Prøv avisen

Bag Camilla Kjems' ydre succes gemte sig en dyb eksistentiel ensomhed

I mange år forsøgte Camilla Kjems at skjule sine svære livtag med tilværelsen, der blandt andet har budt på tilbagevendende depressioner og angst. Men nu er hun begyndt at stå ved sin sårbarhed, og hvor hun før frygtede fordømmelse, var det i stedet respekt og omsorg, hun mødte. ”Jeg opdagede, at når jeg havde mod til at vise, hvem jeg var, kunne jeg ikke længere blive afsløret. Skammen over at være mig blegnede.” – Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Feminas chefredaktør, Camilla Kjems, har siden puberteten levet i et mørke, som skyggede for livsglæden og fornemmelsen af at høre til i verden. For nylig tog hun på en ”mental pilgrimsrejse” og skrev herefter bogen ”Du skal turde elske først”. Her udfolder hun en række bærende værdier, der nu hjælper hende med at være mere glad for livet – og sig selv

Når Camilla Kjems er ude at holde foredrag om sin nye bog, kommer både mænd og kvinder hen til hende bagefter og takker. Det er ofte det samme, de siger: ”Når sådan en som dig kan have det sådan, giver det sådan en som mig mod til også at stå ved min egen sårbarhed. Så tak fordi du fortæller så åbent om både angst, depressioner og problemerne med at føle, at man hører til i verden.”

Udadtil er Camilla Kjems nemlig en succes. Hun er 44 år, men har allerede siddet syv år i chefredaktørstolen på kvindeugebladet Femina, har derudover en bacheloruddannelse i retorik og en fortid som jazzsangerinde. Men bag det interessante cv gemmer sig også en privat Camilla, der siden folkeskolen har haft problemer med at føle sig hjemme i livet.

Hun har sagt ja til at fortælle om skyggesiderne og om den søgen efter en række bærende værdier, hun har været på i de senere år, og som hun selv kalder ”en mental pilgrimsrejse”. Hun ligner ikke umiddelbart en kvinde, der har måttet slås med selvværd og indre dæmoner. Smiler stort, da hun kommer ind på caféen, har en overskudsgul sweater på og forskellige farver neglelak på hver eneste finger. Hun medbringer en stemning af nysgerrighed og nærvær, så man føler sig i godt selskab med det samme. Men Camilla Kjems har også øvet sig i at gøre andre mennesker tilpas, fortæller hun, og det er derfor en af hendes spidskompetencer at tilpasse sig andres forventninger til, hvordan hun skal opføre sig.

”Jeg har altid tænkt, at hvis jeg nu gør sådan og sådan, så kan folk sikkert lide mig. Og på den måde har jeg haft alt for stort fokus på mine handlinger som dem, der gav mig lov til at være i verden. Det var ikke nok bare at være mig selv som menneske, som den jeg er. Det tror jeg desværre, at mange kan genkende. Men det er jo ret afgørende for ens væren i verden, om man har en tillid til at være elsket alene i kraft af den, man er – eller kun i kraft af det, man gør,” siger Camilla Kjems.

Titlen på hendes nye bog ”Du skal turde elske først” siger derfor meget godt, hvordan Camilla Kjems tidligere har haft problemer med netop bare at kaste sig ud i livet. At elske det og have tillid til, at det ville hende det godt. Bogen skal ikke ses som en selvhjælpsbog, siger hun. Men hun håber på, at den kan være med til at skabe større åbenhed om den sårbarhed og usikkerhed, som mange mennesker er plaget af i vores tid. Og det er derfor, hun har valgt at fortælle om sin egen historie, hvor en dyb eksistentiel ensomhed har fulgt hende siden den tidlige pubertet. Efter forældrenes skilsmisse.

Læs et uddrag af bogen her.

”Jeg oplevede pludselig, at mine forældre fik mere travlt med at realisere sig selv og bruge tid på deres nye partnere end på min søster og mig. Og de nye partnere var totalt uinteresserede i os børn. Faktisk var min mors kæreste meget sød og opmærksom over for os, inden de flyttede sammen. Men herefter blev det forfærdeligt. Han var nærmest sygeligt jaloux på os, han overvågede os, og stemningen var altid højspændt. Jeg lærte derfor at tilpasse mig hans humør og gøre mig så lidt synlig som muligt. Samtidig viste skilsmissen mig jo, at det mest basale fundament, min familie, kunne svigte.”

I skolen følte Camilla sig også utilpas. Hun var ikke som de andre i den bornholmske skoleklasse, hvor ingen af kammeraternes forældre var skilt, og følelsen af en grundlæggende ensomhed tog til, da hun kom i gymnasiet.

”Jeg følte mig anderledes og havde oplevelsen af, at ingen rigtig forstod mig. At jeg var isoleret og overladt til mig selv. Men udadtil var jeg den tjekkede Camilla, der klarede sig godt med både karakterer og med fyre, så mine omgivelser så jo også kun den stærke Camilla. Jeg tillod ikke mig selv at vise den indre usikkerhed frem. Og det gjorde mig bare endnu mere ensom. I dag kan jeg se, at det faktisk er en styrke at turde stå ved sin sårbarhed. At den er et grundvilkår ved det at være menneske, og at man kun bliver stærkere ved at se den i øjnene og tale om den. Det ville jeg gerne have vidst dengang.”

Da hun var 17 år, blev Camilla ramt af endnu en alvorlig begivenhed, der viste hende livets skrøbelighed. Hun fik konstateret modermærkekræft, der på daværende tidspunkt var en af de farligste kræftformer overhovedet. Hvis den havde spredt sig, var ingen behandling mulig. Heldigvis blev alle kræftceller fjernet ved operationen, og Camilla blev erklæret kræftfri. Men chokket over, at en så alvorlig og livstruende sygdom kunne ramme hende, fik mørket og ensomheden til at vokse. Og angsten begyndte at tage bolig i hende. Med angstanfald, psykologbesøg og tilbagevendende depressioner.

”Jeg tror, mit hovedanliggende med bogen er at søge efter et svar på, hvordan vi lærer at være i den eksistentielle ensomhed på en sund måde. Så den ikke bliver selvdestruktiv eller slår om i en offerrolle, som jeg også kan genkende fra mig selv,” siger Camilla Kjems og uddyber:

”For ikke nok med at jeg har levet med en konstant usikkerhed og altid har haft den der indre stemme, der kritiserer og finder fejl hos mig selv, så har jeg også tidligere dyrket den mørke side af mig og ville som yngre gerne fremstå som den mystiske og dybe Camilla, der ikke var til fals for de mere lette eller muntre fællesskaber, som jeg dømte småborgerlige og overfladiske. Samtidig så jeg også i flere år mig selv som en, der levede lidt på trods, som en livet havde været ekstra hårdt over for. Som et offer. Så det var et underligt miks af selvbebrejdelser, overlegenhed og selvmedlidenhed der fyldte mit sind i mange år.”

For fem år siden blev Camilla Kjems skilt fra sin mand gennem 16 år. Forelskelsen, kærligheden og genkendelsen var forsvundet i takt med, at huset, bilen og villavejen lignede det perfekte liv. Med tre skønne børn og to spændende karrierer. Fremdrift og statussymboler var på plads. I bogen beskriver Camilla Kjems, hvordan lykken var noget, ”vi var på jagt efter hele tiden, aldrig noget, der var der lige nu. Vi fik det hele, men vi fik det ikke bedre – tværtimod”.

Skilsmissen var en sorg, og den er stadig forbundet med skyld og skam, især over for børnene. Men for Camilla Kjems blev den også startskuddet til at genfinde den livsglæde og tillid til livet, som forsvandt helt tilbage i barndommen, men som var der engang. En stemning, hun i dag bedst af alt kan beskrive via indledningsscenen i serien ”Det Lille Hus på Prærien”. Hvor den lille Laura med de lange fletninger sorgløst løber ud over engen og ligefrem hopper i luften af boblende glæde.

”Men hvis hun skulle have mere plads, så skulle jeg ud af mit skjul og lære at stå ved den, jeg er. Ikke leve to liv længere, et ydre og et indre. Jeg ønskede også at gøre op med offerrrollen og selv lære at stå til ansvar for mit liv og ikke kun placere det i arven, miljøet eller kemien – selvom det selvfølgelig alt sammen spiller en væsentlig rolle, og medicinen mod depression og angst kan jeg slet ikke leve foruden. Men jeg satte mig for at gøre op med skylden og skammen og den der idé om ’når bare-livet’, hvor man altid forestiller sig, at det hele sikkert bliver bedre, når bare lige... Og det blev så anledningen til den her rejse efter svar og bærende værdier. Min søgen førte mig rundt til syv forskellige kloge mennesker, der hver især har bidraget til at finde frem til de syv dyder, som jeg beskriver i bogen, og som jeg mener kan bære et liv, – og som jeg håber, andre mennesker også kan finde mening i.”

I bogen kan man se værdierne listet op i følgende rækkefølge: ærlighed, accept, integritet, mod, nydelse, fællesskab og ansvar.

”Man kan jo godt nogle gange tænke, at det er frygtelig selvoptaget at være så optaget af ens egen væren i verden. Men hvis man ikke har sig selv på plads, står ved sig selv, er ærlig og accepterer sig selv, så kan man heller ikke være noget for andre. Derfor er det afgørende, at man får kigget lidt på, hvilke grundværdier der egentlig er og skal være bærende i ens liv – og om man lever efter dem. Jeg kan jo se, hvordan det for eksempel har påvirket mine børn, at jeg har forsøgt at være noget andet, end jeg var. At jeg har forsøgt at skjule min usikkerhed og mit mørke for dem. Det har blandt andet betydet, at de har følt et ansvar for de nedture, jeg ikke var ærlig omkring. Nu siger jeg det åbent til dem, hvis jeg har en dårlig dag – så de kan slappe af, for ansvaret ligger hos mig. På min arbejdsplads kan jeg også mærke, at medarbejderne er begyndt at vise nye sider af sig selv, fordi jeg, deres chef, er blevet åben om, hvad jeg bakser med. Så det skaber faktisk liv at stå ved sin skrøbelighed. Det har bare taget mig lang tid at forstå. I virkeligheden er man ved at gemme den af vejen med til at holde liv i forestillingen om, at tilværelsen kun må være lys og sorgfri – og at man fejler som menneske, hvis ens liv ikke føles sådan.”

Camilla Kjems har på sin rejse mod de syv dyder blandt andet talt med en psykolog, en hjerneforsker og et par præster. Og især bidt mærke i præsten Helene Dams ord om, at ”hvis du ikke vil smerten, vil du ikke livet. Hvis du ikke vil sorgen, vil du ikke kærligheden. Hvis du vil magten, ender du som magtesløs”. Og fundet trøst og håb i fortællingen om Jesus, hvor han siger: ”Jeg går altid ved siden af dig,” hvortil personen ved siden af ham svarer: ”Men hvordan kan det så være, at der nogle gange kun er et par fodspor i sandet?”. Svaret fra Jesus lyder: ”Det er de gange, jeg har måttet bære dig.”

”Jeg ved ikke, om jeg vil kalde mig selv troende. Det er et stort ord, synes jeg. Men jeg elsker at være i et kirkerum, kan blive helt høj af sangen og nyder også den selvforglemmelse, som man blandt andet kan opleve i kirken, kunsten og i kærligheden. Det er jo i virkeligheden den, jeg søger. At slippe for hele tiden at skulle forholde mig til mig selv og mine tanker – og så bare være til stede. I tillid til at livet vil mig det godt. Det øver jeg mig stadig på. Ligesom jeg øver mig i at gå ind i mere forpligtende fællesskaber og ikke kun de flygtige på Facebook og jagten på det næste ’like’. For i det, jeg før kun havde foragt over for og kaldte ’hverdagens banaliteter’, findes jo i virkeligheden nøglen til at opleve meningsfuldhed. Dén følelse opstår nemlig kun i samspil med andre mennesker.”

I bogen skriver Camilla Kjems derfor om dyden ”fællesskab”:

”Det forladte fyrtårn, som jeg tidligere har set mig selv som, har oplyst sin ensomme rute for sidste gang. Nu vil jeg være et bøgetræ i en skov, hvor alle træer er en del af et fælles rodnet.”

Mens hun har fortalt, er caféen blevet fyldt op med skoleelever på opgave, familiefrokoster og venindetræf. Camilla Kjems drikker sin kaffe færdig og siger som noget af det sidste, inden hun skal videre ud i middagsvrimlen:

”Jeg bliver selvfølgelig aldrig som Laura igen, men jeg er heldigvis på vej til at blive en Laura, der står ved både de mørke og lyse sider. Og jeg håber, at folk, der læser bogen, måske ikke synes, den handler mest om mig – men at de i stedet føler sig genkendt, og at den på den måde handler om det at være menneske. Hvor vi skal lære ikke at blive så bange for mørket.”