Brevkassen: Både gode og dårlige ord kan hænge ved i årtier

Elisabeth fik aldrig egne børn, og nu mange år efter er der stadig sårende ord fra andre, som hun husker

Modelfoto.
Modelfoto. Foto: Christopher Nuzzaco/Panthermedia/Ritzau Scanpix.

Kære brevkasse

Hermed et brev om at være barnløs. Landmandens indlæg i sidste uge fik mig til at reagere. Han nævner, at mange, sikkert velmenende mennesker, begynder at spørge ind til, hvornår man har tænkt sig at reproducere sig selv. Det har jeg også selv oplevet.

Denne artikel er en del af denne serie:
Spørg om livet

Jeg blev gift, da jeg var i 20’erne med en mand, som ikke ønskede sig børn – viste det sig. Det havde jeg ikke helt set komme. Men jeg blev ofte spurgt, hvorfor jeg ikke blev gravid, som om folk havde ret til at vide det. Og de var sikkert velmenende.

Vi blev skilt efter 10 år, og lidt senere mødte jeg en mand, som havde tre børn i forvejen. Jeg var da selv sidst i 30’erne, og dengang syntes jeg ikke, at det længere var hensigtsmæssigt at forsøge selv at få børn.

Men jeg var jo omgivet af unge familier. Kolleger og venner havde små børn, og snakken gik ofte ud på alle de glæder og besværligheder, som er forbundet med at have små og store børn. Ikke altid lige interessant at lytte til, selvfølgelig. Men bagsiden var også, at man ligesom skulle forsvare sig mod det at være ufrivilligt eller frivilligt barnløs.

Når man kunne tillade sig at rejse ud i verden, kunne man høre: Ja, du kan sagtens, det kan vi andre ikke tillade os. Og så var der bemærkningen, som gjorde ondt: Man er jo ikke rigtig kvinde, når man ikke har født. Det ved jeg så af gode grunde ikke noget om, men jeg synes nu nok, at den slags bemærkninger var under bæltestedet.

Nu er jeg i mellemtiden blevet over 80 år og har dejlige bonusbørn og bonusbørnebørn og er tilfreds med mit liv. Min pointe er, at man sommetider skal tænke sig godt om, inden man slynger om sig med spørgsmål og lidt perfide bemærkninger.

Med venlig hilsen

Elisabeth

Kære Elisabeth

Tak for dit brev og for din påmindelse om, at vi skal møde hinanden med omtanke og visdom. Og det er godt at høre, at du i livets løb fik skabt gode fællesskaber med dem, der blev din familie.

Ord, vi giver til hinanden, kan skabe noget i et menneskesind. Og nogle af dem kan gøre rigtig ondt, så det er ikke ligegyldigt, hvad der kommer ud af vores mund. Du kan jo huske de sætninger, som du blev mødt med for næsten 60 år siden. Det er tankevækkende. Sådan kan det også være med gode ord: De kan lagre sig og blive langtidsholdbare i vores indre.

Når vi er sårbare og har noget at kæmpe med, har vi også ofte et skærpet modtageapparat over for det, som andre kommer med eller ikke kommer med, og huden kan være tynd, så de uvise eller de manglende ord i endnu større grad kan præge os og vores humør.

Det at møde mennesker med gode ord er en disciplin, som vi alle kan træne og dygtiggøre os i, for det har meget stor betydning.

Det må ikke have været så let for dig som ung. Du skulle på en måde kæmpe med en dobbelt smerte. Dels opdagede du, at din mand ikke ønskede sig børn, og måtte dermed forholde dig til en forholdsvis radikal beslutning. Og dels skulle du høre på folks mere eller mindre uindfølende kommentarer.

Det værste er næsten, at folk kunne finde på at sige, at man ikke var en rigtig kvinde, hvis man ikke havde født børn. Det er en krænkelse mod rigtig mange kvinder. Der er gode, aktive kvinder, som bor alene, der er kvinder, der uforskyldt eller selvbestemt er barnløse, og der er kvinder, som igennem tiderne har valgt at vie deres liv til en sag, for eksempel som diakonisser eller nonner. Alle disse kvinder er rigtige kvinder.

Da vi var helt unge og studerede, boede vi i en længere periode på et pensionat på Østerbro i København. Her havde Anna Hansen, eller ”mor Anna”, som hun blev kaldt, igennem det meste af sit voksne liv haft en femetagers ejendom, hvor hun havde mange unge boende. Og hun lavede middagsmad til os 20-30 studerende hver dag, og den blev spist i hendes store stue. Dermed skabte hun et enestående og livgivende fællesskab for mange af os, som måske kom fra provinsen og skulle finde fodfæste i en ukendt og stor by.

Hun var samlingspunktet og atmosfæreskaberen, også selvom hun ikke altid var den, der bare snakkede løs. Når vi nu, adskillige årtier efter, mødes med mange af dem, der også boede der i deres unge dage, så falder snakken på denne særlige kvinde. Mor Anna kan der nemlig fortælles rigtig meget om. Og hun har betydet rigtig meget for mange af os.

Der er nogle ord, som rinder os i hu i denne sammenhæng, og som vi gerne vil viderebringe i denne brevkasse:

”Den, der bruger sit liv på andre, kan have flere børn end den, der ammer.”

Det er en vigtig sætning. Mor Anna havde vist aldrig haft en kæreste. Og hun havde ingen børn. Men hun var en myndig og omsorgsfuld kvinde.

At få eller ikke at få egne børn er et personligt og stort tema, som stikker dybt hos de fleste. Det tema skal nogle gange som alle andre følsomme emner mødes med visdom, så mennesker ikke bliver overladt med en ensom og hemmelig smerte, som ikke kan berøres. Og andre gange skal man tie. Hvornår man skal det ene eller det andet, hører ind under kategorien livskunst, og den kan vi alle med fordel øve os i hver dag.

I Prædikerens Bog i Det Gamle Testamente understreges det også, at der er tider til at tie, og der er tider til at tale. Og begge dele er vigtige at kunne.

Mange hilsener