”Anne og Anders i Norden” er en tv-lise efter hektisk og eksalteret valg-dækning

Den hektiske valgdækning står i skarp kontrast til de rolige programmer med Anders Agger, hvor der er tid til at se solen gå op og ned

600.000-800.000 seere har set hvert af de seks programmer kun overgået i seertal af ”Den store bagedyst”, skriver seniorskribent Lis M. Frederiksen.
600.000-800.000 seere har set hvert af de seks programmer kun overgået i seertal af ”Den store bagedyst”, skriver seniorskribent Lis M. Frederiksen. Foto: Egon Rix/DR.

Efter en hektisk, eksalteret afvikling af valgaftenen i sidste uge bliver jeg varm om hjertet, når jeg tænker på programmer som ”Anne og Anders i Norden”, som DR 1 sendte tidligere på efteråret. Når Anne Hjernøe og Anders Agger falder i staver over de smukke landskaber. Tre-fire sekunder, hvor der ikke rigtig sker noget, er meget lang tid på tv. Vi, seerne, får lov til at synke ind i stemningen, i landskaberne og i os selv. Den langsomme kadence forstærker oplevelsen af de enestående landskaber og havene omkring dem. Naturens kræfter har til alle tider styret tilværelsen hos vore nordiske venner fra Island, Norge, Finland, Sverige, Grønland og Færøerne. Programmerne har gjort os klogere på vore naboer og deres vidunderlige natur.

600.000-800.000 seere har set hvert af de seks programmer kun overgået i seertal af ”Den store bagedyst”. Det er børn, unge i 20’erne, ældre, mænd og kvinder. Et bredt udsnit af befolkningen.

Programtypen blev født i dølgsmål med to timers udsendelser på DR 2 om lørdagen. Der var tid til ”lidt melankoli, lidt længsel, lidt ro”, og Anders Agger fortæller, at han ikke var meget for, at programmerne blev skåret ned til en time, som de er i dag. ”Der skal være ro til at se solen gå op og gå ned.” På direktionsgangen i DR må der være begejstring. Programmer som ”Anne og Anders i Norden”, Søren Ryges programmer og ”Frank & Kastaniegaarden” leverer den ægte public service-vare, som medvirker til at give DR en politisk legitimitet.

Nogle af læserne vil sikkert huske ”Landet rundt” med Preben Heide som en markant vært med base på DR’s redaktion i Aarhus. Vi kom ind i baghaverne og helt tæt på hverdagslivet hos folk rundtom i landet. Man følte sig hørt og set. Alt imens vi på redaktionerne i København dårligt kunne skjule vores arrogance og lettere foragt over for provinsjournalistikken. Det var den virkelighed, jeg mødte, da jeg blev ansat på TV-Avisen i 1976. Det er værd at bide mærke i, at ”Anne og Anders”-programmerne og ”Frank & Kastaniegaarden” med flere stadig bliver produceret med base på redaktionen i Aarhus. Den samme tone hænger stadig i væggene. I dag dog med en helt anden respekt og anerkendelse hos kollegerne i København, er jeg ret sikker på. De forskellige tonearter har alle deres berettigelse.

Samme ro og eftertænksomhed kan man opleve i nogle af de fremragende podcasts på radioen, som jeg har underholdt mig selv med under coronanedlukningen. Lær, hvordan man lytter til podcasts, hvis du ikke allerede er fuldbefaren. Der gemmer sig en rigdom af oplevelser. Min lytning er fortsat også nu, da vi lever mere normalt. Når jeg går rundt herhjemme, gør rent, laver mad eller strikker. Prøv for eksempel ”Kaarsberg Mysteriet” på DR Lyd af Klaus Rothstein om den næsten ukendte forfatter, læge og globetrotter Hans Kaarsberg, som Karen Blixen læste op af for sin bror, Thomas, om det store i livet. De to søskende mødtes ved en sten i Folehaveskoven ved Rungstedlund nord for København. Karen læste højt af bogen ”Stort Vildt” om at ”Ære faders gud og leve for det store i livet”. Det var her ved stenen, at Tanne og Thomas indgik deres pagt i 1906 om at leve op til deres afdøde fars høje idealer. ”Ingen undgår sin skæbne.” Roligt afviklet, tid til eftertænksomhed, pauser. Tak for dem fra en stor Karen Blixen-fan.

Pauser er en svær kunst i radio- og tv-produktion. Seerne og lytterne må jo for alt i verden ikke kede sig og slukke eller skifte over til en anden kanal. Men man keder sig ikke, hvis der er noget interessant at lytte til. Pausen er et virkemiddel, jeg lærte som helt ung af en dramaturg, Jens Chr. Schmidt, som trænede os, der havde lyst eller særligt behov for det. Pauser skaber eftertænksomhed, men de skaber også spænding og forventning. Hvad nu? Dengang læste vi op i tv-studiet direkte fra papir. Du var nødt til at se ned i papiret og fange din tekst. Pausen var uundgåelig. På mange måder gav oplæsningen fra papir mere ro.

Helt galt gik det undervejs i løbet af den lange valgaften i sidste uge. Tempoet var opskruet, hektisk og de lyse, unge kvindestemmer røg op i diskanten. Retorikken og tonen blev lagt, allerede da DR-vært Kåre Quist tonede frem. ”Det bliver en forrygende fortælling”, ”Dramatisk”, ”Ekstremt spændende”. Det var en lise, når de rolige og velovervejede kommunalpolitikere fra hele landet tonede frem. Adjektiver og superlativer svækker dit budskab, lærte jeg, da jeg var nybegynder. Det gælder stadig. Ro på, og tro på, at du har noget vigtigt at fortælle.

Seniorliv skrives på skift af: Tidligere nyheds- og informationschef, journalist Lis M. Frederiksen, født i 1943. Tidligere tv-direktør og højskoleforstander, teolog Ivar Brændgaard, født 1949. Jurist, forfatter og tidligere chefkonsulent i Ældre Sagen Margrethe Kähler, født i 1942.