Beboer på plejehjem for homoseksuelle: ”Jeg havde nok bare nogle forkerte forventninger”

Hans Peder Schmidt er en af de yngste beboere på sit plejehjem. Det gør det svært at trives i fællesskabet, også selvom han har valgt et plejehjem for homoseksuelle som ham selv

Hans Peter Schmidt har altid holdt af sit eget selskab, og det mener han er en fordel, efter han er kommet på plejehjem i en relativ ung alder.
Hans Peter Schmidt har altid holdt af sit eget selskab, og det mener han er en fordel, efter han er kommet på plejehjem i en relativ ung alder. Foto: Leif Tuxen.

Hans Peder Schmidt bor på Slottet. Her har han boet, siden han som 72-årig fik en blodprop, der med ét besværliggjorde dele af livet, han ellers aldrig havde skænket en tanke.

Pludselig begyndte hukommelsen at spille ham et puds. Hans mobiltelefon kunne være væk, selvom den lå foran ham. Og uden videre gik kunsten ”at sætte det ene ben foran det andet” fra at være en automatiseret, tankeløs handling til at blive underlig bevidst.

Slottet ligger i De Gamles By på Nørrebro i København. En række gamle hospitalsbygninger fra sidst i det 19. århundrede. Vinduerne er hvide og sprossede. Teglen er karakteristisk rød, og taget går op i en spids, man kender fra andre slotte eller sydtyrolsk arkitektur.

Fra vinduet over hovedindgangen hænger et flag, man sjældent forbinder med plejehjem. Det iøjnefaldende regnbueflag, der repræsenterer det såkaldte LGBT+-miljø i Danmark. Slottet er med andre ord et af Københavns Kommunes såkaldte profilplejehjem. På stedets hjemmeside skriver de:

”På Slottet kan LGBT-personer føle sig trygge og dele interesser med de andre beboere – både med og uden LGBT-baggrund. Medarbejderne på Slottet er normkritiske. Det vil sige, at de er åbne og imødekommende over for dig, uanset hvordan du har valgt og ønsker at leve dit liv.”

Der står også, at stedet holder forskellige ”’regnbue’-stunder, hvor frivillige fra LGBT-miljøet eksempelvis holder oplæg om deres liv eller inviterer til en snak om en bog eller film med et LGBT-tema”.

Beboerne deltager også i den årlige Pride-parade. Det afslører fotogr

afiet af Hans Peder Schmidt, der hænger på døren til hans bolig. Her står han iførtfarvet tøj og paryk og smiler.

Hans Peter Schmidt har altid holdt af sit eget selskab, og det mener han er en fordel, efter han er kommet på plejehjem i en relativ ung alder.
Hans Peter Schmidt har altid holdt af sit eget selskab, og det mener han er en fordel, efter han er kommet på plejehjem i en relativ ung alder. Foto: Leif Tuxen

En af Slottets yngste

På landets plejehjem er beboerne i gennemsnit 84 år, når de flytter ind. Med sine i dag 74 år er Hans Peder Schmidt dermed en af de yngre. Han sidder i en læsestol med udsigt over en park og fortæller om tilværelsen på livets sidste adresse. Personalet er kommet med kaffe.

Som for så mange andre var det ikke meningen, at han skulle ende på et plejehjem. Og da slet ikke endnu. Men i 2019 vågnede han en morgen med en ubehagelig følelse i kroppen. Han kunne instinktivt mærke, at ”noget var ravruskende galt” og tog til lægen og ganske rigtig: Hans Peder Schmidt var blevet ramt af en blodprop, der kunne have endt fatalt, hvis ikke han havde handlet så hurtigt.

Blodproppen betød, at han måtte flytte ud af sin lejlighed på Frederiksberg ved København for at få hjælp til at klare sig gennem dagen. En bekendt havde fortalt ham om Slottet, og da Hans Peder Schmidt er homoseksuel, syntes han, det lød som et alletiders sted at tilbringe sin alderdom.

”Folk kommer jo først på plejehjem, når de er meget syge eller gamle. Og selv er jeg kommet på plejehjem i rette øjeblik, selvom det er tidligt, men det betyder også, at her ikke er mange på min alder, og det ville jeg måske have ønsket mig,” siger han og fortsætter:

”Altså måske havde jeg også bare nogle forkerte forventninger. De, der er her, er meget gamle og meget bøssede, og jeg havde måske regnet med, at vi var lidt flere forskellige typer. Der er ikke så mange, der ligesom er min kop te. Jeg savner i hvert fald flere kvinder. Det er meget bøsseorienteret, synes jeg.

Hvorfor valgte du at flytte ind på Slottet, hvis bøsser kan blive for bøssede til dig?

”Jamen, jeg havde ikke tænkt det igennem. Jeg troede, der ville være nogle i min aldersgruppe, som også havde behov for at bo på plejehjem, men det var der så ikke. Og det er jo en god ting, men det er selvfølgelig lidt ærgerligt for mig. De er så bøssede, at du tror, det er løgn. Det er faktisk ikke til at holde ud,” siger Hans Peder Schmidt.

Alle vennerne døde

Hans Peder Schmidt er oprindeligt fra landsbyen Tim i Vestjylland, hvor han voksede op på familiens gård med fire søstre. Faderen var landmand, og moderen var angiveligt landets første uddannede kvindelige organist.

I lokalmiljøet stak familien ud. Om sommeren kunne faderen finde på at tage nissehue på for at få lidt gang i gaden. Og ifølge Hans Peder Schmidt passede familien ikke rigtigt ind i den vestjyske mentalitet. Personligt var han i hvert fald ikke i tvivl, og da han blev gammel nok, pakkede han sin taske og flyttede til København, hvor det homoseksuelle miljø var større og homoseksualitet mere socialt accepteret dengang.

Her levede han et liv, hvor han om dagen arbejdede som sælger ved SAS og dyrkede atletik, mens han om aftenen lystigt frekventerede det københavnske natteliv med sine fire bedste kammerater.

Ligesom mange andre homoseksuelle blev han smittet med hiv i 1980’erne. På det tidspunkt var behandlingen mangelfuld, og Hans Peder Schmidt oplevede, hvordan hans kammerater døde en for en, da først sygdommen havde udviklet sig til aids.

Selv lykkedes det Hans Peder Schmidt at holde hiv-smitten i ave, så den ikke udviklede sig til aids, før den behandling, vi kender i dag, var opfundet.

Aids-epidemiens hærgen i 1980’erne betyder, at Hans Peder Schmidt ikke har mange af sine gamle venner tilbage i dag. Til sit eget held trives han i sit eget selskab. En egenskab, der er god at have, hvis man en dag havner på plejehjem, siger han.

”Hvis man er et meget socialt menneske, så tror jeg, man bliver sindssyg af at bo på plejehjem. Hvis man derimod trives alene, så føler man nok heller ikke ensomhed på samme måde som andre. Jeg er helt alene, men jeg føler mig faktisk aldrig ensom.”

Selvom han ikke omgås meget med de øvrige beboere, så er han blevet gode venner med en gammel dame på 98 år. Før i tiden, da hun var mere frisk, sad de to aften efter aften og så tv på hendes stue, til natsygeplejersken mødte ind.

”Desværre har hun det ikke helt så godt mere, men det holdt jeg meget af, bare at sidde der sammen og se tv. Der var nogle meget gode stunder,” siger han.

På plejehjemmet ligner de fleste dage hinanden, forklarer Hans Peder Schmidt.

Efter morgenmåltidet går han som regel ned i kiosken for at købe Ekstra Bladet, så han kan læse sporten og ryge en cigaret. Uden for hovedindgangen er der en blomsterhave med høje træer og et glasorangeri i midten, hvor man kan sidde og slappe af. Dernæst går han som regel ned i motionsrummet for at løfte vægte. Så spiser han sild, æg og ost til frokost, inden han spadserer ud i gårdarealet igen. Han holder af at tale med de mange hundeluftere, og så har han en fast aftale med ”en venlig mand”, der kommer hen til plejehjemmet for personligt at sælge ham lidt hash.

Hans Peder Schmidt siger, at han ikke drikker, men i stedet ryger en joint om dagen.

”Gåturen er mit højdepunkt. Der trækker jeg vejret dybt og får ilt til hjernen,” siger han.

Selvom Hans Peder Schmidt er væsentligt yngre end de andre beboere, og selvom mange af de andre bøsser ikke er Hans Peder Schmidts ”kop te”, er der særligt én grund til, at han på ”ingen måde” fortryder, at han flyttede ind på Slottet.

”Personalet,” siger han og smiler.

Hans Peder Schmidt forklarer, at han føler sig set og respekteret som menneske. Og han føler, at personalet ofte går et skridt længere for eksempelvis at opfylde hans ønsker til aftensmad.

”Jeg tror, det er deres fortjeneste, at jeg alt i alt har det godt her. Selvom de har travlt, kan jeg mærke, at de interesser sig for, hvem man er som menneske. De lytter uden at tale en efter munden, og det er dejligt. Selvom jeg godt kan lide mit eget selskab, holder jeg meget af, når de kommer herind og sætter sig og taler med mig. De giver et nærvær.”

En sildemad som fremtidsplan

Hans Peder Schmidt siger, at han har affundet sig med, at Slottet er hans sidste adresse.

Det betyder imidlertid ikke, at Hans Peder Schmidt har travlt med at komme herfra. Han nyder hverdagen. Morgenrutinen. Sin joint. Personalet. Og hver uge er der stort set altid nye sportsbegivenheder, han ser frem til at se i fjernsynet.

Til næste sommer fylder han 75 år, og selvom mange af hans venner for længst er døde af aids, så vil de være med i ånden. Han drømmer om at låne orangeriet ude i gården og så invitere sine søstre og få venner på en sildemad med en snaps.

”Der er min plan for fremtiden,” siger Hans Peder Schmidt.