Arbejdet med grøftekantens vilde vækster hjalp Marie ud af depressionens dynd

Psykisk sygdom sendte Marie Dyekjær Eriksen ned i et sort hul. Siden kom hun i DR’s ”Løvens hule”, og nu er hun klar med en ny produktion til de danske kaffeborde: Kopper med grøftekant, som har hjulpet hende tilbage til livet

For Marie Dyekjær Eriksen har arbejdet med krusene hjulpet hende ud af hendes psykose og depression og givet ny tro på livet.
For Marie Dyekjær Eriksen har arbejdet med krusene hjulpet hende ud af hendes psykose og depression og givet ny tro på livet.

Marie har budt på kaffe og sat vand over, men kaffen bliver glemt under den videre snak, så reklamekruset, der undtagelsesvis ikke er med egen dekoration, og som venter tålmodigt på sofabordet, forbliver urørt.

Det er måske o.k., for hvis den gode tanke om kaffe nogensinde var kommet videre, burde den naturligvis være serveret i én af Maries egne kopper eller krus – i en af dem med blomstermotiver, for de har haft afgørende betydning for Maries liv.

Sammen med kopper dekoreret med mange andre motiver – nogle med popidoler, andre med portrætter af familie og børn, som folk har bestilt hos hende via internettet – står de rundt i lejligheden: Den første blomsterserie, som blev en – omend besværlig – succes, da kvaliteten fra producenten i Kina svigtede. Og eksempler fra Maries nye ”Flora Danica-stel” i nutidig udgave: En spritny kopserie til danske kaffeborde med akvarelmalet grøftekant-flora i afdæmpede, transparente farver, der lanceres under navnet Fabula Nordic og kommer i butikkerne i slutningen af oktober.

Flora Danica er navnet på et af verdens største botaniske værker med kolorerede afbildninger af Danmarks og Skandinaviens vilde flora. Nogle af dem kom senere på kaffekopper og andet porcelæn, da kongehuset i 1790 bestilte et pragtsæt hos Den Kongelige Porcelainsfabrik. Omkring 150 år tidligere havde lægen og botanikeren Simon Paulli på foranledning af Christian IV udsendt sin Flora Danica. Et af formålene med den var at beskrive de lægende urter, man mente kunne bekæmpe sygdomme og altså anvendes af datidens læger og munke.

Som en slags nutidig parallel til dette har Maries kopper, dekoreret med vilde vækster fra danske grøftekanter, haft en helbredende virkning, i hvert fald på den 37-årige kunstner, designer og iværksætter, der for få år siden psykisk befandt sig nede i en dyb depression. For det er arbejdet med kopperne og grøftekantens blomstermotiver, som har været med til at hente hende op af det sorte hul, hun blev sendt ned i, da en psykose forvrængede hendes virkelighedsopfattelse, isolerede hende fra venner og bekendte og til sidst tog al livsmodet fra hende, så hun sad som en zombie på sin seng hjemme hos sin mor i Jylland uden at kunne tage sig sammen til noget somhelst.

For et halvt års tid siden deltog hun og hendes forretningspartner i DR-iværksætterprogrammet ”Løvens hule”, hvor hun nervøst og med svedperler på panden alligevel formåede at overbevise to af ”løverne” – Ilse Jacobsen og Jesper Buch – så de endte med at investere 200.000 i Dyekjaer Design og Maries kopper. Virksomheden Dyekjaer Design blev stiftet i 2017 af Marie sammen med to unge iværksættere.

I DR’s ”Løvens hule” mødte Marie Dyekjær Eriksen iværksætteren Ilse Jacobsen, som har været med til at udvikle den nye serie med blomster i akvarel. – Fotos: Leif Tuxen.
I DR’s ”Løvens hule” mødte Marie Dyekjær Eriksen iværksætteren Ilse Jacobsen, som har været med til at udvikle den nye serie med blomster i akvarel. – Fotos: Leif Tuxen.

Selv er Marie lidt forundret over, at det er gået, som det er gået.

”Jeg ville lave tegneserier og design, så jeg droppede ud af gymnasiet, flyttede til Aarhus og begyndte på Den Fri Ungdomsuddannelse, hvor jeg kunne dyrke min interesse for tegning, maling, kunst, design og skulptur,” fortæller hun.

”Jeg drømte om at fortsætte uddannelsen i Frankrig og komme videre ad den vej, men efter det år i Aarhus stod det mig pludselig klart, at det ville jeg jo aldrig kunne klare. Jeg kunne tegne, men som kunstner skal man også udstille og netværke, og det vidste jeg ved mig selv, at det ville jeg aldrig kunne finde ud af. Dertil var jeg alt for introvert. Det var noget af en øjenåbner, og lidt chokerende, at erkende det – og det førte til en depression, som måske var det første forvarsel om min senere sygdom.”

I modsætning til det ekstroverte menneske, der er udadvent og slapper bedst af i selskab med andre, holder den introverte sig helst for sig selv – og har ikke naturlige evner for at netværke, som den unge Marie også konkluderede sig frem til. Til gengæld er den introverte bedre til at fordybe sig, er kreativ og har en god fantasi, lyder psykologernes definition.

”I folkeskolen havde jeg ikke mange venner, og når andre gik til fodbold eller håndbold, gik jeg til tegning og maling på aftenskolen. Jeg havde det bedst, når jeg kunne sidde for mig selv og tegne, og sådan har jeg det egentlig stadigvæk. Når jeg maler mine blomstermotiver, er det totalt afslappende. Nærmest som en meditation.”

Marie kom tilbage, gjorde gymnasiet færdigt og tog sin universitetsuddannelse på RUC. Hun er cand.mag. i dansk litteratur og historie. Efter universitet har hun haft forskellige jobs og fortsatte med at tegne og male på freelancebasis. Blandt andet har hun udarbejdet undervisningsmateriale til Folkekirkens Skoletjeneste og illustreret et nyudviklet spil med ”Profetkort” med tegninger af profeter fra Det Gamle Testamente, som blev udgivet af Bibelselskabet, og Marie Dyekjær fik samtidig deltidsarbejde som layouter på et tidsskrift.

”Det gik rigtig godt det hele, syntes jeg. Nu var ’Profetkortene’ jo udgivet og havde været med på en bogmesse i Frankfurt, og jeg lærte mere og mere om layout, og så ville jeg naturligvis blive forfremmet og få en bedre stilling. Det var jeg fuldstændig overbevist om, samtidig med at jeg undrede mig over, at chefen ikke sagde noget om forfremmelse. Men jeg tænke ved mig selv, at de på tidsskriftet nok havde snakket sammen med Bibelselskabet, og at det af en eller anden grund bare ville være et spørgsmål om tid, inden jeg fik det at vide. Samtidig blev jeg mere og mere sikker på, at alle mine kolleger vidste det, og jeg begyndte at tolke på deres mimespil og adfærd og uddrage mine egne konklusioner.”

Hendes venner og familie fik også fortalt om den store

stilling, Marie mente at vide var på vej.

”De blev glade på mine vegne, men der skete jo bare ingenting, og det blev sværere og sværere at få nogen til at tro på, hvad jeg fortalte.”

Så Marie valgte derfor at afbryde al forbindelse til venner og bekendte, som åbenbart ikke ville tro på hende, og isolerede sig mere og mere.

I stedet for en forfremmelse endte det med en fyreseddel, og Marie blev indlagt med en psykose på Rigshospitalets psykiatriske afdeling. Psykoser defineres som psykiske lidelser, ”hvor patientens opfattelse af virkeligheden er svært forstyrret. Det viser sig ved, at den syge oplever sig selv og fortolker verden på en måde, som er helt forskellig fra det normale”.

Marie Dyekjær siger:

”Det var en mærkelig periode, for samtidig med at jeg fortalte om min forestående forfremmelse og tolkede løs på kollegernes mimespil, kunne jeg jo mærke, at jeg fik det dårligere, og det blev rigtig slemt, da også min far holdt op med at tro på mig.”

Tre år tog det hende at komme oven vande.

”Når jeg tænker tilbage, var det værste den depression, jeg også røg ned i, hvor jeg bare lå og kiggede ud i luften. Det er det værste, jeg nogensinde har prøvet. Fuldstændigt lammende. Som at blive puttet ned i et sort hul eller en sort labyrint, som man ikke kunne slippe ud af, og der var intet lys for enden af tunnellen. Der var ingenting.”

Alligevel begyndte håbet at trænge ind gennem sprækker i depressionens mørke. Men uhyre langsomt ind til det skrøbelige menneske inde bag depression og psykose. Marie blev hjulet på vej af løntilskudsjobs og mødte her en vejleder, som fik lyset til at skinne igen og dermed hjalp hende til at genfinde troen på sig selv.

”Under psykosen havde jeg jo også haft gode stunder. Jeg havde et arbejde, jeg kunne lide og var overbevist om, at det hele gik godt. Efterhånden som jeg fik det bedre, begyndte jeg også at indse, at jeg selv måtte gøre noget. At jeg var nødt til at komme i gang igen, og mødet med denne vejleder blev vendepunktet. Hun gav mig det skub, jeg havde brug for. Som arbejdet med mine kopper og blomster siden har gjort det.

Marie Dyekjær købte sin egen maskine, som kunne overføre illustrationer til kopper og krus. Det førte siden til den første blomsterserie, som nu er udgået af produktion.

”Den skulle produceres i Kina, og jeg anede jo ingenting om produktion, så det gik helt galt. Da jeg fik de første prøvekopper tilbage fra Kina, var kvaliteten så dårlig, at vi ganske enkelt ikke kunne være bekendt at sælge dem.”

Det værste var, at serien var solgt på forhånd.

”Jeg fandt ud af, at jeg nok havde været noget af en naiv iværksætter. På den anden side tror jeg i dag, at havde jeg vist, hvor mange problemer vi ville ryge ind i, havde jeg nok slet ikke turdet.”

Efter bruddet med den kinesiske fabrikant stod Marie til

bage med 2400 udekorerede krus.

”Dem måtte jeg så selv igang med at trykke på min egen lille maskine. Det tog flere måneder og var en hård periode, for jeg måtte jo hele tiden også fortælle folk, at de nok skulle få deres kopper, som de havde betalt for. De var bare lidt forsinkede.”

Ikke mindst efter disse erfaringer er hun glad for det nye bekendtskab med de to ”løver” fra tv. Den nye serie med blomsterakvareller er udviklet i samarbejde med Ilse Jacobsen og produceres i Thailand.

Marie drømmer om en senere udvidelse med fade og kagetallerkener, og hjemme i lejligheden på Østerbro i København eksperimenterer hun med idéer til nye dekorationer af kopper og fade og nu også tryk på T-shirts.

Et halvtidsjob som redaktør på et netbaseret erhvervsmedie giver brød på bordet, for som ny iværksætter går foreløbig alle pengene til firmaet.

Til gengæld har hun genfundet sin tro på livet og erfaret, at der også kan være en dybere mening i en kaffekop. I hvert fald når den er smukt dekoreret med en dansk grøftekant.