Bedstefar og barnebarn: Vi har nok været så tætte, at der ikke er opstået generationskonflikt

Kaj Emil Pedersen skammer sig lidt over at efterlade ansvar for klima og regning for corona til sine børnebørn. Men hans barnebarn, Karoline Nielsen, føler sig ikke snydt for muligheder

Kaj Emil Pedersen og hans hustru bor i et nedlagt gartneri i landsbyen Frøslev på Mors. Her får de tit besøg af deres barnebarn, Karoline Nielsen. – Foto: Jens Bach.
Kaj Emil Pedersen og hans hustru bor i et nedlagt gartneri i landsbyen Frøslev på Mors. Her får de tit besøg af deres barnebarn, Karoline Nielsen. – Foto: Jens Bach.

Denne artikel er en del af serien "De nye ældre". Få en mail hver gang, der udkommer en ny artikel i serien, ved at skrive dig op her.

Kaj Emil Pedersen er begyndt at skrive en ”bette bog” med sine erindringer. Foreløbig fylder den syv sider, men der er lang vej endnu. For han vil gerne berette om de vilkår, han er vokset op under samt om de begivenheder, der har sat spor i ham. Om at komme på børnehjem, mens moderen var på rekreation med tuberkulose, og faderen arbejdede for meget til at kunne tage sig af børnene. Om hvor luksuriøst det oplevedes som barn at rykke ud af et fugtigt stråtækt hus og ind i en spritny arbejderbolig. Og om at finde sit kald som graver på Lødderup Kirkegård på Mors efter mange år som sælger.

”Den tror jeg, Karoline skal have på et tidspunkt,” siger han over en videoforbindelse og kigger til siden, hvor hans snart 18-årige barnebarn sidder.

”Det vidste du nok ikke engang.”

Man kan få det indtryk, at der de senere år er opstået en generationskløft mellem de, der er vokset op med velfærdsstaten, og så deres børn og børnebørn. De ældre kritiseres i hvert fald i nogle sammenhænge for at sidde på alt flæsket og for ikke at have taget ansvar for velfærds- og klimaressourcer. På sociale medier skriver yngre mennesker for eksempel ”OK boomer” som en slags skældsord mod de ældre mennesker, de ikke orker at samtale med. De unge, derimod, kritiseres for at være krænkelsesparate. Den kløft er der bare ikke allesteder. I hvert fald ikke på midten af limfjordsøen Mors, hvor førnævnte bedstefar og barnebarn bor – han i Frøslev og hun i Vils.

En af teorierne om inden for generationsforskning er, at enhver generation er kendetegnet ved at være formet af specifikke verdensbegivenheder. Når man spørger Kaj Emil Pedersen, hvilke begivenheder der har præget ham, er han ikke i tvivl.

”Jeg kan huske, hvor frygteligt bange jeg blev, da vi hørte om Cubakrisen, og at Khrusjtjov var på vej til Cuba med krigsskibe. Der frygtede jeg virkelig en verdenskrig. Og så husker jeg også tydeligt, hvor jeg var, da John F. Kennedy blev skudt. Jeg stod og ventede på skolebussen, da nogle af mine kammerater kom løbende og fortalte det.”

Det er også sigende for Kaj Emil Pedersens generation, at mange af dem har været politisk engagerede siden ungdommen. På sine ”gamle dage” er han selv blevet medlem af Kristendemokraterne, men som ung var han ikke politisk aktiv, og ved sit første valg anede han ingenting om politik.

”Min kammerat og jeg blev enige om, at han skulle stemme på kommunistpartiet, og jeg skulle stemme på Venstresocialisterne, fordi de havde et Y som partibogstav, som lignede en slangebøsse. Dagen efter kunne vi i avisen se, at der kun var en stemme på hvert af de partier, der hvor vi boede – det var så os.”

Hans barnebarn er vokset op med nogle vilkår, der som hun selv siger slet ikke kan sammenlignes med sin bedstefars. Karoline Nielsen blev født i 2003 og har en lillebror. Hendes forældre blev skilt, men fandt sammen igen. Hun har det meste af sin barndom gået til fodbold og gymnastik og har, som de fleste i sin omgangskreds, været på efterskole. Hun har aldrig oplevet pengemangel, og lønnen fra hendes fritidsjob på et pizzeria går til hendes egen konto, ikke husstandens. Hun går på erhvervsuddannelsen EUX i Nykøbing Mors, og mens nogle unge for eksempel deltager i klimademonstrationer, interesserer politik hende ikke. Hun tager i øvrigt ikke afstand fra sine bedsteforældres måde at leve på. For hun vil gerne skabe et voksenliv, der ligner deres. Med uddannelse, arbejde, hjem og familie.

Kaj Emil Pedersen var første gang ude at flyve i 2003, hvor han og hustruen tog på ferie til Cypern. Før da havde de kun taget til Flensborg for at handle i grænsekiosker, så mens nogle i hans generation set med deres børn og børnebørns øjne har brændt mere end deres del af CO2 af ved at flyve jorden rundt, så har tilværelsen aldrig været sådan for Kaj Emil Pedersen. Og når medierne fyldes af historier om, hvor dejligt der pludselig viser sig at være i Danmark, tænker han, at det vidste han da godt. Han smider aldrig mad væk og slider bæreposer op. Han er måske ikke klimaforkæmper, men han er nøjsom.

Alligevel skammer han sig lidt på sin generations vegne. Han synes, der måske er blevet tænkt for meget på ”mammon” gennem deres ungdom og voksenliv og for lidt på miljø og klima.

”Og så tænker jeg tit på, hvem der skal betale den store regning, der kommer efter corona. Hvem skal betale den? Det skal vores børnebørn og oldebørn da – de kommer ikke til at få den velfærd, vi har haft.”

Spørgsmålet er, om Karoline Nielsen så ikke har noget at udsætte på sin bedstefars generation og deres adfærd og forbrugsmønstre?

”Det tror jeg ikke, jeg har. Det er ikke noget, vi går og tænker over eller snakker om i min omgangskreds.”

Karoline Nielsen og Kaj Emil Pedersen kender ikke ordet boomer, og de taler mest om politik, når det drejer sig om restriktioner i en pandemitid. Karoline Nielsen er vokset op tæt på sine bedsteforældre, og derfor har de set hinanden op til flere gange om ugen hele hendes liv. De har bagt og spillet spil sammen og hjulpet hinanden med pligter på den store grund, som hører til det gamle gartneri, hvor bedsteforældrene bor.

”Og jeg tror måske, det er derfor, der ikke er en kløft i mellem os. Fordi vi hele tiden taler sammen og spørger ind til hinandens liv,” siger Kaj Emil Pedersen.

Det er nok også derfor, han har besluttet sig for at skrive sine erindringer og give dem til sine børnebørn. Fordi han gerne vil give dem det historiske perspektiv.

Læs også denne artikel i serien om den nye generation af ældre: Vil ældre forlade arbejdsmarkedet på grund af pandemien?