Kære brevkasse
Når en tredjedel af artiklerne sidste fredag handlede om sexisme, så er det da heller ikke underligt, at brevkassen havde samme emne, nemlig om Jørn, der beskrev et forløb om krænkelse af hans kæreste. I både hans indlæg og jeres svar mangler jeg, at der kigges på selve det, der er sket.
Der er ikke tale om en krænkelse eller et misbrug. Manden var foredragsholder, og ja, vi kender alle sammen idoldyrkelsens karakter. Men en magtposition er der vel ikke tale om. Kunne han have fået hende fyret, hvis hun ikke makkede ret? Nej, det er vist ikke det, historien handler om. Den handler om en kvinde, der indlod sig på et forhold til en gift mand. Det gjorde hun, fordi hun var i en situation, hvor hun var skrøbelig. Og efterfølgende fortryder hun. Men det er altså ikke en krænkelse eller et misbrug. Det er bare et superdårligt valg af relation.
Historien er fuld af kvinder, der fortryder; men sorry, kønsfæller, det er altså ikke mandens skyld. Se jer selv i spejlet og find ud af, hvorfor I valgte en usund relation. Tidens trend er mangel på selvransagelse. Men den er nødvendig, hvis man skal få fred med sin fortid og få en god fremtid. Det løser ingenting bare at skyde skylden på andre.
Jørn reagerer på en genfortalt historie fra sin kæreste om en situation, som han ikke har været involveret i. Han ved ingenting om, hvordan det i virkeligheden så ud. Når mennesker fortryder noget, der er sket, har de en vældig evne til at fremstille historien, så den ikke peger på de ting, som de selv har valgt og gjort. På den spinkle baggrund vælger han at konfrontere manden og hans kone og potentielt ødelægge deres liv. Hvorfor gør han det? Hvorfor har han et behov for at agere på sin kærestes vegne? Hvorfor gør hun ikke selv noget, hvis hun synes, at der skal gøres noget? Er han i virkeligheden langt inde på hendes banehalvdel, og er det en sund relation?
Venlig hilsen
Rikke Marie
Kære Rikke Marie
Tak for dit bidrag. Vi er glade for, at der kommer flere nuancer på diverse tematikker. Og du kan have ret i, at vi i svaret til Jørn er mest optaget af foredragsholderens ansvar i forhold til det forhold, som han indleder til kvinden, der lige har mistet et barn, og som spørger ham til råds.
Du pointerer, at der er et ansvar på begge sider i de relationer, vi involverer os i. Og det er sandt. Ingen mennesker, som er rimelig sunde og raske, er uansvarlige. Så kvinden, der indledte forholdet til foredragsholderen over en længere periode, kan have gavn af at ransage sig selv og se på, hvordan det kunne lade sig gøre, at hun ikke afviste manden i begyndelsen eller snarest derefter. Grunden til, at man lader sig involvere i et seksuelt forhold, er værd at finde ud af, også selvom man lever i en meget sårbar fase i sit liv.
Det ville være hensigtsmæssigt med en grundig refleksion både i forhold til det aktuelle og fremadrettet. Hvad kan læres af det, så man bliver mere selvstændig og mere tryg i at sætte sunde grænser, når det er nødvendigt.
Så ja, Jørns kæreste har også et ansvar. Ikke mindst når hun ved, at manden er gift og er familiefar.
Som du skriver, er det let i mange forhold i livet, når noget uhensigtsmæssigt sker, at give skylden til andre. Det sker ofte alt for hurtigt i stedet for at man bliver mere eftertænksom og ser på egen andel og eget ansvar. Man behøver ikke at gå længere end at se på sig selv i mange små dagligdags hændelser, hvor vi let kan lægge ansvar og skyld på andre – selv på dem, som vi i udgangspunktet holder meget af. Måske er det sådan, fordi skyld gør ondt og ikke er let at tage på sig.
Når alt dette er sagt, bliver vi nødt til at sige, at vi ikke er enige med dig i, at det, som foredragsholderen indleder sig på, ikke er krænkelse. Det er for os at se et klart misbrug af en position som foredragsholder i sorgtemaet over for en kvinde, som er meget tynget af sit tab af et barn, og som søger trøst og sjælesorg i denne ubærlige situation. Vi mennesker har ikke altid symmetriske relationer. Og de roller, som vi indtager i forhold til hinanden, har ofte langt større betydning, end man aner. Det har noget med magt og position at gøre.
Hvis en lærer indleder et forhold til sin elev, lægen til sin patient, psykologen til sin klient eller præsten til den, som søger sjælesorg, så er ansvaret ikke ligeligt fordelt. Så kan man ikke sige, at eleven eller patienten eller den, som søgte sjælesorg, bare kunne have sagt nej, og at det er folks eget ansvar at sige fra. Der er job og positioner i dette liv, som fordrer mere overblik, ansvar og højere etik. Når mennesker for eksempel søger hjælp, så er de som regel i en underskudssituation, måske er de endda ”ved siden af sig selv” og til tider ret hungrige og modtagelige for bare lidt omsorg, berøring og forståelse. Udnyttes denne situation af andre til eget formål, er det krænkelse og uansvarligt misbrug. Så man kan ikke bare sige, at man har valgt uhensigtsmæssige relationer.
Vi er måske særligt opmærksomme på sådanne misbrug i asymmetriske magtforhold, fordi vi i vores arbejde med mennesker gennem en del årtier desværre ofte har stødt på det, hvor sårbare mennesker er blevet udnyttet af folk i ansvarlige og magtfulde positioner både seksuelt og på anden vis. Udnyttelser, som har kostet ubeskrivelige sår over måske mange år.
Og så skriver du, at Jørn kan ødelægge en mand og en familie ved at konfrontere den pågældende med, hvordan tingene egentlig forholder sig. Vi er enige med dig i, at man skal tænke sig meget om i disse forhold og handle med visdom.
Men det er ikke Jørn, der ødelægger en familie. Det er manden selv, der har bragt uærlighed, afstand og dobbeltliv ind i sin egen familie. Apropos det at tage ansvar og skyld på sig for egne handlinger, så er det ham, der har ansvaret i forhold til sin egen familie, som han jo har svigtet igennem lange tider.
Mange hilsener