Som religiøs jøde er der tradition for, at man skal sige mindst 100 lovprisninger hver dag. Fra et kristent perspektiv vil det måske lyde, som om jeg beder, men det er ikke det ord, jeg bruger. For at bede er at bede for noget. Jeg kan bede om noget, men som religiøs jøde er forbønnen ikke det vigtigste aspekt ved bøn. Gudstjeneste er et mere præcist ord for at bede. Uanset om jeg er hjemme eller i synagogen, handler det om at tjene Gud ved at følge hans bud ved lovsigelser og tak.
Når jeg takker Gud for hans bud, trofasthed og barmhjertighed er det også et kald til min opmærksomhed. Eller som vi siger det i bekendelsen shema, der er indledning til bøn: ”Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke.” Det handler om, at vi skal høre.
At være religiøs jøde er en tradition, og jeg tror, man med fordel kan vokse ind i den fra barnsben ved deltagelse i gudstjenesten. Da jeg blev født, var min far overrabbiner i Norge, men vi flyttede til Israel, da jeg var tre år. Selvom en gudstjeneste på sabbat varede to timer, så skulle jeg være i synagogen under hele gudstjenesten, mens nogle af mine jævnaldrende fik lov til at komme ud at lege. Her var min far ret streng, og det var ikke altid sjovt at sidde i synagogen. Men jeg og mine fire brødre forsøgte at følge med. Jeg husker, at jeg tænkte, at jeg ikke selv ville byde mine børn at sidde til så lange gudstjenester, for det var virkelig kedeligt. De første år var mine ben urolige, men så blev jeg otte og ni år, og jeg begyndte at forstå og følge med. Og fra jeg var 10 år, var jeg hver morgen til gudstjeneste i synagogen. At komme dagligt i synagogen var en del af forpligtelsen knyttet til min skolegang.
Allerede som dreng lærte jeg, at gudstjenesten er en opgave. Vi gør det, fordi vi skal. Naturligvis skal man tænke over indholdet, men først og fremmet skal man gøre det, fordi Gud har påbudt os det, og vi anser os selv som Guds tjenere. Gudstjenesten er tjeneste, og nogle steder er den beskrevet som hjertets tjeneste.
Vi beder tre gange om dagen, og nogle vil måske sammenligne det med en slags meditation. Den vigtigste bøn i vores liturgi hedder attenbønnen eller stillebønnen. Den rummer i virkeligheden 19 lovsigelser, som vi fremsiger stående på ranke ben og med ansigtet vendt mod templet i Jerusalem. Strukturen og traditionen går tilbage til profeten Ezras tid. Nogle gange kan jeg opleve, at der er passager i attenbønnen, som på en særlig måde står ud af teksten og taler til mig, men andre gange kan jeg ikke koncentrere mig, selvom jeg står med ranke ben, som det er foreskrevet.
Der er en beskrivelse af nogle rabbinere, som for omkring 2000 år siden talte om deres evne til at bevare fokus i gudstjenesten. Den ene siger, at han altid tænker på politik, når de er samlet til gudstjeneste, mens den anden fortæller, at han har gjort det til vane at tælle fliserne på væggen i synagogen under liturgien. Så det med ikke at kunne koncentrere sig er ikke en ny ting. På trods af vores menneskelige svaghed, så har skikken overlevet, fordi det er givet til os som en forpligtelse. Ved at være forpligtet sikrer vi, at meningen nogle gange kan komme til os som i et glimt, men meningen er først og fremmest, at du er forpligtet på at overholde loven, ligesom du skal række forpligtelsen videre til din efterkommere. Det her handler ikke om lyst, men det er en måde, du skal indrette dit liv på.
Jeg husker ikke, hvornår jeg første gang oplevede, at ordene i attenbønnen talte til mig, men en af mine yngre brødre var involveret i en trafikulykke, hvor han blev alvorlig kvæstet. Da det stod klart, at han klarede krisen, husker jeg, at jeg bemærkede en ændring hos min far, når han kom til det led i attenbønnen, hvor man lovsiger Gud for hans barmhjertighed. Det var ikke noget, min far og jeg talte om, men jeg kunne høre det på den måde, han udtalte ordene på, og der er dage, hvor jeg bliver mindet om den tid, når jeg kommer til det led i attenbønnen, hvor vi takker Gud for livet og de mirakler, som hele tiden finder sted.
Som dreng har jeg set op til min far og min farfar, fordi de begge var rabbinere, og det var min drengedrøm, at jeg også skulle være rabbiner. Hvert tredje år kom jeg til Danmark som feriedreng hos min farmor og farfar i deres lejlighed i Frederiksborggade i det indre København. Danmark stod som et idealland for mig: tempoet, sommerhuslivet i Nykøbing Sjælland, Tivoli og besøg hos Sømods Bolcher, men at se min farfar i synagogen i Krystalgade som overrabbiner var også stort for mig, og jeg var klar over vores slægts rabbiner-tradition.
Når jeg sagde, at jeg ville være rabbiner, lå der ikke noget dybere i det de første år. Det svarer til, at du hører drenge sige, at de vil være brandmand eller politibetjent. Da jeg var omkring 15 år, havde jeg en periode, hvor jeg udfordrede mit religiøse fundament.
Det var ikke et opgør, som jeg tog med mine forældre. Jeg gik i en religiøs skole og kom på den måde fortsat i synagogen, og på sabbat var det heller ikke velset i min familie, hvis jeg ikke deltog i gudstjenesten. Men når jeg var sammen med mine venner og ikke mindst i mine indre dialoger, tog jeg livtag med det religiøse liv og legede med tanken om at være ateist. I den periode var jeg meget optaget af den franske filminstruktør Luc Besson og så hans ”The Story of Joan of Arc” om Jeanne d’Arc. I filmen ser man hende samtale med Gud, og da jeg kom ud fra biografen, sad jeg og så op mod skyerne og betragtede udsigten over Gehenna, som er den smukkeste, grønne dal i Jerusalem. Jeg bilder mig ind, at det var, mens jeg sad her, at jeg blev klar over, at jeg fortsat var optaget af noget eksistentielt, og at jeg ikke havde en anden vej end at være religiøs jøde. Der er meget, jeg ikke har svar på, men der er en optagethed af det eksistentielle, som ikke har sluppet mig.
Selvom der både er tjeneste og pligt forbundet med bønnerne, kan der også være et følelsesmæssigt aspekt. Da jeg var 10 eller 11 år, betragtede jeg nogle drenge, som var lidt ældre end mig, som udviste en særlig form for inderlighed, når de var i synagogen, hvor de stod med lukkede øjne. Noget i mig ønskede at være som dem, men jeg måtte konstatere, at sådan havde jeg det ikke. Da jeg var omkring 18 år og havde afsluttet min skolegang, tog jeg på en slags højskole, og her havde jeg en periode på et par år, hvor jeg oplevede de smukkeste bønner.
Om morgenen siger vi, at du skal elske Gud af hele dit hjerte, hele din sjæl og hele din styrke. I de år følte jeg virkelig, at min sjæl talte. Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at det var en periode, hvor mine følelser i det hele taget var stærke. Var jeg var ked af det, græd jeg, og når jeg var vred, så lod jeg mine følelser komme ud. Efter den periode var der nogle år, hvor jeg kom i den samme synagoge, men hvor jeg oplevede det absolut modsatte. Det var de værste gudstjenester, og noget i mig ønskede at finde tilbage til den overgivelser og inderlighed, som jeg havde oplevet så intenst. I dag har jeg accepteret, at mine bønner ikke er afhængige af, om jeg føler, min sjæl taler. Det handler om at tjene Gud, og jeg tror, man bliver fri af at tjene.
I jødedommens historie har ofringer haft en central plads. Det, vi ofrer i dag, er vores tid, som er det mest dyrebare, vi har. For 2000 og 3000 år siden bragte man et lam som slagtoffer, men vi bringer vores tid, og dermed vælger jeg, at jeg ikke er slave af tiden, men tjener Gud. Jeg læste engang et digt skrevet af den spanske rabbiner Judah Halevi (1075-1141): ”Tidens tjener er slavernes slave. Guds tjener er den eneste, som er fri.” Det tror jeg, der er sandhed i.
Vi har lovprisninger for næsten alt. Når vi ser et nyudsprunget bøgetræ, når vi dufter krydderurter, når vi spiser frugt fra et træ, og når vi har vasket vores hænder. På den måde er jødedommen som et sprog, og det er meget svært at komme ind i det som voksen, hvis man ikke har kendt det fra barnsben.
Vores tre børn har fået en knap så streng religiøs opdragelse, som jeg fik, men jeg er taknemmelig for det sprog, jeg har fået givet, og den opmærksomhed, det skaber.