Kristian Jensen: Barndommen lærte mig, at forhindringsbaner er bedre end curlingbaner

Finansminister Kristian Jensen (V) er vokset op på et husmandssted i den vestjyske landsby Bøvlingbjerg. Her skulle der både passes skole, kvæg og kirkegang, og på køkkenbænken blev såvel det lokale som det globale drøftet – med påmindelser om, at hvis man ønsker forandringer, så må man selv gøre en indsats

 Der er i bogstavelig forstand ikke så højt til loftet i finansminister Kristian Jensens barndomshjem i den vestjyske landsby Bøvlingbjerg. Men i overført betydning har der altid været højt til loftet og lyst til at vende både de lokale, de globale og de eksistentielle spørgsmål. Især omkring bordet i køkkenet, hvor hverdagen og verden blev livligt diskuteret. –
Der er i bogstavelig forstand ikke så højt til loftet i finansminister Kristian Jensens barndomshjem i den vestjyske landsby Bøvlingbjerg. Men i overført betydning har der altid været højt til loftet og lyst til at vende både de lokale, de globale og de eksistentielle spørgsmål. Især omkring bordet i køkkenet, hvor hverdagen og verden blev livligt diskuteret. – . Foto: Jens Bach.

Kristian Jensen kommer selvfølgelig ind ad bagindgangen. I strømpesokker og med et stort smil giver han hånd, også til sin far, der har sat kaffe og hjemmebagt kringle frem på køkkenbordet.

Det er her, landets finansminister og Venstres næstformand er vokset op. I et husmandssted nogle få kilometer uden for landsbyen Bøvlingbjerg i Vestjylland, tæt på Vesterhavet, Lemvig og masser af vindblæste marker. Han har sagt ja til at mødes netop her for at fortælle om den barndom og opvækst, der har været med til at forme ham – og som helt sikkert stadig sætter sit præg på både hans politiske holdninger og hans måde at tackle både med- og modvind på.

Den sidste har der været en del af i den senere tid. Med en finanslov, der blev stemt hjem i sidste øjeblik inden juleferien, vel at mærke efter en ekstra forhandlingsrunde hos statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Og et forløb, som medierne igen kunne skrive om som endnu et eksempel på ”et problemfyldt forhold mellem Dansk Folkeparti og Venstres næstformand”, som det blev beskrevet i Politiken.

Kristian Jensen har sat sig på bænken ved køkkenbordet og fundet lige netop sit eget krus frem. Det er her, snakken altid er foregået. Om den helt store verden og de største spørgsmål i livet. Men også om det lokale liv i byen, hvor der var to af alting, da familien Jensen og deres sønner flyttede h ertil i 1975, hvor Kristian var fire år. To bagere, to smede og to indkøbsmuligheder, købmanden og Brugsen. For Bøvlingbjerg var efter en strid fra vækkelsernes tid i 1800-tallet stadig præget af en opdeling i to lejre: den missionske og den grundtvigske.

Forældrene hørte til den grundtvigske del. Uddannet på Den frie Lærerskole i Ollerup på Sydfyn og nu ansat som lærere på friskolen i Bøvlingbjerg og aktive i byens valgmenighed.

I skoletiden var det derfor sjældent, at Kristian Jensen var med hjemme at lege hos nogle af dem, der gik på ”kommuneskolen”, som han kalder den. Han gik selv på friskolen, hvor de var seks elever i klassen. Fem drenge og en pige. Og hvor han nogle gange måtte kalde på enten ”mor” eller ”far”, når han skulle have lærerens opmærksomhed. I skolen var der stor respekt for hans forældre – ikke mindst hans far. Det var blandt andet ham, der ringede med klokken udenfor i gården, når frikvarteret var forbi – ”og når han kaldte eleverne ind, blev det altså hørt helt nede på de bagerste fodboldbaner,” siger Kristian Jensen og griner.

Derhjemme var det nok mest de tre drenges mor, der døde for 10 år siden, som havde mest at skulle have sagt. Det er både Kristian Jensen og hans far Jens Erik Jensen enige om – mens de blinker lidt til hinanden. For der var ikke tvivl om, at der var børn, og der var voksne på den lille gård – og at det var de voksne, der traf de store beslutninger, men gerne lyttede og opfordrede til, at børnene selv tog stilling også.

”Når vi tre drenge sad her på bænken, så fik vi at vide af vores mor, at ingen mennesker kan læse vores tanker. ’Så hvis I har en drøm, eller der er noget, I ønsker skal være anderledes, så er I nødt til at sige det højt og så selv gøre en indsats.’ Det har i den grad præget os alle tre. At man skal kæmpe for det, man tror på, har fulgt os alle som en ledetråd i livet, og mens min måde at gøre det på har været den politiske vej, så er mine brødre aktive på andre måder, blandt andet ved at gå ind i bestyrelsesarbejde og ved at skrive bøger,” fortæller Kristian Jensen.

Der blev også stillet krav om ens egen indsats og bidrag på andre måder. Og mens den unge Kristian Jensen egentlig godt kunne lide at høste og køre ud med traktoren, så var der andre pligter, han var mindre glad for.

”Det var ikke så sjovt at samle kartofler op med håndkraft. Det forekom som uendeligt lange rækker. Men vi skulle jo gøre det. At passe køerne var derimod meget hyggeligt.”

Der var mellem fem og syv køer i stalden, der ligger som en tilbygning til stuehuset. De var her indtil for tre år siden, da Jens Erik Jensen besluttede, at nu var tiden kommet – også til at forpagte jorden ud til andre.

Han supplerer sønnen en gang imellem. Blandt andet da Kristian Jensen fortæller om det særlige sammenhold, der også præger livet på landet, og som også altid har været nødvendigt for at få tingene til at hænge sammen.

”Da far stadig havde sin besætning, hjalp han og naboen hinanden med at passe dyrene, når den ene var forhindret eller bare havde brug for en ekstra hånd. Til jul gjorde de så regnskabet op for at se, om de nu havde hjulpet hinanden lige meget i løbet af året.”

”Og det gik jo altid op,” siger Jens Erik Jensen med et glimt i øjet.

Netop dén indsigt har Kristian Jensen også taget med videre i livet.

”Vi er afhængige af hinanden, både lokalt, nationalt og globalt – og et fællesskab forpligter. Og på trods af de to såkaldte lejre i byen, så har den gensidige afhængighed jo været et fælles vilkår i Bøvlingbjerg. Min grundtanke om, at du altid er forpligtet til at gøre en indsats for næsten, for den anden, har jeg helt sikkert også med herfra.”

Det samme gælder i øvrigt hans valg af netop Venstre som det parti, der bedst svarer til hans eget menneskesyn og tanker om, hvad den enkeltes frihed betyder, fortæller han.

”På trods af opdelingen i byen, så har der aldrig været nogen, der har forsøgt at ’omvende’ mig. Og det er jo netop sådan, det skal være. Folk må vælge det liv, den tro og den livsform, der passer dem bedst. På den ene præmis: De skal ikke bestemme, hvad jeg skal vælge.”

Kristian Jensen begyndte først som ungdomspolitiker, efter han var begyndt på handelsskolen i nabobyen Lemvig. Men historien går, at han allerede som dreng i friskolen sagde højt, at han ville være statsminister en dag.

”Jeg kan ikke selv huske, at jeg har sagt det. Men min kammerat Hans Skovmose, som jeg gik i klasse med, insisterer på, at det er rigtigt. Og det er i hvert fald sandt, at jeg altid har haft en idé om, at jeg gerne vil være med til at præge samfundet. Hellere være med til at bestemme, end at andre gør det for mig.”

Kristian Jensen vil gerne vise de andre steder frem i Bøvlingbjerg, der har haft størst betydning for ham. Men inden han siger farvel til sin far, stopper han lige et par vaniljekranse i lommen, så der er lidt til køreturen, når ministerbilen igen henter ham. Jens Erik Jensen følger sønnen ud på gårdspladsen, og det bliver tydeligt, at det er nogle år siden, han var højere end sin søn.

”Men på konfirmationsbilledet er han den mindste af dem alle sammen. Det var vist først i 10. klasse på efterskolen, at der kom nogle ekstra centimeter på.”

Første stop er Bøvlingbjerg Hallen, Kristian Jensens andet hjem. En hal, bygget af lokale, frivillige kræfter. Herunder hans far. Her spillede Kristian Jensen både fodbold, håndbold, badminton, volleyball og gymnastik. Og så på piger. Svømning foregik i nabobyen. Men det var lidt en udfordring at være ”ham den lille”.

”På den anden side lærte jeg også noget af det. I håndbold blev jeg for eksempel stregspiller, fordi jeg var så lav, men så lærte jeg jo at udnytte min størrelse til at komme imellem, skubbe til og stå fast.”

Han begyndte som hjælpetræner på fodboldholdet i 8. klasse, og både fodbolden og gymnastikken fylder stadig en stor del i finansministerens sparsomme fritid. Ligesom morgenløbeture og et enkelt maratonløb en gang imellem.

”Gymnastik og sport i det hele taget har nok også lært mig, at man skal blive ved, selvom det indimellem gør ondt eller er hårdt. Når der er modvind. Det lærer man en masse af, og det prøver jeg også at lære mine børn. Når forældre forsøger at fjerne alle de ting for deres børn, som byder dem vanskeligheder, så er det jo udtryk for en helt misforstået opdragelse eller pædagogik. Jeg sagde engang til et foredrag, at børn ikke har brug for curlingbaner, men for forhindringsbaner, og det mener jeg virkelig. Man lærer ikke noget, hvis andre fjerner alle bump på vejen.”

Næste stop er friskolen. I dag rummer den også en børnehave og en efterskole, hvor Kristian Jensens ældste barn gik sidste år, og den næste i rækken på tre skal begynde efter sommerferien. At det i dag er muligt at udbygge og lokke nye tilflyttere til, er lidt et særsyn i Lemvig Kommune, som Bøvlingbjerg hører til. Men som Kristian Jensen ser det, så skyldes det netop den mentalitet, der præger byen, hvor det lokale initiativ bliver båret af en række ildsjæle, der får ting til at ske.

”En af ildsjælene er lillebror til en af dem, jeg spillede fodbold med. Han køber huse op i byen og lejer dem ud. Så får folk en mulighed for at se, om byen er noget for dem, inden de eventuelt selv køber bolig her. Og der er faktisk venteliste til at leje et af hans huse.”

Bag ved skolen ligger valgmenighedens kirke og den tilhørende kirkegård, hvor Kristian Jensens mor ligger begravet. Kirkedøren er låst, men når han har tid, går han gerne derind. For kirken og kristendommen betyder noget for ham, siger han, selvom tiden desværre gør, at han ikke synes, han kommer der nok. I dag er Kristian Jensen da også selv medlem af en valgmenighed i Herning, hvor han bor.

”For jeg kan godt lide, at vi selv kan vælge vores præst, og at der ikke er nogle øvre myndigheder, som for eksempel en minister, der kan blande sig i det,” lyder hans forklaring.

Når han så skal sætte ord på, hvorfor kristendommen er afgørende for ham, handler det igen om det med at tage ansvar og at handle.

”Når jeg læser Bibelen og dens historier, ikke mindst lignelserne, så oplever jeg, at de i høj grad handler om ansvaret for at gøre noget selv – og at gøre noget for andre. De handler også om ikke at dømme et menneske på dets titel, men huske, at næstekærligheden gælder for alle. At vi ikke skal have så travlt med at putte hinanden i kasser, som jeg synes, vi desværre gør mere og mere.”

Kristian Jensen er med på, at nogle mennesker hævder, at hans egen regering med udlændingestramninger og skærpet asylpolitik har glemt netop disse pointer, men sådan er det ikke, siger han.

”Regeringens stramninger, for eksempel med det såkaldte sløringsforbud, handler jo netop om, at det ikke er o.k., når du lukker dig selv uden for samfundet. Uden for fællesskabet. Vi har alle sammen et ansvar for at skabe et samfund sammen – det kan man ikke melde sig ud af ved for eksempel at dække sig til.”

Samtidig er han klar over, at mange i dag også lader sig styre i deres holdninger og politiske idéer af en frygt for de fremmede, for de andre, men også her peger han på kristendommen som en anden og vigtig værdibærer at leve sit liv ud fra. Og inden han igen sætter sig ind på bagsædet i den ventende ministerbil, kommer Kristian Jensens sidste pointe, foran Mariekirken i barndomsbyen:

”En af de mest magtfulde – og mest hyppige – opfordringer i Bibelen til os mennesker er jo netop: Frygt ikke! Vi har hørt det så sent som i julen, hvor det er englens budskab til hyrderne på marken. Og for mig at se er det sådan, vi bør leve vores liv. Lad være med at lade frygten kue dig. Hjælpen kommer som regel. Ofte fra uventet kant.”