Morten Kvist: At bede er en måde at få den rigtige indstilling til det, der nu engang sker

Efter årtiers latterliggørelse er bønnen så småt på vej tilbage som en naturlig del af mange folks hverdag, mener præsten Morten Kvist. Det sker på nye måder og med et andet indhold end tidligere, men drivkraften er den samme: behovet for sammenhæng og mening

Morten Kvist er præst i Herning og Gjellerup Valgmenighed og har gjort bøn til en fast og vigtig del af sit åndelige liv. Her ses han med hunden Pelle, en seksårig mellempuddel. –
Morten Kvist er præst i Herning og Gjellerup Valgmenighed og har gjort bøn til en fast og vigtig del af sit åndelige liv. Her ses han med hunden Pelle, en seksårig mellempuddel. – . Foto: Jens Bach.

Der er sket noget interessant ude på kirkebænkene de seneste fem-syv år. Morten Kvist er præst i Herning og Gjellerup Valgmenigheder, og når han beder Fadervor for de fremmødte, beder flere og flere med. Det sker til gudstjenester, især til dåb og alle andre rituelle lejligheder, og sådan har det bestemt ikke altid været. Noget tilsvarende sker med de nye salmer: Flere synger med og interesserer sig for indholdet i teksterne. Og begge dele er udtryk for det samme, nemlig, at der igen er blevet mere plads til og åbenhed omkring religion og religiøsitet.

”Op gennem det 20. århundrede blev bøn og andre former for åben og ritualiseret religiøsitet latterliggjort i stigende grad,” siger han.

”Det skete som led i den generelle verdsliggørelse, som med tiden fik karakter af regulær afkristning af samfundet. Forældre holdt op med at bede aftenbøn for deres børn. Og de holdt selv op med at bede, kirkegangen faldt, så lejlighederne til at bede blev færre. Men for omtrent 20 år siden begyndte en ny form for religiøsitet at spire. Flere begyndte at kalde sig søgende, og de gjorde det uden at skamme sig over det. I det hele taget opstod der en ny form for åbenhed, som de seneste år også er begyndt at indbefatte det at bede.”

Drivkraften bag den udvikling er – ikke mindst – den stadigt mere stramme styring af alle forhold i vores liv, mener han. Øgede krav om kontrol, registrering og dokumentation tærer på manges arbejdsglæde. Sammen med den generelle følelse af, at vi mest af alt haster gennem livet for at nå alt det, vi gerne vil, er der opstået en længsel efter fællesskab og en større mening med det hele. Og stadigt flere søger svar i forskellige religioner.

Egentlig er det ikke så mærkeligt. For det er værd at huske på, at religion har haft en fremtrædende plads i samfundet altid, og at perioden med en meget hårdt gennemført sekularisering er en kulturel undtagelse, påpeger han:

”På mange måder har den nok været nødvendig for, at kristendommen kunne blive bragt med over i det moderne. Men den fremstår i dag i en lidt for fedtfattig udgave, og der er behov for at få ordentligt fat i hele kristendommen igen. Heldigvis sker der i disse år en generel erkendelse og anerkendelse af, at mennesket er et religiøst væsen. Ikke på samme måde som tidligere, for kulturel udvikling kører ikke blot i ring. Men den er heller ikke blot en lige linje fremad, som nogle hævder. Den er snarere en spiral, hvor tingene kommer igen blot i nye skikkelser.”

Når der trods alt stadig er ret få, der har en bønspraksis, hænger det sammen med, at den nye måde at tro på er mere uforpligtende end den gamle. Der behøver ikke at følge regler, praktikker og dogmatikker med, og her regnes bøn af mange stadig for noget, der føles lidt for forpligtende, siger Morten Kvist. For hvis man beder Fadervor tilstrækkeligt mange gange og blandt andet beder om at forlade sin skyld, begynder man måske at tænke: Hvad består min skyld egentlig i? Og man kan føle sig forpligtet til at drage besværlige konsekvenser af svarene.

”Men jeg tror faktisk, at det, der først og fremmest afholder mange fra at bede, er den meget udbredte misforståelse, at man kun bør bede, hvis man virkelig tror på Gud. Man vil gerne kunne stå inde for de ord, man tager i sin mund, og det forstår jeg godt. Men man beder jo netop for at tro mere på Gud. Man beder om det, man mangler. Der er også mange, der siger, at de ikke går i kirke, fordi de ikke tror nok, og det er den samme misforståelse, for man skal netop gå i kirke for at tro mere eller for at blive bedre til det.”

Du siger, at bønnen er på vej tilbage, men i hvilken form?

”Der bliver skrevet nye bønner fra flere sider i disse år, som skal inkludere eller udtrykke det moderne menneskes forhold til Gud. Ligesom der bliver skrevet nye salmer. Tidens dom vil formentlig være hård mod det meste, men det er vigtigt, at der bliver eksperimenteret, så vi kan finde frem til en form, der passer til tidens brug af kristendommen.”

Har måden, vi bruger bøn på, også ændret sig?

”Ja. Mange praksisser er nærmest forsvundet, eksempelvis bordvers og aftenbøn for børnene, så vi bliver nødt til at skabe nye ritualer. Mange mediterer i dag, og det er beslægtet med bøn, for selvom meditation er ordløs, har de to ting hengivenheden tilfælles. Så måske kan man udnytte og udvide meditationen og bygge bro til bønnen.

Personligt tror jeg meget på Fadervors genkomst. Det er vores vigtigste bøn, og ved dåb fortæller jeg altid forældre, at de skal lære deres barn Fadervor at kende. Det er et ritual, de voksne kan påtage sig for deres børns skyld, og derved behøver de ikke selv føle og tænke en masse.”

Hvorfor er bønnen stadig vigtig – hvad er den moderne relevans?

”Det er velkendt, at ensomhed har bredt sig i hele den vestlige verden. Det samme har følelsen af, at der skal mere livsfylde til end det, vi kalder det gode liv med god mad, vin og tur i sommerhuset. Når man indgår i et ritual, som bøn jo er, underlægger man sig noget større, og her kan man finde hvile for den længsel, mange har efter mening og fællesskab – og måske Gud.”

Kan man bruge bøn, som man vil?

”Når det er en kristen bøn, man tager i munden, er det ikke et åndeligt middel til at få, hvad man gerne vil have. Det at bede er en gave, man får fra Gud. Jesus afsatte et tydeligt mærke i verden som bærer af Guds ånd, og tager man det mærke til sig ved at høre evangeliet, synge salmerne eller bede en bøn, så stiller man sig et sted, hvor der er ånd. Og den ånd beder man så om må blive ens egen. Al kristen praksis er i virkeligheden en bøn om, at den ånd, som beherskede Jesus, må blive min – i min egen udgave. Jesus lover, at det nok skal ske. Han siger: Der er mange måder at tro på. Men samtidig må du stille det, der kommer ud af din bøn, i din næstes tjeneste.

Det samme gælder, når du går til alters og modtager nadveren: Det, du modtager, skal forandre dig til det bedre og gøre dig mere trofast, håbefuld og kærlig. Grundtvig siger om nadveren, at det ikke er brødet og vinen, der forvandles, men det modtagende menneskes hjerte, der forvandles af den ånd, der er knyttet til ordet, brødet og vinen. Det samme med bønnen. Målet er at få sig selv i en bedre udgave.”

Er det nok blot at bruge bønnen til at sige tak?

”Bestemt, og det er også sådan, mange bruger bøn. I det øjeblik, man er taknemmelig, er man et bedre menneske end, hvis man ikke er taknemmelig. Guds ånd gør sig gældende gennem taknemmelighed, og dermed bliver din tak en evangelisk livsytring, for din tak er et eksempel på, at Guds ånd kalder noget frem, som man ikke selv kan skaffe, nemlig følelsen af taknemmelighed. Den kommer fra Gud. Det samme gør bønnen.”

Er der noget, der er for stort eller småt at bede om?

”Nej, ikke hvis man beder under overskriften: Din vilje ske. Det kan være svært, for vi vil helst, at det er vores egen vilje, der sker. Selv Jesus bad om at blive fri for det, der var i vente på korset. Men at bede er først og fremmest en måde at få den rigtige indstilling til det, der nu engang sker.”

Kan man bede om noget forkert?

”Ja, man skal ikke bede til Djævelen eller påkalde det onde. For man tager altid farve af det, man beder om – både det gode og det onde. Men man kan godt bede om mod til at bekæmpe det onde. Eksempelvis mod til at bekæmpe landets fjender. Det er ikke det samme som at ønske dem død og ulykke. Jeg beder selv hver søndag om, at Danmark må forblive et kristent land.”

Hvad er dit eget forhold til bøn?

”Jeg er barn af sekulariseringen på den måde, at jeg voksede op med en vigende religion, hvor religiøs praksis ikke var særlig interessant. Jeg læste teologi, fordi jeg var interesseret i historie, litteratur og filosofi, men opdagede hen ad vejen, at den sekulariserede teologi var for snæver for mig. Der manglede noget. I dag har jeg et meget ritualiseret forhold til bøn. Jeg bruger selvfølgelig bøn i mit arbejde, men jeg beder også stadig aftenbøn hver aften for de yngste af mine børn. Og så beder jeg, når jeg føler mig trængt. Eller hvis jeg kan se, at nogen tæt på mig har vanskeligheder. Jeg sætter stor pris på ritualiteten i bønnen.”

Hvilken betydning kan det få, hvis bønnen faktisk er på vej tilbage?

”Det kan selvfølgelig betyde noget for den enkelte. Og det vil formentligt være et udtryk for, at kristendommen står stærkere i folkets bevidsthed, og det vil også få betydning. Præcis hvordan, er svært at sige, men at det vil have betydning, er jeg ikke i tvivl om. Og så kunne det få den betydning, at vi vil stå stærkere over for islams indflydelse. Det er en indflydelse, som mange er bange for, men det bedste beredskab mod islam er et åndeligt beredskab, for jo mere hjemme vi føler os i vores eget hus, jo mere har vi selv at byde på, herunder større menneskelig åbenhed over for andre.”