Det er søndag. Og mens de fleste nyder sommervejret, logger en mindre skare ind på et mødelink. De kender ikke nødvendigvis hinanden, men de har det til fælles, at de hver især er venner eller i familie med en alkoholiker. Uge efter uge mødes de – ikke for at tale om alkoholikeren – men for at dele deres egne problemer som pårørende. De er medlemmerne af selvhjælpsgruppen Al-Anon, og flere af dem kalder sig medafhængige. Det skyldes, forklarer de, at den pårørendes misbrug har fyldt så meget, at det også er blevet en fasttømret del af deres tilværelse.
Dagens møde er et af omkring 50 ugentlige Al-Anon-møder, der afvikles rundtom i landet. Foreløbigt er 12 logget på, og af disse er alle, på nær én, kvinder. Alderen varierer. Det afslører rynker og hårfarver. Den formentligt yngste ligner en i slutningen af tyverne, den ældste, en mand fra en mindre dansk ø, må for længst have passeret pensionsalderen.
Dette er tredje del i serien om danske anonyme selvhjælpsfællesskaber. Her mødes mennesker, der kæmper med et misbrug eller er pårørende til en misbruger uge efter uge. Vejen mod et bedre liv går hverken gennem medicinering eller professionel terapi, i stedet udspringer samtlige fællesskaber af Anonyme Alkoholikeres såkaldte ’store bog’. Et kanonisk skrift fra 1939, der gennem vidnesbyrd, tolv trin og traditioner introducerer medlemmerne for en åndelig ”højere magt”, der viser misbrugerne vejen mod et ædru liv. I dag skal Al-Anon-gruppens medlemmer dele ud fra tre selvvalgte emner. De skal tale om ’at have realistiske forventninger til andre’, om ’at lære at sige fra’ og om ’at leve med uløste problemer’. Kristeligt Dagblad er fluen på væggen. Det er mødelederen, der tager ordet.
”Hej jeg hedder Anne. Velkommen til Al-Anon. Lad os begynde mødet med et øjebliks stilhed efterfulgt af Al-Anons erklæring.”
De fleste lukker øjnene:
”Lad det begynde med mig. Når som helst, og hvor som helst et menneske rækker ud efter hjælp, så lad altid Al-Anons hånd være der, og lad det altid begynde med mig. Dette er et åbent møde. Alle er velkomne. Alle må dele. Men vi beder om, at der holdes fokus på vores erfaringer som pårørende. Tak,” siger mødelederen, hvorefter hun beder en af de yngre deltagere læse Al-Anons velkomst.
Signe, introducerer hun sig, og læser op fra en tekst, der er delt på skærmen. ”Vi håber, at du i dette fællesskab vil finde den hjælp og det venskab, som vi har fået som et privilegium. Vi, der lever med eller har levet med problemet alkohol, forstår dig som måske ingen andre. Også vi var ensomme og frustrerede, men vi har i Al-Anon opdaget, at ingen situation er virkelig håbløs, og at det er muligt for os at finde tilfredshed, ja endog glæde, hvad enten alkoholikeren drikker eller ej. Vi beder dig indtrængende om at prøve vort program,” lyder det blandt andet.
Efter velkomsten bliver gruppens ældste medlem, Kurt, bedt om at læse ”om de tre forhindringer for succes i Al-Anon”. Hans stemme er rusten, næsten hviskende. Han siger, at møderne bør være ”konstruktive, hjælpsomme, kærlige og forstående”. Han understreger, at ”Al-Anon er ikke bundet til nogen sekt eller trosretning”. At enhver uanset religiøst tilhørsforhold ”er velkommen”. Han siger, at der i grupper som denne ”ikke er plads til sladder. Vi diskuterer ikke medlemmer eller andre, og specielt ikke alkoholikeren,” siger han og takker.
Det er blevet tid til at dele. ”Hvad der høres her, lad det blive her og i vores hjerter,” siger mødelederen og giver ordet frit.
”Jeg hedder Sara, og jeg er medafhængig,” siger et medlem: ”Tak, fordi der er møde, og tak for emnerne, for de opsummerer, hvorfor jeg i grunden kom her. Det gjorde jeg, fordi jeg ikke kan finde ud af at sætte grænser. Og når jeg endelig gør, så føler jeg ikke, at min måde at sætte grænser på er den samme, som normale mennesker bruger. Tit oplever jeg nærmest at krænke andre medmennesker i mit forsøg på at sige fra og sætte grænser, og så ender det ofte med, at jeg må undskylde. Det virker så nemt at sætte grænser, når jeg taler med folk, og de siger: ’Jamen, du skal da bare sige nej’. Det kan jeg ikke. Så igen, jeg er rigtig glad for emnerne. Jeg vil bare lytte og tage imod. Tak fra mig.”
Medlem Miriam : ”Tak. Jeg hedder Miriam. Tak, fordi der er møde og dejligt at se jer alle. Da jeg kom til Al-Anon, havde jeg to muligheder i mit liv. Enten gik jeg med til alt muligt og var ekstremt fleksibel, eller også skred jeg fra alting. Nu prøver jeg at gøre noget andet. Hm, jeg prøver at sætte nogle grænser, der er sunde for mig... Jeg læste i vores litteratur i går. Jeg tror, der stod et eller andet i retning af, at selvom man elsker sin nabo, så behøver man ikke klippe hækken helt ned. Det gav meget mening for mig. Og så er der også tanken om, at man skal sætte grænser i livet uden at bygge mure. Jeg foreslog emnet om uløste problemer, og det er ofte, fordi jeg møder nogen, der kommer under huden på mig, som jeg bliver glade for. Jeg har jo mødt ham her fra Østjylland, som jeg også har delt om før. Og jeg ved ikke, om det kan lade sig gøre, for vi bor jo langt fra hinanden og så videre. Det er et uløst problem, selvom jeg ved, hvor jeg selv står. Altså, jeg siger til mig selv: ’tag en dag ad gangen’. Men inderst inde kan jeg mærke, at det bliver mere og mere svært for mig. Det der med at passe på mig selv uden bare at skride, det, synes jeg, er virkeligt svært. Det gør mig urolig, og ligeså snart jeg føler uro, går det ud over min sindsro. Og min sindsro... den er bare så vigtig. Den er grundlaget for mit liv. Tak fra mig.”
Mødelederen deler : ”Jeg hedder Anne. Tak for emnerne, de er rigtig interessante. Jeg tænker på det her med de uløste problemer. Jeg tror... hvordan skal man sige det... Jeg tror, når jeg står over for et uløst problem, så prøver jeg at konfrontere mine bekymringer med sætningen ’det her kunne jeg godt leve med altid’. Og nogle gange får det mig til at acceptere det uløste problem. Sætningen fjerner ikke stenen i min sko, men den gør, at jeg fint kan gå. Andre gange siger jeg til mig selv: ’at jeg ville foretrække, at situationen var anderledes’. Det er, som om ordet ’foretrække’ får det uløste problem til at skrumpe, så det ikke bliver altoverskyggende. Det er en måde at formulere en lethed om noget, der måske er så alvorligt, at nogen kan dø. Tak fra mig.”
Medlem Josefine : ”Jeg hedder Josefine, og jeg er taknemmeligt medlem. Tak for emnerne og tak for det delte. Det rammer helt sikkert ned i noget af det, jeg går og kæmper med. Det her med at sige fra. For det er vitterligt ikke det, jeg har haft størst succes med, før jeg kom til Al-Anon. Det er virkelig her, jeg oplever glæden ved programmet, og føler den største hjælp og støtte. Jeg oplever lige nu, at jeg prøver at sige fra på en måde, hvor jeg tror, jeg sætter grænser, men i virkeligheden bygger mure. Jeg er stadig ved at lære at kende forskel... æhm, min seneste oplevelse var i sidste uge, hvor kommunikationen med en, jeg har skrevet med på Tinder (datingapp, red.), ikke gik super godt. Jeg endte med at blive trigget af en joke, som jeg tog personligt. Altså, jeg følte, at jeg blev nedgjort. Min reaktion var at klaske en mur op og skrive: ’det der synes jeg ikke er super fedt. Du nedgør mig, fordi du mener noget andet’.
Med det samme kunne jeg mærke, at vi var disconnected . Heldigvis skulle jeg tale med én, der kender til måden, vi kommunikerer på (i 12-trinsprogrammerne får man en såkaldt sponsor, som vejleder én, red.). Hun sagde, at jeg faktisk selv var begyndt at dømme manden, fordi jeg skrev: ’du nedgør’ og ’du mener’. Jeg glemte at holde mig på min egen banehalvdel, og sige hvad jeg føler. Hun opfordrede mig til at tage ansvar for min del, og jeg valgte at skrive, at jeg var ked af måden, jeg havde formuleret mig på. Det, jeg prøvede at sige, var, at jeg føler sådan og sådan. Og så var der ligesom hul igennem igen. Muren var blevet til en grænse, og så kunne jeg skrive videre. Jeg har stadig svært ved at skelne mellem mure og grænser, men jeg føler, jeg kan se en retning. Tak fra mig.”
Medlem Inge: ”Tusind tak, fordi der er møde og tak for alt det delte. Jeg hedder Inge. Lige så længe jeg kan huske, har jeg aldrig stillet spørgsmålstegn. Jeg har bare haft fuld fart på, og gjort det, der lå i luften. Jeg har en kæreste, som jeg har været sammen med i 16,5 år, og jeg har altid bare sagt, ’jamen, jeg kommer da over til dig’, selvom det tager 5-6 timer. Det har gjort, at jeg har fået nogle nedbrud på det sidste, og jeg har sagt, at jeg må holde en pause, fordi jeg ikke har det godt. Det respekterer han, for han er ædru alkoholiker ligesom jeg. Det er en frihed, at kunne sige til et andet mennesker, ’at jeg har det sådan’, hvorefter følelsen accepteres. I forhold til det med at bygge mure. Når jeg skal sige fra, så flygter jeg. Jeg flygter i den grad! Da jeg boede med min eksmænd, der var meget alkoholiseret, gik alt op i hat og briller, og jeg drak med. Det var den eneste måde, jeg kunne sige fra overfor ham. Jeg havde ikke styrken i mig selv. Det er så dejligt at høre jer dele. Tak fra mig.”
Medlem Sanne: ”Jeg hedder Sanne. Jeg er medafhængig. Jeg sad og tænkte på, hvad er det i mig, som gør, jeg føler mig som medafhængig, og som gjorde, at jeg kom ind ad den her dør for to måske tre år siden? Jeg har jo nogle ting, som jeg har haft med mig fra min barndom. Jeg er ikke god til at sige fra. Jeg bliver anspændt. Jeg bliver overansvarlig og overemotionel. Jeg bliver ofte bekymret og frygter at miste mig selv, og jeg tør ikke tale om de svære ting. Jeg er simpelthen bange for at sige, hvad jeg har på hjertet. Jeg møder den her mand, som er virkelig dejlig. Han har humor, er intelligent, musikalsk og han er kærlig. Der er bare en super kemi mellem os, men nøj, hvor er han dygtig til at være uansvarlig, og det trigger mig og gør mig overansvarlig og får mig til at reagere voldsomt, hvad enten det gælder økonomi, druk, rengøring eller noget andet... Jeg er så bange for at miste ham. Jeg er så bange for, at hvis jeg virkelig giver slip og dedikerer mig til trinarbejdet og overgiver mig og lader resten være op til den højere magt – hvad end den så er – at jeg risikerer, at denne magt fører mig væk fra ham. Hvis det sker... så... så mister jeg den mand, jeg elsker så højt. Det er, som om jeg kan mærke sorgen på forskud. Den skyller ind over mig. Det er derfor, jeg ofte græder på de her møder... for nøj, hvor er det svært at sidde med de her følelser. Men jeg er gået igang med første trin, hvor jeg forsøger at åbne øjnene og tænke over, hvad jeg får med min mand. Hvorfor gør vores forhold mig så slidt og træt og overansvarlig. Hvorfor ligger jeg søvnløs om natten og bekymrer mig? Jeg ved, det ikke er sundt, men jeg er så bange for at miste ham, at jeg ikke tør sige, hvad jeg føler. Det var lidt om, hvorfor jeg er her i Al-Anon. Jeg er her for at få ro i mit sind. Tak.”