Prøv avisen

Bastian døde, to måneder før hans lillesøster kom til verden

To måneder før Malene Paasch fødte datteren Hannah, der snart fylder fire år, mistede hun sin søn, Bastian, der døde uventet som toårig. Foto: Palle Peter Skov

Malene Paasch måtte balancere på kanten mellem sorg og lykke, da hun for fire år siden mistede sin lille søn, blot to måneder inden hun fødte sit andet barn

På bordet i Malene Paaschs køkken i Kolding ligger et album med titlen ”Fantastiske Bastian”. Det er fyldt med fotos af en smilende dreng med grønne øjne og en stor blød krølle i panden. Bastian er Malene Paaschs førstefødte. Han kom til verden i september 2009, men nåede kun at holde fødselsdag to gange.

Det var den 21. december 2011. Byen strålede af julelys, men for Malene Paasch og hendes mand, Bjarne Zeb Jørgensen, blev dagen den mørkeste i deres liv. De blev ramt af den største sorg, der kan ramme et forældrepar, da deres lille søn, Bastian, døde i sin seng.

Dagen begyndte ellers som mange andre. Malene Paaschs mand, Bjarne Zeb Jørgensen, afleverede Bastian i vuggestuen i København, hvor de boede dengang. Drengen var en smule varm, men ikke så meget, at forældrene vurderede, at han skulle blive hjemme. Nogle timer senere blev Malene Paasch dog ringet op af personalet. Feberen var steget til 39,8.

Om aftenen gik Malene Paasch - der var højgravid - i biografen med en veninde, mens Bastians far blev hjemme hos den syge dreng. Efter filmen fik veninderne en sodavand, og det var der, Malene Paasch blev ringet op af sin mand. Hun skulle komme hjem med det samme.

”Zeb havde fundet Bastian livløs i sengen med hovedet nede i puden. Han havde givet ham hjertelungeredning, indtil ambulancen med lægen kom. Da jeg nåede hjem i lejligheden, var redderne i gang med at forsøge at genoplive Bastian, der lå på gulvet kun iført ble.”

Det lykkes ikke redderne at få liv i den lille dreng, som hurtigt blev kørt på Rigshospitalets Traumecenter. Her kæmpede lægerne i yderligere halvanden time, men forgæves. Bastian var død.

”Jeg var helt lammet. Stod der bare,” siger Malene Paasch stille.

Hun husker scenen og detaljerne uhyggeligt tydeligt. Hun kan endnu se, hvordan Bastians ene sok med mumitrolde stadig sad på hans fod. Den anden lå og flød på gulvet. Hun gik over for at flytte Bastian til en seng og klæde ham på. Hun vidste, at det var sidste gang, hun holdt ham.

”Jeg sad hos ham lidt, men han var allerede kold. Alting var forkert. Ingenting gav mening. Bastian var jo en sund og rask dreng.”

Obduktionen har senere vist, at to forskellige vira havde angrebet Bastians lille krop, og der var væske i hans hjertesæk. En blanding af forskellige uheldige omstændigheder, som forældrene intet kunne have gjort for at forhindre.

Dagene efter Bastians død står som en mærkelig tid for Malene Paasch.

Midt i sorgen var det jul, familien skulle til Jylland, og der var en masse praktiske ting, der skulle klares i forbindelse med drengens begravelse.

”Det hele var så surrealistisk, men når jeg ser tilbage, tror jeg, at vi havde brug for at holde fast i det normale for at klare os igennem.”

Samtidig rev sorgen i hende.

”Tankerne om Bastian fyldte meget i de efterfølgende uger. Jeg tænkte mange tunge tanker, skrev dagbog og gik på kirkegården. Det var hårdt, og jeg kan huske, at jeg var meget bange for at falde ned i et stort hul.”

Men det gjorde hun ikke. Hun søgte hjælp hos krisepsykologen, sundhedsplejersken, jordemoderen, præsten, lægen og sine veninder.

”Jeg var jo højgravid, og derfor valgte jeg at passe på mig selv. Jeg tror, at det er grunden til, at jeg aldrig faldt helt ned i det sorte hul. Samtidig med at vi stod i vores livs største sorg, vidste vi også, at glæden ventede lige om hjørnet.”

Og en dag i februar, hvor solen skinnede, fødte Malene Paasch datteren Hannah.

”Fødslen var en form for forløsning efter den store sorg. Vi havde gået i mørket i otte uger, men da Hannah blev født, kom lyset igen ind i vores liv,” fortæller Malene Paasch.

Hun græd af lykke, da hun så sin lille sorthårede pige for første gang.

Den næste tid skulle hun og hendes mand lære at balancere mellem lykken og sorgen, mellem livet og døden. For begge skulle have lov til at være der til at gå hånd i hånd. Malene Paasch er overbevist om, at Hannahs fødsel hjalp hende til at holde balancen i den svære tid.

”Sorgen over Bastian fik ikke glæden over Hannah til at blegne. Ligesom glæden heller ikke fik sorgen til at gå væk. Når jeg tænker tilbage, ser jeg mig selv som sårbar og stærk på samme tid. Jeg føler sorg og afmagt, og jeg tænker, at det er så uretfærdigt, at vi skulle miste Bastian. Men samtidig skulle jeg være mor for Hannah, så jeg var nødt til at spise, sove og passe på mig selv.”

Det har også hjulpet Malene Paasch i sorgen, at hun og hendes mand har kunnet tale og sørge sammen.

”Vi har været der for hinanden efter Bastians død. Vi har været både stærke og sårbare sammen, og vi har balanceret på vippen mellem de to sammen,” fortæller Malene Paasch, der erkender, at hun nok har haft et større behov for at blive ved med at tale om Bastian end hendes mand:

”Vi har talt meget om Bastian, men jeg har nok indimellem haft mere brug for det end Zeb. Så det har været vigtigt for os at være ærlige omkring vores følelser, ligesom det har været vigtigt at kunne rumme hinandens forskellige måder at sørge på. Derfor har vi også hele tiden haft den aftale, at Zeb kunne sige fra, når han ikke havde lyst til at tale om det.”

Malene Paasch synes, at hun efterhånden har fundet fred med sorgen over Bastian.

”Jeg kan stadig ikke finde mening i, at han skulle dø, men jeg prøver at acceptere, at han er et andet sted. Nogle ting sker bare, uden at vi er herre over det, og sådan var det med Bastian. Det giver ikke mening, men det er sådan, det er. Jeg har accepteret, at han er taget af sted, og at jeg ikke kan passe på ham mere.”

Den lille dreng med de grønne øjne og pandekrøllen er dog stadig en vigtig del af familiens liv, og både Hannah og Leah, som kom til for to år siden, taler ofte om ham. Og når han har fødselsdag, besøger de ham på gravstedet på Bispebjerg Kirkegård og blæser sæbebobler. Bastian er blevet dér, selvom resten af familien siden er flyttet til Jylland. De synes, at han hører til, hvor han levede sit liv.

Bastians historie har gjort døden mere nærværende i Malene Paaschs liv.

”Vi ved jo godt, at vi alle skal dø, men det er, som om døden er blevet mere virkelig. Jeg kan godt blive grebet af angst for, at pigerne skal blive taget fra mig. Selv er jeg ikke bange for døden som sådan. Jeg ved, at når jeg dør, skal jeg møde Bastian. Men det betyder ikke, at jeg har lyst til at dø. Jeg skal jo være her og passe på Hannah og Leah.”

Hun ved dog, at hun aldrig bliver helt færdig med Bastian. Og det skal hun måske heller ikke.

”Jeg tænker stadig på ham hver dag, og jeg savner ham hver dag. Det var Bastian, der lærte mig kærlighed og at være til stede. Han lærte mig at være glad for den, jeg er. På mange måder sidder han stadig på min skulder og minder mig om alt det,” siger Malene Paasch, der er gået i gang med at omdanne sine dagbogsnotater fra tiden efter Bastians død til en bog.

Den skal hjælpe andre forældre, der oplever at miste et barn - men bogen skal også handle om at kæmpe for livet og tro på kærligheden:

”Jeg vil gerne vise andre, at man kan overleve selv så stort et tab. At man skal blive ved med at kæmpe. For livet er stærkere end døden. Døden kan vi ikke altid vælge selv. Men vi kan vælge livet, ligesom jeg gjorde.”

”Tankerne om Bastian fyldte meget i de efterfølgende uger. Jeg tænkte mange tunge tanker, skrev dagbog og gik på kirkegården. Det var hårdt, og jeg kan huske, at jeg var meget bange for at falde ned i et stort hul,” fortæller Malene Paasch. Foto: Palle Peter Skov