Prøv avisen
Allehelgen

Provst: Bånd består på trods af døden

Når landets kirker på søndag holder allehelgen, vil der være bred opbakning. Ønsket om at mindes afdøde er stort, siger provst Ulla Thorbjørn Hansen

Hvad er allehelgen?

Det er en fest, hvor vi takker Gud for liv, glæde og opstandelse og holder fast i troen på, at vi er en del af det fællesskab, som døden ikke sætter grænse for. Fordi det er en festsøndag, er den liturgiske farve hvid. Det er en gudstjeneste, hvor der er fokus på, at folk kommer med det, som piner og nager, fordi det gør ondt at blive skilt fra dem, vi elsker, men det er også en dag, hvor der bliver peget hen på trøsten, håbet og taknemmeligheden.

Hvorfor er allehelgen blevet et samlingspunkt?

Vi vil gerne have styr på døden, og flere vil også gerne bestemme over deres egen død, men døden er tab af kontrol, og vi har brug for at være i et rum, hvor vi i fællesskab kan få lov at mindes, uden at det er underligt at fælde en tåre.

Hvordan ser du, at behovet for at mindes er stort?

Mange mennesker har brug for at stoppe op og mindes, for der er bånd, som består, på trods af døden. Steen Steensen Blicher udtrykker det meget fint i ”Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog”, hvor han skriver om at have venner og bekendte både over og under jorden.

På hvilken måde understøtter kirken fællesskabet mellem levende og døde?

Det bliver helt tydeligt i nadveren. I kirken har vi et fællesskab, som går ud over hele jorden, og et fællesskab af levende og døde, og ved nadveren er vi en del af det samme fællesskab.

Mange kirker sender særlige invitationer ud til allehelgen til folk, som har mistet. Hvorfor?

Det kan være svært at vende tilbage til den kirke, hvor man fik sine kære begravet, men for mange er det betydningsfuldt at komme tilbage i netop det kirkerum. Og har man børn, kan man fint tage dem med og vise, at man ikke er glemt, selvom man er død.

Hvad er den teologiske begrundelse for at tænde lys på gravene til allehelgen?

Der er flere grunde. I år er prædiketeksten fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus taler om, at man ikke skal sætte sit lys under en skæppe, men i en stage, så det kan lyse for alle. I mange år tænkte vi, at det med at tænde lys var noget, man gjorde i den katolske kirke, men vi tænder lys allehelgen, fordi vi ønsker at ære og mindes de personer, som har været lys for os, og takke Gud for det liv, som er og stadig skal være. En pige, der var med sin mor i kirke, så solens lys gennem glasmalerierne og spurgte sin mor, hvem menneskene på ruderne var. Moderen hviskede, at det var helgener, og pigens udlægning blev, ”at helgener er mennesker, som lader lyset skinne gennem sig”. Den definition af helgen giver god mening til allehelgen. Vi skal ikke ophøje folk som helgener, men vi takker Gud for det lys, som skinner gennem dem.