Så længe jeg kan huske, har jeg tænkt, at hvis jeg ikke skulle blive astronom, ville jeg være balletdanser. Så da jeg som 20-årig studerende begyndte at mærke, at min fysiske form var noget, jeg var nødt til at kæmpe for, lå det lige for at opsøge balletten i USG (nu KSI) – Universitetets Studentergymnastik. Og jeg har holdt ved lige siden, kun afbrudt af fødsler og længere ophold i udlandet.
Jeg går onsdag og fredag. Det kan være svært at finde tid til i et ofte ret hektisk arbejdsliv, men jeg prioriterer balletten benhårdt, for det giver mig noget, jeg ikke finder andre steder. Det er et helt særligt fællesskab, selvom de fleste på holdet er 30 år yngre end mig. For vi er fælles i vores fascination af, hvor svært det er at få bevægelserne til at se lette ud. Og af at det, der ser lettest ud, ofte er det sværeste.
Vi er alle sammen akademikere og har en hverdag, hvor vi bruger hovedet meget, så en del af fællesskabet er også at mødes i noget, hvor det kun handler om kroppen. Det handler ikke om at sige noget klogt, men om kontrol af bevægelser, og her opdager man hurtigt, at hjernen ikke styrer alt. Kroppen lever sit eget liv, og derfor er det kun træning og koncentration, der gør en forskel. Man kan ikke tænke sig til noget, og det ligger der en stor frihed i for mig. Her er det ikke konkurrencen med andre, der driver mig, men kun konkurrencen med mig selv og min krop.
Vi griner meget på holdet. Sikkert fordi vi alle tumler lidt rundt uden for vores komfortzone. Og det skaber en vis tryghed, at vi alle er i samme båd, uanset hvor vi ellers befinder os i universitetshierarkiet. Nogle er selvfølgelig dygtigere end andre, men ingen har det nemt, og den lighed er befriende. I det hele taget er jeg fri for alle de tanker, der kan gå og gnave i løbet af hverdagen, og når jeg igen kigger op efter halvanden times træning, føles det altid, som om jeg har genstartet min hjerne. Den har været på overarbejde, men ad helt andre kanaler end normalt, og derfor mærkes det som et frirum, der giver mig et både fysisk og psykisk overskud. Og som samtidig gør det nemmere at få helt nye idéer eller gentænke gamle, for hjernen tager aldrig fat helt samme sted, som den slap.
Som menneske bliver jeg også ladet op af det sociale samvær. I sidste ende er det jo på grund af det, jeg møder op hver gang, selvom det regner, og jeg er træt og stresset. Jeg kommer, fordi jeg føler mig forpligtet af fællesskabet, men endnu mere, fordi jeg kan grine og føle mig som del af noget intimt. Samtidig bliver jeg mindet om, at jeg er del af noget større. Vi er 8000 ansatte på Københavns Universitet, og der er 40.000 studerende, men jeg sidder jo bare der i min egen lille boble og fornemmer ikke helt den større sammenhæng, før jeg pludselig står til træning med de andre, der kommer fra alle hjørner af det fællesskab. Det sætter jeg meget stor pris på.