Barndommens ø gav Arne Rolighed livets kompas

Når Arne Rolighed i dag fylder 70 år, kan han se tilbage på en karriere som en af landets mest magtfulde røster i spørgsmål om sundhed og sygdom. I virkeligheden er bondesønnen fra Mors udlært landmand og skulle overtage fødegården – men hans eget helbred kom i vejen

Selvom Arne Rolighed flyttede fra Mors for mere end 50 år siden, er det stadig her i barndommens bakkede og frodige landskab, at han føler sig allermest hjemme.
Selvom Arne Rolighed flyttede fra Mors for mere end 50 år siden, er det stadig her i barndommens bakkede og frodige landskab, at han føler sig allermest hjemme. . Foto: Jens Bach.

”Hov, tag lige farten lidt af her og kig ind til venstre. I det lille husmandssted dér boede Hans. Han var ungkarl og ejede vejens eneste fjernsyn, så når der var noget, folk gerne ville se, var hans dagligstue helt fyldt. Til gengæld fik han så selskab – og masser af friskbrygget kaffe og hjemmebagte kager.”

Arne Rolighed sidder på bagsædet i fotografens bil, mens han viser vej og fortæller om den barndom på fødeøen Mors, der har præget både hans værdier og menneskesyn. Vi er på vej op på den nordlige del af øen. Til den gulkalkede gård, hvor Arne for 70 år siden blev født som den tredje i en søskendeflok på fire. I en bondekultur, hvor naboskab, sammenhold og hjælpsomhed var en selvfølge. Og en efterkrigstid, hvor landbruget var et stolt erhverv med mange mindre husmandssteder og flere større gårde med blandede besætninger.

Bilen triller ind på en velplejet gårdsplads. Allerlængst oppe ad den snoede og stejle grusvej. Med hvidkalkede staldbygninger, der dog ikke længere huser de køer, grise, heste, høns og kaniner, som skulle passes, da Arne Rolighed voksede op. En gård, der i dag er det, man kalder ”et nedlagt landbrug”, men som dengang både havde masser af dyr og 24 hektar jord, og som i virkeligheden skulle have gået i arv til netop sønnen Arne.

”Men det viste sig, at skæbnen havde andre planer med mig,” lyder hans forklaring på, hvorfor vi så ikke kender ham som bondemand fra Mors, men især som tidligere sundhedsminister og direktør for Kræftens Bekæmpelse gennem 10 år. Og den omtalte skæbne gav faktisk allerede et hint om sine planer allerede få dage efter, at familiens tredje barn kom til verden i gårdens soveværelse.

”Efter nogle dage måtte jeg en tur på sygehuset, fordi jeg var helt gul. Det viste sig at være leveren, den var gal med. Og det var så første gang, leveren viste svaghedstegn. Anden gang, det skete, fik det store konsekvenser for mit videre liv. Men det kan vi vende tilbage til, når vi har set lidt mere fra mit barndomsland,” siger Arne Rolighed, mens han træder ud af bilen og går hen for at banke på hoveddøren til sit gamle fødehjem.

Inden de nye ejere dukker op, fortæller han tydeligt stolt og glad om den særlige gård, han voksede op på.

”Vores gård hørte til en af de store, men det betød ikke så meget. For det, der kendetegnede tiden og kulturen var, at alle støttede og hjalp hinanden. At der var en solidaritet mellem bønderne. Uafhængigt af, hvor mange tønder land eller dyr, man havde. Og fra min far lærte jeg meget tidligt, at det vigtigste, vi mennesker er sat i verden for, er at kunne hjælpe og støtte andre. Det er nok noget af det allervigtigste, jeg har lært, og det har præget mit grundsyn lige siden.”

De græsklædte bakker, Limfjorden og øens karakteristiske skrænter af moler ligger lige uden for gårdspladsen. Som en frodig og storslået natur for både dyr og mennesker – og en gave for barnets drømme og forestillinger.

”Jeg har hver dag gået gennem slugterne og ned til fjorden sammen med vores hund. Otte kilometer uden at møde andre huse eller gårde. Kun mig og Monty, min livlige fantasi og så den fantastiske natur, som helt klart har været med til at præge mig. Jeg har det stadig sådan, at jeg helst skal kunne se vandet fra mine vinduer. Og det er fortsat i de her kuperede morænelandskaber, jeg føler mig allermest hjemme.”

I de samme bakker blev der også udkæmpet drabelige slag, fortæller Arne Rolighed, mens minderne bliver til levende beskrivelser.

”Vi børn fra gårdene her lå nemlig i krig med dem fra Bjergby. Så markerne og bakkerne var vores kampplads, hvor vi mødte frem som ægte vikinger. Iført hjelme af ombyggede trandunke med huller til øjnene og udstyret med hjemmelavede træsværd.”

Gården ved Salgjerhøj bliver stadig kaldt ”Roligheds ejendom”, selvom der har boet flere andre familier på stedet siden. Det fortæller de nye ejere, der nu har åbnet døren og med det samme genkender Arne Rolighed, som de inviterer indenfor.

De finder hurtigt nogle gamle fotografier frem og lægger dem på spisebordet. På et af dem ser man familien Rolighed på toppen af et vognlæs halm, med en kraftig arbejdshest spændt foran vognen. Arne står som nummer tre fra højre.

”Nej, prøv lige at se,” siger han og peger på billedet. ”Vi havde sørme også en pige i huset, en daglejer og så en karl.”

I dag er der næsten intet landbrug tilbage i området. Mange af de tidligere gårde og husmandssteder er opkøbt til fritidsbrug, og derudover har en række kunstnere fundet frem til den særlige horisont, der ikke fås meget flottere andre steder. De nye ejere af ”Roligheds ejendom” bor her fast. De faldt for beliggenheden og muligheden for at give deres tre børn rammer til fri leg og masser af luft.

Arne Josefsen Rolighed, 70 år, socialdemokratisk politiker og tidligere sundhedsminister. Har tidligere været administrerende direktør for Kræftens Bekæmpelse, og en ivrig debattør i kampen mod rygning.
Arne Josefsen Rolighed, 70 år, socialdemokratisk politiker og tidligere sundhedsminister. Har tidligere været administrerende direktør for Kræftens Bekæmpelse, og en ivrig debattør i kampen mod rygning. Foto: Jens Bach

Da Arne Rolighed var barn i 1950’erne, betød de store afstande mellem gårdene, at der var langt til de nærmeste legekammerater. Og derfor var man afhængig af, at man kunne sammen – og sådan var det heldigvis med nabogårdens dreng, Lars. Men det var samtidig det, der skete med ham, som fik den otteårige Arne til at gøre op med troen på Gud.

”Jeg voksede op i et kristent hjem. Her på egnen var der de lyse grundtvigske og de mere mørke indremissionske. Mine forældre hørte til de lyse, og mens de missionske overholdt søndagen som hviledag, så havde min far ingen problemer med at høste på en søndag, hvis vejret var godt, og der stod værdier på spil. Jeg troede derfor også på Gud, og jeg elskede især bibelhistorierne fra Det Gamle Testamente, som vi hørte i skolen. Men min tro fik et knæk den dag, min allerbedste ven Lars døde.”

Lars var kommet gående på marken, bag en hest, da han fik øje på karlen på kammeraten Arnes bondegård.

”Så han piftede efter ham. Men det forskrækkede hesten, så den sparkede bagud og ramte ham lige i milten. Kort efter døde han. Min mor bad mig om at gå ned til hans forældre nogle dage efter med en buket blomster. Og der lå han i kisten, mens hele familien stod rundt om og hulkede af gråd. Det syn fik mig til at tvivle på Gud. For hvorfor ville han forårsage så stor sorg – og fjerne min allerbedste ven? Siden dengang har jeg nok bevæget mig mere i retning af det, vi kalder ’kulturkristen’, for værdierne i kristendommen mener jeg stadig er de rigtige.”

Bilen sætter i gang igen. Næste stop er en rødstensbygning med blåsprossede vinduer, hvor områdets unger gik i skole. De lærte bare ingenting. For det var allerede dengang svært at trække fast arbejdskraft til øen.

”I seks år havde vi skiftende vikarer. Nogle af dem temmelig galsindede, der gerne uddelte lussinger,” fortæller Arne Rolighed, der genkender kastanjetræet foran skolen og forsøger at kigge ind ad ruderne.

”Det er ikke den store lærdom, jeg har med derfra. Eller skoleglæde. Til gengæld fik jeg kammerater og lærte, at venskaber er noget af det vigtigste i livet. Vi ses faktisk stadigvæk. Vi lever allesammen endnu, og de fleste er endda blevet her på Mors.”

Han gik den lange vej til og fra skole. Sommer og vinter. Flere kilometer hver dag, indtil skolegangen sluttede med konfirmationen. Som 13-årig kom han ud at tjene på en nabogård, og allerede som 16-årig fik Arne Rolighed ansvaret for at drive et ret stort landbrug helt alene.

Vi kører derhen. Grus på gårdspladsen, et moderne stuehus med børnecykler foran og tre stalde, der stadig er i funktion.

”Igen var det et udtryk for den hjælpsomhed, der prægede tiden, at jeg kom herhen. Både fodermesteren og gårdejeren kom nemlig til skade, da de var ved at modernisere udrensningsanlægget, og så sendte min far mig af sted. Jeg stod op klokken halv fire hver morgen og arbejdede alle ugens dage. Skulle selv tage beslutninger om det hele og fik på den måde et enormt stort ansvar. Men jeg oplevede jo, at jeg klarede det. Og det gav mig en kolossal pondus i livet. For jeg fik et ansvar, og jeg leverede varen. Faktisk har jeg tit tænkt på, at det var den samme oplevelse, jeg senere havde som sundhedsminister. Fra Nyrup ringede den ene dag, til jeg trådte i funktion med et kæmpe ansvar den næste dag – og så følelsen af, at jeg nok skulle klare det. For det havde jeg bevist før.”

Vi nærmer os det med skæbnen igen. For da Arne Rolighed havde udstået sin tid på gården, var det soldaterlivet, der kaldte. Og efter et år i Holstebro fik han mod på mere. Ville ud at se verden og opleve livet under andre himmelstrøg.

”Jeg meldte mig derfor frivilligt til FN-styrken på Cypern, hvor grækerne og tyrkerne var i strid. Og det var, mens jeg var der, at leveren pludselig sendte mig til tælling igen. Jeg blev sendt hjem og var indlagt i isolation på Rigshospitalet i en længere periode og fik at vide, at jeg fremover skulle tage den med ro. Så det satte en stopper for planerne om at fortsætte som bonde. Og det er det, jeg mener med skæbnen. For hvis jeg ikke havde fået leverbetændelse på det tidspunkt, så var jeg jo blevet landmand på Mors. Men nu blev jeg tvunget til at gå andre veje.”

Foto: Jens Bach

Vi er nu nået til sidste stop på ø-turen. Arne og hustruen Dagmar Møller Kristensens sommerhus helt oppe på nordkysten, ved Feggesund. Med direkte strandkant, fjordblik og udsigt til de dramatiske klinter og Thisteds konturer på den modsatte bred.

Huset har han selv bygget. I 1975, samme år som parret blev gift. Som et anker i barndommens land og et fristed for en travl familie, der i dag også tæller en voksen datter, hendes mand og to små børn.

For siden Arne Rolighed forlod landbruget, har hans arbejdsliv haft en anden fart og styring end den, han kendte fra naturen og arbejdet med jorden og dyrene.

”Jeg plejer at sige, at jeg efter Cypern tog på et 10-årigt højskoleophold. Først på Rønde Højskole, derefter på hf-kurset i Ranum, hvor jeg mødte min kone, og siden som studerende på statskundskab ved universitetet i Aarhus. Det var her, jeg fik den brede og almene livsoplysning, som Grundtvig talte om. Og bagefter var skæbnen på banen igen, for jeg har aldrig søgt et eneste af de job, jeg siden fik. Hverken det første i Finansministeriet, eller da jeg var øverste chef for sygehusvæsenet i Århus Amt, og heller ikke direktørposten i Kræftens Bekæmpelse eller sundhedsministerposten. De tre-fire stillinger, jeg selv har søgt, har jeg derimod ikke fået,” fortæller Arne Rolighed og griner, mens han sætter kaffe over og finder kopper og kagetallerkener frem i sommerhusets køkken.

At sundhed og sygdom på den måde har været en rød tråd i hans karriere, tilskriver han derfor også skæbnen og ikke et bevidst tilvalg.

”Men det fokusområde lå jo godt til min grundindstilling: at livet handler om at gøre nytte for andre. Og jeg synes, det er meget tydeligt netop dér, at vi efterhånden har udviklet et næsten skizofrent samfund, hvor vi på ene side allesammen kan sidde og blive enige om det fantastiske ved, at ’i Danmark er der fri og lige adgang til sygehusvæsenet’. Men så snart vi så forlader de fælles skåltaler, så går vi hver især ud og tegner private sundhedsforsikringer. Så er det slut med solidariteten, og min hæmoride er pludselig vigtigere end naboens kræftsygdom. Det er noget af den problematik, jeg har været optaget af og stadig er. For hvordan sikrer vi et samfund, hvor vi fortsat har en værdi, der handler om at hjælpe mennesker, der måske ikke har de samme vilkår som andre? Det spørgsmål bliver ved med at optage mig.”

Derfor er Arne Rolighed heller ikke holdt op med at blande sig i debatten eller påtage sig nye opgaver, selvom han forlod direktørposten i Kræftens Bekæmpelse for syv år siden, blandt andet med forklaringen til medierne: ”...jeg vil gerne have mere tid med familien.”

I dag er han blandt andet næstformand i organisationen Danske Seniorer og med i bestyrelsen for Rude Strand Højskole i Odder i Østjylland, hvor fødselsdagen i dag skal fejres med familie og venner.

”Det er de store årgange, der går ind i seniorlivet nu. Ind i den del af livet, hvor ingen længere automatisk stiller forventninger til en, og hvor man derfor selv skal forvalte sin tid – og finde meningen. I den fase er det simpelthen så vigtigt at møde andre og netop diskutere meningen med det hele. Og her tror jeg, at seniorhøjskolerne kan spille en afgørende rolle. For det er ganske enkelt selve opgaven i livet at gøre det aktivt og relevant hele vejen igennem.”

Det er den tjekkiske forfatter og politiker Václav Havels håbsbegreb, der gemmer sig bag disse tanker, fortæller Arne Rolighed, inden vi siger farvel.

”Han var jo i fængsel på grund af sin systemkritik, og der oplevede han cellekammerater blive ført væk for at blive skudt ned som hunde i fængselsgården. Og det gav netop ingen mening. Bortset fra det håb, man selv kunne skabe ved at satse på at gøre hvert eneste øjeblik relevant og dermed meningsfuldt. Derfor ser jeg sådan på det: Lad os være levende sammen så længe, vi kan.”