dukke op!”

Det er også derfor, DR i september i år sender dokumentaren ”Til Gilbert fra mor”, der blandt andet indeholder videoklip fra hospitalssengen, hvor Gilbert ligger helt afkræftet og ikke har spist i seks dage. Dokumentaren skal give et indblik i tilværelsen med livstruende sygdom. Og den ensomhed, som kan følge med.

”Den er netop lavet, for at folk kan se, hvor fuldstændigt umenneskeligt og opslidende, det er. For at få folk til at rejse sig op. Og for at få trampet den svære sti ned, så vi tør støtte hinanden og sammen kan gå ud i det høje græs, der er så skræmmende.”