Barnløse konfronteres livet igennem med, at de aldrig fik børn

Sorgen over at være ufrivilligt barnløs bliver ofte overset, fordi der ikke er tale om et menneskeligt tab. Definitionen af sorg er alt for snæver, mener sorgforsker

"Når man bliver ældre, får omgangskredsen børnebørn. De barnløse, jeg har talt med, siger, at det er benhårdt at blive konfronteret med," siger Mai-Britt Guldin. Foto: Klaus Schönepauck/Panthermedia/Ritzau Scanpix

En ting er at sørge over et tab af en nærtstående. Men man kan også sørge over det barn, man aldrig fik, siger psykolog og sorgforsker Mai-Britt Guldin.

”Vi er helt uvante med at tænke barnløshed som en sorgreaktion, for personen har jo ikke mistet noget. Vi forveksler sorgen med depression. Omgivelserne tænker, at den barnløse nok er depressiv, og de kan undre sig over, at vedkommende ikke formår at komme videre og se på det gode i tilværelsen,” fortæller hun.

Mai-Britt Guldin, som er seniorforsker ved forskningsenheden for almen praksis på Aarhus Universitetshospital, mener, at man skal forstå sorg meget bredere, end man gør i dag:

”Meget af vores forskning tyder på, at sorg ikke kun er en reaktion, man har, når der er dødsfald, men når man oplever alle mulige slags tab. Og det kan være et tab af håbet om at få et barn. Hos ufrivilligt barnløse er der en sorg over, at livet bliver anderledes end det, man havde regnet med. Det kan være behæftet med sønderlemmende ulykkelighed over at have mistet noget, man troede, man skulle have,” siger Mai-Britt Guldin og fremhæver, at med sorg følger længsel.

Og det er en afgørende følelse, som adskiller sig fra depression.

Ufrivilligt barnløse har ofte været igennem en længere proces, måske med fertilitetsbehandling, hvor sorgen er kommet snigende.

”Hvis man gennem lang tid forsøger at få et barn, er der et håb, som bliver taget fra én gentagne gange. Det giver en belastningsreaktion, som er meget udmattende,” siger Mai-Britt Guldin, som ud over forskning taler med barnløse i sin psykologpraksis.

Som permanent ufrivilligt barnløs er det et livsvilkår, at man bliver konfronteret med sorgen mange gange i livet.

”Barnløse bliver mindet om tabet, når venner får børn, til barnedåb, konfirmationer og studenterfester. Og når man bliver ældre, får omgangskredsen børnebørn. De barnløse, jeg har talt med, siger, at det er benhårdt at blive konfronteret med det igen og igen,” siger Mai-Britt Guldin.

Ifølge hende er der ikke ét svar på, hvordan man kan håndtere den vedvarende sorg.

”Men man må lære sorgen lidt at kende. Gøre sig bekendt med, hvilke reaktioner man har i hvilke situationer. Hvis man ved, at på den og den dag er der meget sorg, kan man forberede sig ved eksempelvis at tænke over, hvad der er godt for én at gøre. Skal man eventuelt have en at tale med det om? Man kan ikke tage sorg væk. Men når man bliver bekendt med den, vælter den ikke en så let.”