Anonym alkoholiker: De, der ikke kommer sig, er folk, som ikke er villige til at overgive sig ubetinget

På et møde for Anonyme Alkoholikere fortæller deltagerne om at få deres liv tilbage. Lande et job og få et velfungerende familieliv, efter de blev ædru. Men også om at man ikke kan stoppe i fællesskabet

”Jeg tror, jeg gennem mit liv har været uærlig og været fanget i en løgn over for mig selv, uden jeg vidste det. Jeg prøvede bare at snyde mig igennem livet,” fortæller Charlotte, der har været ædru i fem år. Tegning: Rasmus Juul.

Det er torsdag aften. På stolerækker i et tilstødende lokale til Mariendal Kirken på Frederiksberg i København sidder 24 mænd og kvinder, mens en håndfuld fra nær og fjern kigger med over videotjenesten Zoom. De yngste ligner nogen på omkring de 30, de ældste må være omkring de 70. Deltagerne kender ikke nødvendigvis hinanden, men de har det tilfælles, at de kæmper for at holde alkoholen på afstand. De er anonyme alkoholikere.

Mødelederen, en midaldrende kvinde med gråt hår, byder velkommen. Med en bestemt stemme forklarer hun, at dette møde er et ”nykommermøde”, hvor alle, der er interesseret i at høre om Anonyme Alkoholikeres (AA) åndelige vej til ædruelighed, er velkomne. Herefter beder hun en mand rejse sig og læse fællesskabets erklærede formål.

Han rømmer sig. Siger, at han hedder Knud, og at han er alkoholiker:

”Anonyme Alkoholikere er et fællesskab af mænd og kvinder, der deler erfaring, styrke og håb for at kunne løse deres fælles problem og derigennem hjælpe andre til at komme sig over deres alkoholisme.”

Han læser, som kan han teksten i søvnen. Der betales intet kontingent for medlemskab, lyder det. AA er ikke tilknyttet nogen sekt, fortsætter det. Og til sidst fastslår han, at AA ikke tager stilling til nogen stridsspørgsmål og ikke støtter eller bekæmper nogen sag. Hovedformålet er ”at forblive ædru og at hjælpe andre alkoholikere til at blive det”.

Dette er anden del i serien om anonyme selvhjælpsfællesskaber i Danmark. Her mødes mennesker, der kæmper med forskellige afhængigheder uge efter uge. Vejen mod ædruelighed går hverken gennem medicinering eller professionel terapi, i stedet tager samtlige fællesskaber udgangspunkt i Anonyme Alkoholikeres såkaldte ”Store Bog”. Et kanonisk skrift fra 1939, der gennem vidnesbyrd, 12 trin og traditioner introducerer medlemmerne for en åndelig ”højere magt”, som viser misbrugerne vejen mod et ædru liv.

Dagens program er som følger: Efter velkomsten vil et ædru medlem fortælle sin historie, hvorefter de øvrige deltagere får mulighed for at stille spørgsmål og dele, hvad end de har på hjerte. Kristeligt Dagblad er fluen på væggen.

Knud sætter sig, og en yngre karseklippet mand får ordet. Han er blevet bedt om at læse begyndelsen på kapitel fem. Et kapitel, der har titlen ”sådan virker det”.

”Det er vores erfaring, at det lykkes for langt de fleste, der omhyggeligt følger den vej, vi har gået,” begynder ham: ”De, der ikke kommer sig, er folk, som ikke kan, eller som ikke er villige til at overgive sig ubetinget til dette enkle program. I reglen er det mennesker, som af natur er ude af stand til at være ærlige over for sig selv. Der findes mennesker, der er så uheldige. De kan ikke gøre for det, for de er tilsyneladende født sådan. De er fra naturens side ude af stand til at forstå og udvikle en livsstil, der kræver absolut ærlighed. For dem er udsigterne ikke så lyse. Der er også nogle, der lider af alvorlige følelsesmæssige og mentale forstyrrelser, men mange af dem kommer sig rent faktisk, hvis de har evnen til at være ærlige. Vores beretninger illustrerer, hvordan det var, hvad der skete, og hvordan det er nu,” siger han og læser, at AA’s program kræver frygtløshed, og at man giver ”fuldstændig slip”.

Den karseklippede mand gennemgår trinene mod et ædrueligt liv ét for ét. Det første: ”Vi indrømmede, at vi var magtesløse over for alkohol – at vi ikke kunne klare vores liv.” Nummer 2: ”Vi kom til at tro, at en magt større end os selv kunne give os vores sunde fornuft tilbage.” Nummer 3: ”vi besluttede at lægge vores vilje og vores liv over til Guds omsorg – Gud, sådan som vi opfattede Ham.” Nummer 4, nummer 5, nummer 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12.

Efter oplæsningen får dagens såkaldte speaker ordet. Hun hedder Charlotte og siger, at hun er alkoholiker, men at hun har været ædru i fem år. Hun må være omkring 50 år og knuger en sten i hånden, som hun kalder sin bedste ven.

”At være ædru gør det hele noget nemmere. Blandt andet det at cykle herhen, at gå på arbejde og stå i det her rum og tale som den, jeg er.”

Charlotte fortæller, hvordan alkoholen tidligt blev en del af hendes liv. At hun havde en fri, kaotisk og ”lidt blomsterbarn-agtig-barndom”, hvor faderen var kvartalsdranker og tog datteren med på værtshus, og hvor alkohol generelt fungerede som hverdagens benzin.

”Noget af det, jeg særligt bed mærke i, da jeg gik i gang med de 12 trin, var det med, at man skal være ærlig over for sig selv. Jeg tror, jeg gennem mit liv har været uærlig og været fanget i en løgn over for mig selv, uden jeg vidste det. Jeg prøvede bare at snyde mig igennem livet. Jeg var godt klar over, at jeg ikke var helt normal, og måske var det derfor, jeg begyndte at drikke, for når jeg drak, så kunne jeg give slip og for en stund glemme mit skuespil. Så frygtede jeg hverken at blive dømt af andre eller af mig selv.”

”I dag har jeg indset, at der ikke findes nogen undskyldning for, hvem jeg er. At jeg er Charlotte. At jeg er sådan her. Min sponsor (en personligt tilknyttet vejleder, der er ædru, red.) har lært mig at lave lister over alle mine defekter, som jeg forsøger at holde nede for at styre mit ego. I dag har jeg lært at overgive min grådighed og stolthed til Gud. Jeg tror egentlig altid, jeg har kendt Gud. Jeg har bare aldrig ringet til ham”.

Flere tilhørere griner.

”Altså ... jeg var nok en af dem, der troede, at andre havde mere brug for ham end jeg. I mit arbejde har jeg altid hjulpet andre. Om man tror på et træ eller en sten eller noget, der hedder Gud, det er ikke så vigtigt. Tro handler egentlig bare om at give slip og om at acceptere, at man ikke kan klare alting selv.”

Inden ordet gives frit, kan der stilles spørgsmål til Charlotte. En mand beder hende give et konkret råd til en nytilkommen.

Charlotte siger, at det ”nok er en for stor mundfuld at bede vedkommende om at knæle for Gud”. I stedet konstaterer hun, at det var vigtigt for hende hurtigt at erkende, at hun måtte stoppe med at drikke fuldstændigt. At hun enten er ædru eller alkoholiker. At det er enten/eller.

En nordjysk mand i 50’erne, der er med over Zoom, vil gerne vide, hvad hun gør for at minde sig selv om sit udgangspunkt, nu hvor alt går godt.

”Jeg kan kun svare, at jeg beder, og at jeg hver dag repeterer det, jeg er taknemmelig for,” svarer Charlotte. Flere nikker genkendende. Den nordjyske mand smiler. Det er blevet tid til, at alle kan dele, og han er den første, der får ordet.

”Hej, jeg hedder Jens, og jeg er alkoholiker,” siger han og forklarer, at han har været ædru i fem måneder takket være ”programmet”.

”Jeg har fået mit drømmejob. Det havde jeg ikke kunnet for fem måneder siden, hvor jeg var meget aktiv. Nu har jeg endelig kunnet tage mig sammen. Og måske er det i virkeligheden slet ikke jobbet, jeg tænker på, men vejen derhen, som jeg er glad for. Her har jeg brugt min sponsor meget, og han støttede mig i at søge det. Jeg var nervøs, da jeg skulle tage til samtalen, men da sagde min sponsor, at jeg bare skulle lytte og svare på det, de spurgte om. Det samme råd gav han mig, da jeg skulle have min første dag. Tidligere i livet har jeg altid været så fokuseret på at vise og fortælle om alt, hvad jeg selv kan. Jeg har aldrig lyttet efter. Det har jeg lært nu, og jeg kan mærke, de er glade for mig på arbejdet. Tak fra mig.”

Herfra tager deltagerne én efter én ordet.

”I dag spørger folk mig, hvorfor jeg altid er så glad. Da jeg var aktiv, kunne de finde på at sige, at jeg lignede et bombet lokum. Det bedste, jeg ved, er at komme til de her møder. Det er ufiltreret. Det er dokumentarisme over livet med en happy ending, at opleve gennem sig selv og andre, hvor fantastisk der er at være ædru,” siger en mand ved navn Knud.

Michael fortsætter: ”Tak, fordi I deler. Jeg er også alkoholiker. Forstået på den måde, at det er en sygdom. Da jeg kom her, var jeg slået, men jeg havde ikke indset, at jeg skulle stoppe med at drikke for evigt, så faktisk var jeg hurtigt på vej ud ad døren igen. Men så sagde en psykolog, at jeg skulle prøve at holde op i en måned, og der indså jeg, at jeg måtte tilbage hertil. For det med at stoppe uden at have et program, det kan jeg ikke ...”

Derpå følger Sine og Tommy og Simon og Mathias. Fortællingerne ligner til forveksling hinanden. Dengang de drak, var tilværelsen henlagt i mørke. Nu er der lys og førstnævnte konstaterer, at ”nu kan jeg gøre de ting, jeg har drømt om”.

Til sidst tager en smilende kvinde i 40’erne ordet:

”Hej, jeg hedder Anne, og jeg er alkoholiker. Tak, fordi I deler. Jeg ikke drukket i fire år nu. Jeg bor med min datter i min lejlighed, og forleden dag sagde hun: ’Åh, mor jeg er simpelthen bare så glad for at bo sammen med dig, for vi har det så dejligt’. De ord gjorde mig bare så lykkelig. For sandheden er,” siger kvinden og bliver pludseligt anderledes alvorlig:

”Sandheden er, at dengang jeg drak, var der alt andet end ro og god stemning derhjemme.”

Kort efter slutter mødet, og medlemmerne siger på gensyn. I næste uge er der endnu et møde. Samme tid, samme sted. Sådan er det torsdag efter torsdag efter torsdag.