Barnebarn til topnazist: Han har givet mig et klart moralsk kompas i mit liv

Moritz Schramm er barnebarn af den nazistiske chefarkitekt og rustningsminister Albert Speer. Den komplicerede relation hjælper ham til at træffe beslutninger i sit eget liv funderet i etik og moral. Vi kan alle lære noget af gerningsmændenes valg, mener den 51-årige tyskfødte lektor og studieleder, der arbejder i Danmark og bor på Strynø

Jeg har aldrig skammet mig, men samtidig har jeg ikke ønsket at blive stemplet som Speers barnebarn. I min omgangskreds i Tyskland, og selv i skolen, kendte alle min familiebaggrund, det var aldrig hemmeligt. I Danmark var jeg mere i tvivl og er derfor gået mere stille med dørene, fortæller Moritz Schramm.  – Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.
Jeg har aldrig skammet mig, men samtidig har jeg ikke ønsket at blive stemplet som Speers barnebarn. I min omgangskreds i Tyskland, og selv i skolen, kendte alle min familiebaggrund, det var aldrig hemmeligt. I Danmark var jeg mere i tvivl og er derfor gået mere stille med dørene, fortæller Moritz Schramm. – Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

En mørk decemberaften i 2014 stod Moritz Schramm i et auditorium på Syddansk Universitet og holdt forelæsning for et hold studerende. Det var i sig selv en ganske normal situation for den vidende og erfarne lektor i tysk kultur og historie. Men denne gang var det alligevel anderledes. Han havde i mange år ikke talt offentligt om sin familiebaggrund, end ikke når han underviste i den nazistiske historie og arkitektur. Foran omkring 200 fremmødte studerende og kolleger fortalte Moritz Schramm om sin bedstefars historie som topnazist og Adolf Hitlers personlige ven. På et stort lærred på væggen bag Moritz Schramm viste han et let gulnet foto af sig selv som barn sammen med sin morfar, Albert Speer. Morfaderen var en karrierebevidst og karismatisk mand, der som visionær arkitekt steg i graderne i det tredje rige og endte i Hitlers inderkreds. En rolle, der efter krigen kastede lange skygger over familiens liv.

Til forelæsningen fortalte Moritz Schramm, hvem hans morfar var, om hans rolle i krigen og den efterfølgende tyske kollektive skyld- og skamfølelse. Forbindelsen havde sådan set aldrig været en hemmelighed, men han havde ikke ligefrem reklameret med det igennem sine over 20 år i Danmark og havde holdt denne oplysning inden for en snæver kreds af bekendtskaber.

”Jeg har aldrig skammet mig, men samtidig har jeg ikke ønsket at blive stemplet som Speers barnebarn. I min omgangskreds i Tyskland, og selv i skolen kendte alle min familiebaggrund, det var aldrig hemmeligt. Men i Tyskland har alle familier en eller anden fortid i nazitiden, og man respekterer, hvis folk vil holde det privat. I Danmark var jeg mere i tvivl og er derfor gået mere stille med dørene. Selvfølgelig har min familiehistorie påvirket mig, det har jeg aldrig været i tvivl om,” siger Moritz Schramm, da Kristeligt Dagblad besøger ham på Strynø i det sydfynske øhav, hvor han bor med sin hustru og søn, når han ikke er i Odense og arbejder på universitetet.

På onsdag er det dagen for Danmarks befrielse og tre dage senere, den 8. maj 1945, blev Anden Verdenskrig officielt erklæret for afsluttet. Hvad kan vi lære af historien og af de uforståelige beslutninger, som nazister traf under Anden Verdenskrig med millioner af døde til følge? Det kan en mand som Moritz Schramm formentlig bedre end de fleste give indsigt i, både fordi han har en enorm viden om tysk historie og efterkrigstid, og fordi han er Albert Speers barnebarn.

”Selv husker jeg ham som en rar og flink bedstefar, som jeg kunne lide at besøge som barn. Jeg var 11 år, da han døde, og selvom han boede i Sydtyskland, og vi derfor kun besøgte ham to-tre gange om året, har jeg mange levende minder om ham. Hvordan vi sad sammen i hans have, hvordan vi gik ture i skoven bag huset og andet. Jeg har senere studeret gerningsmandslitteratur og læst biografier om min morfar for at blive klogere på ham. At forstå de valg han traf, kommer jeg nok aldrig til, men jeg insisterer på at tage ved lære af konsekvenserne af dem.

Albert Speer og Adolf Hitler diskuterer tegninger over den nye hovedstad i Det Tredje Rige. – Foto: Ritzau Scanpix.
Albert Speer og Adolf Hitler diskuterer tegninger over den nye hovedstad i Det Tredje Rige. – Foto: Ritzau Scanpix.

Sidste år medvirkede Moritz Schramm i en DR-dokumentarfilm om sin baggrund som barnebarn af Albert Speer. Han var usikker på, om det var en god idé. Hidtil havde han holdt enkelte offentlige foredrag om sin familiebaggrund, men der var også grænser for, hvor meget han ville lukke op. For hvor meget af den historie behøvede at komme så meget frem i verden, tænkte han, der før havde oplevet, at nogle mennesker så hans baggrund som en sensationshistorie. Men sådan gik det ikke.

”Jeg fik mange positive tilbagemeldinger på filmen, og jeg mærkede en stor interesse for min baggrund. I høj grad med et fokus på hvad man kan bruge den til og lære af både personligt og i verden. Det er jo ikke kun min historie. Det er snarere, som min kone plejer at sige, en fælles historie, som jeg blot har en personlig adgang til. De seneste års erfaringer har bekræftet mig i, at jeg med mine beretninger kan bidrage til den læring om det mørke kapitel i vores fælles fortid, som ikke er langt væk for nogen af os,” siger han og forklarer:

”Når man har en personlig adgang til historien, kan man bruge den til at bygge bro til fortiden og gøre den mindre abstrakt og mere levende for andre. Min tøven førhen har handlet om, at jeg ikke vil reduceres til min baggrund. Og det har jeg nok til fælles med mange andre. Jeg kan virkelig ikke fordrage, når andre reduceres til deres baggrund, eksempelvis til deres etniske eller religiøse baggrund.”

Moritz Schramm kom til Danmark i midten af 1990’erne for at studere først i Aarhus og senere i København. Han blev hængende, fik dansk hustru og et akademikerjob og har i en årrække stået i spidsen for et stort forskningsprojekt om de forhandlinger, der sker i et samfund efter migration. Han kan altså ikke helt gøre sig fri af sin fortid, heller ikke i sin profession. For eksempel har han beskæftiget sig en del med den tyske erindringskultur. Og lige nu skriver han på en bog om tysk politik i det 21. århundrede.

Albert Speer efter fængselsstraffen.
Albert Speer efter fængselsstraffen.

Han voksede op i et kollektiv i en stor villa i det daværende Vestberlin med sin søster og sine forældre, der blev venstreorienterede og mere frigjorte, end deres egne forældre var. I dette hjem fik Moritz Schramm en antiautoritær opdragelse med fokus på humanisme og god gammeldags anstændighed. I bussen rejste man sig selvfølgelig op for de ældre. Hans mor, der i dag er 85 år og stadig politisk aktiv, blev en kendt politiker i Berlin for det grønne parti og har hele sit liv arbejdet for at bygge bånd til nogle af de lande, der var blevet ofre for krigen. Og hun har støttet genopblomstringen af europæisk jødisk kultur, der var blevet ødelagt under krigen.

”Mine forældre forsøgte at håndtere fortiden konstruktivt i deres eget liv og også politisk ved at tage afstand fra deres forældres handlinger og ved at sørge for, at deres børn ikke voksede op i den verden, de selv havde set. Det var et stort opgør for min mor og hendes venner, der alle på hver deres måde var præget af krigen og den efterfølgende tavshed og fortrængning. Og naturligvis blev det nemmere for mig at gå videre med historien, fordi de tog de kampe, der skulle tages. Det er stadig en kæmpe inspiration at besøge min mor og kollektivet, hvor hun har boet i 50 år. De senere år hjælper og plejer de hinanden, når sygdom og demens rammer, og da min far blev syg af kræft, hjalp alle beboere til med at passe ham, så han kunne dø derhjemme, som han havde ønsket sig. De seneste år har de åbnet dørene for flygtninge fra Syrien og Afghanistan, og det har bragt livsglæden ind i huset igen. Der er en enorm hjertevarme og et overskud til at hjælpe andre,” fortæller Moritz Schramm, der sætter stor pris på at komme til Berlin i dag med al dens mangfoldighed, der, som han siger, ligger så fjernt fra det Tyskland, hans morfar var med til at herske over.

”For mig viser det, at man også tager ansvar, når det gør ondt. Jeg føler en stor taknemlighed for den generation og det fællesskab. Jeg er de senere år blevet meget klar over, hvor meget jeg skylder mine forældre og deres generation. De har taget et stort ansvar, som min morfar ikke tog.”

Mange tyskere har forældre og bedsteforældre, der spillede en rolle under krigen på den ene eller anden måde. Relationen til dem opleves forskelligt, fortæller Moritz Schramm. Efter krigen valgte nogle at afskære forbindelsen til deres familie, mens andre valgte at nedtone ansvaret og integrere gerningsmændene i familierne igen. I hans egen familie holdt man kontakt til morfaderen. Dengang kendte Tyskland og familien ikke hele omfanget af Albert Speers forbrydelser, og mange informationer om hans medskyld kom først frem efter hans død.

”Det var vigtigt for os, at han fremstod angrende og tog afstand til nazismen. Men han løj om sin egen rolle, og hvis vi dengang havde vidst, hvad vi ved i dag, ville det ikke have været muligt. Det ville have været svært at fastholde kontakten.”

Der findes også ekstreme tilfælde, hvor efterkommere af en krigsforbryder har taget skylden på sig i en grad, at det blev fuldstændig hæmmende og ødelæggende for dennes liv.

”Det er jo meget radikalt. Jeg ser ikke mig selv som en forlængelse af min morfars værste side, men jeg er opmærksom på, om jeg bliver blind for nogle mønstre og overskrider nogle principper, hvor han ville være gået hele vejen og have været ligeglad med andre. Den etiske og moralske opmærksomhed er altid til stede hos mig, både i min karriere og i mit privatliv. Min morfar står som en advarsel mod fremtiden og er et slags pejlemærke for, hvordan jeg ikke vil leve mit liv. Min morfar er et ekstremt billede på, hvordan man kan glemme, at ethvert menneske har en værdi i sig selv. Derfor går jeg meget op i, at vi værner om hinanden, og jeg er altid glad, når nogen vælger at række hånden ud for at hjælpe også i dag, når vi oplever, at andre er i knibe eller på flugt,” påpeger Moritz Schramm og fortsætter:

”Vi glemmer ofte, at nazisterne havde en forestilling om, at de handlede i selvforsvar. Ifølge deres vanvittige verdenssyn var flertallet truet af et bestemt religiøst mindretal, som derfor skulle bekæmpes og i yderste konsekvens fjernes fra samfundet. Og selvom det er noget andet i dag, kan jeg slet ikke tåle, når vi igen fortæller en historie om, at et bestemt mindretal truer flertallet, som derfor skal forsvare sig mod denne angivelige trussel. Det er absurd. Det handler ikke nødvendigvis om tonen i indvandringsdebatten, for det er helt i orden, at politiske debatter nogle gange bliver lidt højtråbende, men det stritter på mig, når mennesker defineres gennem deres herkomst, og nogle oveni omtales som en kollektiv trussel. Mennesker er forskellige, og ingen skal reduceres til deres baggrund.”

Jeg har aldrig skammet mig, men samtidig har jeg ikke ønsket at blive stemplet som Speers barnebarn. I min omgangskreds i Tyskland, og selv i skolen, kendte alle min familiebaggrund, det var aldrig hemmeligt. I Danmark var jeg mere i tvivl og er derfor gået mere stille med dørene, fortæller Moritz Schramm. - Foto: Benjamin Krasnik
Jeg har aldrig skammet mig, men samtidig har jeg ikke ønsket at blive stemplet som Speers barnebarn. I min omgangskreds i Tyskland, og selv i skolen, kendte alle min familiebaggrund, det var aldrig hemmeligt. I Danmark var jeg mere i tvivl og er derfor gået mere stille med dørene, fortæller Moritz Schramm. - Foto: Benjamin Krasnik

Kan du blive ved med at lære?

”Det er jo sjovt, at jeg i mit arbejde er mest optaget af den såkaldte gerningsmandlitteratur, hvor vi forsøger at forstå, hvordan mennesker er i stand til at begå de mest forfærdelige forbrydelser, samt af de mange modutopier om et mangfoldigt og verdensåbent samfund, som ofte viser sig i film, litteratur og kunsten. Jeg tror, at jeg altid har ønsket at forstå nazisterne og samtidig forsøgt at finde frem til den verden, der bevæger sig videre i en forhåbentlig bedre retning. Jeg håber fortsat at blive klogere på denne sammenhæng,” siger han og forestiller sig, hvordan det kan se ud for andre.

”Nogen vil måske mene, at vi tyskere er optagede af skyldskomplekser, der får os til at se verden på en anden måde. Men man kan vel også vende det om og forsøge at lære noget og måske bevare en etisk integritet. I nutidens Tyskland er et stort flertal i samfundet indstillet på at værne om landets mangfoldighed og er opmærksomme på de faldgruber, som vi kender fra historien. For rigtigt mange er det for eksempel vigtigt, at vi taler pænt om hinanden og ser mennesker som individer og ikke som repræsentanter for en gruppe.”

Er det anderledes i Danmark?

”Nogle gange savner jeg i Danmark et større etisk fundament for det liv, vi har sammen som samfund. Det handler måske om en manglende forståelse for nogle grundværdier, som vi alle skal huske, når vi færdes i offentligheden eller begynder at skændes på de sociale medier. Det er værdier, der kommer fra en historisk erfaring om, hvor grueligt galt det kan gå. Jeg undrer mig nogle gange over, hvordan man i Danmark kan tro, at det blot er de andres historie, den tyske historie, som om alle andre ikke behøver at forholde sig til dens konsekvenser. Jeg ser det som en fælles historie, som vi alle skal forholde os til, uanset vores individuelle baggrunde.”

Hvordan har du det med markeringen af Befrielsen i Danmark?

”Det kan være en god anledning til at udvide perspektivet lidt. Jeg synes, vi sammen skal glæde os over, at det er dagen, hvor den nazistiske terror stoppede i Danmark, og jeg synes, vi sammen skal mindes de mange mennesker, der blev ofre for nazisternes vanvittige ideologi, både i og uden for Danmark. Men måske skal vi også sammen lære af historien og begynde at tage et fælles ansvar for nutiden og fremtiden. Måske kan vi bygge en verden, hvor vi beskytter hinanden og ikke sender mennesker tilbage til krigshærgede områder, som vi jo alle godt ved ikke er sikre. Hvor vi ikke lader børn rådne op i lejre for at vinde nogle politiske stemmer i den ene eller anden retning. Måske kunne vi begynde at favne hinanden og åbne en rummelighed, som også giver plads til forskellighed. Og der kan Danmark stadig lære en masse, vil jeg mene.”