Prøv avisen
Spørg om livet

”Bare jeg havde den styrke og de gener, der gjorde, at jeg kunne kaste fortidens møg fra mig”

Jeg bruger alt for mange kræfter på at være til, og jeg synes, det er hårdt, at fortidens skygger stadig truer mit liv og mit humør. Tænk, at der er mennesker, der kan komme ud af barndommens skygge, sådan som jeg så i tv-udsendelsen. Det kunne jeg virkelig godt tænke mig, skriver Christa i denne uges brevkasse. Foto: Ritzau Scanpix

Som mennesker er vi dybt præget af vores barndom, og massevis af daglige oplevelser derfra omformes til et indre kompas, som vi trækker på resten af vores liv. Det handler også om genetik. Den vælger vi ikke selv. Den kommer fra vores far og mor og den familie, de er rundet af

Kære brevkasse

For ganske nylig så jeg en udsendelse på DR 2, som handlede om mennesker, der havde haft en hård barndom under meget foruroligende forhold, men som alligevel havde ”overlevet” og endda var kommet videre i livet med styrke og gåpåmod, og som havde fået krævende, fremtrædende stillinger eller opgaver.

Der var også en forsker og en psykolog med i udsendelsen, og der blev talt om, at der er mange genetiske forhold, der gør sig gældende, om man bukker under eller klarer vanskelige barndomsvilkår. Selv søskende med de samme forældre kunne falde helt forskelligt ud. Jeg syntes, det var interessant, men jeg blev også ganske vemodig og helt ærligt også misundelig på dem, der har fået de gode gener.

Jeg er selv vokset op i en dysfunktionel familie. Kort fortalt kommer jeg fra et hjem, hvor man ikke udefra kunne se, at der var noget galt. Mine forældre havde o.k. jobs, men hjemme var min mor enormt magtfuld og viste det enten gennem vrede eller ved at være fornærmet og lunefuld. Vi børn vidste aldrig, hvor vi havde hende, og vi fik ofte direkte eller indirekte skylden for de ting, der skete derhjemme. Vi blev også slået, når hun var helt oppe at køre. Så man følte sig aldrig sikker.

Hvis jeg skal være direkte i mit sprogbrug, så var vores far et skvat. Han engagerede sig sjældent og tog os ikke i forsvar. Han var nok også bange, men han tog aldrig kampen rigtig op, selvom han ofte brokkede sig. Han trak sig i stedet, og jeg tror, at han i perioder drak for meget. Han var ikke direkte alkoholiseret, men han var ofte fjern og ynkelig og havde også til tider en underlig adfærd.

Mine forældres ægteskab var slet ikke godt. Der var mange skænderier og dårlig stemning, og de blev skilt, da jeg var 10 år. Det blev det ikke bedre af for mig, for jeg havde indre uro, uanset om jeg var hos min mor, som jeg boede mest hos, eller hos min far, som vi nogle gange besøgte i weekenderne. Min far fik senere en ny kæreste.

Som barn og ung klarede jeg mig udefra set godt. Men inden i mig selv bar jeg på frygt, lav selvtillid og ensomhedsfølelse. Disse følelser fulgte mig op i voksenlivet – også selvom jeg er blevet gift med en mand, der slet ikke er som mine forældre, og vi har fået to dejlige børn.

I perioder har jeg kæmpet med depression og angst og har haft megen selvbebrejdelse over det. Bare jeg havde haft den styrke og de gener, der gjorde, at jeg kunne kaste møget af mig fra min fortid og skue ind i fremtiden med et åbent sind. Selvom jeg har haft stor glæde af at gå hos en psykolog i længere tid og har fået hjælpsom medicin, så synes jeg, klisteret fra min barndom stadig inficerer mit sind og min tanke.

Jeg bruger alt for mange kræfter på at være til, og jeg synes, det er hårdt, at fortidens skygger stadig truer mit liv og mit humør. Tænk, at der er mennesker, der kan komme ud af barndommens skygge, sådan som jeg så i tv-udsendelsen. Det kunne jeg virkelig godt tænke mig.

Min far er død for nogle år siden. Min mor lever endnu. Jeg har lidt kontakt med hende, men jeg kan ikke tåle det hyppigt eller over længere tid. Og jeg får stadig ondt i maven, hver gang vi mødes. Vi har et meget anstrengt forhold, hvilket hun jo også bebrejder mig for. Jeg ved, at I ikke kan skrive noget, der kan trylle min fortidsskygge væk. Men tak, hvis I har nogle refleksioner.

Venlig hilsen

Christa

Kære Christa

Tak for dit brev. Vi kan se, at du har gjort dig mange sunde tanker om dit liv og din udvikling, og at du har opsøgt god hjælp og heldigvis har en god familie nu. Du er også bevidst om, at dine besøg hos din mor skal begrænses. Måske skulle du aldrig nogensinde besøge hende alene?

For det reaktiverer sikkert nogle barneting for dig fra dengang, hun var magtfuld og uberegnelig. At tage din mand eller en veninde med kunne både bidrage til, at du følte dig mindre alene, at du følte dig voksen og støttet, og så kunne det bidrage til, at din mor måske opførte sig ordentligt.

I det følgende vil vi skrive lidt mere overordnet om det tema, du trækker frem i dit brev. Vi forstår godt dine tanker om, hvor forskelligt et menneskeliv kan forme sig. Det er ofte langt mere kompliceret end blot at sige arv og miljø. Vi er alle sammen dybt præget af et meget stort puslespil med enormt mange brikker af biologiske gener og forudsætninger, vigtige relationer, ressourcer i bred forstand, livshændelser på specielt sårbare eller gunstige tidspunkter og mange flere ting.

Nogle gange peger vi på fire forskellige områder, som på en måde er overskrifter for det, som påvirker os rigtig meget på godt og ondt.

For det første handler det, som du skriver, om genetik. Den vælger vi ikke selv. Den kommer fra vores far og mor og den familie, de er rundet af. Det betyder, at vi for eksempel kan hente vigtige gener fra en oldefar, som ingen kan huske eller kender til. Det har måske givet os en speciel evne eller en sygdom eller en modstandskraft, som er meget betydningsfuld.

Nogle gange ved vi måske, at en del i familien har kæmpet med depressive tilbøjeligheder, og at det også har ramt os selv, mens flere af vores søskende måske aldrig har mærket en snert af det og tilsyneladende klarer de fleste ting med godt humør. Så vores genetiske baggrund betyder rigtig meget.

For det andet er vi mennesker dybt præget af vores barndom. I forhold til dyrene, som måske har en afhængighedsperiode på måneder eller et år, så har vi mennesker mange års underlegen sårbarhed i vores opvækst. I alle de år er vi dybt afhængige af kærlige voksne omkring os, som er forudsigelige, trygge, anerkendende og grænsesættende på den gode måde.

Og er de ikke sådan i dagligdagen, får det ofte negativ betydning. Vi internaliserer nemlig massevis af daglige oplevelser i vores barndom, som omformes til et indre kompas, som vi trækker på resten af vores liv, hvad angår vurderingen og behandlingen af os selv og andre, og hvordan vi tackler udfordringer, sorg, konflikter og så videre.

Nogle gange ser man, at en meget destruktiv barndom på lang sigt alligevel omformes, fordi man måske traf en enkelt voksen, der mødte en med et kærligt blik og en anerkendende omsorg. Måske var det en skolelærer, en tante eller en nabo. Det vigtige var, at der bare var mindst én, der så os med et specielt blik.

For det tredje påvirker vores fysiske helbred os rigtig meget. Der er stor forskel på, om vi altid stort set er raske, eller vi gentagne gange må kæmpe med sygdomme. For eksempel er der statistisk langt større risiko for depressioner, når man har en hjertesygdom, har sukkersyge eller andre kroniske lidelser.

For det fjerde præges vi dybt af vores daglige liv i familien, blandt venner og på vores arbejde. Det siger sig selv, at mistrives vi på arbejdet eller i vores parforhold, eller er vi ensomme og ikke kan se glæde og mening i vores liv, så bliver det meste til stress og overlevelse.

Modsat kan et godt familieliv og et godt arbejde, en sund tro og meningsfulde aktiviteter på en måde bidrage til, at de ting, som er svære fra de ovenstående tre områder, kan holdes i skak, måske helt overvindes eller leves med på en god måde. Det er her i dette område, at håbet i særlig grad kan udfolde sig.

Du har oplevet meget svært. Du trænger vel nok til meget godt. Prøv at træne i at gøre ting, der giver dig glæde og energi, og tillad dig at sige nej til ting, der øger din sårbarhed. Hold dig til gode mennesker, som du kan stole på, så vidt det er muligt. Tænk barmhjertigt om dig selv.

Venlig hilsen

Annette og Jørgen