Bo Østlund har et gyldent minde fra sin barndom i landsbyen Veflinge på Nordfyn.
”Jeg er otte-ni år gammel, og på en varm sommerdag i midten af 1960’erne triller jeg med marmorkugler i et hul, jeg har lavet sammen med Knud Hotel og Per Tømrer. Vi havde alle sammen tilnavne efter vores fædres arbejde, og jeg var Bo Købmand. Det var et af de små gyldne øjeblikke i min barndom, sådan en lykkelig dag, hvor solen skinnede, og jeg vandt nogle små kulørte kugler,” siger Bo Østlund.
Men den 62-årige journalist, forfatter og forlægger har også andre og mørkere minder fra en opvækst som den yngste af fire i en købmandsgård, der var præget af usikkerhed og angst. For faderen drak med byens håndværkere og de besøgende repræsentanter i butikkens baglokale og kunne sommetider bagefter blive voldelig over for moderen, når han var blevet fuld. Senere, da Bo Østlund var 23 år, begik hans far selvmord ved at hænge sig.
Utrygheden i barndommen og faderens selvmord har defineret Bo Østlunds liv på flere måder. Deriblandt hans arbejdsliv som forfatter til samtalebøger med kendte danskere som ”Modne mænd”, ”Modne kvinder” og den seneste, ”Jeg var engang. Sådan påvirkede barndommens gade mit liv”, der udkommer i dag på Forlaget Heatherhill. Om de tre nævnte bøger siger han:
”Jeg har de seneste 30 måneder haft lange dybe samtaler med 60 kendte danskere om blandt andet livet, døden, troen og kærligheden. Og jeg tror, at jeg har kastet mig ud i dette arbejdsraseri ikke blot i en søgen efter at finde svar i mit eget liv, men også for endelig at komme af med den identitet at være den hængte mands søn. Det kors, jeg havde lagt på mine skuldre, og den tunge rygsæk, jeg slæbte rundt på, var jeg på et tidspunkt nødt til at lægge fra mig. Men jeg stopper aldrig med at søge svar på livets store spørgsmål. Det er min måde at forløse en masse ting på. Nogle skriver en sang, andre maler et maleri, jeg skriver og udgiver en bog på to kilo hvert år.”
Bo Østlund er ikke alene om sine erfaringer med en barndom, der har sat sig dybe spor i voksenlivet. Det fremgår af hans egne bøger, også den nyeste, ”Jeg var engang”, der indeholder 12 beretninger om en opvækst, der blandt meget andet også bød på fattigdom, alkoholisme, vold, fraværende fædre, psykisk syge eller udslidte mødre og ensomhed. Men også af bogen ”Barndomsfortællinger”, der udkom for nylig på Forlaget Pressto, hvor 15 forskellige mennesker fortæller om en barndom på både godt og ondt. Ifølge journalist og konsulent Lotte Ladegaard, der har redigeret bogen og skrevet flere af fortællingerne på baggrund af interviews med de pågældende, er den skrevet som en protest og modsvar til en tendens i tiden til at glorificere de gode gamle dage.
”Fra medier og debattører kan man godt få det indtryk, at det var meget bedre at være barn i de gode gamle dage. Men hvornår det var, bliver sjældent defineret, ud over at det var dengang, mødre gik hjemme hos deres børn, dengang vi ikke kunne begrave os i sociale medier, mobiltelefoner og arbejdsmails i fritiden, og hvor hele familien var sammen, når vi holdt fri. Men når jeg lytter til fortællinger fra min omgangskreds, og når jeg tænker tilbage på min egen barndom, er der ikke meget, der tyder på, at det var helt så godt at være barn i de gode gamle dage,” siger Lotte Ladegaard, der er født i 1966.
Spørgsmålet er, om der findes sådan en barndommens guldalder i Danmark, hvor dét at være barn var som en lang sommerdag på en blomstrende eng? Ikke ifølge Ning de Coninck-Smith, professor på institut for uddannelse og pædagogik på Aarhus Universitet og historiker med speciale i skolens og barndommens historie.
”Der er ingen guldalder. Det er også umuligt at sige, om det var bedre i gamle dage, men det var anderledes. Dengang kom nogle ud at tjene som syv-otteårige, og det ville aldrig kunne lade sig gøre i dag. Det er også forskelligt, hvornår den fede tid var i ens egen barndom, og hvad man hæfter sig ved. For eksempel kan nogle pensionister huske tiden mellem de to verdenskrige med hestepærer i gaden, lyden af hestefortrukne lastbiler, og at man kom hinanden ved, selvom man var fattig. Og jeg husker min egen barndom i 1950’erne, hvor vi legede ude til langt ud på aftenen, og ingen voksne blandede sig.”
”I dag har vi materiel overflod, børn opleves som overforkælede, og medierne fylder meget. Samtidig er de sociale forskelle tydelige i Danmark, når vi for eksempel ser på børn af kontanthjælpsmodtagere eller afviste asylansøgere. Det spiller ind, når vi kigger tilbage i historien, men også dengang var der både sol og regn forbundet med at være barn. Det var anderledes, men hverken bedre eller værre og meget forskelligt, alt efter om man var barn af en rig eller fattig, af en enlig mor og så videre,” siger Ning de Coninck-Smith.
Hun peger på, at det i dag er svært at få øje på barndommen, fordi aldrene flyder sammen.
”De små babyer køres rundt i flotte barnevogne, der kan næsten lige så meget som en dyr racercykel eller bil, så der er ikke stor forskel på, hvad de og de voksne har. Ungdom er det, vi alle higer efter. Jeg sidder her som 65-årig og ligner ikke 65-årige fra for et par generationer siden, ligesom et barn på 10 år ikke ser ud som dengang. Måske er det endnu en årsag til, at barndommen og legen er blevet lidt trængt, at børn i dag bliver viklet ind i pres og forpligtes til uddannelse helt ned i vuggestuen med læringsplaner. Uddannelse er gået fra at være en rettighed til forpligtelse, og det sætter igennem på alle aldersgrupper, også pensionisterne, som helst skal være i gang på Folkeuniversitetet,” siger Ning de Coninck-Smith.
Hun griner lidt, da hun bliver bedt om at beskrive, hvordan en god barndom ser ud.
”Det er lidt nostalgisk, men det er noget med at være ude og lege hele dagen i flyverdragt, lave kastanjedyr, bage sandkage og cykle til skole og fodbold. Jeg synes godt, at børn må blive beskidte og tumle rundt i mudder. En dårlig barndom er, når børn taber nysgerrigheden og lysten til at opleve livet. Barndom og økonomi hænger sammen, så nogle steder har børn det svært, hvis der ikke er penge til tøj, ferier og så videre. Og der er klart nogle børn i klemme – børn af narkomaner, alkoholikere og socialt udsatte,” siger Ning de Coninck-Smith og tilføjer:
”Nogle børn er enormt resistente og kan klare en hel masse, mens andre ikke kan.”
Journalist og forfatter Bo Østlund har selv haft, hvad han betegner som en udfordrende barndom.
”Derfor har jeg brugt hele mit liv på at bearbejde den og gør det stadig i en alder af 62 år. Når jeg laver mine antologier og biografier, er det barndommen, som vi hele tiden vender tilbage til. Det er nemlig den, vi alle sammen spejler os i og læner os op ad og livet igennem er i fuld færd med at bearbejde. Barndommen er så kort en tid, den fylder ikke mere end 15-20 procent af vores liv, og resten af livet bruger vi så på at bearbejde den og blive hele, så vi er klar til at rejse videre. På den måde bliver barndommen utroligt definerende for vores liv, men det er også barndommen, der grunder alle videre beslutninger, tanker, alle dårlige relationer, skilsmisser og så videre – den er skyld i alt. Men det er også i barndommen, vi finder gaverne.”
”En af de gode og positive ting ved min barndom var, at jeg voksede op i en lille landsby med en hel masse fantastiske originaler. Derfor lærte jeg fra barnsben, at vi alle er meget forskellige. Det var også min opvækst, som skabte min interesse og nysgerrighed for andre mennesker. Jeg er ikke blevet journalist for at afdække store finansskandaler. Jeg har altid skrevet om mennesker og om deres liv, tanker og skæbner, og jeg tror, at vi kan lære af hinanden,” siger Bo Østlund.
At alting var bedre i gamle dage, kalder han en myte og henviser til vært på TV 2 News Jens Gaardbo, der i bogen ”Jeg var engang” siger: ”Datidens voksensamfund var ufølsomt. Tankeløst. Jeg har talrige gange haft lyst til at opsøge de mennesker igen og give dem et par på skrinet.”
”Det har Gaardbo ret i, for der blev ikke passet på børnene dengang. Børn var bare i vejen, og vi gik ofte for lud og koldt vand. Jeg har selv oplevet den sorte skole i 1960’erne, hvor lærerne havde licens til såvel alvorlige fysiske overgreb som psykisk terror. Og når læreren måtte mobbe en elev, var det jo også tilladt for klassekammeraterne. Men jeg har midt i det hele også en mærkelig længsel efter dengang, og det skyldes måske, at min barndom midt i det kaos, jeg var omgivet af, også samtidig var bygget på et urokkeligt fundament. Og det skabte på sin egen sære facon også en grundlæggende tryghed.”
”Men jeg tror – ligesom musiker Michael Falch og tidligere salgsdirektør i Star Tours Stig Elling også fortæller i bogen – at alle os med en hård opvækst på et tidspunkt kommer til en skillevej, hvor vi enten kan vælge at gå til grunde eller blive sindssygt stærke. Og jeg er heldigvis så heldig, at jeg har kunnet bruge det svære i min opvækst og min fars selvmord til at finde styrken og blive stærk,” siger Bo Østlund.
Journalist og konsulent Lotte Ladegaard, der i en årrække har arbejdet med børnerettigheder og udfører opgaver for blandt andre Red Barnet og FN’s børneorganisation Unicef, peger på, at Børnekonventionen, der blev vedtaget i 1989, ændrede opfattelsen fra, at børn var nogen, som skulle holdes i live, til, at de er små individer med ret til at blive hørt. Nyere undersøgelser af børns liv viser, at langt de fleste danske børn trives ganske godt, selvom både børn og unge efterlyser mere nærvær fra deres forældre. Det er også tilfældet for de medvirkende i bogen ”Barndomsfortællinger”.
”Der er en gennemgående følelse af ikke at have den kontakt med forældrene, som de havde brug for, fordi forældrene havde travlt med deres eget. Og manglen på fortrolighed er hjerteskærende, hvad enten man boede i en stor villa i Hellerup eller i en lejlighed i Albertslund. Børnene var overladt til sig selv, og det fremhæves ikke som noget godt. Og børn kan også være rigtig rå over for hinanden, så også derfor har de brug for de voksnes omsorg.”
”Der er også mange, der har levet i deres egen fantasiverden, og det skal børn selvfølgelig have lov til. Men det er en balance, for børn har brug for de voksnes interesse, at de forholder sig til dem i deres fantasiunivers og lærer nye ting i legen, som de kan tage med videre. Derfor er bogen også et forsvar for børnene, for hvis du som forælder ikke er nærværende, er det noget, som børn tager med sig resten af deres liv i rela- tion til sig selv og andre,” siger Lotte Ladegaard.
Hendes bud på, hvorfor interessen for at læse om andres barndom er så stor, er blandt andet, at vi jo allesammen har været der – i barndommen.
”Der er en masse identifikation i det, vi kan spejle os selv i andre, og nogle af os går også rundt og arbejder med den der barndom for at blive klogere på, hvorfor vi er, som vi er. Vi slipper aldrig for barndommen. Den har vi alle tilfælles. Alle har haft forældre, har gået i skole og gået rundt og været små mennesker med alle de tanker og følelser, som børn har, og som lever videre i dem resten af deres liv.”
På trods af de benspænd, der har været i journalist og forfatter Bo Østlunds liv, mener han alligevel, at han tilhører den mest forkælede generation nogensinde.
”Jeg er vokset op med velstand, fremgang og tro på fremtiden. Min generation har ikke oplevet hverken krig, sult eller fattigdom. Vi har levet i opgangstider, vi har modtaget SU, og vi har ikke skullet kæmpe for ret meget. Vi levede trods overgrebene fra voksensamfundet samtidig i et lykkeligt vakuum.”
”Jeg ville, selvom det lyder hårdt, nødig bytte barndom med min egen datter. Hun er 17 år, og for hendes genera- tion venter der masser af udfordringer med folkevandringer, miljøet, religionskrige og etikken omkring og brugen af den nye teknologi. Det er ulykkeligt med så mange helt unge, som har selvmordstanker og kun overlever ved at dulme sig med psykofarmaka. Og det smerter mit hjerte, at det voksne samfund stadig ikke mærker og passer godt på den næste generation, men i stedet gør alt for at pille legen, fantasien, kreativiteten og drømmene ud af børnene ved at indføre flere og flere krav og test, allerede mens de er helt små.”
”Jeg forstår ikke, at det ikke er lykkedes os med alle de muligheder, alt det overskud og hele den økonomiske overflod, som vi svømmer rundt i, at skabe et bedre liv for vores børn. Og jeg forstår ikke, at ikke endnu flere råber vagt i gevær, inden det er for sent,” siger Bo Østlund og tilføjer:
”Jeg føler lidt, at vi marcherer som lemminger mod afgrunden med skyklapper på, og fortsætter vi med det, bliver disse år efter årtusindeskiftet i hvert fald ikke den nye barndoms guldalder.”