Oscar Pedersens rige onkel kom ikke fra Amerika. Han kom fra Midtjylland.
”Alle har hørt fortællingen om den rige onkel fra Amerika, der pludselig dør og efterlader en masse penge. Jeg plejer at fortælle folk, at min rige onkel kom fra Silkeborg,” siger Oscar Pedersen.
Sådan begynder fortællingen om, hvordan en helt almindelig ung mand arvede en mindre formue efter en ukendt slægtning. En historie om dobbeltheden ved at være taknemmelig og have skyldfølelse over ikke at have gjort sig fortjent til pengene.
En helt almindelig vintereftermiddag for snart fire år siden. Oscar Pedersen sidder på sit værelse hjemme hos sine forældre. Et halvt år før er han blevet student, og nu bruger han sin tid på at spare sammen til en rejse eller måske et højskoleophold. Fastnettelefonen ringer, og i rummet ved siden af tager hans far telefonen. Han lægger på og kommer ind på værelset.
”Hey Oscar, du har arvet,” lyder meldingen.
Tusinde tanker flyver gennem Oscar Pedersens hovedet det sekund. Han er chokeret. Hvad er der mon sket med hans mormor. Faderen får ham hurtigt beroliget, for det er ikke mormor, men Ove, som Oscar nu skal arve efter.
Så sidder han der. På sengen i sit barndomsværelse og har ærligt talt lidt svært ved at komme på, hvem Ove er.
Ove er mormoderens fætter. En mand, som Oscar måske har mødt to-tre gange i sit liv. Og nu viser det sig, at han har besluttet, at alt skal gå i arv til hans kusines børnebørn. For Oscars mormor er allerede på dette tidspunkt en ældre dame, og pengene ville ikke have den store betydning for hende. Ligesom hendes børn, Oscars mor og morbror, på det tidspunkt er i en alder, hvor de har styr på deres økonomi, og heller ikke de vil have den store gavn af pengene. Tilbage er fire børnebørn, og det er dem, som Ove har betænkt i sit testamente.
”Det var sødt tænkt af ham, at det skulle hjælpe os godt på vej. Men i lang tid bagefter gik jeg og følte mig uværdig. Man kan nok aldrig gøre sig fortjent til at arve, men der findes situationer, hvor man har gjort sig mere fortjent til det,” siger Oscar Pedersen.
Da det første chok over meldingen har lagt sig, er det den dårlige samvittighed, der fylder. Og det bliver den ved med. Oscar Pedersen har nemlig svært ved at forlige sig med tanken om, at han skulle arve en mand, som han ikke rigtig har kendt.
Kort tid efter, at han har fået nyheden, tager Oscar Pedersen med familien til Silkeborg for at deltage i begravelsen. Og så står han der. Til en begravelse, han ikke rigtig har lyst til at deltage i, og bliver som nærmeste slægtning sat til at være kistebærer. Det er en mærkelig fornemmelse at bære kisten ud af kirken. For mange er mødt op, og de virker dybt berørt over tabet af Ove.
”Det føltes uværdigt, ikke for ham, men for os. Jeg følte, at jeg burde have været mere berørt, end jeg var. Jeg var ked af, at han var død, men fordi jeg ikke kendte ham, så kunne det lige så godt have været alle mulige andre.”
Efter bisættelsen tager familien direkte videre til advokaten, for der er ikke arrangeret noget mindesamvær. Hos advokaten bliver de bedt om at tage plads, og så skal de efter tur vedkende sig arven. Derefter går oplæsningen af testamentet i gang, og efter en kort opsummering af det tekniske kommer de til det virkelig spændende. Det skal nu vise sig, om der overhovedet er nogen penge i boet.
Advokaten læser op. Først en opsparingskonto med lidt over 200.000 kroner, så lejligheden, så værdipapirer. Listen bliver ved og ved i, hvad der virker som en evighed. Til sidst står det klart, at Ove har efterladt sig værdier for lidt over fire millioner kroner. Familien er målløs, og især de unge arvinger har lidt svært ved at begribe beløbets størrelse. En hurtig udregning viser, at de hver især kommer til at arve lidt over en million. Efter skat og afgifter er betalt, svarer det til en udbetaling på lige omkring 800.000 kroner til hver.
”Det er rigtig mange penge. Ikke så mange, at jeg aldrig i mit liv behøver at arbejde igen, men det er nok til, at jeg nok aldrig kommer til at skulle bekymre mig om penge igen,” siger Oscar Pedersen.
Efter besøget hos advokaten tager familien samlet på restaurant Bones, og det er med Oscar Pedersens ord ikke særlig ”wow vi har lige arvet en mindre formue”-agtigt. Mens de spiser, tager han sig selv i at spekulere på, hvad pengene kan bruges til. Han kunne også gå sammen med sin fætter, og så kunne de købe et jagtterritorium. Eller måske købe en virkelig stor Audi, men det er ikke nok penge til, at han ville kunne vedligeholde sådan en bil.
Efter frokosten tager familien videre til Oves lejlighed for at gennemgå den og begynde den lange proces, som ligger foran dem i forhold til at få frigjort værdierne i boet.
Mens de går rundt i lejligheden, der står som den dag, da Ove døde, føler Oscar Pedersen, at han bør tage noget med for at mindes Ove, også selvom han hverken har noget forhold til tingene eller manden. Han ender med at tage en flaske dessertvin og et maleri under armen.
”Det var mærkeligt at gå rundt i den lejlighed, hvor han har boet, og jeg kunne ikke lade være med at tænke: ’Burde jeg have gjort en indsats i forhold til den her mand?’. Samtidig vidste han godt, at vi ikke var tætte med ham, og han havde heller ikke opsøgt os,” siger Oscar Pedersen.
Og sådan kører tankerne rundt i hans hoved. For Oscar Pedersen er fanget mellem glæden over de mange penge og skyldfølelsen over, at de er hans, fordi en mand er død. Men som tiden går, bliver det lettere at håndtere skylden.
”Jeg har jo ikke bare fået de her penge, fordi jeg er den nærmeste slægtning. Han har faktisk sat sig ned og besluttet sig for, at de skulle gives til mig og de andre børnebørn. Et eller andet sted skulle jeg også respektere, at han havde ønsket, at jeg skulle have pengene,” siger Oscar Pedersen.
Der går et år, fra familien har mødtes med advokaten, til pengene bliver udbetalt. Oscar Pedersens forældre opfordrer ham til at bruge pengene på lidt sjov og ballade, for han skal også kunne mærke, at han har arvet. Men tanken om store guldure og ekstravagante rejser tiltaler ikke Oscar Pedersen. Størstedelen af pengene sætter han ind på en konto, hvor han ikke kan røre dem. For i det mellemliggende år har han besluttet, at de skal bruges til at investere i fast ejendom.
”Det mest ekstravagante, jeg gjorde, var at holde en fødselsdag, hvor jeg inviterede 20-30 venner til paintball og pizza. Og så satte jeg lidt til side, som jeg kunne bruge, mens jeg læste. Reelt set har det betydet, at jeg altid har haft råd til en fadøl sidst på måneden, når mine venner ikke havde mere at tage af. Jeg har aldrig haft lyst til bare at klatte penge væk på forbrug.”
To år efter at arven er blevet udbetalt, skal det være. Men det, der engang virkede som en enorm sum, er måske ikke så stor. I hvert fald ikke når man konfronteres med det benhårde københavnske boligmarked. Oscar Pedersen ender med at bruge næsten hver eneste krone på at købe en andelslejlighed. Og billedet, han tog med fra Oves lejlighed, har fået ærespladsen i den lille entré. Som en påmindelse og taksigelse for de muligheder, pengene har givet ham.